Læsetid: 15 min.

Forskere kritiserer Bo Smith-udvalgets undersøgelser om skandaler i embedsværket

Der er store metodiske problemer i en række af Bo Smith-udvalgets undersøgelser. Det betyder, at man ikke bør acceptere flere af udvalgets konklusioner. Sådan lyder den hårde kritik fra to RUC-forskere af det indflydelsesrige embedsmandsudvalgs undersøgelser. Bo Smith-udvalget afviser kritikken bortset fra et enkelt punkt
18. oktober 2017

Det var en tid, hvor flere store skandaler i embedsværket havde fået kritikere til at sætte spørgsmålstegn ved, om den danske centraladministration fungerede optimalt.

Folketingets Retsudvalg havde fået en »nødløgn« fra Justitsministeriet, det var blevet afsløret, at der var politisk indblanding i tildelingen af millionstøtte til Huset Zornig, og en undersøgelseskommision var i gang med at afdække, hvordan statsløse palæstinensere ulovligt blev nægtet dansk statsborgerskab.

Det blev debatteret, om embedsværket i for høj grad lod sig påvirke af politiske hensyn og gik på kompromis med de vanlige normer om sandhed, faglighed og lovlighed, der gælder for god embedsmandsskik. Da der ikke var nogen politisk vilje til at underkaste området en generel undersøgelse, valgte embedsmændenes eget fagforbund, DJØF, i stedet at tage initiativet.

DJØF nedsatte Bo Smith-udvalget, som med deltagelse af folk fra både det politiske miljø, embedsstanden og universiteterne skulle undersøge, om det rent faktisk stod så galt til, at der var brug for reformer, som skulle sikre, at centraladministrationen fungerede, som den skulle.

Bo Smith-udvalget, der i 2015 efter flere skandalesager i embedsværket stod for at undersøge, om det danske embedsmandssystem ligger under for politisk pres, får nu usædvanlig hård kritik fra to samfundsforskere. Bo Smith, der er tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet og formand for Bo Smith-udvalget, afviser kritikken.
Læs også

Men da Bo Smith-udvalget efter et års arbejde kom med sin rapport ved en stort anlagt præsentation med deltagelse af blandt andet daværende finansminister Bjarne Corydon (S) og tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), blev embedsværket i det store hele frifundet.

I modsætning til hvad kritikerne hævdede, var der ikke kommet flere problematiske ’sager’, der involverede embedsværket, og generelt var der ikke noget i undersøgelsen, der pegede på alvorlige problemer i samspillet mellem politikere og embedsmænd. Embedsmandsnormerne havde det grundlæggende godt, selv om der godt kunne arbejdes med at øge kendskabet til normerne i standen, konkluderede udvalget. Kort inden rapportens offentliggørelse kom Finansministeriet med en ny pjece om Syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen til netop det formål.

Siden da har Bo Smith-udvalget været et referencepunkt i debatten om det politiske pres på embedsmænd: Området er blevet undersøgt, og der var ikke tegn på alvorlige problemer, der skal løses med væsentlige politiske reformer af reglerne for centraladministration.

Men ifølge lektor i offentlig ret Pernille Boye Koch og lektor i samfundsvidenskab Carina Saxlund Bischoff begge fra Roskilde Universitet er der så store metodiske problemer i en række af udvalgets analyser, at der i flere tilfælde slet ikke er belæg for at konkludere, som de gør. Det skriver de i en artikel, der offentliggøres i et kommende nummer af tidskriftet Politica.

Bo Smith-udvalgets rapport rummer »væsentlige brud på forskningskriterierne«, »metodiske fejlgreb« og et enkelt sted en så stor fejl i udformningen af et spørgeskema, at embedsmændenes svar bliver fuldstændigt ubrugelige. Flere steder er det også svært at følge, hvordan Bo Smith-udvalget kommer frem til sine konklusioner, hævder kritikerne, ligesom man ifølge de to forskere et enkelt sted lige så vel kunne drage den omvendte konklusion af, hvad udvalget gør.

