»Du kan ikke undgå at se det,« fortæller redaktøren på Solidaritet, Michael Schølardt, efter bare have fortalt i telefonen, at forlaget har til huse i Griffenfeldsgade på Nørrebro
På lang afstand ligner nummer 41, Solidaritetshuset, en tidslomme fra slutningen af 1960’erne og 70’erne. Dengang, der var næsten 100 organisationer og grupperinger på venstrefløjen i Danmark, mere end 50 blade og tidsskrifter, 50 bogcafeer, 27 forlag, otte trykkerier samt adskillige teater- og musikgrupper og værtshuse.
Der er malet mennesker, træer og bygninger på muren omkring de to vinduer ud mod gaden. Og på en mur ved siden af, i nummer 43, har den mexicanske murmaler Gustavo Chavez Pavón, sammen med aktivister fra Solidaritetshuset og andre frivillige, malet billedet »Kvindehavet«, der nu skuer ned over det lavere nabohus.
Det var den mangeårige VS’er og senere forlagsredaktør, der oprindelig tog initiativ til Solidaritetshuset, som blev købt den 1. maj 1993 i fællesskab af en række organisationer og enkeltpersoner organiseret i Foreningen Solidaritetshuset.
Der var nemlig hverken plads til VS’ trykkeri eller forlagsvirksomhed, da venstresocialisterne fusionerede med SAP, DKP – og efterfølgende også KAP – og overtog sidstnævntes tidligere partikontor i Studiestræde i det indre København.
Så da Michael Schølardt en dag faldt over et faldefærdigt hus i Griffenfeldsgade, købte han det (på tvangsauktion) og gik så i gang med at finde finansieringen.
Mange års erfaring fra den danske venstrefløj tilsagde Michael Schølardt, at startede han med at forsøge at få folk til at blive enige om at købe huset, ville det nok aldrig blive til noget. I stedet blev det til noget, da de blev præsenteret for et fait accompli.
»Jeg har knoklet hele livet med alle mulige politiske projekter, som bare sandede til eller gik i stykker, og så er det et dumt hus, som er succesen,« siger Michael Schølardt. »Det er jo mærkeligt«
Revolutionspakken
For to år siden satte forlagsredaktøren, som er medlem af Enhedslisten, sig for at sikre sig, at Oktoberrevolutionens historie ikke bliver skrevet af historiens sejrherre. Eller ikke kun af dem.
»Venstrefløjen har været i defensiven i årtier, så jeg tænkte, at i forbindelse med 100-året i 2017 skal der nok komme en eller anden form for shitstorm: Et hav af danske og udenlandske bøger og artikler om, hvor onde socialisterne er,« siger Michael Schølardt.
»Derfor er der brug for at forsøge at sætte tingene på plads – efter vores tradition. Stalinisterne, som bare forherligede det hele, vil man jo ikke høre noget fra, nu hvor lortet er brudt sammen. Det lyder lidt selvhøjtidelig, men de eneste, som kan tillade sig at sætte tingene på plads, er faktisk vores tradition. Vi er socialister og revolutionære, men med en historie med at være antistalinistiske.«
Partifællerne i Enhedslisten besluttede ellers på årsmødet i maj ikke at »markere« Oktoberrevolutionen. Som den tidligere VS’er og gruppeformand, Per Clausen, forklarede fra talestolen i Korsgaardehallen på Nørrebro, ville det være en fejl at signalere, at Liste Ø opfatter Oktoberrevolutionen som »alle revolutioners moder«.
Men hvis Enhedslisten ikke vil, så vil Michael Schølardt og Solidaritet. Tingene bliver forsøgt at blive sat på plads i forlagets »1917 revolutionspakke« – tre bøger for 200 kroner. Dels i antologien »1917: Revolution og kontrarevolution i Rusland« og dels i Lars Lihs biografi om Lenin samt Paul Le Blancs om Trotskij.
Fighters and lovers
Selv er Michael Schølardt – udover at være initiativtager til Solidaritetshuset – gået over i historiebøgerne som en af de seks fra tøjfirmaet Fighters+Lovers, som Højesteret i 2009 idømte betingede fængselsstraffe for »ulovlig terrorfinansiering«. Årsag: Michael Schølardt og de andre ønskede at donere overskuddet fra salg af T-shirts til civile projekter for de væbnede befrielsesorganisationer FARC i Colombia og PFLP i Palæstina.
I dag gider Michael Schølardt næsten ikke snakke om, hvad han kalder »den åndssvage diskussion«; om Oktoberrevolutionen virkelig var en folkelig revolution eller snarere et kup, hvor bolsjevikkerne tog magten. Der var folkelig opbakning til revolutionen, omend i starten størst blandt arbejderne i byerne.
