Læsetid 12 min.

Forsker: Politisk pres og karrierehensyn får embedsmænd til at undlade at sige fra over for ulovligheder

Frygt for karrieren og politisk pres ovenfra har stor betydning for, hvordan embedsmænd reagerer, når de får juridisk tvivlsomme ordrer oppefra. Det viser en analyse af ikke tidligere offentliggjort baggrundsmateriale fra den undersøgelse, der ellers frikendte embedsværket for at ligge under for politisk pres
Efter en række skandalesager som Christiania-sagen og Skattesagen med embedsmænd i hovedrollerne opstod der en offentlig debat om forholdet mellem politikere og embedsmænd.

Efter en række skandalesager som Christiania-sagen og Skattesagen med embedsmænd i hovedrollerne opstod der en offentlig debat om forholdet mellem politikere og embedsmænd.

Khan Tariq Mikkel

23. oktober 2017

Når embedsmænd bliver bedt om at gøre noget ulovligt, har politisk pres og frygt for at skade egen karriere stor betydning for, hvordan de vælger at tackle situationen. Nogle embedsmænd føler sig ganske enkelt presset til at føje ledelsen, selv om de ikke kan stå inde for produktet.

Det viser en analyse foretaget af lektor i samfundsvidenskab Carina Saxlund Bischoff fra Roskilde Universitet af baggrundsmaterialet til en spørgeskemaundersøgelse udarbejdet af det såkaldte Bo Smith-udvalg.

Carina Saxlund Bischoff mener, at resultaterne – selvom de ikke er repræsentative – peger på, at der er behov for, at en ny undersøgelse går mere i dybden med, hvordan det påvirker embedsmændene at blive udsat for politisk pres. Noget, hun mener, Bo Smith-udvalget burde have gjort.

Bo Smith-udvalget blev nedsat af fagforeningen DJØF i 2014, efter at en række skandalesager havde skabt stor offentlig debat om det danske embedsværk.

Mange var bekymrede for, at det politiske pres på embedsmændene var blevet for stort, og at eksempelvis de ulovlige afslag til statsløse, Helle Thorning-Schmidts skattesag og Christiania-sagen var resultat af, at nogle normer i embedsværket var skredet.

Da Bo Smith-udvalget udsendte sin rapport et år senere, var det dog stort set med en frifindelse af embedsværket. Systemet var grundlæggende sundt, og bortset fra enkelte steder, hvor man burde stramme op i forhold til kendskabet til embedsmandsnormer om faglighed, sandhed og lovlighed, var der ikke grund til vidtgående ændringer, konkluderede udvalget.

Men som Information kunne fortælle i sidste uge, retter de to forskere Carina Saxlund Bischoff og Pernille Boye Koch fra Roskilde Universitet nu en alvorlig kritik af Bo Smith-udvalgets undersøgelser.

Citater fra spørgeskemaerne

»Det er meget svært at få lov til at sige fra, hvis man ikke kan stå inde for produktet«

»Man bliver tilbøjelig til at slække på egne principper for at blive fri for at se sagen igen«

»Jeg har prøvet at være udsat for massivt pres for at fjerne oplysninger fra tekster, så teksterne kommer til at fremstå ukorrekte«

»Departementet accepterer sjældent et nej, uanset hvor stor usikkerhed der er«

»Selvfølgelig kan man som medarbejder ikke sige klart fra over for sin ledelse – altså medmindre man gør det ved at finde sig et nyt job«

Bl.a. mener de to forskere, at der er graverende problemer med udvalgets undersøgelsesmetoder, så der i visse tilfælde ikke er dækning for udvalgets konklusioner. Derfor kan man ikke, som udvalget konkluderede, frikende embedsværket, mener de to forskere. Tværtimod peger flere ting i forskernes undersøgelse af Bo Smith-udvalgets eget materiale på, at der er problemer i embedsværket.

Nu er den ene forsker – Carina Saxlund Bischoff – gået videre og har analyseret det for offentligheden ukendte baggrundsmateriale fra en spørgeskemaundersøgelse bag Bo Smith-udvalgets rapport.

Analysen er blevet til en videnskabelig artikel, som ikke er udgivet endnu, da den ligger til peer review hos et videnskabeligt tidsskrift. Men Information har fået adgang til både analysen og det bagvedliggende materiale.

Frygten for karrieren

I materialet er der tegn på, at embedsmænds ambitioner har stor betydning for, om de tør sige fra, hvis de oplever at blive presset til at medvirke til ulovlige afgørelser.