»Der er nogle hovedkonklusioner, som de går ud i offentligheden med, som vi kan se, at der simpelthen ikke er belæg for,« siger Carina Saxlund Bischoff.

Ikke flere sager

Men hvordan undersøger man politisk pres på embedsmænd? Og hvordan finder man frem til, om det politiske pres har betydning for, om det system, vi har for embedsmænd, fungerer optimalt?

Den første selvstændige undersøgelse i Bo Smith-udvalgets rapport handler om problemets omfang. Her vil man teste, om påstandene om, at problemet er stigende, nu også har noget på sig. Til at illustrere det vælger Bo Smith-udvalget at optælle alle officielle undersøgelser – som f.eks. undersøgelseskommissioner, advokatundersøgelser og parlamentariske undersøgelser. Optællingen viser, at der fra 1980 til 1999 var 35 undersøgelser, og fra 1999-2015 var der 23 undersøgelser. Antallet af problematiske sager er altså ikke stigende, som man ellers skulle tro ud fra den offentlige debat, konkluderer udvalget.

Men ifølge Pernille Boye Koch er det »utroligt problematisk« at vælge antallet af officielle undersøgelser som indikator for problemernes omfang. Før det ender med en undersøgelse, skal sagen for det første være kommet til offentlighedens kendskab ved, at f.eks. medierne afdækker den. Det kræver eksempelvis, at der er en embedsmand, der tør tippe om en ulovlighed, og der kan være faktorer som eventuelle politiske modsætningsforhold eller andre nyhedskriterier, der afgør, om en avis overhovedet vil prioritere det.

Jægerbogssagen

Benjamin Kürstein

I 2009 opstod der voldsom offentlig debat om jægersoldat Thomas Rathsacks bog. Forsvarets top ville stoppe udgivelsen, fordi man mente, at den kunne bringe danske soldater i fare, og man gik så langt som til at fabrikere og offentliggøre en dårlig arabisk oversættelse af bogen ved hjælp af Google Translate for at underbygge argumentet om, at bogen var interessant for terrorister.

Sagen førte til, at daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen måtte forlade posten. Og kort efter måtte forsvarsminister Søren Gade også trække sig. Undervejs i sagen blev Søren Gade spurgt om, hvem det ville få konsekvenser for, hvis det viste sig, at Forsvaret selv stod bag den arabiske oversættelse. Svaret blev Venstre-manden berømt for:

»Far her. Jeg er jo direktøren for det hele.«

For det andet kræver det et politisk flertal at få nedsat en officiel undersøgelse. Det vil sige, at de sager, der er genstand for en undersøgelse, ifølge kritikerne ikke nødvendigvis afspejler de mest problematiske sager, men bare dem, som et politisk flertal er blevet enige om, skal granskes yderligere. Samlet betyder det, at antallet af sager ikke kan ses »som validt mål for omfanget og udviklingen af sager, hvor der er sket brud på embedsmandsnormerne«, skriver de skriver RUC-forskerne.

»Antallet af formelle undersøgelser kan man ikke antage, afspejler det faktiske antal sager, der finder sted. Så bare det at sætte sig som opgave at opgøre antallet af sager, synes jeg er meningsløst,« forklarer Pernille Boye Koch.

Bo Smith-udvalget erkender, at deres metode har begrænsninger, og at det er muligt, at der kan være flere ikke-erkendte sager rundt om i embedsværket. Det er dog ifølge udvalget »ikke sandsynligt«, at mørketallet vil rokke ved konklusionen, ligesom det heller ikke bliver tillagt den store betydning, at det kræver et politisk flertal at få nedsat en undersøgelse:

»Det er det, der er paradoksalt,« siger Pernille Boye Koch.

»Flere steder problematiser de selv, at der kan være mørketal og usikkerhed forbundet med kun at kigge på de officielle undersøgelser. Men de gør det så alligevel. For mig ville det mest reelle så være at sige, at man slet ikke kan lave den undersøgelse på den måde,« siger hun.

