Læsetid 6 min.

’Det ligner en aftale med et konsulentfirma – ikke et universitet’

Københavns Universitet har med et forskningsprojekt – påbegyndt og delvist betalt af Landbrug & Fødevarers videnscenter SEGES – afgivet forskernes ophavsret til resultaterne og skrevet under på, at forskerne udelukkende skal varetage SEGES interesser i projektet. Det er i strid med universitets- og forvaltningsloven, vurderer juridisk ekspert
2. oktober 2017

Fremtidens vandmiljøregulering vil koste landbruget dyrt. Sådan lød budskabet i forrige uge fra Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild, i Radioavisen.

De dystre fremtidsudsigter for landbruget stammer fra en forskningsrapport lavet af Københavns Universitet (KU) og handler om et specifikt landbrugsområde ved Norsminde Fjord syd for Aarhus. Landbrug & Fødevarer nævner dog ikke noget i medierne om, at rapporten er sat i gang og delvist betalt af videnscentret SEGES, der er en del af Landbrug & Fødevarer.

En aktindsigt i tilblivelsesprocessen omkring rapporten Landbruget og vandområdeplanerne fra KU viser, at SEGES søgte penge i Promilleafgiftsfonden til projektet Optimering af ny miljøregulering. I SEGES’ faglige beretning fra 2016 står der, at Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO) under Københavns Universitet »blev købt ind til at vurdere de økonomiske konsekvenser af en ny regulering for landbrugserhvervet«.

Ifølge aftalen mellem SEGES og IFRO fra september 2016 fik instituttet 115.000 kr. for projektet Optimering af ny miljøregulering. Men aftalen om forskning af vandmiljøreguleringens betydning for landbruget er ifølge en juraprofessor i strid med både universitetsloven og forvaltningsloven.

Konsulentarbejde?

Professor emeritus i sociologi Heine Andersen har beskæftiget sig indgående med sagen om de mundkurve, som Miljøministeriet pålagde universitetsforskere i forbindelse med sidste års ballade om landbrugspakken. Han mener, at aftalen mellem IFRO og SEGES er dybt betænkelig.

»Det ligner en kontrakt med et privat konsulentfirma og ikke en offentlig forskningsinstitution,« siger Heine Andersen med henvisning til, at der i kontrakten står, at »Leverandørens medarbejdere skal optræde loyalt og udelukkende varetage SEGES’ interesser i relation til Aftalens omfang og indhold«.

»Det er i modstrid med helt grundlæggende videnskabsetiske principper, at universitetsforskere forpligtiger sig til udelukkende at varetage en ekstern parts interesser. Det skal en forsker ikke lade sig binde af, og det er meget ejendommeligt, at instituttet skriver under på det. Det samme gælder kontraktens begrænsninger i, hvem de må samarbejde med. Det skal forskere frit kunne vælge,« siger Heine Andersen.

Københavns Universitet er blevet hyret af SEGES under Landbrug & Fødevarer til at ’vurdere de økonomiske konsekvenser af en ny regulering for landbrugserhvervet’. Ifølge institutlederen blev projektet ikke færdigggjort, men SEGES mener derimod, at de fik svar i en forksningsrapport fra KU, som udkom i maj
Læs også

Institutleder Bo Jellesmark Thorsen, der har underskrevet den såkaldte leverandøraftale med SEGES, mener derimod ikke, at der er noget mærkværdigt i, at et forskningsinstitut skriver under på at arbejde loyalt i forhold til en kundes legitime interesse. I dette tilfælde landbrugets vidensorganisations interesser.

»Når vi er leverandører af en konsulentopgave, så er vi forpligtet til at bruge det beløb, som vi lige har solgt vores kompetencer til, på den opgave og ikke på andre opgaver. Vi skal optræde loyalt, og vi skal for de midler kun lave noget for SEGES og ikke også lige klemme noget arbejde ind for en anden leverandør,« siger Bo Jellesmark Thorsen.

Morten Rosenmeier, der er professor i ophavsret på Københavns Universitet og formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde under Akademikerne, påpeger, at der gælder de samme regler for forskeres arbejde, uanset hvordan institutlederen definerer opgaven. Og kontrakten strider derfor imod universitetslovens regler om fri forskning og forvaltningslovens regler om tavshedspligt for offentligt ansatte, forklarer han.

