Læsetid 6 min.

’Vi ser mennesket først.’ Antvorskov Skole har erklæret krig mod diagnoser

På Antvorskov Skole i Slagelse forsøger man at undgå diagnoser til eleverne, og skolen ekskluderer færre elever end mange andre af kommunens skoler. Det handler om menneskesyn og om at satse på, hvad der skal til for at få børn til at lykkes i stedet for at komme af med dem
På Antvorskov Skole i Slagelse insisterer man på, at der er mange pædagogiske værktøjer, der skal bruges både før og efter en evt. diagnose. Sammenlignet med de andre skoler i kommunen, er de blandt dem, der sender færrest elever af sted til specialpædagogiske tilbud uden for folkeskolen. Ingen af børnene på billederne til denne reportage har diagnoser.

På Antvorskov Skole i Slagelse insisterer man på, at der er mange pædagogiske værktøjer, der skal bruges både før og efter en evt. diagnose. Sammenlignet med de andre skoler i kommunen, er de blandt dem, der sender færrest elever af sted til specialpædagogiske tilbud uden for folkeskolen. Ingen af børnene på billederne til denne reportage har diagnoser.

Sigrid Nygaard
12. oktober 2017

»Må jeg sidde her et øjeblik?« Dorthe Laursen sætter sig på kanten af kuglestolen, hvor en dreng holder pause efter et hektisk spisefrikvarter. Hun er AKT-pædagog (adfærd, kontakt, trivsel) på Antvorskov Skole, hvor hun bl.a. hjælper elever i skiftet fra frikvarter til time.

Drengen sidder i stolen, der er lavet af stof og fyldt med store kugler, som kan mærkes gennem kanvassen. Han sidder der for at »mærke sig selv«, og imens taler han med Dorthe Laursen om, at det var lidt svært i frikvarteret, fordi hans hold tabte i fodboldkampen.

»Men ved du hvad? Det gode er, at du ikke har været helt oppe i det røde felt, fordi I tabte. Det er rigtigt godt. Du kan godt give dig selv sådan en tommelfinger her,« siger hun og vender sin egen opad.

Det, Dorthe Laursen laver, når hun arbejder med den syvårige i stolen, er at forsøge at undgå, at drengen fortsætter konflikten i klasserummet. Og det arbejde er en del af et større fokus for at undgå at give eleverne diagnoser som f.eks. ADHD.

Ikke at eleverne på Antvorskov Skole ikke får diagnoser. Men skolen insisterer på, at der er mange nyttige pædagogiske værktøjer, der kan og skal bruges både før og efter en evt. diagnose.

Sigrid Nygaard
Skolen har en af de laveste eksklusionsprocenter i kommunen, hvilket vil sige, at de er en af de skoler, der sender færrest elever af sted til specialpædagogiske tilbud uden for folkeskolen. Omkring fire procent af skolens 1.139 elever får et andet tilbud.

Årsagen til dette er ikke videnskabeligt undersøgt. Men den pædagogiske tilgang til diagnoser på skolen er klar og gennemsyrer hele organisationen og det arbejde, skolen laver. F.eks. findes der ingen specialtilbud på selve skolen.

»Lige så snart man begynder at have specialtilbud på skolen, så sker der ubevidst det, at man tænker: Hvad skal der til for at komme af med elever i stedet for, hvad skal der til for at lykkes med elever,« siger souschef Britta Thomsen.

Fokus på klassen

Ifølge skoleleder Søren Ranthe er skolen inspireret af de ændringer, som skolerne i den svenske kommune Essunga ved Gøteborg gennemførte for nogle år siden.

Her gik man fra at ekskludere alle elever med diagnoser fra klassefællesskabet til at inkludere alle elever i klasserne. Det betød bl.a., at de såkaldte ressourcepersoner fulgte med ind i klassen, og sammen med to forskere uddannede de hele kommunens lærerstab.

»I alle landets kommuner kæmper man med problematikken omkring stigningen i antallet af diagnoser og de stigende udgifter til støtteforanstaltninger. Vi forsøger efter forbillede fra Essunga at undgå at få diagnoser og dermed juridisk bindende personlige støttetimer. På den måde får vi en langt mere fleksibel tilgang og kan sætte massivt ind, når det er nødvendigt og ellers anvende ressourcen på andre elever, der er i vanskeligheder af den ene eller anden grund,« forklarer Søren Ranthe.

I år har skolen eksempelvis ansat to inklusionspædagoger. Så i stedet for at støtte udsatte elever er sigtet i langt højere grad at arbejde med klassen som et samlet læringsfællesskab til gavn for alle elever og ansatte.

Forsker i specialpædagogik ved DPU, Aarhus Universitet, Niels Egelund mener, at Antvorskov Skole er et godt eksempel på, at skolepersonalets holdning har stor betydning for, om elever får psykiatriske diagnoser, sådan som ny svensk forskning har vist.

Mange steder på skolen er der ’pauserum’ – ofte med fysisk aktivitet. AKT-pædagog Dorthe Laursen (nedenfor) bruger meget af sin tid i indskolingen på at lytte til, hvordan eleverne ser sig selv og forstår den verden, de møder.

Sigrid Nygaard
Han peger på, at skolens tilgang er med til at flytte fokus væk fra individet og de psykologiske forklaringer på en elevs adfærd til en såkaldt systemisk tilgang, hvor blikket i højere grad rettes mod det sociale samspil i klassen eller læringsmiljøet.

»Det hele afhænger af menneskesynet. Det handler om, hvilken viden der er i en organisation, og den måde man ser hinandens og elevernes ressourcer og muligheder på,« forklarer souschef Britta Thomsen:

»Vores elever har brug for hinanden, og det arbejder vi med igennem den opdragelse, der sker ude i klassen. Det er der, den systemiske tænkning kommer ind. Vi arbejder med ikke bare at se eleven som et individ. Men på at se, at det eleven udtrykker, kommer som svar på omgivelserne.«

Britta Thomsen er derfor også kritisk over den måde tildelingen af ekstra ressourcer til elever med vanskeligheder er koblet til diagnoser på. Det fremmer at se elevens begrænsninger frem for deres muligheder, mener hun:

»Lovgivningen skaber en incitamentsstruktur, som fremmer en elendighedsbeskrivelse af en elev, der i mine øjne kan modvirke konstruktive pædagogiske tiltag. Og vi kommer ikke uden om, at økonomi er et incitament i enhver organisation.«

Pauser forebygger

Meget af det Dorthe Laursen bruger sin tid på som AKT-pædagog i indskolingen er at lytte til, hvordan eleverne ser sig selv og forstår den verden, de møder. For at gøre det er Dorthe Laursen ind imellem nødt til optrevle strikketøj, som hun kalder det. Når hun når til enden af en lang tråd, er det nemlig oftest ikke den, der af de andre fik skylden for en konflikt, der har startet den.

Dorthe Laursen har et lokale, hvor elever efter aftale kan komme, hvis de har brug for en pause. Nogle har en aftale om, hvornår de skal komme, nogle kommer når de selv mærker behovet og andre kommer på opfordring fra læreren.

Mange steder på skolen er der ’pauserum’. Det kan være en væg, man sætte legoklodser op på, ribber, der kan klatres i, eller udearealer med fysiske udfordringer.

Læs også

Når Dorthe Laursen følger enkelte elever, bruger hun også tid i elevens klasse for at forstå den sociale sammenhæng, som påvirker elevens adfærd. Det er et vigtigt vidensgrundlag for lærerne og pædagogernes arbejde i klassen.

På vej ind i en 0. klasse får hun øje på en dreng, der sidder på en taskehylde uden for et klasseværelse. Han fortæller, at han har været på toilettet. Dorthe Laursen inviterer ham med ind i den bløde sofa i AKT og spørger ham, hvorfor han sad der.

»Jeg har fået lov til at gå derud begge gange,« siger drengen og fortsætter: »Jeg har lige haft matematik i en hel time.«

»Ja, og nu er du i gang med en time til med matematik, og så havde du brug for en pause. Drengen virker lidt usikker, så Dorthe Laursen ’forstørrer’ for ham, at han ikke har gjort noget forkert, men ’bare’ ikke kunne holde koncentrationen længere. Drengen laver de sidste opgaver i AKT. Her støttes han af en time-timer. Et ur, der med et rødt felt viser, hvor lang tid han har.

»Ved at lade ham arbejde i AKT, så fik han den ekstra opmærksomhed, han har brug for, og samtidig undgik vi, at han måske havde lavet forstyrrelser i klassen, da han ikke kunne koncentrere sig mere,« siger Dorthe Laursen.

Elendighedsbeskrivelser

Nogle af de elever, hun arbejder med, er på vej til at blive udredt på børnepsykiatrisk afdeling. Det sker, når skolen sammen med forældrene ikke mener, de kan finde den rigtige måde at hjælpe på, og de har prøvet de pædagogiske værktøjer, de mener, vil fungere.

Udredningen er med til, at de voksne får mere viden, som kan bruges i det videre arbejde med eleven. Nogle gange indebærer det, at eleven får en diagnose, og nogle får medicin mod f.eks. ADHD, hvilket kan være med til at lette arbejdet med at hjælpe eleven.

Sigrid Nygaard

»Vi handler på det, eleven udtrykker, i stedet for kun at se en diagnose og en bogstavkombination. Men vi undgår ikke, at vi til sidst sidder tilbage med en restgruppe, hvor vi endnu ikke er lykkedes og er nødt til få mere indsigt gennem en udredning. For os er det bare ikke en ’elendighedsbeskrivelse’ men en nuancering af barnets ressourcer og vanskeligheder. Det er ikke et resultat med to streger under, men langt mere komplekst,« siger Britta Thomsen.

Kunsten er også at arbejde med en høj grad af åbenhed over for alle forældre i en klasse, fordi skolen mener, at involverede forældre har nødvendige ressourcer, hvis skolen skal lykkes.

»Alle har brug for at blive opdraget i flokken, men selvfølgelig skal vores elever ikke opleve at blive slået på af deres klassekammerater i skolen,« siger Britta Thomsen med henvisning til de konflikter, der kan opstå med udadreagerende elever:

»Hvis nogle forældre er kritiske, udspringer det ofte af en utryghed, som peger tilbage på os selv, fordi vi ikke har været gode nok til at inddrage og være åbne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Annika Hermansen
    Annika Hermansen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Pia Colère Lenau
    Pia Colère Lenau
Viggo Okholm, Annika Hermansen, Eva Schwanenflügel og Pia Colère Lenau anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Pia Colère Lenau
Pia Colère Lenau

Et eller andet sted synes jeg ikke disse AKT pædagoger og lærere skal bebrejde sig selv noget som helst som Britta Thomsen gør. De gør et fantastisk arbejde-og læsningen af denne artikel er uhyre opmuntrende . De er eksemplarisk for folkeskolens arbejde for og med alle eleverne. Det er sådan nogle mennesker som er ved at vende denne dybt nedtrykkende kurv med diagnose børn som er til ingens gavn som det er i dag med negativ ladet individualisering og udhængning af eleverne . Så mange som muligt af børnene som kan undgå både diagnose og medicinering ved sådan et forebyggende tiltag som Antvorskov Skole bruger gi'r bedre rustede unge og voksne og glæde hele vejen rundt.

Viggo Okholm, Jan August og Sara Nina Herborg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Det sjove er, at mens man i teksten kan læse, at der er ansat to inklusionspædagoger, og at der er en AKT-person, som tydeligvis er frigjort fra undervisningsopgaver af hele klasser, så fokuseres der i forklaringen på "indstilling".
Skoen er indrettet med rum, hvor man kan være lidt alene - og andre muligheder for at trække sig fra fællesskabet - helt uden diagnose eller recept. Det er muligvis en nogle ting, der kan være med til at forklare, at det går godt.
Men "indstilling" er gratis - ressourcer i form af voksne og lokaler koster penge.

Brugerbillede for Viggo Okholm

Thora:
Ikke helt forstået altså din definition omkring penge og hvad der er gratis.
At have hjertet og empatien parret med menneskesyn og indsigt kan være gratis set i de store budget sammenhæng, og sandsynligvis vil det på sigt endda give mere glæde og harmoni uden ekstra penge. Men det må til enhver tid være barnets liv der er centralt.

Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Jeg synes egentlig, ikke det er så svært. Man har været ude på Antvorskov Skole, hvor man har sat ressourcer af til at tage hånd om de børn, der virker som om de trænger til det.
Her har man lavet nogle lokalemæssige rammer, der giver børn mulighed for at trække sig, når de ikke kan klare mere tummel - og man har ansat voksne, så der er personer uden undervisningsforpligtelser, der kan tage sig af børnene akut, når de har brug for det - i stedet for at satse på et system med præcise bevillinger.
Det koster penge at have en person, en erfaren lærer eller pædagog, til at være tilstede uden undervisnngsopgaver.
Det havde man også, da jeg var ung lærer - en eller anden akutfunktion, som børn eller voksne kunne få hjælp af, lige når det var nødvendigt.
Det er sparet væk de fleste steder - fordi målstyring og "udgiftsoptimering" betyder, at man altid vil have en præcis strategi for indsatsen og en nøje opmåling af ressourcernes brug - man vil hellere mangle ressourcer, når der er brug for dem, end at tåle, at en medarbejder beskæftiger sig med et barn, der måske kunne have klaret sig uden.
Hvad lokalerne angår, er det en af de mest knappe ressourcer for øjeblikket - for i mange år har man nedlagt skoler, og slået daginstitutioner sammen med skoler, og lagt specialfunktioner ud på skoler, fordi der endelig ikke måtte være ubenyttede rum. Nu stiger børnetallet, samtidig med at timetallet er drastigt øget - og der har skullet skaffes plads til lærernes forberedelse på skolen, for de er jo pligtige at blive der i hele arbejdstiden.
Det har medført, at der mange steder knap er et sted af skabsstørrelse, hvor en udadreagerende elev kan få lov at finde ro - der er alt for mange børn på alt for lidt plads.
Antvorskov Skole har så haft held til at sætte ind på disse to parametre - men når avisen beskriver det, tales der om "indstilling". Og man henfører denne "indstilling" til skolen og lærerne - i stedet for til de bevilgende myndigheder.
For at finde lokaler, og at have voksne i reserve - det koster penge. I det mindste vil det kræve, at der overføres penge fra styringslaget til der, hvor børnene er. Men indstilling - det er gratis.
Problemet er bare, at der er sparet så meget på folkeskolen, at en time pr. barn er så billig, at "indstilling" ikke længere kan gøre det.