Læsetid: 6 min.

Hver ottende offentligt ansatte oplever grove fejl eller ulovligheder på jobbet

Fejl og lovovertrædelser kan komme frem i lyset med anonyme whistleblowerordninger på alle offentlige arbejdspladser, mener FTF-formand Bente Sorgenfrey. Ordningerne forstærker tavshedskulturen, lyder det fra Politiforbundets formand
En ny undersøgelse, lavet af FTF, der er hovedorganisation for en lang række fagforeninger for offentligt ansatte herunder sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere og politifolk, afslører, at hver ottende adspurgte offentligt ansatte de inden for det seneste år har været vidne til eller haft mistanke om ulovligheder eller fejl og forsømmelser af grov karakter arbejdspladsen. Derfor vil deres formand gerne have indført flere whistleblowerordninger.

En ny undersøgelse, lavet af FTF, der er hovedorganisation for en lang række fagforeninger for offentligt ansatte herunder sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere og politifolk, afslører, at hver ottende adspurgte offentligt ansatte de inden for det seneste år har været vidne til eller haft mistanke om ulovligheder eller fejl og forsømmelser af grov karakter arbejdspladsen. Derfor vil deres formand gerne have indført flere whistleblowerordninger.

Tor Birk Trads

20. oktober 2017

Omsorgssvigt af ældre på plejehjem, syltning af borgernes sager på jobcentre eller deciderede lovovertrædelser i statens styrelser.

Hver ottende adspurgte offentligt ansatte svarer i en ny undersøgelse, at de inden for det seneste år har været vidne til eller haft mistanke om ulovligheder eller fejl og forsømmelser af grov karakter som ovenstående på arbejdspladsen. Undersøgelsen er lavet af FTF, der er hovedorganisation for en lang række fagforeninger for offentligt ansatte herunder sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere og politifolk.

Men der er en måde, hvorpå fejlene kan komme frem i lyset, mener FTF-formand Bente Sorgenfrey: Der skal være anonyme whistleblowerordninger, hvor ansatte uden at sætte deres karriere på spil, kan indberette kritisable hændelser og forhold. Også selv om den ansatte bare har en mistanke om, at der foregår noget, der ikke bør foregå.

»Vi tror på, at vi kunne have været foruden nogle af de store sager, som vi nu ser i for eksempel SKAT, hvis vi havde haft flere anonyme whistleblowerordninger,« siger Bente Sorgefrey.

Undersøgelsen fra FTF viser, at ansatte oplever fejl eller ulovligheder begået både af kolleger eller af ledelsen. De adspurgte peger på omsorgssvigt som den type af grove fejl, de oplever oftest, og især i regioner og kommuner er dette et problem, viser undersøgelsen.

Også deciderede lovovertrædelser ligger relativt højt på listen, og især de ansatte i staten er vidne til brud på loven. Bevidst vildledning af borgerne er også en relativt hyppig oplevelse blandt de adspurgte, mens korruption og modtagelse af gaver til gengæld fylder meget lidt i statistikken.

Bente Sorgenfrey vil helst ikke lovgive om ordninger, men i stedet »fortsætte med at opfordre til«, at flere offentlige arbejdspladser indfører en ordning. Hvis ikke der kommer en udvikling af frivillighedens vej, mener hun, at man bør ty til lovgivning om whistleblowerordninger.

– Hvorfor kan man som ansat ikke bare gå til en tillidsrepræsentant?

»Det, der er vigtigt, er, at man har mulighed for at gå til en ordning, der juridisk kan vurdere en svær problemstilling. En tillidsrepræsentant kan meget, men har ikke special viden om for eksempel økonomisk kriminalitet, som en medarbejder, der sidder i en whistleblowerordning, har,« siger Bente Sorgenfrey.

Forstærker tavshedskultur

Hos Dansk Sygeplejeråd, som er en af FTF’s medlemsorganisationer, har man endnu ikke modtaget FTF’s undersøgelse. I sundhedsvæsnet gør man brug af rapporteringssystemer, hvor sygeplejersker kan indberette faglige fejl. Men hvis der er tale om deciderede ulovligheder, så støtter Dansk Sygeplejeråd forslaget om at gøre brug af anonyme whistleblowerordninger.

Claus Oxfeldt, der er formand for Politiforbundet, som også er under FTF, er skeptisk.

»Jeg kan godt forstå tilgangen om en ordning. Men jeg synes, at det er ærgerligt med whistleblowerordninger, fordi jeg er bange for, at det forstærker en tavshedskultur, hvor folk ikke tør ytre sig. Jeg synes helt overordnet, at det ville være bedre at tage et opgør med manglende ytringsfrihed end at parkere det under en anonym whistleblowerordning,« siger han.

– Hvordan vil I skabe sådan en åben kultur, hvor medarbejdere tør stå frem, hvis de er vidne til noget kritisabelt på arbejdspladsen?

»Det er jo vores opgave som tillidsfolk at løfte det. Og det er et opgør, vi må tage, for selvfølgelig skal folk have lov til at ytre sig.«

– Men lad os tage et tænkt eksempel med en betjent, der oplever noget kritisabelt. Det kan godt være, at betjenten tænker, at du og Politiforbundet vil have vedkommendes ryg, hvis han eller hun bliver fyret. Men hvad nu, hvis betjenten ikke bliver fyret, men i stedet ikke forfremmes i fremtiden? Hvad kan Politiforbundet stille op i sådan en situation?

»Det bliver en stor udfordring, og det er langt fra ligetil. Vi har en kultur, hvor talemåden om, at det ikke er karrierefremmende at udtale sig, er fremherskende. Det skal vi have ændret på. Det er en kulturel ændring og en holdningsændring, som kræver, at vi alle står fast, og at vi påtaler og rejser sager, hver gang der er tegn på, at ledelsen straffer ansatte, fordi de ytrer sig. Jeg tror dog, at vi kan lykkes med det,« siger han og tilføjer:

»Det er jo i virkeligheden et tegn på svag ledelse og manglende lederevne at straffe ansatte, som siger sandheden. Sådan en ledelse ønsker ingen, heller ikke ledelsen selv.«

Undersøgelsen fra FTF kommer i kølvandet på andre undersøgelser om offentligt ansattes ytringsfrihed de seneste år. For eksempel viste en undersøgelse af sygeplejerskerne sidste år, at 28 procent tier om kritisable forhold på deres arbejdsplads. FTF har ikke undersøgt, hvor mange af de adspurgte, der tier om kritisable hændelser, men blot undersøgt, hvor mange der har oplevet noget kritisabelt.

Ordning kan indkapsle kritik

Hvordan man skaber en åbenhedskultur, er det helt store spørgsmål, for det er nemmere sagt end gjort, siger organisationsforsker Erik Mygind du Plessis, der er førsteamanuensis på Høgskulen på Vestlandet i Norge og fra februar ansat som adjunkt på CBS. Han forsker blandt andet i whistleblowerordninger.

Når man som FTF foreslår whistleblowerordninger, så er det måske i en pessimistisk erkendelse af, at det er naivt at tro på, at man kan lykkes med at få skabt en åbenhedskultur, mener han.

Ifølge Erik Mygind du Plessis er en fordel ved whistleblowerordninger, at folk trygt og anonymt kan fortælle om kritisable forhold, som så forhåbentlig bliver taget op. Ofte ved man dog reelt ikke, hvad der bliver meldt ind gennem ordningerne, og om problemerne bliver løst, fordi det sjældent bliver kommunikeret ud.

Ulempen er, at man kan frygte, at offentligheden går glip af nogle vigtige oplysninger om fejl i den offentlige sektor, fordi de bliver indkapslet i virksomheden.

»Rapporteringen fra whistleblowerordningen går ofte til en chef øverst oppe i organisationen, der ikke har nogen forpligtigelse til at bringe sagen videre til offentligheden,« siger Erik Mygind du Plessis og nævner, at ledelsens motivation for at få en whistleblowerordning nogle gange netop handler om, at ledelsen gerne vil slippe for, at fejl og ulovligheder slipper ud via for eksempel medierne. Derved bliver det også svært for offentligheden at kontrollere, om fejl rent faktisk får konsekvenser.

»Denne ulempe bliver endnu mere aktualiseret af, at det handler om den offentlige sektor. For her kan der være en del ting, der går galt, som vi som borgere har krav på at få at vide og være med i diskussionen omkring.«

Mange private whistleblowerordninger

I 2015 blev et ekspertudvalg nedsat til at drøfte ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger. Udvalget endte med at anbefale, at man ikke lovgiver om whistleblowerordninger, men opfordrede til gengæld alle offentlige myndigheder til at overveje, om det var hensigtsmæssigt med en anonym ordning hos dem.

Alligevel er whistleblowerordningerne stadig relativt sjældne i den offentlige sektor. Information bekendt har kun seks ud af landets 98 kommuner indført whistleblowerordninger. Også nogle statslige styrelser har indført anonyme whistleblowerordninger, men langt de fleste styrelser og ministerier har ingen ordning.

På de private arbejdspladser er whistleblowerordninger langt mere benyttede. Datatilsynet, som skal give tilladelse til oprettelsen af ordningerne, har frem til i dag givet tilladelse til omkring 500 ordninger, og i 2014 blev whistleblowerordninger i finanssektoren lovpligtige.

Danske Regioner oplyser, at de lader det være op til de enkelte regioner, om der skal være whistleblowerordninger. Hos Kommunernes Landsforening er holdningen den samme, lyder det fra sekretariatschef Solvejg Schultz-Jakobsen i en skriftlig kommentar.

»Det kan ikke undgås, at der opstår fejl i store og komplekse organisationer som kommunerne, hvor langt de fleste opgaver løses af mennesker for mennesker. Det afgørende er, at fejl opdages, håndteres, og at man lærer af dem. Det er ledelsen, der skal gå forrest og sikre en kultur, der understøtter dette,« skriver hun og henviser til, at man kan drøfte spørgsmål som: ’Er det klart for ledere og medarbejdere, hvad man gør, hvis man opdager en fejl?’

»Det er den slags drøftelser, der gør, at man får udviklet en god kultur.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • ingemaje lange
  • Mads Berg
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Oluf Husted
Anne Eriksen, ingemaje lange, Mads Berg, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Maj-Britt Kent Hansen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som SAS kaptajn, henvendte jeg mig til min svenske tillidsmand, i 1992, i måneden efter min kollega Stefav G. Rasmussen's vellykkede nødlanding (alle 129 overlevede) tredie juledag, 1991, fire minut-ters flyvning fra Stockholm.

Problemet var fejlfyldte vinterprocedurer generelt og specielt en om at holde motorerne isfri ved lave motoromdrejninger, det betød at SAS foretog ca. 700 ulovlige starter/dag i januar 1992.

"Jamen Oluf, jeg har kun magt til at stoppe flyvningerne i Sverige" var svaret fra min tillidsmand: " Det er rigeligt" var mit svar, men han turde ikke!

Jeg havde, selvfølgeligt, påpeget dette for mine egne chefer og SAS's ledelse, før opfordringen til pilotforeningernes tillidsmand.

Det varede 80 døgn før SAS rettede op på brugen af den, allerede gældende, motoropvarmning, men
da var jeg blevet frataget mit certifikat og havde, her i januar 2017, 25 års "jubelæum som: SAS-Whistlebloweren" (historien kan læses her: http://www.whistleblowers.dk/live/luffeshistorie.php

Det er sørgeligt, at tillidsmandsinstitutionen har mistet sin troværdighed, nu er der kun en anonym og eksternt administreret whistelblowerordning tilbage, så den anbefaler jeg.

Ole Christiansen, Lars Steffensen, Flemming Berger, Povl Jensen, Peter Nielsen, Mads Berg, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Gert Romme, Lise Lotte Rahbek, Ib Christensen, Katrine Damm, Egon Stich, Anne Mette Jørgensen, Kjeld Jensen og Marianne Bjerg anbefalede denne kommentar

Korruption har mange varianter og mange grader. Den kan meget vel osse begynde her. De allerfleste af os er hæderlige mennesker - hvad har vi af chancer i disse spin-tider?

John Damm Sørensen

Mange whistleblowere oplever, at den anklagede går trods klare beviser, og det efterlader dem dybt frustrerede i lang tid efter. Min anbefaling er derfor at tænke sig rigtig godt om, inden man overhovedet overvejer at sige noget. I stedet burde man gøre op med den kultur med ledelse med frygt, der efterhånden har spredt sig.

Nu er det ikke kun i Danmark, det sker. For i disse år arbejder politikere over hele verden helt åben på at modarbejde åbenheden. Og generelt lykkes det faktisk for dem at reducere offentlighedens indsigt i deres ansvarsområder og handlinger, - også i Europa og EU.

Og vi har jo set helt åbenlyst korrupte politikere føre sig frem for borgers og vores alles EU-pengemidler. Bl.a. har afsløringen omkring penge i skattely vist, at visse politikere har hjulpet til med ulovlighederne. Og senest har en aktiv journalist afsløret korruptionspenge i skattely blandt politikere og deres nærmeste familie på Malta, og det døde hun faktisk af.

Men hele forudsætningen for et demokratisk retssamfund er jo netop, at borgerne skal have tillid til sine politikere samt have mulighed for at kontrollerede dem. Og her har granskende journalister en meget stor funktion.

Derfor er det helt forkert, at politikerne dækker sig ind under postulater som f.eks.: "Forhold omkring landets sikkerhed", "forhold til andre magter" og "forhold omkring virksomheders konkurrencesituation".

Det er helt klart, at der findes forhold, f.eks. militære forhold, der ikke kan oplyses. Men det er efterhånden sådan. at så meget som muligt lægges udenfor offentlighedens tilsyn. Og det gør det ganske vanskeligt at granske f.eks. Dong-salget og alle disse interessekonflikter, som politikerne tilsyneladende har. Man politikere og partier vil end ikke offentliggøre, hvor de har alle deres pamperpenge fra. Samt hvor mange penge der flyder ved siden af og ned i de store personlige lommer, og det gør det ganske svært for borgerne at se, om politikeren har husker at betale skat af disse "vennetjenester".

Egon Stich, Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Povl Jensen, Carsten Munk, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Personligt har jeg oplevet flere tillidsrepræsentanter være helt og holdent på ledelsens side, og også oplevet at de ikke kunne gøre noget ved problemerne eller fejlene. Whistleblower-ordninger forekommer derfor helt nødvendige. Men den/de som i sidste ende skal tage stilling til, om love er brudt eller regler overtrådt, bør naturligvis være helt uafhængige, ligesom en ombudsmand.
Der er alt for megen tavshedskultur på offentlige arbejdspladser.

Anne Eriksen, Ole Christiansen, Egon Stich, Peter Nielsen, Carsten Munk, Oluf Husted og Mads Berg anbefalede denne kommentar

Det kommer ikke bag på mig, at Politiforbundets formand er i mod whistleblower-ordninger. Tværtimod, desværre. Der eksisterer en misforstået tavshedskultur i politietaten, hvor man dækker over hinanden, hvis og når en kollega har begået lovbrud.

Anne Eriksen, Egon Stich, Peter Nielsen, Eva Schwanenflügel og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Meget fint. Men der er i lige så høj grad, om ikke mere, brug for anonyme whistleblowerordninger på alle private arbejdspladser med al den svindel og bedrag der foregår med moms og skatte snyd, samt undergravelse af det danske arbejdsmarked med illegale ansatte, sort arbejde, løn dumping, menneskehandel, dagpengefabriker, momskarruseller, slaveri, overtrædelse af arbejdsmiljøloven, priskarteller, negrotisme, korruption, bondefangere, kreativ bogføring og ufattelig meget mere.

Anne Eriksen, Ole Christiansen, Egon Stich, Eva Schwanenflügel, Peter Nielsen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

Jens, alt det søren nævner er da almindelig kendt, måske lige bortset fra negrotismen, som selvfølgelig er nepotisme, og dermed også almindelig kendt, der er ingen som helst grund til at tro at uregelmæssigheder er færre i privat regi, nok snarere tværtimod.

Anne Eriksen, Egon Stich, Søren Jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ole Christiansen

I 2012 arbejdede jeg på et beskyttet værksted, hvor en af de udviklingshæmmede (en mand på 50, der udvikingsmæssigt var som en 5-årig) dagligt fortalte alle, der gad lytte, at han gerne ville arbejde på et (navngivet) gartneri for udviklingshæmmede.
Inden et tilbudsplans-møde med hans pårørende, sagsbehandler m.fl. skulle jeg udfylde et skema , som bla. beskrev hans ønsker for fremtiden.
Da jeg beskrev han ønske om arbejde andetsteds gav ledelsen mig direkte ordre på at fjerne dette fra skrivelsen, idet gartneriet tilhørte en anden kommune og vi derfor ville gå glip af indtægten fra hans hjemkommune. Som de sagde: Hvis vi mister den indtægt, kan det jo være din stilling vi må spare væk.
Så han går stadig og stabler papkasser og drømmer om at arbejde i gartneriet.... -og jeg blev fyret et halvt år senere fordi ledelsen, som de sagde: "ikke havde tillid til mig mere."

Behøver jeg fortælle, at stedet var en af de offentlige virksomheder, hvor ledelsen ikke længere består af pædagoger med mange års erfaring,-men af yngre akademikere ?

Søren Jacobsen, Johnny Winther Ronnenberg, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Oluf Husted anbefalede denne kommentar