De bevæbnede soldater, som passer på synagogen i Krystalgade, har meget snævre beføjelser sammenlignet med politiet.
Sådan har det lydt fra regeringen, Forsvaret og Rigspolitiet i forbindelse med den historiske beslutning om at indsætte bevæbnede soldater til bevogtningen af bl.a. synagogen i København.
Spørgsmålet er dog, om de alligevel ikke ender med at have ret vidtgående beføjelser, skønt der ikke er hjemmel til det i Politiloven, som to professorer tidligere har fremført i Information.
Mens soldaterne er udstyret med et særligt handlingskort i lommeformat, som i kort og pædagogisk form giver dem deres instruks, findes der ikke et handlingskort til borgeren.
Derfor har vi stillet en række konkrete spørgsmål til politidirektør Svend Larsen i Rigspolitiet for at blive klogere på, hvad der i praksis gælder for borgere, som kommer i kontakt med soldaterne: Hvad må soldaterne, og hvad må de ikke? Og hvilke rettigheder og pligter har man som borger? Politi- og Retsplejeloven er klar nok. Men den gælder ikke for soldaterne, og Forsvarsloven fortæller intet om det.
Svend Larsen har det operative ansvar. Han har deltaget i de overordnede drøftelser med Værnsfælles Forsvarskommandoen.
Første tvivlsspørgsmål går på, hvad det egentlig er, man møder i Krystalgade: Politifolk eller soldater. På en selvlysende markering på den militære uniform står der: Politi. Men nedunder: Forsvaret.
»Vi bruger den selvlysende markering til at vise: Her står nogen, som bistår politiet, men som ikke er politiet,« siger Svend Larsen.
Der er altså tale om soldater under politiets ledelse, hvilket vil sige, at der altid er en politileder til stede under den opgave at bevogte synagogen. Næste spørgsmål er, hvad det vil sige »at bistå politiet«.
»Kan de anholde? Nej, de er ikke politifolk, så de kan ikke anholde efter de regler, der gælder for politifolk. De kan lave en civil anholdelse, ligesom du og alle mulige andre kan efter bestemmelserne i Retsplejelovens paragraf 755 stk. 2. Der er de bare udenforstående. De har ikke politimyndighed.«
Soldaternes udrustning er speciel. De er bl.a. forsynet med peberspray, som normalt bruges i forbindelse med politiets anholdelser.
»Det er for at løse bevogtningsopgaven. Det er et trin på magtmiddelstigen – du skyder ikke, hvis du vurderer, at en angriber kan standses med en peberspray.«
– Så pebersprayen er til at pacificere en angriber – ikke til brug for en civil anholdelse?
»Soldaterne må lave en civil anholdelse knyttet til bevogtningsopgaven. Jeg kan godt forstå den principielle interesse for det her, men egentlig er det meget enkelt: Det, de løser, er en bevogtningsopgave. De har nogle magtmidler, som knytter sig til bevogtningsopgaven. Jeg forstår godt den principielle diskussion, men det er ret snævert, hvad soldaterne kan.«
– Hvis en politimand spørger, hvem jeg er, er jeg forpligtet til at opgive navn og adresse og telefonnummer. Gælder det også soldaterne, hvis de spørger: Dig dér! Hvem er du?
»Den bestemmelse, du henviser til i Retsplejeloven, gælder kun politiet, og det her er ikke politiet. Hvis situationen opstår, kan polititjenestemanden på stedet spørge, og så gælder reglen selvfølgelig, at du skal oplyse det.«
– Kan soldaten visitere mig?
»Nej, det kan polititjenestemanden.«
Der er dog en »lille finesse«:
»Ved en civil anholdelse – og kun dér – vil det være tilladt for soldaterne at udføre en såkaldt sikkerhedsvisitation.«
Stå af cyklen
Et tredje spørgsmål er, hvilke påbud soldaterne kan give borgerne. Skal man f.eks. stå af cyklen og trække, hvis soldaten beder én om det?
