Læsetid 4 min.

Ny forskning: Skolers holdning har betydning for om elever får diagnoser

På seks år er antallet af børn med diagnoser steget med 43 pct., viser nye tal. Samtidig peger ny forskning på, at skolers tiltro til diagnoser har stor betydning for tildelingen af dem. Det er et problem, at diagnoser er koblet til ekstra ressourcer i folkeskolen, siger professor
12. oktober 2017

Når Emil igen og igen ender i slagsmål med andre elever, får raserianfald og er urolig i klassen, hvilke forklaringer er det så, skolepersonalet har fokus på? Kigger de på den sociale sammenhæng og det skolemiljø, Emil indgår i, eller hælder de til at bruge psykiatriske diagnoser som ADHD og autisme som forklaring på den udadreagerende adfærd?

Det har svenske forskere undersøgt i et ny studie, hvor de har fulgt og interviewet skolepersonalet på ni svenske skoler, der repræsenterer et bredt socioøkonomisk udsnit af den svenske befolkning.

Og resultatet er slående, siger pædagogikforsker ved Göteborg Universitet, Ylva Odenbring, der sammen med to kolleger står bag det nye studie, som er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Power & Education.

»De professionelles syn på diagnoser og kulturen på den enkelte skole spiller en central rolle i forhold til, hvordan diagnoser bruges eller ikke bruges som forklaringsmodeller på børns udadreagerende adfærd,« siger Ylva Odenbring.

Desuden ses diagnoserne på de skoler, der har mest tillid til brugen af dem, som en mulighed for at få ekstra ressourcer tilført skolen. Det hænger ifølge forskerne bl.a. sammen med, at det svenske skolesystem har oplevet mangel på ressourcer og flere børn med vanskeligheder. 

På Antvorskov Skole i Slagelse insisterer man på, at der er mange pædagogiske værktøjer, der skal bruges både før og efter en evt. diagnose. Sammenlignet med de andre skoler i kommunen, er de blandt dem, der sender færrest elever af sted til specialpædagogiske tilbud uden for folkeskolen. Ingen af børnene på billederne til denne reportage har diagnoser.
Læs også

I Sverige har man – ligesom i Danmark og mange andre vestlige lande – oplevet en eksplosiv stigning i antallet af børn med psykiatriske diagnoser op gennem 1990’erne og nullerne. Nye tal fra Danske Regioner viser, at antallet af børn i psykiatrisk behandling, er steget fra 21.047 i 2010 til 30.199 i 2016. En stigning på 43 procent.

Den svenske forskning har konstateret en lignende udvikling, og det får Ylva Odenbring og hendes forskerkolleger til at konkludere, at diagnosekulturen er blevet »normaliseret«.

Ifølge Niels Egelund, professor i specialpædagogik ved DPU, Aarhus Universitet, bakkes de svenske resultater op af dansk forskning. Han har netop offentliggjort en forskningsrapport, hvor resultaterne tyder på, at det kræver en diagnose for at få tildelt støtte til en elev.

De danske forskere har sammenlignet børn med samme type problemer – med og uden diagnoser. På den baggrund kan de konstatere, at sandsynligheden for at få støtte stiger betydeligt, hvis en elev har en diagnose.

Undersøgelsen bygger på spørgeskemaundersøgelser blandt lærere i 13 kommuner om lavt præsterende elever. Derudover har Niels Egelund for to år siden sammenlignet 19 forskellige skolers syn på diagnoser.

»Der kunne vi se, at der er forskel på skoler i forhold til, hvilken holdning man har til diagnoser. Der er skoler, hvor man er meget mere opmærksom på, at det sociale miljø omkring børnene kan betyde, at nogle måske er urolige. Mens der er andre skoler, som måske mere går efter en diagnose for at få adgang til ekstra ressourcer,« siger Niels Egelund, der pointerer, at det altså ikke kun er forældre, der presser på for at få diagnoser til deres børn, sådan som det ofte fremhæves i debatten.

Overdiagnosticering

I den svenske undersøgelse er tre skoler fremdraget som cases. På en af skolerne var sundhedspersonalet og skoleledelsen meget positivt indstillede over for at bruge diagnoser, og de kunne også konstatere en stigning i antallet af elever på skolen med diagnoser.

Og det selv om personalet talte om øget stress og stigende krav til eleverne som en del af skolevirkeligheden.