»De, som giver udtryk for, at det er ødelæggende for ens karriere at sige fra, er meget mere tilbøjelige til at ville medvirke til noget ulovligt. Så der synes at være en stærk sammenhæng mellem, hvordan embedsmændene opfatter deres situation, og hvilken svarmulighed de vælger,« siger Carina Saxlund Bischoff.

Også de embedsmænd, som fortæller, at de har oplevet politisk pres i deres arbejde, er mindre tilbøjelige til at sige fra. Presset kan ske ved, at de bliver bedt om at ændre afgørelser eller får ting sendt tilbage igen, efter at de har vurderet, at et lovudkast eller en bekendtgørelse ikke holder juridisk.

Som en embedsmand skriver i en kommentar i spørgeskemaet: »Som menig medarbejder er det meget, meget svært at gå direkte imod en ledelsesbeslutning. Selv på områder, hvor man som jurist mener, at der mangler hjemmel.«

En anden embedsmand fremhæver, at juridiske bekymringer er blevet upopulære.

En tredje, som er jurist, beskriver, hvordan der bliver set skævt til de juridiske indvendinger, der bliver opfattet som besværlige, hvis de står i vejen for det, man ønsker fra politisk side.

»Mine kolleger og jeg oplever stor frustration, som vi taler med hinanden om, når vores ikkejuridiske chefer ikke er til stede (...) For det er juristerne, der presses til både at skævvride EU-retten og gå på kompromis med grundloven, når et politisk initiativ ’skal op at flyve’ (...) Hvis så nogen (andre ministerier, pressen m.fl.) opdager, at der er et fundamentalt juridisk problem i et initiativ – ja, så falder aben tilbage på juristen, for vedkommende har jo ikke ’sagt fra’ i ordentlig tid.«

»Med andre ord er der en mere eller mindre udtalt accept af, at det er juristens ansvar, hvis noget går galt – og ikke chefens,« skriver embedsmanden. »Det må hver især gøre op med sig selv, om man har lyst til at være en del af hele sit arbejdsliv.«

Ifølge Carina Saxlund Bischoff er det tydeligt i materialet, at oplevelsen af pres har indflydelse på embedsmændenes angivelse af, om de vil sige fra.

»De embedsmænd, der har oplevet det pres, er også mere tilbøjelige til at ville medvirke til ulovlige handlinger. Det er den klare systematik,« siger hun.

De embedsmænd, som udtrykker, at de har oplevet problemer med politisk pres, har ifølge Carina Saxlund Bischoffs analyse næsten dobbelt så høje odds for at vælge at adlyde ulovligt end andre embedsmænd, mens der er tre gange så høje odds for dem, der giver udtryk for frygt for karrieren.

Stik modsat forholder det sig for jurister, der kun har halvt så høje odds som embedsmænd med anden uddannelsesmæssig baggrund.

Klar sammenhæng

Embedsmændenes oplevelser er blevet indrapporteret via Bo Smith-udvalgets spørgeskema, som 2.611 embedsmænd har svaret på. Omkring 20 procent af embedsmændene valgte at give uddybende bemærkninger til deres svar på en række dilemmaer, de kunne møde som embedsmand. Det er de 20 procent, der er udgangspunkt i Carina Saxlund Bischoffs undersøgelse.

Metodisk har Carina Saxlund Bischoff kodet de skriftlige kommentarer i forskellige kategorier: 51 udsagn angiver at have oplevet politiske problemer, i 37 udsagn argumenteres der for, at det kan have konsekvenser for karrieren at sige fra, 24 udsagn blev registreret som ikke at have oplevet problemer, mens 60 udsagn blev sat i en kategori for udsagn, der angiver, at det er chefens ansvar og ikke deres.

Efterfølgende har hun koblet det med de svar, embedsmændene er kommet med til to juridiske scenarier – såkaldte vignetter – som Bo Smith-udvalget opstillede i spørgeskemaet.

