Sommetider kan det være træls at sælge Socialistisk Arbejderavis

STOP STØJBERG … STATSANSAT LØGNER FOR DE RIGE OG RACISTERNES REGERING … STOP STØJBERG … DE SIGER, AT DER IKKE RÅD TIL FLYGTNINGE, MEN DE GIVER SKATTELETTELSER TIL DE RIGE … STOP STØJBERG … KØB EN RÆVERØD AVIS!

Nogle går bare forbi, nogle smiler, men enkelte gør det denne fredag eftermiddag ved indgangen til Kultorvet i det indre København: De stopper op ved de to trotskister Sigurd Sejer Skov og Anders Bæk Simonsen fra Internationale Socialister (IS) for at købe et nummer af Socialistisk Arbejderavis, som har den rødhårede integrationsminister på forsiden.

»Den koster 10 kroner – eller fem eller hvad du nu har,« siger Sigurd Sejer Skov og belønnes med 20 kroner.

»Alt for at stoppe Støjberg,« lyder det fra en kvinde og hendes veninde, som er stoppet op for at snakke med ham og Anders Bæk Simonsen.

»Vi vil gerne have forandring, men når det kommer til stykket, så tør vi ikke.«

»Men ved det sidste valg gik både Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti faktisk frem,« svarer Anders Bæk Simonsen.

»Yderpartierne er gået frem de seneste 10 år, fordi mange mener, at midterpartierne ikke kan give os det, vi ønsker. Jeg siger nu ikke, at det gør den store forskel, hvem vi stemmer på. Men hvis vi vil have forandringer, så er vi nødt til at organisere os i bevægelser.«

Sommetider kan det dog være træls at sælge Socialistisk Arbejderavis. Denne dag har de to avissælgere endda måtte fortrække til udkanten af torvet, fordi de hjemløse og tiggerne på bænkene i midten beder dem om det: De to stjæler kunderne!

Men andre gange er det let og sjovt. Solen skinner og folk vil snakke. Så råber de også: »KØB EN OPRØRSAVIS!«

Rød splittelse

Netop organiseringen, i hvert fald på venstrefløjen, har det ellers knebet med, efter IS i 2015 afsluttede det ni år lange fornuftsægteskab med Enhedslisten ved at melde sig ud af Liste Ø.

De dengang knap 100 medlemmer af IS meldte sig oprindelig ind i Enhedslisten i erkendelse af, at de var »alt for små«, hvis de skulle gøre en forskel, blot for at ende med at erkende, at organisationen netop ikke havde gjort en forskel i partiet.

Der havde stort set ikke været et politisk spørgsmål, hvor IS ikke havde kritiseret Enhedslisten for at stå for langt til højre. Og stort set ikke en eneste afstemning, som de havde vundet – omvendt mente Enhedslistens ledende kammerater i stigende grad, at IS ganske enkelt gik for langt med kritikken, som ikke længere blev opfattet som sådan, men snarere som illoyalitet.

Én afstemning bekræftede mere end noget andet for IS, at det gik den forkerte vej i Enhedslisten: Årsmødets beslutning året forinden om at fjerne flere marxistiske fraser i principprogrammet og ikke mindst sprogbrugen i programmets punkt otte – »på vej mod en socialistisk samfundsomvæltning« – hvor der taltes om »revolutionens nødvendighed«, opbygningen af »demokratiske folkemagtsorganer« og »frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive allierede«. I hundredåret for Oktoberrevolutionen holder IS nemlig stadig fanen højt.

»Når vi i den kommende tid kommer til at høre om Oktoberrevolutionen, vil du opleve, at alle – fra de borgerlige og til med Enhedslisten – vil tage afstand til Oktober,« siger Anders Bæk Simonsen.

»Februarrevolutionen var demokratisk, men det var Oktoberrevolutionen ikke. I den forståelse ligger, at det var et kup, bolsjevikkerne gennemførte. Men den læsning af historien tager ejerskabet til revolutionen bort fra arbejderklassen og bønderne – massernes kamp bliver med andre ord skrevet ud at historien.«

Cafe Le Blanc

Anders Bæk Simonsen og Sigurd Sejer Skov har taget en pause fra avissalget og sat sig ved et bord uden for cafe Le Blanc i en sidegade til Kultorvet. Begge er medlemmer af IS’s landsledelse og førstnævnte er samtidig redaktør på Socialistisk Arbejderavis, som udkommer otte gang om året i et oplag på mellem 1.500 og 2.000 eksemplarer.

Den 33-årige gymnasielærer Anders Bæk Simonsen trådte sine politiske barnesko i SFU og stemte på Villy Søvndal ved formandsvalget i 2005, men blev frustreret over, at den nye partiformand efterfølgende slog fast, at han skam ikke havde nogen planer om at afskaffe kapitalismen.

Man kan i dag lære meget af Oktoberrevolutionen, mener Anders Bæk Simonsen fra Internationale Socialister, der her fremviser forsiden fra sit blad: Socialistisk Arbejderavis.

Som for så mange andre, der gennem tiderne er blevet tiltrukket af trotskisterne, handlede det i første omgang ikke så meget om ideologien, som at disse – trods de få medlemmer – var her, der og alle vegne på venstrefløjen i forbindelse med demonstrationer og aktioner.

Og for fire år siden var det så Anders Bæk Simonsen, der rekrutterede den 10 år yngre Sigurd Sejer Skov, da han en dag mødte op sammen med en partifælle på Bornholms Gymnasium for netop at sælge partiavisen.

»De fleste sidder jo ikke og læser partiprogrammer og kommer frem til, at det her parti er det rigtige for mig,« fortæller Sigurd Sejer Skov.

»De fleste starter med at være oprørske: Se, der er noget galt med samfundet – med systemet – og så kigger man sig omkring for at finde et sted, man kan være med og gøre noget. Og her var IS et sted, man kunne organisere sig og gøre noget.«

Lenin

Selv om Oktoberrevolutionen synes forvist til historiens losseplads – for at bruge Trotskijs ord om mensjevikkerne – mener både Anders Bæk Simonsen og Sigurd Sejer Skov, at den stadig er relevant.

»I stedet for at se revolutionen som en proces, hvor masserne stifter bekendtskab og erfaring med forskellige politiske positioner – for til sidst at bekræfte bolsjevikkernes politik som den eneste, der kan sikre jord, fred og brød – så bliver Oktober blot set som de berømte 10 dage, der ændrede verden,« siger Anders Bæk Simonsen.

»Grunden til man prøver at tegne det modsatte billede skyldes, at det er den eneste gang i historien, hvor det lykkedes arbejderklassen og bønderne i en alliance at knuse den borgerlige statsform og fratage den herskende klasse dens privilegier. Det ryster også i dag magthaverne, så derfor vil man føre en bagvaskelseskampagne mod den russiske revolution. Det var nemlig en demokratisk milepæl: Kvinderne fik ligestilling, børn ret til skolegang, og de forskellige nationaliteter blev anerkendt.«

SSS: »Den russiske revolution har også en anden relevans, som man ikke må glemme i dag. Oktoberrevolutionen viste, hvordan almindelige mennesker i praksis kan tage magten i deres hænder. Almindelige mennesker kan gøre oprør, de kan organisere sig og … forandre samfundet. Det er en mulighed.«

ABS: »Kapitalismen har forandret sig, så arbejderklassen i dag er den største klasse overalt i verden. Folk bor i byer og sælger deres arbejdskraft for at overleve – om det så handler om at passe børn, stå ved et samlebånd eller tage telefonen i et callcenter. Det betyder, at de objektive betingelser er andre og bedre end i oktober 1917. Dengang var der nok mange arbejdere i Sankt Petersborg og andre storbyer, men i hele Rusland var de stadig en minoritet.«

SSS: »Revolutionen slog ikke blot fejl på grund af Stalin. Den slog fejl, fordi arbejderklassen i virkeligheden var for lille i Rusland. Fordi borgerkrigen ødelagde den industri, som der var, og man skulle bygge videre på. Og endelig, og måske vigtigst, så formåede revolutionen ikke at blive international. Lenin advarede om, at hvis den tyske revolution slog fejl, så ville den russiske også gøre det. Det fik han sådan set ret i.«

ABS: »Hvilket i vores optik banede vejen for Stalin. Så alt havde ikke været godt, hvis bare Trotskij havde vundet magtkampen efter Lenins død. Han ville stadig havde stået overfor de samme problemer, om end hans løsning på disse var en anden end Stalins. Stalins løsning var jo at lade den russiske arbejderklasse forsøge på 10 år at indhente det, som den vestlige arbejderklasse havde brugt et halvt århundrede på, hvilket førte til undertrykkelse.«

– Så Oktoberrevolutionen er stadig relevant, fordi den har vist, at man kan ændre samfundet?

SSS: »Det vil være absurd at tro, at man kan bruge Lenins ord i 1917 som en manual, og så sker tingene bare af sig selv. Men det har givet os nogle erfaringer, vi som parti – arbejderklassens universitet – skal huske på og kan bruge, når man skal være med til at lede masserne.«

ABS: »Arbejderklassens universitet er måske højtflyvende. Det giver mening, hvis vi var en større organisation …«

SSS: »Jeg taler også generelt om den revolutionære tradition.«

Trotskij

Lev Davidovich Bronstein, eller Leon Trotskij, som var hans dæknavn, forsvor heller aldrig Sovjetunionen, fordi dette ville have været at afsværge Oktoberrevolutionen og dermed sit eget livsværk.

I stedet betegnede Trotskij – efter at være blevet fordrevet – Sovjetunionen som en »degenereret arbejderstat, der selv under Stalin stadig var en arbejderstat og at foretrække frem for de kapitalistiske vestlige lande.

»Idealister og pacifister har altid kritiseret revolutionen for dens udskejelser,« skrev Trotskij i slutningen af sit liv, efter at flere og flere kritiserede den tykke streg, han satte mellem bolsjevisme og stalinisme. »Men det afgørende er, at ’udskejelserne’ udspringer af selve revolutionens natur, hvilket i sig selv er en historisk ’udskejelse’.« Målet helligede med andre ord midlerne.

Alligevel har Trotskij stået for den romantiske myte om Oktoberrevolutionen: Hvad revolutionen kunne være endt med, hvis ikke Lenin var død, og hvis Trotskij – og ikke Stalin – havde efterfulgt ham.

»Det kunne være gået anderledes,« siger Anders Bæk Simonsen.

»Men man skal også huske, at uden Oktoberrevolutionen kunne det være endt med verdens første fascistiske diktatur i form af et militærkup, der ville have ført til udryddelsen af de revolutionære, fagforeninger og civile organisationer. Bolsjevikkernes politik fik faktisk flertal i løbet af månederne august, september og oktober i de store byers sovjetter og ude på landet. Selvfølgelig skete der en forråelse under borgerkrigen. Der skete mange ting, som ikke var rare og på mange måder udemokratiske. Men man bare ikke sige, at det var bolsjevikkernes skyld. Man må se på de omstændigheder, hvorunder de måtte prøve at indføre socialismen, før man kan sidde på en cafe i Danmark i 2017 og fælde en dom over Oktoberrevolutionen.«

Succeskriteriet

Lige siden tyske flygtninge i mellemkrigsårene dannede de første trotskistiske grupper i Danmark, har der altid været såkaldte revolutionære socialister – i perioder kun en håndfuld – som sikrede, at Trotskijs tanker overlevede. Ofte isoleret på venstrefløjen og tilsyneladende uden behov for at bryde isolationen.

IS har 70 medlemmer fordelt på tre afdelinger i København, Aarhus og Odense, hvoraf kun halvdelen er aktive, og denne dag sælger Anders Bæk Simonsen og Sigurd Sejer Skov 12 aviser på Kultorvet.

Hvilket de nu anser for tilfredsstillende – situationen taget i betragtning. Hvis Danmark var lammet af storstrejker ville det selvfølgelig være noget andet. Men det er ikke tilfældet. Tværtimod.

»Man skal altid have noget at måle det i forhold til – ellers kan også blive for surt for en selv,« siger Anders Bæk Simonsen.

»Man skal opstille nogle succeskriterier, man kan leve med, hvis man vil være revolutionær hele sit liv.«

Det handler heller ikke, som de siger, om antallet af guldmønter, du får i lommen, men om den organisation du bygger! Avisproduktionen tjener til at udvikle organisationens indre debat og skoling og er dens øjne og ører til resten af samfundet. Socialistisk Arbejderavis er en reklame, som siger: Kom og tal med mig! Og du ved aldrig, hvad folk en dag vil tale om.