Toppen af isbjerget

Tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet Bo Smith, der er formand for Bo Smith-udvalget, afviser blankt kritikken af opgørelsen af sagerne. Han forklarer, at også antallet af sager hos Ombudsmanden og Rigsrevisionen peger på, at der ikke er kommet flere problemer i embedsværket, end der var tidligere.

»Vi har set på antallet af sager, der er blevet officielt undersøgt, og vi har set på andre indikatorer. Der er ikke noget, der tyder på, at der er en historisk trend, der peger på, at der er stigende problemer i den offentlige forvaltning i Danmark,« siger han.

»Jeg bruger selv det billede, at man kan se de sager, der har været genstand for officielle undersøgelser som toppen af isbjerget. Og der er ingen objektive indikatorer, der antyder, at forholdet mellem toppen af isbjerget, og det, der er under vand, som man ikke fanger med det kriterium, vi bruger, skulle have ændret sig over tid. Så jeg er ret overbevist om vores konklusion,« siger han.

Et andet medlem af Bo Smith-udvalget, professor emiritus på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Jørgen Grønnegaard Christensen peger på, at der ikke er nogen anden farbar metodisk vej til at undersøge det.

»Vi skulle have et andet sikkert kriterium at gå ud fra, hvis vi skulle forsøge at opgøre antallet af problemsager på en anden måde. Men det har vi ikke, og det er der heller ingen andre, der har,« siger han.

Skattesagen

Unger Anthon

I 2010 publicerede BT en artikel om, at Helle Thorning-Schmidts mand Stephen Kinnock ikke betalte skat i Danmark.

Senere kom det frem, at Skatteministeriets daværende departementschef Peter Loft holdt møder med SKAT om sagen, og at SKAT oplevede omfattende indblanding i sagen fra Peter Loft og hans nærmeste ansatte. Loven siger, at Skatteministeriet ikke må blande sig i konkrete afgørelser af skattesager hos SKAT.

Loft fik senere hård kritik af Skattesagskommissionen.

Pernille Boye Koch peger på, at man i stedet for skulle gå til undersøgelsen meget mere empirisk og f.eks. sende spørgeskemaer ud til embedsmænd for at få dem til at svare på, hvorvidt og hvordan de bliver udsat for politisk pres, der påvirker deres efterlevelse af embedsmandsnormerne. Hun mener, at Bo Smith-udvalgets valg af undersøgelsesmetode tyder på, at man har været interesseret i at nå frem til en bestemt konklusion. Og så vælger metode efter det, der vil ende med at nå frem til den:

»Det virker, som om man gerne vil sige, at det er noget vrøvl, når flere kritikere har sagt, at der er kommet flere sager. Undersøgelsen har til formål at nå frem til, at kritikken har været forfejlet på det punkt. Men så laver man så bare en undersøgelse, som slet ikke metodisk giver mening,« siger hun.

Det afviser Bo Smith:

»Det er jo en uhyrlig påstand, at udvalget populært sagt skulle have pakket kortene. Egentlig fortjener den ikke et svar. Men det kan jeg selvfølgelig helt afvise. Vi diskuterede i udvalget, hvordan vi kunne belyse problemstillingen om, hvorvidt der var en historisk trend hen imod flere sager. De udvalgsmedlemmer, som har forskningsmæssig baggrund, vendte så tilbage med, at vi kunne se på de sager, der var endt med en officiel undersøgelse, som en måde, der var videnskabelig holdbar,« siger han.

Ingen transparens

Udover at tælle de sager, der har været genstand for officielle undersøgelser, ser Bo Smith-udvalget også nærmere på, om der er fællestræk eller tendenser i selve indholdet af de sager, der er undersøgt. Her finder udvalget, at der ikke er særlige fællestræk, men i stedet en række sager med »vidt forskellige konkrete problemstillinger«, der har »berørt mange grene af den statslige forvaltning«. Undersøgelserne har i et »vist omfang, men langtfra altid« fundet fejl eller forsømmelser, men der er ifølge Bo Smith-udvalget »ikke nogen tendens i udviklingen«.