»Som menig medarbejder er det meget, meget svært at gå direkte imod en ledelsesbeslutning, selv på områder, hvor man som jurist mener, at der mangler hjemmel«

»Det er min opfattelse, at ledelsen i offentlige institutioner oftest er villig til at gå meget langt for at tilfredsstille politikere – også selv om det lovmæssige og faglige IKKE er i orden«

»Er tidligere blevet bedt om at finde en paragraf til at nægte at give aktindsigt i et dokument, selv om der efter min juridiske vurdering ikke var grundlag for et afslag. Jeg turde ikke stå fast og gav et afslag«

»Jeg oplever, at der bliver set skævt til min stand – juristerne. Det ligger i luften, at vi er reaktionære og dem, der altid siger nej og ikke kan tænke politisk«

»Mine kolleger og jeg oplever stor frustration, som vi taler med hinanden om, når vores ikkejuridiske chefer ikke er til stede«

Her skulle embedsmændene i det første spørgsmål svare på, hvad de ville gøre, hvis de blev bedt om at skrive en bekendtgørelse, selv om deres afdeling vurderede, at det krævede en lovændring, da der ikke var tilstrækkelig klar hjemmel i loven til at foretage den pågældende ændring alene med en bekendtgørelse.

I det andet dilemma blev de spurgt til, om de ville medvirke, hvis en minister blandede sig i en konkret sag med et ønske om, at en ansøger fik medhold, på trods af at det efter embedsmandens vurdering hverken var muligt efter loven eller i praksis.

Da det kun er i 20 procent af spørgeskemabesvarelserne, at embedsmændene har valgt at give uddybende bemærkninger, er datamaterialet ikke repræsentativt.

Alligevel mener Carina Saxlund Bischoff godt, at man kan bruge det til at udlede nogle sammenhænge om konsekvenserne af f.eks. uddannelsesniveau, politisk pres eller frygt for karrieremæssige konsekvenser.

»Vi kan ikke sige, hvor mange der har den opfattelse, men vi kan sige, at der er en klar sammenhæng mellem at have den opfattelse, og hvordan man tackler det juridiske spørgsmål,« siger hun.

Kan ikke nægte chefen

Resultatet af Carina Saxlund Bischoffs kobling er således, at både karrierehensyn og oplevelsen af politisk pres har stor betydning for, om embedsmænd vil medvirke til en ulovlig handling uden at sige tilstrækkeligt fra.

Samtidig kan man se, at de embedsmænd, der er jurister, er markant mere tilbøjelige til at sige fra end embedsmænd med andre uddannelser – ligesom både chefer og embedsmænd, der er ansat i departementer frem for styrelser, i højere grad siger fra over for ønsket om at bryde loven.

Til gengæld spiller hverken køn eller alder nogen rolle.

I svarene til et af Bo Smith-udvalgets lovlighedsscenarier valgte 75 procent af den samlede gruppe enten »at sige klart fra og ikke medvirke« eller kun at ville gøre det efter »direkte ordre« og med en »utvetydig advarsel«, mens andelen var 90 procent på de samme to svarmuligheder i det andet scenarie.

Ser man på kommentarene fra embedsmændene til Bo Smith-udvalget, er der dog mange, der angiver, at det ofte ikke er en reel mulighed at sige klart fra.

»Det er tydeligt, at man som embedsmand skal levere det, der ønskes politisk, uanset om det er fagligt forsvarligt eller ej. Hvis man ikke leverer det ønskede, så bliver man dømt som usamarbejdsvillig og kan godt begynde at se sig om efter et andet sted at arbejde!« skriver en.

»Jeg mener ikke, at jeg som embedsmand kan nægte at gøre, hvad min chef beder mig om – jeg kan vælge at sige op,« skriver en anden, mens en tredje angiver, at man vil ende uden interessante opgaver.

»At sige klart fra er ofte ikke en reel mulighed på medarbejderniveau, da opgaven så bliver løst af andre, eller opgaverne fremover ender på andre borde. Det er jo tit de spændende opgaver, der indeholder sådanne dilemmaer. Når man er i slutningen af 40’erne, er det desuden ikke let at gøre sig upopulær, da der altid er en nedskæringsrunde forude.«

Hvordan bliver det brugt?

Carina Saxlund Bischoff understreger, at analysen ikke siger noget om, hvor mange i undersøgelsen der har været udsat for politisk pres, eller hvor frygten for karrieren har indflydelse på deres juridiske beslutninger. Datamaterialet er nemlig begrænset af, at Bo Smith-udvalget ikke har spurgt direkte til det. Alle de svar, der peger i den retning, er afgivet af embedsmændene på eget initiativ.

»De har ikke spurgt: Har du været udsat for politisk pres fra dine overordnede, der førte til, at du følte dig presset til at bryde lovlighedsnormen, sandhedsnormen eller faglighedsnormen. Det er reelt de allermest relevante spørgsmål at få svar på,« siger Carina Saxlund Bischoff.

