Læsetid: 7 min.

Nye Borgerlige i Gentofte vil ruske op i systemet og hive bykongen ned fra tronen

Nye Borgerlige er nye i dansk politik, og i Gentofte Kommune vil partiet gøre op med det gamle. Partiets spidskandidat ved det kommende kommunalvalg er klar til at gå i krig med kommunens forvaltning, for den har fået alt for meget magt, mener han. Og det samme gælder for Hans Toft, den konservative borgmester gennem 24 år
Poul V. Jensen er lokalpolitiker i Gentofte Kommune. Ved sidste kommunalvalg stillede han op for Liberal Alliance. Ved det kommende valg er han spidskandidat for Nye Borgerlige i kommunen.

Poul V. Jensen er lokalpolitiker i Gentofte Kommune. Ved sidste kommunalvalg stillede han op for Liberal Alliance. Ved det kommende valg er han spidskandidat for Nye Borgerlige i kommunen.

Sille Veilmark

31. oktober 2017

»Kommunalvalget har hele tiden været planlagt, så det er mig, der skulle have valgt et andet tidspunkt at blive syg på,« siger Poul V. Jensen med et smil, mens vi sidder i bilen på vej til det lokale demokratis fæstning, Gentofte Rådhus.

I august fik han konstateret kræft. I dag er han helbredt, men kort før afslutningen af kemobehandlingen fik han en blodprop i lungen, og først i går blev han udskrevet fra hospitalet. Alligevel sidder han nu, en torsdag eftermiddag, i en bil og er klar til at snakke kommunalvalgkamp i Gentofte Kommune. For Poul V. Jensen stiller op som spidskandidat for Nye Borgerlige, og han har meget, han vil have lavet om i kommunen. Så han anså det aldrig som en mulighed at droppe valget.

Vi er kørt hen til rådhuset, fordi det er her, han mener, den er gal.

»Nye Borgerlige har en forenklingspolitik. I Gentofte Kommune er der rigtig mange ansatte i forvaltningen, som tager tiden fra personalet på plejehjemmet, skolen og dagsinstitutionen, fordi det hele skal være ens. De varme hænder bliver reduceret, og det koster mange penge. Det vil vi gøre op med,« siger Poul V. Jensen, der mener, at ledelsen ude på institutionerne skal have magten tilbage:

»Vil en skole være 100 procent økologisk? Vil den være fri for halalslagtet kød? Så skal den have lov til det. Det skal forvaltningen ikke bestemme.«

Han mener også, at forvaltningen har for meget at sige i de såkaldte opgaveudvalg, som kommunen er blevet kendt for. I udvalgene bidrager borgerne til at løse kommunale opgaver, og DR skrev, at de er en måde at få inddraget borgerne i lokalpolitiske spørgsmål. Men Nye Borgerlige-politikeren mener, at udvalgene i praksis fungerer som forvaltningens forlængede arm:

»Udvalgene er så fastlåste og tilrettelagte, at de bliver en skole, hvor borgerne kommer ind og får fyldt på af læring fra eksperter udefra og af forvaltningen, så man får borgerne hen i den retning, man gerne vil have. Det irriterer mig grænseløst, for det er ikke borgerinvolvering. Det bliver for styret. Det bør i stedet være borgerne selv, der kommer med input til dagsordenen og dem, der får tingene til at ske.«

Ved siden af sit politiske virke er den 58-årige selvstændig i en virksomhed, der arbejder med ejendomsadministration. Han meldte sig ind i Liberal Alliance i 2010 og tre år senere, ved det seneste kommunalvalg, blev han valgt ind i Gentofte Kommunes kommunalbestyrelse.

Kritik af bykongens dominans

På trods af de seneste måneders kræftbehandling har han ikke været fraværende på rådhuset. For byrådet andenbehandlede budgettet, og der ville han gerne selv fremlægge Nye Borgerliges budgetforslag. Så han tog af sted fra hospitalet klokken 15, nåede hjem og ligge i en time og tog så ind på rådhuset, hvor han i en rus af morfin sad og forhandlede til klokken 21.

Han færdes hjemmevant på rådhuset. Inde i rådssalen lægger han sin NN07-jakke på sin plads, yderst til højre ved det halvcirkelformede bord. I midten sidder borgmesteren, omgivet af kommunaldirektøren og vicekommunaldirektøren, og det illustrerer, hvad Poul V. Jensen vil gøre op med: Den konservative borgmester Hans Tofts enevældige position i kommunen efter 24 år på borgmesterposten.

»Borgmesteren er vokset sammen med forvaltningen. Hvis han bliver enig med forvaltningen om noget, så bliver det sådan. Der er ingen hos De Konservative, der siger borgmesteren imod. Og der er heller ingen i de partier, der er inde i varmen og har politiske poster, som siger borgmesteren imod, for så er de streget næste gang,« siger Poul V. Jensen, der betegner sig selv som ’havkatten i hyttefadet’, fordi han gang på gang stiller sig i opposition til det øvrige byråd.

Ved det seneste kommunalvalg fik De Konservative 11 af de 19 mandater og kunne dermed – ligesom de har kunnet i alle årene siden 1909 – mønstre et absolut flertal. Næsten hver tredje Gentofte-borger stemte personligt på borgmesteren, og flere konservative politikere kom derfor ind i byrådet som følge af hans popularitet.

Den fordel havde Poul V. Jensen ikke, da han stillede op for Liberal Alliance i 2013. Han skulle skabe sig et navn, og det krævede en stor indsats. Han deltog i debatter, delte flyere ud i gaderne, skrev aktivt til lokalavisens debatsider og oprettede sin egen hjemmeside.

Det bar frugt, og han kom i byrådet med sjetteflest personlige stemmer. 706 styks. Og i dag er der 2.059 mennesker, som synes godt om hans politiske facebookprofil. Den populære borgmester, Hans Toft, har til sammenligning 2.623, altså kun 564 flere.

Flygtningepolemik

På vores køretur gennem kommunen kommer vi forbi en nedlagt skole på Hellerupvej.

Skolen fik tidligere på året stor opmærksomhed i både lokale og landsdækkende medier, fordi Gentofte Kommune havde besluttet, at flygtninge skulle bo der.

»Det er at bede om problemer. For så koncentrerer man alle de problematikker, vi ser i resten af landet, på ét sted,« siger politikeren, der på sin facebookprofil i stedet har foreslået, at flygtninge bor i pavilloner, spredt rundt i kommunen.

Flygtninge udgør et stort problem, mener han, og udlændingeområdet var i det hele taget en af de afgørende grunde til, at lokalpolitikeren valgte at skifte fra Liberal Alliance til Nye Borgerlige i maj 2016:

»Jeg kunne se et samfund, som ikke bare var begyndt at smuldre, men som allerede var smuldret. Både dansk økonomi og kultur var sat under pres, og der skulle gøres noget.«

I skolegården på den nedlagte skole er der ikke et øje. Basketballnettene blafrer i vinden, legepladsen er tom, og vinduerne er mørke. Ifølge Poul V. Jensen er der, så vidt han ved, også kun ét hold flygtninge, der valgte at bo der.

Stuvet hvidkål i en plastikbakke

Det sidste sted, vi kører forbi, er Holmegårdsparken i Ordrup.

Det er et selvejende plejehjem, som de senere år har fået bygget helt nye, brugervenlige boliger. De ligger som små klodser i en grøn park med buske, træer og en dam i midten.

I 2013 var han en uge i praktik på plejehjemmet. Her lærte han, hvad det vil sige at arbejde på et plejehjem, og hvordan det er at være beboer på stedet. Nu ønsker han som politiker at forbedre forholdene for de ældre. Især når det gælder den mad, som kommunen serverer.

For at illustrere sin pointe tager han mobilen frem og finder et billede af en plastikbakke med tre kartofler, to frikadeller og stuvet hvidkål.

»Jeg har prøvet at smage det, og det var ikke nogen stor oplevelse. De ældre vil gerne have traditionel mad, men hvis du smager maden og hører, hvad de ældre siger om det, så er du ikke i tvivl om, at kvaliteten er for lav.«

Nye Borgerlige ønsker derfor at sætte penge af til at give de ældre bedre mad. Og pengene? De skal komme fra besparelser i forvaltningen.

’Et af de rige svin i Nye Borgerlige’

Poul V. Jensen bor i Hellerup, alene i en 242 m2 stor stuelejlighed med panoramaudsigt over Østersøen. Store malerier hænger på væggene, og interiøret består primært af nye, dyre designermøbler.

»Inden I skulle komme op i lejligheden, tænkte jeg på, at jeg kunne blive naglet som ’et af de rige svin i Nye Borgerlige’. Men sådan ser jeg ikke mig selv. Jeg kommer fra et ressourcesvagt hjem og har bestemt ikke fået noget forærende. Og desuden er Nye Borgerlige heller ikke kun et parti for de rige. Der er tværtimod stor bredde både i lokalbestyrelsen og iblandt medlemmerne,« siger han og tilføjer, at Liberal Alliance i højere grad var de velhavendes parti.

Han fortæller, at Nye Borgerlige allerede har fået stablet en lokalafdeling på benene med 130 medlemmer. Den er ikke så aktiv endnu. Men det er bestyrelsen til gengæld. Den mødes en gang om måneden, og her op til valgkampen er det hver anden uge. Partiet stiller op med ti kandidater, og Poul V. Jensen mener godt, at Nye Borgerlige kan være heldige at få to valgt ind.

»Vi har et godt mix af erfaringer og personligheder, og det er godt, når vi taler om en lokalforening, hvor man skal ud og i dialog med alle.«

På reolerne i lokalpolitikerens stue ligger flere biografiske bøger om internationale og danske politikere. Fra Barack Obama og Nelson Mandela til danske Ritt Bjerregaard. Snart kan der også ligge en bog om Poul V. Jensen. For han har bedt en journalist om at skrive en bog om sig. Den var egentligt færdig, men som han siger med henvisning til sit kræftforløb, »kom der lige et kapitel mere, der skulle med«.

Gentofte Kommune

Indbyggertal i 2017: 75.835. Det gør Gentofte til landets 17. største kommune målt på indbyggertal.

Byer i kommunen: Charlottenlund, Dyssegård, Gentofte, Hellerup, Jægersborg, Klampenborg, Ordrup, Skovshoved og Vangede.

19 medlemmer af kommunalbestyrelsen: 8 mænd, 11 kvinder.

I dag er de fordelt på følgende partier: Konservative har 10 mandater, Socialdemokratiet 3, Venstre 2, De Radikale 1, Enhedslisten 1, Nye Borgerlige 1 (afhopper fra Liberal Alliance), 1 er løsgænger (afhoppere fra Konservative).

Borgmester: Hans Toft (K) har siddet siden 1993. De Konservative har haft borgmesterposten siden 1909. De har også haft absolut flertal, men mistede det i år, da to medlemmer skiftede parti.

Gentofte er den kommune, hvor der bor flest danskere med en årsindkomst på mere end 1,2 mio. kroner, viste en CEPOS-analyse fra 2014. 7,47 pct. af borgerne har en årlig indkomst før skat på over 1,2 mio. kr.

Gentofte har landets dyreste boliger. Gennemsnitspris (for ejerlejligheder og enfamiliehuse): 5.474.774 kroner. Hele landet: 1.912.030 kroner.

Kommunen topper som den kommune, der har absolut flest au pairer. Der er 34,7 au pairer for hver 1.000 børnefamilie, viser tal fra 2012.

Andel af elever, som i 2004 afsluttede grundskolen, og som 10 år senere har fuldført eller er i gang med en videregående uddannelse, er 71,6 procent. Landsgennemsnittet er 47 procent.

Serie

De nye på stemmesedlen

Du ser det allerede i navnene: De ønsker at forandre det eksisterende. Gøre op med traditioner og indgroede vaner. Det ene parti vil vise vælgerne en ny vej til borgerlig politik. Det er de Nye Borgerlige. Det andet parti vil skabe en venlig revolution af den politiske kultur, vi kender. Det er Alternativet.

De to partier har det til fælles, at de er uprøvede i kommunalpolitik. Nye Borgerlige er to år gammelt. Alternativet er fire. Så har de overhovedet nået at få græsrødderne på plads med flyere og valgplakater? Kan de stå prøven i politiske diskussioner om den lokale skole og de ældre på plejehjemmet?

Information tager til Gentofte Kommune for at følge partiernes spidskandidater, Poul V. Jensen og Jens Henrik Wiene, gennem valgkampen.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Denne - øh trussel, er på linie med alfahunnens om, at hvis ikke Lars Løkke går som hun siger, o g opfylder Nye Tarveliges krav, så peger hun på sig selv som statsminister.
Igen overhaler politikerne de, der laver politisk satire. Nå, dem er der for resten ikke mange af. Niels Hausgård har jo sagt, at det nuv. Folketing har gjort ham arbejdsløs.