De konklusioner er det ifølge kritikerne ikke til at se, hvor udvalget har fra. God videnskabelig praksis tilsiger, at der er replicerbarhed og transparens omkring, hvad der fører frem til konklusionerne, men det er der ifølge Carina Saxlund Bischoff ikke tale om her:

»De drager nogle konklusioner, som vi ikke kan se, hvorfra kommer. Spørgsmålet er, om der er fællesnævnere mellem sagerne, men vi får ikke at vide, hvad det er for nogle fællesnævnere, de har ledt efter i materialet,« siger hun.

Statsløsesagen

Jakob Jørgensen

Sagen blev oprullet i Information i 2011. Artiklerne afslørede, hvordan Integrationsministeriet brød FN-konventionen om statsløses rettigheder.

Efter få måneder måtte daværende minister Birthe Rønn Hornbech (V) træde tilbage, da det blandt andet var kommet frem, at ministeren havde overhørt flere interne advarsler allerede tilbage i 2008.

Alligevel informerede hun først Folketinget i 2010. Der blev nedsat en undersøgelseskommission til at kulegrave hele forløbet, som blev færdig i august 2015.

De to kritikere peger på, at det var oplagt at undersøge nærmere, om sagerne var udtryk for netop det stigende politiske pres, som var til offentlig debat. Men Bo Smith-udvalget opdeler i stedet sagerne efter, om der eksempelvis var tale om fejl eller forsømmelser, eller hvilke parlamentariske konsekvenser undersøgelserne fik.

Jørgen Grønnegaard Christensen afviser, at det ikke er muligt at følge udvalgets konklusioner i rapporten. Han mener tværtimod, at det er klart lagt frem, hvilke kriterier udvalget analyserer sagerne efter. At lave en analyse af, om de forskellige officielle undersøgelser peger i retning af et øget politisk pres, er ifølge Jørgen Grønnegaard Christensen heller ikke muligt på et forsvarligt metodisk grundlag.

»Den måde, de (RUC-forskerne, red.) stiller deres retoriske spørgsmål på, er, om der er en tendens til, at politiske hensyn trumfer det, de kalder de klassiske embedsmandsdyder. Men sådan er problemstillingen aldrig blevet formuleret i nogen af de undersøgelser. Undersøgelserne formulerer meget konkrete problemer, og når man kommer til det spørgsmål, som de stiller, rykker man op på et meget højt abstraktionsniveau,« siger han.

Kender embedsmændene normerne?

Ifølge kritikerne går det for alvor galt i et spørgeskema, hvor Bo Smith-udvalget ønsker at undersøge de adspurgte embedsmænds kendskab til de centrale normer for embedsværket. Her bliver embedsmændene spurgt til deres kendskab til normerne for rådgivning og bistand, og til, hvorvidt de selv guider sig efter principperne eller rådfører sig med deres nærmeste leder. Kun 17,3 procent svarede, at de kendte normerne og ofte anvender dem, mens hele 82,7 procent ville vælge at konsultere chefen.

Det manglende kendskab til normerne blev blandt andet brugt som baggrund for udgivelsen af Finansministeriets Syv centrale pligter. Men problemet er, at spørgsmålet er flertydigt og så dårligt stillet, at man slet ikke kan bruge svarene til noget som helst:

»For det første må man ikke lave dobbeltudsagn, og man skal tage højde for, at når man spørger, om de har viden eller kendskab, så svarer de ikke nødvendigvis sandt. Så hvis man vil afsløre, om folk har kendskab til normer, skal man bede dem om at anvende normerne,« siger Carina Saxlund Bischoff.

»Det er så fyldt med problemer, at det er helt ubrugeligt. Det er makværk,« siger hun.

Christiania-sagen

Khan Tariq Mikkel

Pia Kjærsgaard (DF) skulle i 2011 på tur med Folketingets retsudvalg til Christiania for at diskutere kriminalitets- og sikkerhedsniveauet i fristaden. Men kort før besøget advarede PET daværende justitsminister Morten Bødskov og to topembedsmænd om, at der var et »skærpet« trusselsbillede i forbindelse med besøget.

Daværende chef for PET, Jakob Scharf, anbefalede, at mødet blev udskudt, men mente ikke, at trusselsbilledet skulle deles med retsudvalget. Bødskov og topembedsmændene løste problemet ved, at daværende politidirektør Johan Reimann skulle lade, som om han ikke kunne deltage i et møde forud for besøget. Dermed kunne hele arrangementet aflyses.

På den måde blev Folketingets Retsudvalg stukket en såkaldt nødløgn, som Morten Bødskov senere erkendte og mistede sin ministerpost på baggrund af.

Som det eneste af de mange fremførte kritikpunkter anerkender Jørgen Grønnegaard Christensen, at der her er tale om et spørgsmål, der er så uheldigt formuleret, at man har svært ved at bruge resultaterne.

»Jeg vil give mig på gruppens vegne og sige, at det spørgsmål skulle have været delt i to. Vi kunne have formuleret os mere hensigtsmæssigt, men vi forsøger faktisk ikke at sige noget om kendskabet til normerne. For vi blev opmærksomme på det selv, og derfor passede vi på, da vi skulle til at lave vores analyse,« siger han.

Men det holder ikke, siger Carina Saxlund Bischoff.

»De nedtoner det nu, hvor det får kritik. Men reelt er det bare igen et sted, hvor de ikke har dækning for deres konklusioner,« siger hun.

Den omvendte konklusion

I den sidste del af Bo Smith-udvalgets undersøgelse granskes netop, hvordan embedsmændene anvender normerne i praksis, når de bliver udsat for politisk pres.

Ifølge Bo Smith-udvalget viser undersøgelsen, at embedsmændene står mere vagt om lovlighednormen end om normerne om sandhed og faglighed. Embedsmændene er således »meget tilbageholdende med at tilsidesætte lovlighedskravet«, når de bliver udsat for politisk pres, skriver udvalget.

Konklusionen bliver draget på baggrund af en undersøgelse af en række fiktive scenarier – såkaldte vignetter – som er sendt ud med et spørgeskema, som 2.611 embedsmænd besvarede.

I det ene scenarie blev de bedt om at forholde sig til, om de ville medvirke i en sag, hvor ministeren meget hurtigt vil have ændret nogle regler og mener, at det vil kunne klares med en bekendtgørelse. Embedsmandens afdeling mener, at det kræver en lovændring, da der ikke er tilstrækkelig klar hjemmel til at udstede bekendtgørelsen, men ministeren fastholder, at det skal gøres i bekendtgørelsesform.

I det andet eksempel skal de forholde sig til, om de vil medvirke, hvis en minister blander sig i behandlingen af en konkret sag. Embedsmanden behandler sagen, og får besked om, at ministeren gerne ser, at ansøgeren får medhold, da der er stor offentlig sympati i den retning. Men loven og praksis giver ifølge embedsmandens vurdering ikke mulighed for det.

Zornig-sagen

Hougaard Niels

I 2013 lovede daværende socialminister Annette Vilhelmsen (SF) på direkte tv Lisbeth Zornig Andersen én million kroner til hendes projekt ’Stemmer på kanten’. Men løftet blev givet, før ansøgningsfristen til puljen var udløbet.

Sagen udløste skarp kritik af Annette Vilhelmsen, som bad om en advokatundersøgelse af sagen. Undersøgelsen udtalte blandt andet kritik af flere centrale embedsmænd. Departementschefen og flere topembedsmænd burde have konstateret, at ministeren og ministeriet som helhed ikke kunne beslutte at fordele puljen og senere forhøje den til to millioner kroner, efter at ministeren var kommet til at love hele puljen til Huset Zornig.

Ifølge Bo Smith-udvalget er der tale om dilemmaer, som der ikke er noget entydigt korrekt juridisk svar på, da der ikke er tale om, at ulovligheden er »klar«. At 75 pct. af embedsmændene i det første dilemma og 90 pct. i det andet dilemma enten svarer, at de helt vil afvise at udføre ordren eller også kun vil udføre den efter en »direkte ordre«, er derfor udtryk for, at embedsmændende er tilbageholdende med at tilsidesætte lovlighedskravet.

Men ifølge de to kritikere kunne man lige så godt bruge data til at konkludere det stik modsatte: At henholdsvis omkring 25 pct. og 10 pct. er villige til at medvirke til lovbrud uden at sige fra i tilstrækkelig grad over for ulovligheden.

Uenigheden bunder i, at der ifølge kritikerne rent faktisk er tale om en »klar ulovlighed« – en vurdering, der får opbakning fra professor i forvaltningsret fra Københavns Universitet, Michael Gøtze. Han mener, det er muligt med så »enkle historier« at komme med et klart juridisk svar på spørgsmålene i modsætning til, hvad Bo Smith-udvalget lægger op til.

»Man kan undre sig over, at Bo Smith-udvalget holder det helt flydende, hvad der er de korrekte svar her. De gør juraen mere elastisk og mindre brugbar, end den rent faktisk er. Jeg mener, det er nogle klare eksempler, og der er også et klart svar,« siger Michael Gøtze og uddyber:

»Det er klart ulovligt, hvis man forstår de små vignetter efter deres indhold. Det er ikke bare noget, der er på vippen eller på fjerde marginal. Her kan man godt give et juridisk svar, for det er i begge tilfælde noget, som strider imod lovlighedspligten,« siger han.

Ifølge Pernille Boye Koch har det betydning for udvalgets konklusion.

»Konklusionen, at lovlighedsnormen står stærkt, holder ikke. Man kunne lige så godt konkludere modsat, at den overhovedet ikke står stærkt. For selv om man bør sige fra, så er der en ret stor andel der ikke siger fra,« siger Pernille Boye Koch.

Til det svarer Bo Smith:

»Man kan jo altid diskutere om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt. Når noget, der ligner 90 procent af respondenterne, ikke vil medvirke, fordi de enten vurderer, at der kan være tale om klar ulovlighed, eller vil konsultere deres chef, forklare om deres betænkeligheder og gøre det klart, at de kun vil gøre det, hvis de får en lodret ordre, så er det udtryk for, at embedsmændene rent faktisk kan se, at der er et dilemma og i den forbindelse reagerer, som de bør,« siger han.

Også Jørgen Grønnegaard Christensen afviser, at det er muligt at betegne de opstillede scenarier som udtryk for situationer, hvor der er tale om ’klar ulovlighed’.

»Vi bruger dem netop, fordi der er situationer, der kan være tvetydige, hvor man kan diskutere frem og tilbage. I en række situationer er der altså ikke en helt skudsikker korrekt juridisk tolkning. Kritikerne kører hen over den helt afgørende sondring mellem ’klart ulovligt’ og ’ulovligt’. Embedsmændene må ikke medvirke til ulovligheder, men skal gøre opmærksomme på, at de mener, der er problemer. Men det er kun, hvis der er tale om klare ulovligheder, at de skal sige fra,« siger han.

»De har den her håndfaste opfattelse af, at man kan trække en streg, og på den ene side har vi alle de handlinger, der er lovlige, og på den anden side dem, der er ulovlige. Men sådan er verden ikke. Så de fortegner det grundlag, man arbejder på i administrationen,« siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

GGGI-sagen

Jakob Dall

I 2013 trak Christian Friis Bach (R) sig som udviklingsminister, fordi han havde givet forkerte oplysninger til Folketinget.

Friis Bach sagde, at han ikke kendte til, at han i forbindelse med sit bestyrelsesarbejde i den grønne organisation GGGI havde været med til at godkende, at organisationens formand, Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen, kunne rejse på 1. klasse. En sag, der i øvrigt sendte Løkke ud i et stort politisk stormvejr.