»Hvordan svarer man sin chef tredje gang, hvor vedkommende siger, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt et bestemt initiativ kan gennemføres, men hvordan dette kan ske?«

»Der er en mere eller mindre udtalt accept af, at det er juristens ansvar, hvis noget går galt – ikke chefens«

»Vi opererer i et meget politisk og løsningsorienteret miljø, hvor juridiske hensyn fra at være et grundvilkår nærmest er blevet til noget, der opfattes som noget, man bedst kan beskrive som et forstyrrende formalistisk element«

»Det er tydeligt, at man som embedsmand skal levere det, der politisk ønskes, uanset om det er fagligt forsvarligt eller ej«

»Hvis man ikke leverer det ønskede, så bliver man dømt som usamarbejdsvillig og kan godt begynde at se sig om efter et andet sted at arbejde«

Derfor bør der ifølge Carina Saxlund Bischoff laves en helt ny undersøgelse.

»De (Bo Smith-udvalget, red.) har simpelthen ikke undersøgt det, der er centralt,« siger hun.

I Bo Smith-udvalgets rapport fylder de hundredvis af frivillige svar fra embedsmændene omkring tre sider som eksempler, hvor de bliver kategoriseret i »positive/neutrale« og »kritiske« kommentarer. Men det er ikke taget med i konklusionerne.

»Udvalget drager ingen konklusion om, at man bør undersøge det nærmere, på baggrund af at der er et antal, der nævner ret graverende former for politisk pres i den åbne kategori (til uddybende bemærkninger til deres svar, red.). Det er ellers det, man kan bruge en åben kategori til, hvis der bliver påpeget noget, som man ikke har taget højde for i sine spørgsmål. Så kan man lave en ny undersøgelse af de elementer, man ikke havde opdaget før,« siger hun.

Høj svarprocent

Ifølge professor emeritus på Institut på Statskundskab ved Aarhus Universitet Jørgen Grønnegaard Christensen, der sad i Bo Smith-udvalget, var der to grunde til, at de ikke stillede et spørgsmål direkte til embedsmændenes oplevelse af politisk pres og de eventuelle konsekvenser for embedsmandsnormerne.

»Vi valgte vignetmetoden (altså opstilling af scenarier, red.), fordi det er en stærkere metode til at finde ud af, hvad respondenten gør i den ene og den anden situation, når der er tale om følsomme situationer. Og vi var usikre på validiteten af andre svar, vi ville få,« siger han og forklarer, at de valgte ikke at gøre begge dele for at sikre sig, at så mange som muligt svarede.

»Vi får den her høje besvarelsesprocent, fordi vi har lavet et spørgeskema, man kan besvare på kort tid. Det tror jeg er utroligt væsentligt. Der er en hel masse ting vi godt kunne have lyst til at få svar på, som vi har undladt, fordi vi ville være sikre på at få vores svar hjem.«

Jørgen Grønnegaard Christensen fortæller, at man i udvalget »var meget overraskede over«, at så mange embedsmænd brugte den åbne kategori til at komme med kommentarer til spørgeskemaundersøgelsen, da det ligger et godt stykke over, hvor mange der normalt skriver i den slags felt.

»Vi kiggede også nøje på det, og var også inde i overvejelser om, at gå ind mere systematisk og analysere på det, som det er blevet gjort her. Men vi kom frem til, at vi synes, det var for tyndt et grundlag at arbejde med, fordi det var for svært at fortolke,« forklarer Jørgen Grønnegaard Christensen, der mener, at det bestemt er en god idé, men »ikke problemfrit« at analysere videre på embedsmændenes svar i den åbne kategori:

»Vi kender ikke repræsentativiteten, og vi er nede at arbejde med en meget lille delmængde,« siger han.

At Carina Saxlund Bischoffs analyse når andre konklusioner på baggrund af materialet, end Bo Smith-udvalget gjorde, handler dog om nogle mere grundlæggende uenigheder, forklarer Jørgen Grønnegaard Christensen. For det første, hvordan man fortolker det at blive udsat for politisk pres, og hvornår det er et problem:

»Jeg vil sige, at det er en del af det parlamentariske folkestyre, så derfor vil jeg ikke nødvendigvis beskrive det som pres, men beskrive det som en ministers legitime afsøgning af de grænser og muligheder, der måtte være,« siger han.