»I mine øjne er vores viden om Oktoberrevolutionen større, men forståelsen mindre i dag,« siger han med henvisning til, at den fortsatte åbning af de russiske arkiver giver større mulighed for at læse om, hvad der blev sagt og gjort af ikke bare de ledende kammerater, men også den almindelige mand.
»Bønderne var måske nok ligeglade i starten, bare de fik deres egen jord, men de hvide fik dem snart, under den efterfølgende borgerkrig, til at slutte op om revolutionen. Det kan godt være, at de ikke ville have revolutionen, men de ville endnu mindre have alternativet.«
Samfundsforandringerne
Michael Schølardt var ellers i 2013 sammen med blandt andre Per Clausen med til på en generalforsamling i Solidaritetshuset at vedtage at nedlægge netop VS. Venstresocialisterne var i 1998 blevet omdannet til en forening, der siden havde fungeret som debatklub, men selv det gav ikke mening, blev det nu besluttet med stemmerne 14 for og én enkelt imod.
VS var ikke længere et »parti i partiet«, og så kunne de tilbageværende venstresocialister lige så godt lukke og slukke.
Michael Schølardt mener dog stadig, at større – eller revolutionære – samfundsforbedringer kræver større samfundsforandringer. Det er krige, epidemier og teknologiske ændringer, som gennem historien har tvunget magthaverne til at afgive noget af deres magt. De har ikke gjort dette af sig selv.
»Jeg ville ønske, at det var så nemt, som mange pæne socialister tror, nemlig at man bare kan stikke de rigtig rige nogle penge, og så lader de ellers fingrene være fra hyttefadet og den fælles ejendom,« siger Michael Schølardt.
»Men sådan er det jo ikke. Dem, som har meget, er jo umættelige. Derfor vil der altid komme situationer, hvor du kun kan forandre noget ved at presse dem – meget. Og det bliver de ikke for øjeblikket. I stedet er der en opfattelse af, at det, som er der, vil også være der i morgen og i al fremtid. Vi har ikke længere en tankegang med, at tingene ikke behøver være, sådan som de er. Det er det, som er afgørende i forhold til 1917. 1917 er ikke vigtig som en model i forhold til noget som helst – op i røven med det – men selve den tankegang, at tingene kan være anderledes, og at du og jeg kan gøre tingene bedre, det er læren.«
Selv om »lortet«, med Michael Schølardts ord, brød sammen i Sovjetunionen, mener han ikke, at Oktoberrevolutionen var forgæves. Uden Oktoberrevolutionen havde der ikke været en velfærdsstat i vores del af verden. Efter Anden Verdenskrig stod det klart, at tingene ikke bare kunne fortsætte uændrede i Vesteuropa. Sovjetunionen havde besejret Tyskland, og de kommunistiske partier stod stærkt i særligt Frankrig og Italien – og så kom den: Velfærdsstaten.
Salg i revolutionen
Forlagsvirksomheden kom først rigtigt op at køre, efter Michael Schølardt i 2011 gik på efterløn – og dermed fik mere tid til det frivillige arbejde i Solidaritetshuset og herunder også arbejdet med magasinet Solidaritet, der udkommer hver anden måned (han er selvlært trykker).
Solidaritet har ellers eksisteret siden 70’erne, hvor det fungerede som VS’s magasin og forlag, men bogudgivelserne var dog sjældne og sporadiske. Dengang havde Socialdemokratiets avisen Aktuelt, SF havde Socialistisk Dagblad, og kommunisterne havde Land og Folk. Derudover fandtes der en regulær underskov af venstreorienterede tidsskrifter og forlag, men siden er det gået kraftigt tilbage på publikationsfronten. Også her.
»Der er sgu ikke noget, som sælger godt,« svarer Michael Schølardt grinende på spørgsmålet om, hvorvidt forlagets revolutionspakke sælger godt. Og den almindelige interesse for Oktoberrevolutionen 100 år senere? Michael Schølardt trækker på det og svarer modvilligt:
»Det tror jeg sgu ikke, at der er. Enhedslistens medlemmer har jo den meget fornuftige grundholdning, at det lort kan vi ikke bruge til en skid. Der er andre ting på spil i dag og andre måder at tænke på. I stedet går Enhedslisten tilbage til tiden før den russiske revolution: Dengang det var socialisterne, som var demokraterne, og socialisterne, som arbejdede for lighed. Og så er der en optagethed og meget sympatisk bevægelse i Enhedslisten for at redde kapitalismen fra dens værste excesser. Men det ændrer ikke ved, at man samtidig skal gøre sig klart, at det, som skete i 1917, var, at verden forandrede sig. Og det kan den gøre igen.«