»Men det blev alligevel ikke brugt som forklaring på de elever, som var udadreagerende. Personalet talte heller ikke om, at det kunne være skolemiljøet, man skulle kigge på. Diagnosen og fokus på individet blev forklaringen i forhold til elever med adfærdsvanskeligheder eller i forhold til de børn, som man mente ikke forstod de sociale koder. Man sagde også, at uden diagnoser er det svært for os at hjælpe dem på den rette måde,« siger Ylva Odenbring.

På den anden skole havde personalet et mere helhedsorienteret syn på årsagerne til elevernes problemer, og man var mere kritiske over for diagnoser. Ud over diagnoser inddrog man f.eks. hjemmemiljø og indlæringsvanskeligheder, som forklaringer.

Man talte også om, at uafhængigt af om en elev senere fik en diagnose eller ej, så var det den pædagogiske støtte, der var afgørende. Og man gav den inden, der blev stillet en diagnose.

Ylva Odenbring henviser til anden svensk forskning, som peger på, at konsekvensen af en ensidig og ukritisk tilgang til diagnoser er risiko for »overdiagnosticering«.

»Man risikerer at overdiagnosticere, når man vender blikket bort fra sociale faktorer og skolemiljøets betydning i gentagne konfliktsituationer,« siger Ylva Odenbring.

Personalet på skolen med den helhedsorienterede tilgang talte også om, at drenge er overrepræsenteret i antallet af børn som diagnosticeres med ADHD. Og endelig kunne forskerne se, at der var en klassedimension i materialet, idet forældre med høj uddannelsesbaggrund var mere tilbøjelige til at kæmpe imod, at deres børn fik diagnoser.

Også Niels Egelund advarer mod en ukritisk tilgang til diagnoser, der er koblet til adgangen til ekstra midler.

»Den individorienterede tilgang fylder meget. Og en af grundene er kampen om ressourcer. Det er jo klart, at en lærer gerne vil have en diagnose, fordi en ekstra pædagog f.eks. gavner undervisningsmiljøet. Men det er et problem, for jeg mener, det vil være bedst for eleverne, at man undgår at medicinere dem og give dem diagnoser – undtagen i de helt svære tilfælde,« siger han.

Formanden for Adhd-foreningen, Dorte Vistensen, mener imidlertid ikke, at der er en kobling mellem skolers holdning til diagnoser og tildelingen af dem.

Heller ikke at skoler »spekulerer i« at tildele diagnoser for at få ekstra støtte: »Det er ikke en oplevelse, vi har. I Danmark er det også sådan, at der også gives støtte til børn, der ikke har diagnoser. Det har vi masser af eksempler på.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Pia Colère Lenau
    Pia Colère Lenau
Pia Colère Lenau anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Pia Colère Lenau
Pia Colère Lenau

Det er en forkert vej at gå at udskille børnene og fokusere ensidigt på en diagnose. For en gangs skyld kan jeg være enig med Niels Egelund. Vi skal bestemt væk fra diagnose kulturen. Se artikel dd andet steds i Information om Antvorskov Skole-

Brugerbillede for Kirsten Stig Laustsen
Kirsten Stig Laustsen

Undersøgelsen er interessant, men det er ikke skolerne, der stiller diagnoser. Selv om et barn af skolen indstilles til udredning, må man vende blikket mod psykiatrien, hvor diagnoserne stilles. Artiklen giver indtryk af, at psykiaterne ukritisk følger indstillingerne, hvilket næppe er tilfældet. Men ligesom blikket her er rettet mod arbejdsmiljøet på skolerne, kunne man forestille sig, at arbejdsforholdene i psykiatrien også er afgørende for, hvor grundigt en person udredes inden en evt. diagnose stilles.

Jes Balle Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Svend Erik Sokkelund
Svend Erik Sokkelund

Patiengørelsen, alle de bekvemme diagnosekasser (dårlige undskyldninger?) man kam putte folk af vejen i; er det med til at forbedre livskvaliteten? Respekt & værdighed?

Det gælder sådan set både børn og voksne.

Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Hvordan vælger Information de eksperter, der skal udtale sig om skolen?
Hvad har man opnået ved at spørge Egelund? Kunne man ikke finde en praktiserende psykiater - en af dem, der rent faktisk stiller diagnoser?
Det er jo ikke sådan, at "skolen", og da slet ikke sådan at den enkelte lærer, diagnosticerer en elev.
Der er en lang række af fagpersoner, der skal med ind, før et barn får en diagnose - og det er så absolut min erfaring, at det går lettest, hvis forældrene presser på "den anden vej" - hvis forældrene får en henvisning til børnepsyk fra praktiserende læge. Men det behøver Information ikke tage mit ord for - der findes sikkert en statistik over det, som bladet kan fremskaffe.
Det godt være, at der er enkelte steder, hvor man kan få støtte til et barn uden først at få det diagnosticeret - men almindeligt er det ikke længere.
Det ligger i hele dogmet om "evidens" og målbarhed, at der ikke skal være mulighed for at tildele støtte, sådan bare fordi det går i kaos uden - nej, der skal analyseres, fastsættes en grund og en handleplan. Hvis der ikke kan fastsættes en årsag og en recept på afhjælpning, så er der intet problem. Og ingen ekstra støtte.
I den retning kan man selvfølgelig godt fokusere på "skolens indstilling" - men man kunne måske også prøve at se på barnets vilkår i den nuværende skole. man kunne se på, hvad det gør for en 6-årig med måske lidt haltende overskud at skulle være i et skolemiljø med ën voksen og 26 andre børn i et lille lokale. Man kunne se på, hvad det betyder for et barn, at et andet barn er voldsomt udadreagerende, råber og skriger og truer såvel børn som voksne. Man kunne se på, at alle voksenressourcer i dagens skole er øremærkede . der er ingen tilkaldevoksne, ingen hjælp at hente for den ensomme lærer i klasseværelset.
Man kunne såmænd også se på, hvad det betyder for nogle børn med det meget store skift af voksne, der er i dagens skole - fordi man har valgt at lægge vægt på opdeling i grupper og teams efter alder: Børnehaveklasse - skift af alle lærere - 1. til 3. - skift af alle lærere - 4. til 6. - skift af alle lærere - 7. til 9. - slut eller skift til ny skole. Dertil kommer jo krav om linjefagsuddannelse, de skiftende skolepædagoger, barselsvikarer, vikarer ved kursusdeltagelse og skift, når læreren ikke længere kan holde det ud. Og skift i forbindelse med den moderne hlddeling på tværs af klasser. Samt, at klasselærerfunktionen er nedlagt mange steder - i stedet er der kontaktpædagoger, som godt kan være voksne uden undervisning i klassen.
Børnene lever i en meget høj grad af forvirrende voksenskift, i meget store grupper, ofte i pressede lokaleforhold. Det kunne være medvirkende til skolens "holdning" til at forsøge et fremskaffe en diagnose, så der kan komme stabil voksenstøtte til barnet.

Brugerbillede for Niels Nielsen

Først krævede de, at kontanthjælpsmodtagere skulle have en diagnose, for at udgifterne til deres underhold kunne legitimeres, nu er det så børnenes tur. For børn er dyre, de er små vilde aber, som endnu ikke har lært at opføre sig som kedelige voksne (ligesom ledige på forhånd er dømt skyldige i deres ledighed, med mindre de har en diagnose).

Kerneafsløringen er her, at skolerne spekulerer i diagnoserne, fordi der er penge i det. Uden en diagnose, ingen specialpædagogisk hjælp, med mindre kommunerne skære andre steder på det kommunale budget, som regeringen i forvejen beskærer årligt efter grønthøstermetoden.

Så selvfølgelig går kommunerne efter diagnoser - de vil jo gerne hjælpe børnene, da det er deres opgave og pligt, og mange mennesker er faktisk glade for børn og ønsker dem kun alt godt, selv lærerne og de kommunalt ansatte. Så hvis den eneste måde, de kan få råd til at yde denne hjælp på, er ved at få en "uvildig instans" - psykiatrien - til at sige god for behovet for hjælp, ja så forsøger de jo at få barnet sygeliggjort. Det tror jeg også, at jeg selv ville gøre, hvis det var mit barn, der blev afvist ved kasse et.

Og som kontanthjælpsmodtager med en diagnose kan jeg kun skrive under på, at livet på jobcentret blev lidt (kun lidt!) mindre besværligt efter at jeg selv havde fået en diagnose.

De økonomisk ansvarlige ærgrer sig selvfølgelig gule og grønne over at både jeg og de små abeunger således har fundet en slags helle i rotteræset. Hjorten talte i sin tid som beskæftigelsesminister om, at sådan nogen som mig "elendiggjorde" os selv for at få snabelen ned i de offentlige kasser. Nu er det så børnenes tur. De er slet ikke syge, lyder argumentet, de skal bare tage sig sammen.

Næste punkt bliver derfor et angreb på lægestanden, som åbenbart består af lutter pladderhumanister, som sætter børnenes velfærd højere end økonomien. Angrebet er allerede så småt i gang, så det skal nok blive sjovt.

:-(