Selv hvis man i et spørgeskema spurgte direkte til embedsmændenes opfattelse af, om politisk pres havde fået dem til at gå på kompromis med embedsmandsnormerne, ville det ifølge Jørgen Grønnegaard Christensen være vanskeligt at fortolke, da man ikke ville kunne se, om presset var illegitimt eller blot et udtryk for, at vi har ministerstyre i Danmark.

For det andet er der en uenighed om, hvornår der er tale om en ulovlighed i de to opstillede scenarier.

Her støtter Carina Saxlund Bischoff sig til en vurdering fra de to juraprofessorer på Københavns Universitet Carsten Henrichsen og Michael Gøtze, der vurderer, at en embedsmand i situationen enten skal vælge svarmuligheden, hvor man siger klart fra og ikke medvirker eller beder om en udtrykkelig ordre fra sin leder og samtidigt advarer udtrykkeligt. Men så klar mener Jørgen Grønnegaard Christensen bestemt ikke, at den juridiske situation er:

»Der er ikke tale om ulovligheder, og jeg kan sagtens forestille mig situationer, hvor man kan argumentere for, at der er et retligt spillerum. Jura er altså ikke eksakt videnskab, og det er en meget snæver tolkning, de har lagt ned over det,« siger han.

Embedsmænd under pres

Efter en række skandalesager som Jægerbogssagen, Christiania-sagen og Skattesagen med embedsmænd i hovedrollerne opstod der en offentlig debat om forholdet mellem politikere og embedsmænd. Embedsmændenes eget fagforbund Djøf nedsatte i 2014 Bo Smith-udvalget, som fik til opgave at undersøge forholdene i embedsværket. 

I 2015 udsendte udvalget en rapport, der konkluderede, at det danske system grundlæggende er sundt og godt, og rapporten er efterfølgende blevet brugt af både politikere og forskere til at lægge debatten om embedsværket død. Men nu siger to forskere, der har gennemgået materialet bag rapporten, at der er så store problemer med Bo Smith-udvalgets undersøgelsesmetode, at man slet ikke kan drage de konklusioner. Bo Smith-udvalget afviser kritikken bortset fra på et enkelt punkt.

Tip os:

Information vil i den kommende tid forsøge at kaste lys over, om Bo Smith-udvalgets konklusioner står til troende, eller om der med rette kan sættes spørgsmålstegn ved, om normerne for god embedsmandsskik bliver fulgt. I den forbindelse modtager vi gerne tip.

Det kan ske til journalist Sebastian Gjerding på tlf: 27146156 eller mail segj@information.dk 

Hvis du ønsker at kontakte os på en særligt sikker måde, kan det ske krypteret via appen Signal – som kan downloades både til IOS og Android – på +45 27 14 61 56. Her kan man både ringe og skrive beskeder. Du kan også skrive krypteret på mail med PGP på segj@information.dk. PGP-nøgle kan hentes her: https://keybase.io/gjerding. Det kan selvfølgelig ikke anbefales at gøre det fra arbejdstelefon - eller mail. 

Du kan også sende et brev til Dagbladet Information, att: Sebastian Gjerding, Store Kongensgade 40C, 1264 København K.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Malan Helge
    Malan Helge
  • Brugerbillede for Bjarne Andersen
    Bjarne Andersen
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
  • Brugerbillede for Anne-Marie  Krogsbøll
    Anne-Marie Krogsbøll
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Gert Romme
    Gert Romme
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Steen Sohn
    Steen Sohn
  • Brugerbillede for Hans Larsen
    Hans Larsen
  • Brugerbillede for Dorte Sørensen
    Dorte Sørensen
  • Brugerbillede for lars søgaard-jensen
    lars søgaard-jensen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Oluf Husted
    Oluf Husted
Malan Helge, Bjarne Andersen, Torben K L Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Eva Schwanenflügel, Gert Romme, Anne Eriksen, Steen Sohn, Hans Larsen, Dorte Sørensen, lars søgaard-jensen, Niels Nielsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for lars søgaard-jensen
lars søgaard-jensen

"De embedsmænd, som udtrykker, at de har oplevet problemer med politisk pres, har ifølge Carina Saxlund Bischoffs analyse næsten dobbelt så høje odds for at vælge at adlyde ulovligt end andre embedsmænd, mens der er tre gange så høje odds for dem, der giver udtryk for frygt for karrieren."
Orv - frygt for karrieren øger embedsmænds tilbøjelighed til at ligge under for politisk pres med en faktor 3! Hmm - det kan næsten sammenlignes med de smukke unge kvinders lod indenfor filmbranchen , omend det her drejer sig om en anden type pres.
Hvornår ser vi en embedsmændenes #metoo?

Mads Berg, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Kim Houmøller, kjeld jensen, Karsten Lundsby, Hans Aagaard, Tue Romanow, Jens Falkenberg, Anne Eriksen, Karl Aage Thomsen, Lise Lotte Rahbek, Søren Kristensen, Egon Stich og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henning Jeppesen
Henning Jeppesen

I mine yngre dage talte vi om det ubestikkelige embedsværk i Danmark. Kan man stadig det?
Hvis man sammenholder det med at der er oparbejdet en jagt på dokumentations- skrækken, der mange gange karakteriseres som noget der bare irriterer og forhindrer fx lægen i at foretage flere operationer - hvis man flytter eller fyrer de dygtige embedsmænd m/k fra vore offentlige institutioner, så kan vi snart stå med et samfund, hvor vi bliver manipuleret efter magthaverens tilfældige forgodtbefindende.

Malan Helge, Roselille Pedersen, Bjarne Andersen, Mads Berg, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Kim Houmøller, kjeld jensen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Karl Aage Thomsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frede Jørgensen
Frede Jørgensen

Henning J
Der er vi allerede!

Bjarne Andersen, Mads Berg, Vang Bach, Steffen Gliese, Flemming Berger, Kim Houmøller, kjeld jensen, Eva Schwanenflügel, Jens Kofoed, Dorte Sørensen, Anne Eriksen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thorkil Søe

Det er meget farligt at gå imod vindlobbyen.

I 2014 blev en førende støjekspert, professor Henrik Møller fyret fra Ålborg Universitet.
Den officielle baggrund var besparelser.

MEN DER VAR VIST MERE I DENNE SAG

Først og fremmest bemærker man, at der trods alt var råd til at ansætte flere nye professorer, der ‘naturligvis’ var tilhængere af vindkraft.
I denne sammenhæng er det også blevet oplyst at:
– Ålborg Universitet havde store indtægter som rådgivende for vindmølleindustrien.
– Professor Henrik Møllers forskning havde vist at gældende regler for tilladelig støj var utilstrækkelige.
– Ekstrabladet har kopier af mails, hvori vindmølleindustrien klager til Ålborg Universitet over Henrik Møllers kritik.

Brugerbillede for Karl Aage Thomsen
Karl Aage Thomsen

Forskertøsedrengene tørsukring ikke konfrontere deres arbejdsgivere, fordi der bange for at blive forbigået vedr, forfremmelser

Brugerbillede for Arne Thomsen

Ak ja, I stakkels djøf'ere.
Hvis I var lige så dygtige til at fremme en whistleblower-ordning, som I er til at skaffe penge til jeres kommunale topembedsmænd, så var der nok slet ikke noget problem ;-)

Brugerbillede for Anne Eriksen

Farligt med en whistleblower-ordning, der givet vis vil kræve et væld af ny-ansættelser, udgifter og forsinkelser.
Der er ikke den store udskiftning af politikere (desværre, man kunne håbe, at gode kræfter med de rigtige kompetencer ville tage udfordringen op) - dermed er embedsværket sikkert også rimeligt stationært - men tiderne er ikke til altruisme. - Der er sørme ikke meget smil over det billede :)

Brugerbillede for Arne Thomsen

@ Anne Eriksen
Når flere kommuner kan finde ud af at køre en whistleblower-ordning, hvor skulle staten så ikke også kunne.
Så farligt, dyrt og besværligt skulle det da vist kunne være, men det er jo vigtigt at ALLE statsansatte - og ikke kun djøf'erne - får denne mulighed.
Hvad er der at være så bange for? ;-)

Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Hans Aagaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Undskyld men jeg kan ikke lade være. - Billedet viser Pia Kjærsgaard med solbriller på. Er det ikke DF, der råber højest om at "man" skal kunne se folks øjne, som en dansk værdi?????

Trond Meiring, Mads Berg, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Vibeke Hansen, Hans Larsen, Tue Romanow og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Arne Thomsen

Fejl i mit indlæg ovenfor 17:12.
Der skulle have stået:
Når flere kommuner kan finde ud af at køre en whistleblower-ordning, hvor skulle staten så ikke også kunne.
Så farligt, dyrt og besværligt skulle det da vist ikke kunne være, men det er jo vigtigt at ALLE statsansatte - og ikke kun djøf’erne - får denne mulighed.
Hvad er der at være så bange for? ;-)

Bjarne Andersen, Mads Berg, Anne Eriksen, Hans Aagaard, Eva Schwanenflügel og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Det interessante er vel at forskere, finder grundlag for at kritisere et købt forskningsprojekt ud fra datagrundlaget, der sker ikke så tit, at det er normen. Spørgsmålet er vel om man stillede de rigtige spørgsmål og hvorfor man stillede de spørgsmål som man gjorde og om man udledte de rigtige svar ud af svarene. Det er normalt essensen i forskning at finde de rigtige svar.

Trond Meiring, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Når man er bange for at blive fyret, fordi konsekvenserne efterhånden er blevet så forfærdelige, holder man kæften og dukker nakken. Det sker alle steder, også i embedsværket, og burde være logik for burhøns. Det hænder især også, at man forsøges mobbet ud, hvis man ikke slår hælene sammen og siger ja og amen.
Der er noget pivgalt på hele arbejdsmarkedet, når også socialrådgivere, pædagoger og sosu-assistenter får vredet armen om på brutal vis. For nylig blev de ansatte på bostedet Lindegården fx hevet i retten for at have strejket ulovligt, efter deres kollega Vivi Nielsen blev myrdet på sin vagt.
Der er urimelige arbejdsforhold over hele linjen, og det er både de ansatte og borgerne der må bøde for denne og den forrige regerings underminering af tryghed i ansættelsen og godt arbejdsmiljø.
Så ja tak til Whistleblower-ordninger, massiv opgradering af Arbejdstilsynet, øget fokus på det psykiske arbejdsmiljø, arbejdsskadeerstatninger til psykiske skader, afskaffelse af Kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen, afskaffelse af Jobcentrene, udvidelse af dagpengeperioden, osv, osv.

Egon Stich, Roselille Pedersen, Bjarne Andersen, Mads Berg, Arne Thomsen, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Frede Jørgensen, Steffen Gliese, Vibeke Hansen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Dette er den helt forventelige konklusion af at have forladt tjenestemandssystemet og dets automatik i form af påskønnelse af anciennitet.
Politikerne har - som det blev forudset for en menneskealder siden - pga. den megen internationale regulering vendt sig imod dansk regelsætning, som tidligere var velsignet med en politisk rammelovgivning, deri høj grad overlod udøvelse af skøn til de ansatte med praktisk erfaring og faglig ballast.
Vi fik med Anders Fogh et gennemideologiseret samfund, hvor virkeligheden ikke tæller, hvor selv tyngdekraftens indflydelse på boligpriserne kan ophæves, og vi alle kan bo i luftkasteller for lånte penge.
Det er et samfund uden moral, det er jungleloven, der giver magten til den stærkeste, uden at denne skal stå til regnskab overfor gældende lov, menneskerettigheder eller blot sund fornuft baseret på erfaring og empiri.

Tino Rozzo, Morten Hillgaard, Egon Stich, Roselille Pedersen, Bjarne Andersen, Mads Berg, Anne Eriksen, Frede Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen, Johnny Winther Ronnenberg og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Winther

Der er helt klart uacceptabelt ringe, hvis højtuddannede og velgagerede embedsmænd/kvinder ikke har mere rygrad end at de medvirker til ulovligheder.

Vi har ikke brug for latterlige anonyme whistleblower ordninger. Vi har krav på embedsmænd med etik, moral og ordenligthed - og det indebærer evnen til at sige fra. Alt andet er bare for ringe!

Brugerbillede for Arne Thomsen

@ Jens Winther.
Du kalder situationen "uacceptabelt ringe", men vil reelt ikke gøre noget ved det - siden du afviser en whistleblower ordning - og ikke har andre løsninger!
En whistleblower ordning skal jo desuden gælde alle statsansatte - ikke kun dem i toppen!

Bjarne Andersen, Mads Berg, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Jens Winther, undskyld jeg påpejer den store elefant i åbenbaringen : det ufattelig dårlige arbejdsmiljø, og de decideret ubehagelige konsekvenser af mobning og fyring.
Et stort cadeau til de embedsmænd og embedskvinder, der TØR sige fra. For de findes heldigvis stadig. Jeg kender mange af dem.
Kan du måske huske den famøse Eritrea-rapport, der konkluderede at der var sikkerhed i landet, hvor tre embedsmænd blev fritstillet for at have sagt deres ledelse midt imod? Hvordan går det mon dem nu?
Problemet er, som det er blevet fortalt gentagne gange, at ledelsen er politisk udpeget, og ikke giver en flyvende fis for facts. Den almindelige embedsmand/kvinde har kun deres faglighed til at understøtte sig, og hvad når den bliver underkendt?
Jeg savner svar.

Anne Eriksen, Egon Stich, Roselille Pedersen, Bjarne Andersen, Mads Berg og Arne Thomsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Winther

@Eva S og Arne T, det har aldrig nogensinde været ufarligt for mennesker at stå op for deres holdninger. Men hvis man har en holdning - herunder den opfattelse, at ens chef (hvad enten det er en politiker eller ej) foretager sig noget ulovligt, så må man kæmpe for den holdning/opfattelse uanset om det så måtte få følger. Ellers er man et skvat!

Ikke at reagere på en ulovlighed er at ligne med medvirken eller hæleri.

Ja, løsningen er ganske enkel: hvis en embedsmand iagttager en ulovlighed, pålægges han at reagere i fornødent omfang, og undladelse af reaktion sidestilles med medvirken. Og hvad er "fornødent omfang"? Ja, man starter ved ens egen chef, og hvis det ikke fører til nogen reaktion, går man videre, trin-for-trin, og i sidste instans er der politiet og Folketingets ombudsmand.

Og ja, det kan sikkert få konsekvenser - især naturligvis, hvis anmeldelsen er uberettiget. Men det er ikke - og bør heller ikke være - risikofrit at rette alvorlige anklager mod andre, herunder embedsmænd.

At indlevere en anonym whistleblower "anmeldelse" er totalt tandløst. I et retssystem kæmper man med åben pande. Desuden kan den anonyme "anmeldelse" jo være baseret på en fejlopfattelse, og i den situation er det helt urimeligt, at fejlopfattelsen ikke kan berigtiges fordi anmelderen er anonym.

@Eva, der er meget stor forskel på ulovligheder og tvivl/diskussioner om fakta - og endelig har vi jo valgt politikere, som også (naturligvis indenfor lovens grænser) skal have mulighed for at træffe politiske valg. Politikere har en forpligtelse til at lytte til fagpersoner, hvad enten det er SKAT-medarbejdere, socialrådgivere, læger, økonomer eller ingeniører, men de må også have mulighed for at træffe politisk motiverede beslutninger. Ellers kunne vi delegere beslutningsmyndigheden til fagfolkene - og det tror jeg ikke, du ville ønske på alle områder...

Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Selvfølgelig skal der være en whistleblower ordning. Det er ikke rimeligt at embedsmænd skal risikere sin stilling og anseelse når en borgmester eller minister udsteder en ulovlig ordre og det er præcist hvad der sker i den slags sager, man går direkte efter anmelderen og både borgmestre og ministre har den fornødne magt til at fyre hvem som helst når som helst og de gør det. Men det kommer aldrig på avisernes forsider når det sker, for det vil være skadeligt for borgmesterens / ministerens omdømme.

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Arndal

Det har ikke været min oplevelse som embedsmand, at være udsat for et egentligt politisk pres til i urimelig grad at bøje regler eller træffe bestemte afgørelser.
Jeg synes dog, at jeg har oplevet en kultur, hvor nogle embedsfolk er meget opsat på at "please" politikerne, og at fagligheden i nogen grad har tendes til at træde i baggrunden.
Man har tendens til at glemme, at man ofte tjener politikerne bedre ved faglig og juridisk oplysning, fremfor at gøre krumspring for at gennemføre en mindre gennemtænkt politisk dagsorden.
Det at en politisker giver udtryk for, at en ide er spændende og skal undersøges, er ikke det samme, som at politikerne ikke ønsker at få af vide, hvis det i virkeligheden er en dårlig ide, eller at man er på juridisk gyngende grund.
Jeg kan også til dels genkende Ibens betragtning om, at embedsmænd i nogle tilfælde ikke oplyser om det samlede politiske handlerum.

Når ovenstående er sagt, så mener jeg dog stadig, at vi generelt har et godt fungerende embedsværk, som levere god og saglig betjening af vores politikere. Hvilket også er det, der afspejles i Bo Schmidt Udvalgets beretning.
Jeg synes dog, at udvalget gik for let hen over de områder, hvor der opleves udfordringer.
Uanset at vi har et velfungerende system, så er der altid behov for diskussion af af de udfordringer, der kan opstår, og dialog om, hvordan vi kan blive bedre.