»Næ. Det er usædvanligt ude i resten af Danmark, at en soldat beder dig om at holde og stå af cyklen. Det samme gælder her. Derimod vil politifolk på helt sædvanlig vis for politiet kunne gøre det.«
Alligevel kunne man se soldaterne faktisk bede folk stå af og trække i Krystalgade i forbindelse med synagogens nytårskur i sidste uge. Forelagt dette siger politidirektør Svend Larsen:
»Hvis du nu kører imod ensretningen, så har de ikke politimyndighed til at bede dig stå af og trække. Noget andet er, hvis de af hensyn til at løse bevogtningsopgaven har brug for, at du står af cyklen, så kan de selvfølgelig gøre det.«
– Så hvad gælder for mig som borger: Skal jeg stå af cyklen, når soldaten beder mig om det, eller skal jeg ikke?
»Den myndighed, de har dernede, knytter sig til bevogtningen af synagogen. Hvis du nu havde set meget truende ud og var kommet cyklende med en pistol, så ville de dræbe dig i yderste konsekvens.«
– Nu var det her helt almindelige kvinder med barnesæder på cyklen.
»Politimyndighed i øvrigt har de ikke. Men de har altså en myndighed, der knytter sig til bevogtningsopgaven.«
Det lyder altså, som om det er en god idé at stå af cyklen i Krystalgade, hvis en bevæbnet soldat beder dig om det som borger.
Klager over politiet håndteres af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), mens Forsvaret har sit eget klagesystem med særligt udpegede auditører.
»Der er indført en mellemform,« siger Svend Larsen: »Man indgiver klagen til politiet, men klagen bliver behandlet i Forsvarets klagesystem. Man kommer ikke ind i det uafhængige politiklagesystem DUP’en.«
– Hvordan er soldaterne beskyttet, hvis en borger f.eks kører voldsomt frem mod en soldat eller på anden vis truer eller forulemper vedkommende? Er det belagt med skærpet straf, fordi han er beskyttet som polititjenestemand efter Straffelovens bestemmelser?
»Jeg kender ikke svaret på det.«
Efter at have konsulteret sine folk i Rigspolitiet vender han dog tilbage med et svar: Soldater, der bistår politiet, vil være beskyttet efter Straffelovens paragraf 119, der straffer trusler og vold mod nogen, som udfører deres hverv i offentlig tjeneste.
Det lyder meget mudret og uigennemskueligt. På den ene side må de ikke dit og dat, men på den anden side, under 'særlige omstændigheder', må de alligevel godt.
Og hvorfor stilles der ikke spørgsmålet om, hvad der sker i tilfælde af, at soldaterne tager fejl og reagerer skarpt på uskyldige personer?
Hvad sker der med de borgere, som evt. får et skud peberspray eller på anden måde bliver angrebet, verbalt eller fysisk af en soldat i polititjeneske, og borgeren kommer til skade - hvem skal betale for den erstatning for evt. tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte udført af en person, som ikke er politi?? Eller hvad med en soldat som bliver udsat for angreb, verbalt eller fysisk, af en borger.. i hvor høj grad må soldaten forsvare sig med de våben, han er udstyret med?
Jeg forstår ikke at disse forhold ikke skal være på plads, INDEN der placeres bevæbnet personel som ikke er politi, i gadebilledet overfor civile borgere.
Politiet har vist sig at være ubestikkelige i forhold til borgerlige politikeres forsøg på at skabe en politistat. Nu forsøger Overdanmark sig så med at skabe et militærdiktatur. Med mit kendskab til de danske grunts vil også dette forsøg slå fejl.
Alene den omstændighed, at politikerne begår den fodfejl at sende bevæbnet militær ud i gaderne uden at fremlægge udførlige "rules of engagement" viser, at de ikke er værdige til at være diktatorer. Ingen ved, hvad soldaterne har ret og pligt til, ingen kender borgernes rettigheder, ikke engang diktatorerne selv.
Jeg er helt enig i det du siger, Niels Nielsen, lige bortset fra, at vore diktatorers forsøg med at omdanne DK til et diktatur vil slå fejl. Foreløbig er det jo lykkedes vore skiftende diktatorer over de seneste årtier at totalsmadre arbejdsmarkedet, totalsmadre socialvæsenet, smadre sundhedsvæsenet, nedbryde demokratiet generelt, uden at folket har været i stand til at ændre det. Hvorfor skulle diktatorernes omdannelse af DK til en militærstat ikke kunne lykkes dem?
Der ser ud til at revolutionen nærmer sig.
Peter Nielsen, af den simple grund at danske soldater er en sammensat gruppe, der ikke adskiller sig særlig meget fra resten af befolkningen. Og sidst jeg tjekkede blev der stadig i den militære grunduddannelse gjort meget ud af, at det er civilsamfundet, ikke militæret, der har det sidste ord i en konfliktsituation.
Selvfølgelig er der også i militæret idioter, der blindt vil adlyde en ordre om skyde ind i en menneskemængde, men ligesom i resten af samfundet er der i militæret mange fornuftige unge mennesker, som ville nægte at udføre en sådan ordre, med mindre de var truet på livet. Det er trods alt ikke Usa, vi lever i.
Endnu da!
Hvad hvis en situation som i slut firserne start halvfemserne på slutningen af Blegdamsvej hvor politiet rent faktisk skød på demonstranter genopstår, Skal et par delinger svært bevæbnede soldater med automatvåben så nedkæmpe demonstranterne i den eskalerende konflikt. Jeg passerede tilfældigvis forbi den dag på cykel, det var mildt sagt utrygt.
Skuddene på Skt. Hans Torv er faktisk et godt eksempel: Helt utraditionelt skød politiet efter demonstranterne, hvorefter der rejste sig et sandt ramaskrig. Vi er ikke vant til at politiet skyder på os, og det er heller ikke noget, vi skal vænne os til. Så selv om jeg har meget ondt at sige om politiet, nærer jeg en vis respekt for korpset, netop fordi de gør et stort nummer ud at tale ophidsede situationer ned.
Militæret derimod er ikke uddannet i at tale situationer ned. Deres rolle er med våben at forsvare landet mod ydre fjender, mens politiets opgave er at anholde og retsforfølge kriminelle borgere. At sammenblande disse to myndighedsområder - fjender vs. borger - vil enten føre til en blødgørelse af militæret eller en militarisering af politiet, og ingen af delene er formålstjenlige.
Det er den såkaldte "krig mod terror", der er årsagen til problemet. Man fører ikke krig mod egne borgere, dem retsforfølger man. I hvert fald i et retssamfund, men Danmark skal måske ikke være et retssamfund?
Til Morten Frich.
Det er rigtig godt, at du bliver ved med at bore i den tvivlsomme beslutning, der er taget ved at indsætte militæret til bevogtning af civile mål, da det i mine øjne kan have forfærdelige følger for vores demokrati og retssamfund, hvis det bliver gjort til en mere dagligdags mulighed, når politiet er presset på ressourserne.
Jeg synes ikke du borer tilstrækkeligt i det principielle i, at der anvendes militær, som vi har for at beskytte landet mod overgreb fra fremmede magter, og ikke til opgaver mod egne borgere, de kan så være nok så uønskede, men det er ikke det vi har militæret til.
Som du kan forstå, er jeg meget enig i de betragtninger der fremføres af Niels Nielsen, så jeg vil bede dig om, også at tage de mere grundliggende principper op i dit arbejde med dette emne.
Så kan du ikke nøjes med at tale med embedsmænd, men gå i kødet på de politiske magthavere, der har været med til at tage denne beslutning.
Jeg vil ønske dig god vind i dette arbejde.
P.S. Jeg håber ad denne vej at få dig i tale, da mine henvendelser til samfundsredaktionen ikke har givet noget respons.
Jeg kunne ønske mig Annegrethe Rasmussen tilbage til avisen, da hun altid svarede tilbage på henvendelser. Kunne I ikke også godt tage jer sammen til at gøre det?
Hvis man bliver anklaget for noget, så er der jo ikke tale om, at der ikke vil komme et retsligt efterspil.
Soldaterne passer på en bygning (og de personer, som har tilknytning til denne), ligesom hjemmeværnet nogle gange regulerer trafikken (og de borgere dér).