Efter en intern undersøgelse i ministeriet kom det frem, at embedsmænd havde givet ministeren forkerte oplysninger, og at man undlod at informere ham om det.

 

Serie

Embedsmænd under pres

Efter en række skandalesager som Jægerbogssagen, Christiania-sagen og Skattesagen med embedsmænd i hovedrollerne opstod der en offentlig debat om forholdet mellem politikere og embedsmænd. Embedsmændenes eget fagforbund Djøf nedsatte i 2014 Bo Smith-udvalget, som fik til opgave at undersøge forholdene i embedsværket. 

I 2015 udsendte udvalget en rapport, der konkluderede, at det danske system grundlæggende er sundt og godt, og rapporten er efterfølgende blevet brugt af både politikere og forskere til at lægge debatten om embedsværket død. Men nu siger to forskere, der har gennemgået materialet bag rapporten, at der er så store problemer med Bo Smith-udvalgets undersøgelsesmetode, at man slet ikke kan drage de konklusioner. Bo Smith-udvalget afviser kritikken bortset fra på et enkelt punkt.

Tip os:

Information vil i den kommende tid forsøge at kaste lys over, om Bo Smith-udvalgets konklusioner står til troende, eller om der med rette kan sættes spørgsmålstegn ved, om normerne for god embedsmandsskik bliver fulgt. I den forbindelse modtager vi gerne tip.

Det kan ske til journalist Sebastian Gjerding på tlf: 27146156 eller mail segj@information.dk 

Hvis du ønsker at kontakte os på en særligt sikker måde, kan det ske krypteret via appen Signal – som kan downloades både til IOS og Android – på +45 27 14 61 56. Her kan man både ringe og skrive beskeder. Du kan også skrive krypteret på mail med PGP på segj@information.dk. PGP-nøgle kan hentes her: https://keybase.io/gjerding. Det kan selvfølgelig ikke anbefales at gøre det fra arbejdstelefon - eller mail. 

Du kan også sende et brev til Dagbladet Information, att: Sebastian Gjerding, Store Kongensgade 40C, 1264 København K.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Dorte Sørensen
  • Espen Bøgh
  • Niels Duus Nielsen
Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen, Espen Bøgh og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

At DJØF nedsætter et udvalg til at se på sagen, - retter et klart spørgsmål om kompetencen hertil, og som staten skal efterkomme eller lade være.

Det sidste er nok tilfældet, for hvilke politiske rettigheder vil et sådan udvalg være i lovlig besiddelse af?

Tillad mig at nævne Jesper Tynells bog "Mørkelygten", hvor bl.a. Claus Hjort Frederiksens(CHF) ulovligheder og kreative bogføring blev af afsløret.
CHF ønskede ikke at blive interviewet af Jesper Tynell.
Bogen demonstrerer ligeledes, hvordan embedsmændene regner baglæns for at få det resultat ministeren ønsker.

Per Klüver, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Dennis Jim Frederiksen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Undskyld men var Bo Smith departementschef i Beskæftigelsesministeriet på tidspunktet hvor Claus Hjort Frederiksen fik lavet den bestilte undersøgelse hos SFI, der skulle give "grønt lys" for at nedlægge de statslige arbejdsformidlinger og tage arbejdet fra A-kasserne og give kommunerne jobcenterne så syge, ledige osv blev sat i samme system helt under de 98 kommunernes kontrol. Med andre ord socialpolitik blev til beskæftigelsespolitik.
Hvis det er rigtigt var Bo Smith så den fødte formand som DJØF brugte?

Per Klüver, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Dennis Jim Frederiksen anbefalede denne kommentar
Ritt Bjerregaard

Tak for at Information følger op på sagen, der er bestemt noget at komme efter, og det er værd at overveje nye modeller i forhold til embedsapparatet. Vh Ritt

Per Klüver, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar