Læsetid: 4 min.

’Selv om jeg hadede det, han gjorde mod mig, har jeg aldrig ønsket at sende ham i fængsel’

Ida Rud var 18 år, da hendes ven voldtog hende. Hun havde ikke lyst, men sagde ikke klart fra, og derfor gik der lang tid, før hun indså, at hun havde været udsat for en voldtægt. Hun tænkte aldrig på at anmelde ham, for hverken retssag og fængselsstraf ville kunne give hende genoprejsning
På en måde ville det have været nemmere, hvis Ida Rud var blevet overfaldet og voldtaget, føler hun i dag. Fordi det var en ven, gik hun i lang tid med tvivlen om, hvad hun måtte kalde overgrebet.

På en måde ville det have været nemmere, hvis Ida Rud var blevet overfaldet og voldtaget, føler hun i dag. Fordi det var en ven, gik hun i lang tid med tvivlen om, hvad hun måtte kalde overgrebet.

6. oktober 2017

Det var en weekendaften for 17 år siden. Ida Rud, som dengang var 18 år, drak øl og snakkede til sent ud på aftenen med en flok venner.

»Da vi skulle hjem, fulgte ham, vi havde været hjemme hos, os ned til stationen. På vejen derhen gik han hele tiden og skubbede mig ind i buskene. Han gjorde alt muligt for at forsinke mig, men jeg tænkte bare, at han pjattede,« siger Ida Rud.

Hun kom for sent til toget, og da en veninde tilbød, at Ida Rud kunne tage med hende hjem, foreslog vennen, som havde gået og skubbet til hende, at hun bare kunne tage med tilbage til ham og sove.

Læs også

»Jeg tænkte, det var lige meget, hvem jeg sov hos. Vi var jo alle sammen gode venner,« siger Ida Rud.

Da de kom tilbage på vennens værelse, lagde Ida Rud sig ned på gulvet og trak et tæppe over sig.

Vennen grinte og syntes, hun var åndssvag. »Hvorfor kommer du ikke op til mig?« spurgte han.

Hans seng var smal og kun beregnet til én person. »Jeg sagde, at der ikke var plads til os begge, men han blev ved og ved med at sige ’kom nu herop’. Til sidst overgav jeg mig. Gulvet var hårdt, og jeg lå i øvrigt vildt dårligt«.

Fortalte det ikke

Der havde aldrig været andet end venskab mellem de to. Ida Rud lagde sig med ryggen mod sin ven. Han begyndte at røre ved hende og prøvede at vende hende om på ryggen. Ida Rud lod, som om hun sov og blev ved med at trille tilbage om på siden.

»På et tidspunkt lykkedes det ham alligevel at vende mig om på ryggen. Han trak mine bukser ned og gennemførte et samleje med mig. Jeg fik aldrig sagt tydeligt fra, og oplevede derfor ikke det, der skete, som kriminelt. Jeg tænkte slet ikke, at det var voldtægt. Men jeg følte, at det, der lige var sket, var meget forkert. Jeg havde ikke lyst. Jeg ville ikke op i den seng. Jeg ville ikke om på ryggen at ligge. Da han var færdig, lagde han sig til at sove. Jeg sov slet ikke, og næste morgen kunne jeg ikke se ham i øjnene.«

Ida Rud fortalte ikke nogen, hvad der var sket, men natten blev ved med at rumstere i hendes hoved. Venskabet til vennen ændrede sig. Der opstod en form for akavethed imellem dem, og de holdt op med at ses.

»Et halvt års tid efter var jeg sammen med en flok venner. Han var der også. Jeg sagde, at jeg havde det dårligt med det, der var sket den aften. Jeg kan ikke huske, hvad han svarede, men vi talte aldrig om det siden, og vores venskab gled ud«.

Ord mod ord

Der gik lang tid, før Ida Rud indså, at hun havde været udsat for noget kriminelt. Og der gik flere år, før hun turde kalde det voldtægt. Hun havde en forestilling om, hvordan voldtægt så ud, og troede længe ikke, at hendes oplevelse var berettiget til at blive kaldt det samme. Hun var jo ikke blevet overfaldet og trukket ind i en mørk gyde. Hun havde selv lagt sig op i sengen til sin ven.

»Heller ikke da jeg indså, at det var voldtægt, tænkte jeg på at melde ham. Beviserne var for længst væk. Det ville være ord mod ord. Selv om jeg hadede det, han gjorde mod mig, så har jeg aldrig ønsket at sende ham i fængsel. Det ville han ikke lære noget af, og jeg tror ærligt talt ikke, at det ville have givet mig en følelse af genoprejsning,« siger Ida Rud.

Voldtægten fik konsekvenser for hendes tillid til mænd, og i en årrække følte Ida Rud sig seksuelt hæmmet. De følelser ville en retssag ikke kunne have ændret på. De ville stadig være der. Det, hun allerhelst havde ønsket sig, var derimod, at vennen ringede og undskyldte, hvad han havde gjort.

Kathrine Storgaard Carlsen blev seksuelt overgrebet i sin kærestes seng under en fest. Hun har siden været i retten – og mødet med systemet har været en positiv overraskelse.
Læs også

»Det ville ikke have visket overgrebet væk, men det ville have været det bedste plaster på såret. Og jeg tror, det kunne have hjulpet mig til hurtigere at komme videre«.

– Havde det været lettere at anmelde din gerningsmand, hvis det ikke var et menneske, du kendte?

»Ja. For så tror jeg, at overgrebet i sin natur ville havde været mere aggressivt. Jeg ville have været mindre i tvivl om, hvorvidt jeg selv var skyld i det, der skete. Den store udfordring for mig var, at overgrebet ikke var aggressivt. Jeg blev lullet med. Jeg blev overtalt af en, jeg holdt af. Derfor anmeldte jeg ham ikke, men jeg ville ønske, at der fandtes et sted, hvor man kunne indberette sit overgreb uden at anmelde gerningsmanden. På den måde kunne vi som samfund i det mindste få et mere retvisende billede af, hvor mange overgreb, der bliver begået.«

Ida Rud har ikke ønsket, at Information kontakter gerningsmanden. Dette ønske har vi imødekommet, da artiklen ikke handler om at placere skyld, men om ofrets refleksioner om, hvorvidt overgrebet var kriminelt. Gerningsmandens identitet fremgår ikke og kan ikke udledes af artiklen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Mette Poulsen
Eva Schwanenflügel og Mette Poulsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Jeg forstår så udmærket, at Ida Rud i dag - som forløbet her står beskrevet - betragter hændelsen som en voldtægt.

Desværre kan jeg også sagtens forstå - som forløbet her står beskrevet - at der sikkert går en mand rundt et sted i Danmark i lykkelig uvidenhed om, at nogen føler sig voldtaget af ham.

Det konstateres uden videre i artiklen, at Ida Rud har været udsat for noget kriminelt. Med andre ord er en af præmisserne for artiklen, at der i strafferetslig forstand er tale om voldtægt i en situation, hvor ofret for overgrebet ikke tydeligt får sagt fra, og i en situation hvor det ikke med tydelighed fremgår, at der har været tale om reel fysisk tvang.

Min egen personlige mening er, at Ida Ruds ven lyder som et dumt og ubetænksomt svin. I det mindste den nat, for 17 år siden. Men at man i denne artikel i Information uden videre beskriver ham som kriminel og voldtægtsforbryder, kan kun undskyldes med, at hans navn ikke offentliggøres. Og at man ikke kontakter manden - den anklagede part - i en sag med så voldsomme beskyldninger, finder jeg journalistisk set dybt kritisabelt.

Undskyldningen for det journalistiske svigt giver jeg ærligt talt ikke meget for:

Hvorvidt den beskrevne hændelses overgrebssager har begået noget kriminelt, kan ofret vel ikke alene vurdere? Hvorfor ikke spørge en erfaren jurist, så vi har noget at holde ofrets oplevelse op imod?

For Information ønsker vel forhåbentlig ikke - på netop dette område - en retspraksis, hvor kun ofrets oplevelse kan og skal afgør, om et givent sagsforhold er kriminelt eller ej?

michael eriksen, Hans Aagaard, Janus Agerbo, Mette Poulsen og Jes Balle Hansen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg tror desværre, der er rigtig mange kvinder, som har været udsat for grænseoverskridende opførsel uden at fortælle nogen om det, endsige anmelde det til politiet. I Ida Ruuds tilfælde ville det have været ord mod ord, og hun havde jo selv lagt sig i mandens - det dumme svins - seng, så han var aldrig blevet dømt.
Jeg tror i høj grad det handler om vores kultur; at kvinder bliver set på som 'bytte', og at kvinder er opdraget til at se sig selv som skyldige og skamfulde, hvis de ikke forsvarer sig med næb og kløer.
Hvis jeg i mit stille sind kigger tilbage, erindrer jeg ubehageligt mange episoder, hvor mænd har overskredet mine grænser.
Fx har jeg som 14-årig oplevet, at min ældre fætter - som jeg også var venner med - skulle overnatte. Vi lå og snakkede, han på en madras, jeg i min seng, da han pludselig klatrede op i sengen, lagde sig ovenpå mig, og begyndte at kysse og befamle mig. Heldigvis stoppede han selv efter et par minutter, for jeg vendte hovedet og prøvede at skubbe ham væk. Men havde han virkelig villet, kunne han med lethed have gennemført et samleje, for jeg var fuldstændig forvirret over hvad der skete, og havde ikke lært hvordan man siger eftertrykkeligt NEJ. Fortalte jeg om det? Overhovedet ikke, det føltes alt for pinligt. Og troede også, det på en eller anden måde havde været min egen skyld.
Heldigvis er jeg siden blevet meget klogere, og har også gået til selvforsvar. Men hvorfor skal det være nødvendigt? Hvordan kan det være, at drenge/mænd stadig tror, at det handler om deres lyst, og ikke om pigens/kvindens?
Der er ingen tvivl om, at der er noget helt galt i vores kultur, når det stadig er et problem, og når mænd ikke forstår, hvad kvinder siger eller udtrykker.

Søren Jacobsen

For snart 40 år siden gik jeg med en kvinde hjem sent nat. Jeg havde egentlig ikke lyst, men gjorde som hun ville. Jeg erkender nu, at jeg blev udsat for et seksuelt overgreb. Voldtaget af en kvinde, det dumme svin.

Eva Schwanenflügel

Søren Jakobsen, undskyld mig, men din kommentar er altså temmelig nedladende. Man kan sagtens have alvorlige eftervirkninger efter et overgreb, selvom det er sket for mange år siden. Du trivialiserer voldtægt ved at bagatellisere konsekvenserne. Ikke underligt, at kvinder ikke føler, de bliver taget alvorligt, når denne attitude er fremherskende.
Der er noget helt galt med kulturen i et samfund, når der gøres grin med et så omfattende problem, som sexuelle overgreb udgør. Og det gælder ikke alene for kvinder, men også for børn og unge.
Mørketallene er alarmerende.

Søren Jacobsen

Eva Schwanenflügel, forklar mig lige, hvorfor et seksuelt overgreb udført af en kvinde mod en mand ikke kan give alvorlige bivirkninger hos manden. Det forstår jeg ikke lige. Et overgreb er vel et overgreb.

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Søren Jacobsen

Du er ude på dybt vand, at du kun kan drukne, men ja det sker også for mænd, om end på mere subtile planer. Jeg har også oplevet det, men jeg taler ikke gerne om det, for det får man intet ud af, andet end at blive nedgjort, for den slags gør kvinder ikke, Til det er kun at sige, jo de gør men det er ikke voldtægt, det er deres ret ;-)

Søren Jacobsen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Søren og Johnny, hvis I har været udsat for sexuelle overgreb fra kvinder, hvorfor lyder det så somom det er en god gang lårklaskende sarkasme i disker op med?
Jeg er godt klar over, at kvinder også er i stand til at begå overgreb, og det er ligeså grimt som når det er mænd. Men så lad være med at pakke det ind i noget der kan opfattes som forsøg på en lam joke..
Sig det som det er - hvis det altså er.
Søren, jeg opfattede dit indlæg som en parodi på mit, fordi jeg også skrev 'dumme svin'. Hvis dit indlæg var alvorligt ment, så undskylder jeg misforståelsen.

Johnny Winther Ronnenberg

Eva Schwanenflügel
Der er ingen sarkasme i det overhovedet, det er et af sexologiens store tabuer, fordi vi som helhed ikke opfatter kvinder som potentielle krænkere og vi har derfor ikke engang et reelt sprog for det. så at det kan italesættes ordentligt.

Samtidig er det et emne der er så ømtåleligt så at mænd nødigt taler om det indbyrdes, men når det kommer en sjælden gang så nikkes der genkendende og anerkendende. Jo kvinder tvinger faktisk mænd til sex også i ganske almindelige parforhold. De gør det bare mere subtilt og uden fysisk tvang, de bruger psykisk vold i stedet, hvilket er et kraftfuldt våben.

En case fra den virkelige verden:

For en del år siden var jeg ude og give et foredrag og var væk hele aftenen, jeg var først hjemme efter midnat og min samlede dag var startet klokken syv om morgenen, så jeg både fysisk og psykisk på hælene, så det eneste jeg ønskede var bare at få lov til at sove. Tilfældigvis var det vores bryllupsdag og konen havde ikke tænkt sig at gå glip af noget og blev ved med at presse på og provokerer som kun kvinder kan, så i desperation gav jeg efter i håbet på at få fred. Det var ikke nok så jeg lod mig presse endnu en gang. Resultat var at jeg ingen søvn fik overhovedet, for jeg følte mig misbrugt, ydmyget og svigtet, så jeg lå og stirrede ud i mørket resten af natten af samme grund.

Det havde ikke hjulpet det mindste at jeg fundet den skarpe tone frem undervejs, ja jeg kunne have stoppet det med et par flade og hvad så? Det er et virkeligt dilemma, som der reelt ikke er nogen rigtige løsninger på, ligegyldigt hvad man vil gøre er det galt, så jo mænd kan voldtages og de bliver det og det er straffrit, for det bliver aldrig anmeldt.

Det er nemt at moralisere på andres handlinger end at se på egen moral og det er også risikofrit at gøre det.

Søren Jacobsen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hm.. Det er meget tankevækkende, hvad du her fortæller, Johnny. En ubehagelig case, for at sige det mildt.
Jeg var slet ikke klar over, at det kunne være et så stort problem, inklusive på hjemmefronten, så det er en øjenåbner for mig. Er også klar over, det åbenbart er et kæmpe tabu, når det er så usynligt.
Det kalder på mere åbenhed fra mændenes side. Og tak fordi du fortalte om det, Johnny.
Når det er sagt, er der stadig forskel på at blive tvunget til sex med fysisk magt, og den magt der handler om det psykiske. Den sidste er en gråzone, som vi kunne have gavn af at diskutere med åbent sind.

Johnny Winther Ronnenberg

Den eneste grund til at jeg begyndt at tale ud er, at jeg er ufattelig træt af informations ekstremt ensidige dækning der kun afføder automatrespons hos læserne, for sådan er mænd jo, uden skelen til hvordan kvinder selv er og det altid skrevet af kvinder.På det tidspunkt havde jeg et meget stort netværk blandt sexuelle minoriteter inklusiv pædofile og jeg begyndte at spørge ind til det hos de mænd jeg kendte i de miljøer med mig selv som eksempel og jeg blev regelmæssigt mødt med nedslåede blikke og kom dermed til høre andres historier. Men ingen ville udtale sig til citat og det forstår jeg godt, for hele ens kønsidentitet er på højkant når den problemstilling er oppe og vende.

Jeg forespurgte sexologisk klinik om de kendte til problemet, de havde mødt enkelte men det var ikke en del af deres forskning, men de ville gerne høre mere, men hvad der er sagt i fortrolighed bliver der, jeg ville selv gerne have skrevet et par artikler, men uden kilder der turde træde frem, syntes jeg ikke det var troværdigt at gøre det, så derfor bruger jeg mig selv som case.

Der findes ufattelig meget forskning om kvinder skrevet af kvinder , men meget lidt forskning om mænd skrevet af mænd og det skævvrider enhver debat om emnet.

Det virkelig interessante er at jeg konfronterede hende weekenden efter, så var det ikke sket ifølge hende, "Det var jo vores bryllupsdag." At det har hængt ved mig i mange år eksisterer simpelthen ikke.

Så jo man skal tage alle overgreb alvorligt, både dem der går ud over en og dem som man selv begår og jeg har sikkert også gjort det selv uden at indse det.

Eva Schwanenflügel, Søren Jacobsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Belært af dårlig erfaring har jeg faktisk ikke rørt en dansk kvinde siden 1990. Til gengæld har jeg haft forhold til og været gift med kvinder lige fra syd Amerika, Afrika og sydøst asian.

Eva Schwanenflügel

Det l siger begge to, Søren og Johnny, gør at en konsekvens må være, at flere mænd åbner sig og beretter om disse ting for offentligheden, ellers vil de fleste jo stadig være i den vildfarelse, at mænd ikke kan være ofre for overgreb.
For kvindernes vedkommende hed det basisgrupper dengang i rødstrømpetiden. Måske mandegrupper kunne være det nutidige svar?
Jeg har bestemt selv mødt min andel af dominerende, og decideret frygtelige kvinder, så selvfølgelig findes de derude. Men sålænge der ikke bliver fortalt om det, ved ingen der også eksisterer mandeundertrykkelse.
Igen mener jeg, det hænger sammen med vores kultur, hvor det latterliggøres hvis mænd fremstår som ofre.

Johnny Winther Ronnenberg

Jeg tror ikke at mandegrupper er vejen frem, alle de forsøg jeg har set er endt med at blive indspiste og stærkt mandschauvinistiske og det er ikke en løsning efter min mening.

Det der mangler er grundig sexologi- psykiatri- psykologi- og socialforskning der kan afdække hvordan mænd reelt lever og fungerer og hvilken virkelighed de oplever. Men det kræver at mænd selv opstiller teser og afprøver dem, så der er lang vej til vi ved noget væsentligt om mænd og specielt den "bløde" mand ;-)