»Universitetet er ikke et konsulentfirma, og forskere skal arbejde ud fra god videnskabelig praksis. Hvis forskerne i det her projekt finder ud af noget interessant, de gerne vil forske videre i, så kan de ikke nødvendigvis gøre det med den her kontrakt. På den måde er kontrakten i strid med forskningsfriheden,« siger Morten Rosenmeier og påpeger, at den tavshedspligt, som forskerne bliver pålagt i kontrakten, er for vidtgående i forhold til forvaltningsloven.

»Det nytter ikke noget at have en kontrakt, der siger, at forskerne ikke må bruge det, de finder ud af. Tænk nu, hvis forskerne i en opgave for Miljøstyrelsen fandt ud af, at der var gift i drikkevandet, men de ikke kunne udtale sig om det i fremtidig forskning, fordi deres ledelse havde indgået en kontrakt med styrelsen om, at det måtte de ikke,« siger Morten Rosenmeier.

Udlever alt

Aftalen mellem SEGES og IFRO betyder også, at forskerne skal »udlevere al dokumentation, vejledning mv., der er udarbejdet i forbindelse med opgavens løsning«. Instituttet skriver desuden under på, at SEGES har ejendomsretten til de færdige resultater.

»Men en institutleder må ikke fraskrive sig forskernes ejendoms- og ophavsret til forskningsresultaterne, når den eksterne samarbejdspartner blot medfinansierer forskningen,« siger Heine Andersen.

Morten Rosenmeier mener, det er juridisk meningsløst, da man ikke kan have ejendomsret til abstrakt information. Information kan derimod være genstand for ophavsret, men i kontrakten afgiver instituttet forskernes ophavsret til SEGES, hvilket er i strid med reglerne, da ophavsretten til forskning i vidt omfang er forskernes.

»Det er meget vigtigt for forskningsfriheden og balancen mellem universiteter og eksterne bevillingsgivere i erhvervslivet, at universitetets ret til forskningen bevares. Et privat firma kan ikke have ejendomsret til den forskning, som universitetet laver,« siger Morten Rosenmeier.

Bo Jellesmark Thorsen fra IFRO er uenig: »Universitetet har fuld lovlig ret til at indgå en konsulentaftale på markedsvilkår. Det sagt, så er konsulentydelser som denne ikke en kerneopgave for os som institut og udgør langt under en procent af vores årlige omsætning.«

Oversigt over samarbejdet mellem Københavns Universitet og SEGES:

  • 15.09.2016
    Der bliver indgået en leverandøraftale mellem Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet (KU) og SEGES.
  • 08.11.2016
    Institutleder Bo Jellesmark Thorsen skriver under på kontrakten. Søren Kolind Hvid fra SEGES underskrev den 15.09.2016.
  • 10.12.2016
    Det angives i kontrakten, at »frist for løs- ning af opgaven og aflevering af rapport til SEGES« er fastsat til den 10. december 2016. Ifølge institutlederen afleverer KU dog aldrig en rapport til SEGES.
  • 24.12.2016
    Der bliver sendt et udkast til den endelige rapport fra KU (som institutlederen beskriver som et selvstændigt projekt i samarbejde med Aarhus Universitet (AU)) til SEGES.
  • 27.01.2017
    SEGES sender en kommenteret udgave tilbage til KU og AU.
  • 17.02.2017
    Forskerne foreslår, at man laver nye beregninger på baggrund af SEGES’ kom- mentarer til rapporten.
  • 10.03.2017
    SEGES, KU og AU mødes og drøfter SEGES’ kommentarer til rapporten.
  • 08.05.2017
    Forsker fra KU og SEGES er i tvivl om, hvem der skal udgive den endelige rapport. De aftaler, at det skal KU.
  • 23.05.2017
    SEGES og KU koordinerer publiceringen af rapporten.
  • 30.05.2017
    Rapporten udgives på KU under titlen ’Landbruget og vandområdeplanerne’.

Kilder: Mailkorrespondance mellem SEGES og forskerne fra KU og AU, som Information har fået aktindsigt i, leverandøraftale indgået mellem Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og SEGES samt Københavns Universitets rapport ’Landbruget og vandområdeplanerne’

Tavshed

Heine Andersen undrer sig over, hvordan institutlederen kan indgå en sådan kontrakt i september 2016 efter flere måneders ballade om forskningskontrakter mellem universiteter og Miljøministeriet. Her var problemet netop, at ministeriet krævede tavshedspligt af forskerne, og at universitetet afgav rettigheder til forskningsresultaterne, påpeger Heine Andersen.

