Baggrund
Læsetid: 6 min.

’Vi har glemt de unge i fængsel. De straffes hårdere end dem over 18 år’

Folketingets partier skal i gang med at forhandle en ny pakke mod ungdomskriminalitet. Professor i strafferet Jørn Vestergaard mener, at tiden er inde til at aflive den uretfærdige ungdomssanktion
Indland
16. oktober 2017
’Den socialpædagogiske indsats virker bedst, hvis den unge har en motivation og ikke forceres ind i meget restriktive rammer. Vi taler om unge mennesker, som tænker og handler selv, og som i forvejen er i en vis modsætning til det omgivende samfund. De bliver ikke mere motiveret af at få en ungdomssanktion trukket ned over hovedet,’ siger professor Jørn Vestergaard. Billedet er fra den sikrede institution Sønderbro på Amager.

’Den socialpædagogiske indsats virker bedst, hvis den unge har en motivation og ikke forceres ind i meget restriktive rammer. Vi taler om unge mennesker, som tænker og handler selv, og som i forvejen er i en vis modsætning til det omgivende samfund. De bliver ikke mere motiveret af at få en ungdomssanktion trukket ned over hovedet,’ siger professor Jørn Vestergaard. Billedet er fra den sikrede institution Sønderbro på Amager.

Ulrik Hasemann

Han havde egentlig forestillet sig at skrive en artikel om noget, der var oppe i tiden:

»Fremmedkrigere eller sådan noget.«

Men så sagde redaktøren til ham, at han burde genbesøge den særlige ungdomssanktion – der er et alternativ til ubetinget fængselsstraf for unge mellem 15 og 18 år, som begår alvorlig kriminalitet – som han allerede for 10 år siden forskede i.

Dét gjorde han.

»Der har været stille om det område, for hvad pokker skal man gøre ved de her domfældte under 18 år, som begår grov kriminalitet, og som måske ikke er særligt indstillet på at samarbejde? Man kan egentlig godt kalde dem ’de glemte unge’,« siger professor Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet.

I 2001 indførte politikerne regler om en særlig ungdomssanktion i straffeloven for domfældte, som på gerningstidspunktet er under 18 år. Det var tænkt som et alternativ til ubetinget fængselsstraf. Drømmen var at opfinde en sanktion, som de unge domfældte ikke kunne slippe ud af – heller ikke ved at gøre sig umulige. Målgruppen var unge med markante adfærdsproblemer. Voldelige og truende unge, som typisk hang i grupper og skabte frygt. De utilpassede unge. Dem, vi i dag kalder uden for pædagogisk rækkevidde.

Tidspunktet var alt andet tilfældigt. I midten af 2000 tiltrak sager om gruppevoldtægt og gaderøverier med indvandrerunge som gerningsmænd sig stor politisk opmærksomhed. Jørn Vestergaard mener, at der var tale om »payback-tænkning«, da ungdomssanktionen kom til verden.

»Den blev indført i en ganske bestemt retspolitisk situation, som sådan noget nogle gange bliver.«

Problemet med sanktionen er bl.a., at to lovovertrædere, som i deres sager har fået straffe af meget forskellig strenghed, kan ende med at få stort set samme sanktion. Omvendt kan to unge i samme sag blive idømt meget forskellige sanktioner, hvis der bare er en smule forskel i alder, selv om de i øvrigt har været lige gode om kriminaliteten: Den 16-17 årige idømmes en indgribende og langvarig ungdomssanktion, mens den 18-årige ’slipper’ med en forholdsvis kort fængselsstraf.

Jørn Vestergaard var nysgerrig efter at finde ud af, hvordan de selv oplever det og læste en rapport fra Børnerådet i slutningen af 2015 om emnet, hvor bl.a. seks unge kom til orde:

»De oplevede det ikke som noget, der giver mening eller et fornuftigt perspektiv. Så ligger det til sådan én som mig at sige: Nu var det måske på tide at få foretaget en grundig kortlægning af, hvad der egentlig foregår.«

50 års kriminalpolitik

Derfor satte han sig ned og skrev en artikel til en antologi om 50 års kriminalpolitik, som lige er udkommet, redigeret af Landsforeningen Krim og forskeren Linda Kjær Minke.

Artiklen sætter fokus på ungdomssanktionen: 

En dom til ungdomssanktion kan f.eks. gå ud på, at den unge domfældte kommer under kommunens tilsyn i to år og i socialpædagogisk behandling – herunder med kontrol af narkomisbrug. I de første to måneder ryger den unge på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge. I øvrigt skal den unge efterkomme krav fra de sociale myndigheder om f.eks. opholdssted. Hvis vilkårene brydes, kan den unge ryge tilbage i den sikrede døgninstitution, dog maksimalt i et år.

Det var oprindeligt forventet, at ca. 36 årligt ville idømmes ungdomssanktion. Sådan kom det ikke til at gå. I 2006 modtog 118 dommen. Knap halvdelen havde anden etnisk baggrund end dansk. Så hvis Jørn Vestergaard har ret i, at der er tale om glemte unge, er der for en stor dels vedkommende tale om glemte unge af anden etnisk baggrund.

Siden er ungdomskriminaliteten næsten halveret som følge af de unges »mindre gadeorienterede livsstil« og ændrede vaner omkring stoffer og alkohol. Hvor der tidligere var pladsproblemer på de sikrede institutioner, stod man pludselig med tomme pladser. I 2014 fik 43 unge dom til ungdomssanktion – 37 drenge og seks piger. En tredjedel havde anden etnisk baggrund end dansk. 21 var dømt for røveri, 11 for vold og fire for brandstiftelse. En tredjedel var under 15 år på gerningstidspunktet, men kun få var over 16 år.

Jørn Vestergaard anerkender, at lovgivningsmagten har haft behov for at vise fasthed og handlekraft. Problemet er bare, at ikke meget tyder på, at det har virket.

»Det har ikke været muligt at dokumentere videnskabeligt, at ungdomssanktionen kan praktiseres på en måde, der gør den bedre egnet end andre foranstaltninger til at mindske de unges tilbagefald i ny kriminalitet,« siger han:

»Det tegner ikke til at virke efter hensigten. Samtidig er det et uforholdsmæssigt stærkt indgreb i forhold til hensigten.«

Ungdomsfængslet

Ungdomsfængslet blev afskaffet i 1973, fortæller han:

»Argumenterne for at bevare ungdomssanktionen er på ingen måde stærkere end de synspunkter, som for et halvt århundrede siden blev fremført til forsvar for sanktionen ungdomsfængsel.«

Hvad mener han egentlig med det?

»Det er tankevækkende, at da man engang havde noget, der mindede meget om det her – nemlig ungdomsfængslet – afskaffede man det. Det gjorde man i erkendelse af, at det ikke virker og opleves som dybt uretfærdigt, og de to ting hænger sammen for de unge.«

Tværtimod risikerer man at drive de unge længere ud.

»Det kræver ikke meget psykologisk indsigt at forestille sig, at det må opleves som meget uretfærdigt og demotiverende at få en sanktion, der er strengere end det, de ville være blevet idømt, hvis de havde fået en almindelig fængselsstraf. De kan sammenligne sig selv med de lidt ældre, som de ser slippe med en betinget dom på tre måneder f.eks., mens de selv skal igennem et meget mere langstrakt forløb på op til to år.«

Især i mange jyske retskredse benyttes ungdomssanktionen, mens den benyttes sjældnere i hovedstadsområdet.

Jørn Vestergaard advarer mod at tro på, at der et eller andet sted derude findes en særlig opskrift, der med straf og faste rammer kan tvinge unge mennesker i socialpædagogisk behandling.

»Der findes ikke en rigtig kogebogsopskrift på sådan en sanktion – problemet er, at en meget indgribende og tvungen foranstaltning inden for frihedsberøvende rammer hænger meget dårligt sammen med hensigten om at behandle de unge socialpædagogisk,« siger professoren.

»Det er påfaldende, at hvis vi går 44 år tilbage i tiden, nåede man præcis samme konklusion med ungdomsfængslet: Det her hænger ikke sammen. Så hvorfor hænger det sammen nu, hvor man har prøvet ungdomssanktionen i 15 år. Der er ikke meget, der tyder på, at det virker.«

Men hvad vil han så sætte i stedet: Er tiden ikke forpasset til kærlighed og rundkredspædagogik og resocialisering for denne gruppe af vrede og voldelige unge?

Ikke nødvendigvis, mener han.

»Den socialpædagogiske indsats virker bedst, hvis den unge har en motivation og ikke forceres ind i meget restriktive rammer. Vi taler om unge mennesker, som tænker og handler selv, og som i forvejen er i en vis modsætning til det omgivende samfund. De bliver ikke mere motiveret af at få en ungdomssanktion trukket ned over hovedet.«

I hvert fald ved vi, hvad der næppe virker, siger han:

»Vidtgående og skønsbetonede indgreb i den personlige frihed over for unge lovovertrædere, der straffes markant strengere end tariffen for voksne kriminelle.«

Dobbelt uretfærdighed

Jørn Vestergaard oplister en lang række problemer med ungdomssanktionen: Usikkerhed om sanktionens indhold, usikkerhed om anvendelsesområde, usikkerhed om den enkelte doms konkretisering, usikkerhed om principper for udmøntning og fuldbyrdelse, de ufleksible ydre rammer, manglen på proportionalitet, decentraliseringen af planlægningen og styringen af sanktionen, fraværet af ensartethed, forudsigelighed og grundlæggende retssikkerhed på alle processens stadier.

Allerede før ungdomssanktionens vedtagelse advarede et mindretal i Ungdomskommissionen mod det, de kaldte den dobbelte uretfærdighed.

»Den oplevede uretfærdighed er et problem i sig selv, men oplevet uretfærdighed betyder også mindsket motivation for behandling,« udtalte et mindretal bestående af kriminolog Flemming Balvig, forstander Jens Bay samt direktør for landsforeningen af private sociale botilbud Geert Jørgensen.

Jørn Vestergaard efterlyser et nærmere eftersyn af dagligdagen i mange af institutionerne, hvor sammenblandingen af straf og behandling skal udmøntes.

»Hvad er det egentlig for en behandling, hvis det overhovedet er en behandling? Langt hen ad vejen er det måske nok bare opbevaring og restriktioner. Det fortjener altså en nærmere belysning.«

Han skyder ikke på socialpædagogerne.

»Der er sikkert dygtige ildsjæle og dygtige pædagoger, men de er svære at rekruttere og fastholde.«

Desuden savner de simpelthen et grundlag at stå på: »Det, der foregår, er præget af, at der ikke findes en opskrift på, hvad den strukturerede socialpædagogiske behandling skal bestå i.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Når unge mennesker når helt derud, hvor vold, overfald, brandstiftelse og røverier er normen, er der jo en masse ting, der er gået helt, helt galt. Og er man derude på overdrevet, virker straf bestemt ikke. Det er spørgsmålet, om det overhovedet gør, selv for voksne. Udtrykket 'uden for pædagogisk rækkevidde' bruges, når man giver op på forhånd, og det sker uheldigvis ofte meget tidligt i barnets liv, ofte fordi der ikke er de nødvendige ressourcer i daginstitutioner og skoler, i familieplejen og på børnehjemmene, med dygtige fagfolk, der kan deres sager. Der er bare nogle børn, der bliver tabt.
Denne ungdomssanktion har karakter af at man ikke har nogen løsning på børnenes problemer, andet end at opbevare dem, til de kan indgå i det almindelige fængselssystem.

Anne Eriksen, Katrine Damm og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Hvis man vitterlig mener, at en socialpædagogisk indsats ikke virker, jamen så er der vel ikke andet end fængsel tilbage? Ikke så meget som straf - som beskyttelse af andre borgere, som gerne skulle undgå at blive overfaldet, røvet eller brændt af.

Niels Duus Nielsen

Mette Poulsen, så vidt jeg kan se er problemet, at unge under 18 får længere straf end unge over 18. Argumentet er, at denne forskelsbehandling gør det socialpædagogiske arbejde mere besværligt end det ellers ville være. For hvor er lige retfærdigheden i at mindreårige straffes hårdere end voksne?

Niels - som jeg læser det, får de unge under 18 en anden type straf end dem over 18 - de får overvejede en socialpædagogisk indsats, som ganske rigtigt varer længere end en fængselsstraf typisk gør.
Kriminelle under 18 har nogle gunstige forhold ift ikke at få deres domme på straffeattesten, enten fordi det er den første overtrædelse eller fordi de har indgået en ungdomskontrakt. Netop i anerkendelse at man måske, som system, kan hjælpe denne gruppe til at bryde en kommende karriere som kriminel.