Læsetid 4 min.

Ny forskning: Skolers holdning har betydning for om elever får diagnoser

På seks år er antallet af børn med diagnoser steget med 43 pct., viser nye tal. Samtidig peger ny forskning på, at skolers tiltro til diagnoser har stor betydning for tildelingen af dem. Det er et problem, at diagnoser er koblet til ekstra ressourcer i folkeskolen, siger professor
12. oktober 2017

Når Emil igen og igen ender i slagsmål med andre elever, får raserianfald og er urolig i klassen, hvilke forklaringer er det så, skolepersonalet har fokus på? Kigger de på den sociale sammenhæng og det skolemiljø, Emil indgår i, eller hælder de til at bruge psykiatriske diagnoser som ADHD og autisme som forklaring på den udadreagerende adfærd?

Det har svenske forskere undersøgt i et ny studie, hvor de har fulgt og interviewet skolepersonalet på ni svenske skoler, der repræsenterer et bredt socioøkonomisk udsnit af den svenske befolkning.

Og resultatet er slående, siger pædagogikforsker ved Göteborg Universitet, Ylva Odenbring, der sammen med to kolleger står bag det nye studie, som er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Power & Education.

»De professionelles syn på diagnoser og kulturen på den enkelte skole spiller en central rolle i forhold til, hvordan diagnoser bruges eller ikke bruges som forklaringsmodeller på børns udadreagerende adfærd,« siger Ylva Odenbring.

 

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Pia Colère Lenau
    Pia Colère Lenau
Pia Colère Lenau anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Pia Colère Lenau
Pia Colère Lenau

Det er en forkert vej at gå at udskille børnene og fokusere ensidigt på en diagnose. For en gangs skyld kan jeg være enig med Niels Egelund. Vi skal bestemt væk fra diagnose kulturen. Se artikel dd andet steds i Information om Antvorskov Skole-

Brugerbillede for Kirsten Stig Laustsen
Kirsten Stig Laustsen

Undersøgelsen er interessant, men det er ikke skolerne, der stiller diagnoser. Selv om et barn af skolen indstilles til udredning, må man vende blikket mod psykiatrien, hvor diagnoserne stilles. Artiklen giver indtryk af, at psykiaterne ukritisk følger indstillingerne, hvilket næppe er tilfældet. Men ligesom blikket her er rettet mod arbejdsmiljøet på skolerne, kunne man forestille sig, at arbejdsforholdene i psykiatrien også er afgørende for, hvor grundigt en person udredes inden en evt. diagnose stilles.

Jes Balle Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Svend Erik Sokkelund
Svend Erik Sokkelund

Patiengørelsen, alle de bekvemme diagnosekasser (dårlige undskyldninger?) man kam putte folk af vejen i; er det med til at forbedre livskvaliteten? Respekt & værdighed?

Det gælder sådan set både børn og voksne.

Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Hvordan vælger Information de eksperter, der skal udtale sig om skolen?
Hvad har man opnået ved at spørge Egelund? Kunne man ikke finde en praktiserende psykiater - en af dem, der rent faktisk stiller diagnoser?
Det er jo ikke sådan, at "skolen", og da slet ikke sådan at den enkelte lærer, diagnosticerer en elev.
Der er en lang række af fagpersoner, der skal med ind, før et barn får en diagnose - og det er så absolut min erfaring, at det går lettest, hvis forældrene presser på "den anden vej" - hvis forældrene får en henvisning til børnepsyk fra praktiserende læge. Men det behøver Information ikke tage mit ord for - der findes sikkert en statistik over det, som bladet kan fremskaffe.
Det godt være, at der er enkelte steder, hvor man kan få støtte til et barn uden først at få det diagnosticeret - men almindeligt er det ikke længere.
Det ligger i hele dogmet om "evidens" og målbarhed, at der ikke skal være mulighed for at tildele støtte, sådan bare fordi det går i kaos uden - nej, der skal analyseres, fastsættes en grund og en handleplan. Hvis der ikke kan fastsættes en årsag og en recept på afhjælpning, så er der intet problem. Og ingen ekstra støtte.
I den retning kan man selvfølgelig godt fokusere på "skolens indstilling" - men man kunne måske også prøve at se på barnets vilkår i den nuværende skole. man kunne se på, hvad det gør for en 6-årig med måske lidt haltende overskud at skulle være i et skolemiljø med ën voksen og 26 andre børn i et lille lokale. Man kunne se på, hvad det betyder for et barn, at et andet barn er voldsomt udadreagerende, råber og skriger og truer såvel børn som voksne. Man kunne se på, at alle voksenressourcer i dagens skole er øremærkede . der er ingen tilkaldevoksne, ingen hjælp at hente for den ensomme lærer i klasseværelset.
Man kunne såmænd også se på, hvad det betyder for nogle børn med det meget store skift af voksne, der er i dagens skole - fordi man har valgt at lægge vægt på opdeling i grupper og teams efter alder: Børnehaveklasse - skift af alle lærere - 1. til 3. - skift af alle lærere - 4. til 6. - skift af alle lærere - 7. til 9. - slut eller skift til ny skole. Dertil kommer jo krav om linjefagsuddannelse, de skiftende skolepædagoger, barselsvikarer, vikarer ved kursusdeltagelse og skift, når læreren ikke længere kan holde det ud. Og skift i forbindelse med den moderne hlddeling på tværs af klasser. Samt, at klasselærerfunktionen er nedlagt mange steder - i stedet er der kontaktpædagoger, som godt kan være voksne uden undervisning i klassen.
Børnene lever i en meget høj grad af forvirrende voksenskift, i meget store grupper, ofte i pressede lokaleforhold. Det kunne være medvirkende til skolens "holdning" til at forsøge et fremskaffe en diagnose, så der kan komme stabil voksenstøtte til barnet.

Brugerbillede for Niels Nielsen

Først krævede de, at kontanthjælpsmodtagere skulle have en diagnose, for at udgifterne til deres underhold kunne legitimeres, nu er det så børnenes tur. For børn er dyre, de er små vilde aber, som endnu ikke har lært at opføre sig som kedelige voksne (ligesom ledige på forhånd er dømt skyldige i deres ledighed, med mindre de har en diagnose).

Kerneafsløringen er her, at skolerne spekulerer i diagnoserne, fordi der er penge i det. Uden en diagnose, ingen specialpædagogisk hjælp, med mindre kommunerne skære andre steder på det kommunale budget, som regeringen i forvejen beskærer årligt efter grønthøstermetoden.

Så selvfølgelig går kommunerne efter diagnoser - de vil jo gerne hjælpe børnene, da det er deres opgave og pligt, og mange mennesker er faktisk glade for børn og ønsker dem kun alt godt, selv lærerne og de kommunalt ansatte. Så hvis den eneste måde, de kan få råd til at yde denne hjælp på, er ved at få en "uvildig instans" - psykiatrien - til at sige god for behovet for hjælp, ja så forsøger de jo at få barnet sygeliggjort. Det tror jeg også, at jeg selv ville gøre, hvis det var mit barn, der blev afvist ved kasse et.

Og som kontanthjælpsmodtager med en diagnose kan jeg kun skrive under på, at livet på jobcentret blev lidt (kun lidt!) mindre besværligt efter at jeg selv havde fået en diagnose.

De økonomisk ansvarlige ærgrer sig selvfølgelig gule og grønne over at både jeg og de små abeunger således har fundet en slags helle i rotteræset. Hjorten talte i sin tid som beskæftigelsesminister om, at sådan nogen som mig "elendiggjorde" os selv for at få snabelen ned i de offentlige kasser. Nu er det så børnenes tur. De er slet ikke syge, lyder argumentet, de skal bare tage sig sammen.

Næste punkt bliver derfor et angreb på lægestanden, som åbenbart består af lutter pladderhumanister, som sætter børnenes velfærd højere end økonomien. Angrebet er allerede så småt i gang, så det skal nok blive sjovt.

:-(