»Begge dele blev sidenhen ændret, fordi det er i strid med de regler, der gælder for universiteternes frie forskning. Derfor er det en ejendommelig og inkonsistent kontrakt,« siger Heine Andersen.

Standardkontrakterne for forskning betalt af eksterne bevillingsgivere blev ændret efter sidste ballade om, at forskere var blevet pålagt tavshedsklausuler af miljømyndighederne. De nye kontrakter fra Miljøministeriet er fra december 2016. Kontrakten mellem SEGES og KU er indgået et par måneder før.

Københavns Universitet er blevet hyret af SEGES under Landbrug & Fødevarer til at ’vurdere de økonomiske konsekvenser af en ny regulering for landbrugserhvervet’. Men aftalen om forskning om vandmiljøreguleringens betydning for landbruget er ifølge en juraprofessor i strid med både universitetsloven og forvaltningsloven.
Læs også

Derfor mener Morten Rosenmeier, at instituttet kan undskylde sig med, at de blot har gjort, som de plejede. Før de nye kontrakter fra 2016 var det helt normalt, at aftaler mellem universiteter og myndigheder havde meget skrappe tavshedspligtsbestemmelser, forklarer han.

Men ifølge juraprofessor Thomas Riis, der er formand for KU’s udvalg for god videnskabelig praksis, så har reglerne for forskningssamarbejde for eksterne bevillingsgivere i flere år været de samme.

»Det er fint nok, at man tager hensyn til den eksterne part i et samarbejde, men det betyder ikke, at den eksterne part skal afgøre, hvad der er interessant i forhold til forskningen, ligesom ledelsen ikke bør fraskrive sig forskningsfrihed, retten til at publicere og retten til at forske videre inden for området,« siger Thomas Riis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Anne-Marie  Krogsbøll
    Anne-Marie Krogsbøll
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Mette Poulsen
    Mette Poulsen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Anne-Marie Krogsbøll, Anne Eriksen, Mette Poulsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Mange tak for det forbilledlige gravearbejde, I journalister har lavet her.
Jeg er rystet over, at KU har indgået sådanne kontrakter med først Miljøministeriet, og nu Landbrug & Fødevarer. (Kontrakten med ministeriet var jeg klar over). Hvor mange flere biased kontrakter kommer mon for en dag?
Det er noget værre svineri, at KU, med skatteydernes penge i ryggen, tillader sig at sælge ud af forskningsresultater -og frihed med ejerskab fraskrevet og tavshedspligt overfor den offentlighed, der financierer netop den frihed, de forskriver sig. Altimens landbruget, der modtager 10 milliarder om året i støtte, betaler sig til mørklægning. Den forskningschef burde fyres på gråt papir, i unåde, UDEN et gyldent håndtryk!

Anna Dorthe Bertelsen, Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll, Randi Christiansen, kjeld jensen, Anne Eriksen, Ryan Klitholm, Egon Stich, Henrik Leffers, Bjarne Bisgaard Jensen, Mette Poulsen, Roselille Pedersen, lars søgaard-jensen og Karen Grue anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Kan et offentligt, statsstøttet universitet sælge deres forskning? I så fald forsvinder den frie og uafhængige forskning. Det kan der umuligt være lovhjemmel for, og såfremt det virkelig er muligt for morten rosenmeier at bøje nuværende universitetslov, således at han ikke kan dømmes for embedsmisbrug/forsømmelighed, må den lov hurtigst muligt præciseres, så den beskytter den frie og uafhængige forskning, som er en hjørnesten i et oplyst og ordentligt samfund. Den udspekulerede kræmmermentalitet sniger sig ind overalt.

Eva Schwanenflügel og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Korrektion : 'Kan et offentligt, statsstøttet universitet sælge deres forskning under de her beskrevne betingelser?'

Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg
Johnny Winther Ronnenberg

Det problematiske er vel kontraktens udformning og ikke at private aktører kan betale for en undersøgelse af et problem kompleks. I essensen handler det vel om at forskning skal føre til en samfundsmæssig bedre forståelse og ikke om at skabe støtte til private interesser.

Der ville ikke være meget medicinsk forskning, hvis ikke medicinalindustrien pumpede milliarder ind i det og efterfølgende patenterede resultaterne. Men udgangspunktet må være når universiteter udfører privat forskning, så tilhører resultatet samfundet og det skal derfor også være tilgængeligt for offentligheden, både når det går godt og skidt.

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Universitetet er da ogsaa nogle elendige kraemmere. Det lader til de kun har solgt rapporten en gang? Ommer!

Johnny Winther Ronnenberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar