Læsetid: 6 min.

Stop ’tivoliseringen’: Christiania vil begrænse turisternes adgang til fristaden

Christianitterne har fået nok af de mange turister, som flokkes om fristaden. Bygningsstyrelsen er åben over for deres ønske om en aftale, der gør det muligt at regulere turisternes adgang til Christiania. ’Dobbeltmoralsk ambition for en fristad,’ lyder det fra turistselskab
Skal Christiania begrænse adgangen for turister til fristaden? Det lægger christianitterne nu op til. Her får en 9. klasse rundvisning på Christiania.

Skal Christiania begrænse adgangen for turister til fristaden? Det lægger christianitterne nu op til. Her får en 9. klasse rundvisning på Christiania.

Ulrik Hasemann

25. oktober 2017

Da en gruppe hippier i 1971 besatte et område i København og etablerede Christiania, var ambitionen at skabe en fristad. Men i dag, 46 år senere, har christianitterne fået nok af den frie adgang til deres bydel.

Fonden ’Fristaden Christiania’, som 1. juli 2012 købte ejendomsretten til hovedparten af Christianias bygninger, har spurgt Bygningsstyrelsen om muligheden for, at kravet om offentlig adgang til fristaden ikke skal gælde for kommerciel offentlighed. Det kunne eksempelvis være guidede ture for turister eller motionsløb, hvis ruter passerer gennem Christiania. Det fremgår af et referat fra Fondens seneste bestyrelsesmøde, som er bragt i fristadens avis Ugespejlet.

Årsagen er ifølge Christianias advokat og bestyrelsesmedlem i fonden Knud Foldshack »det enorme besøgspres på Christiania, især i sommerperioden«.

»Tusindvis af turister, som eksempelvis ankommer med krydstogtsskibe til København, betaler turistselskaberne penge for at besøge Christiania. Mange af turisterne opfatter Christiania som en afdeling af Nationalmuseet og går ind i christianitternes haver og hjem. Det er ikke rimeligt. Derfor har vi dels snakket med politiet, dels med Bygningsstyrelsen om mulige løsninger,« siger han.

Knud Foldshack understreger, at fondens ambition ikke er at lukke ned for adgangen til Christiania, men eksempelvis at sikre bedre vejledning eller afmærke ruter, så turisterne både får et mere retvisende billede af fristaden, og beboerne føler sig respekteret.

Hos Best Destination Partner, som er en af de største danske operatører inden for krydstogtturisme og også arrangerer ture til Christiania, har direktør Hanne Nehmar forståelse for christianitternes oplevelse af at blive overrendt i perioder. Det er dog ifølge hende ikke særligt for fristaden, men et vilkår for hele København.

Hun er meget åben over for at informere turisterne bedre om forholdene på Christiania for at hjælpe til at sikre christianitternes privatliv. Men regulering, skiltning og begrænsning af turisme stiller hun sig kritisk overfor.

»Det ville være lidt dobbeltmoralsk i en fristad, som slår sig op på åbenhed og højt til loftet. Vi arrangerer jo også ture til andre steder i København, også boligområder som Islands Brygge eller Ørestad. Det er en del af det at være en åben by,« siger Hanne Nehmar.

Spilleregler for turismen

Bygningsstyrelsen vil gerne drøfte en fortolkning af fondens købsaftale med staten, der åbner for, at Christiania kan forhandle med de kommercielle aktører, eksempelvis turistbureauerne, om begrænsning af adgangen til fristaden.

Ifølge specialkonsulent i Bygningsstyrelsen Malene Gronemann har styrelsen ikke grundlag for at vurdere problemets omfang, men går gerne i dialog med Fonden om udfordringerne. Det skriver hun i en mail til Information.

»Bygningsstyrelsen har vurderet, at det ikke vil være i konflikt med aftalens (mellem fonden og staten, red.) krav om åbenhed for offentligheden eksempelvis at styrke Christianias eget omvisningstilbud og/eller etablere krav om tilladelser mod betaling fra private aktører for ad den vej at styre eller begrænse antallet af besøgende.«

Malene Gronemann tilføjer, at Bygningsstyrelsens vurdering kun er baseret på aftalen mellem fonden og staten, og ikke på om og hvordan fonden som grundejer lovligt kan begrænse adgangen.

Det er aftalt, at fonden kommer med et skriftligt forslag til mulige tiltag, som Bygningsstyrelsen vil hjælpe til at sikre falder inden for rammerne af aftalen med staten.

Motionsløb som Ecco Walkathon og Christianshavnermilen, hvis ruter passerer gennem Christiania, kan potentielt også blive berørt. Både Knud Foldshack og flere af fondens medlemmer understreger dog, at det primært er masseturismen, som har givet anledning til deres ønske om at revurdere offentlighedsbegrebet.

»Selvfølgelig er vi glade for omverdens interesse for vores fristad. Turister er velkomne, Christiania er jo et offentligt område. Men vi lider under store rundvisninger. Dels er det kun turistselskaberne, som profiterer på dem, dels er turisterne ikke ordentligt orienterede om vilkårene på Christiania, og de voldsomme menneskemængder belaster hverdagslivet på fristaden. Det føles som en ’tivolisering’ af vores hjem,« siger Johannes Brandt, som er medlem af fonden og har boet på Christiania de sidste 12 år. Han har selv oplevet, at turister er vadet ind i hans dagligstue, fordi hoveddøren stod åben.

Fondens bestyrelse har endnu ikke besluttet, hvad den konkrete praksis for turister skal være. Men formålet er ikke at »score kassen«, understreger Knud Foldshack.

Som mulige løsninger nævner han, at krydstogtskibene og andre turistselskaber kunne samarbejde med Christianias egen rundvisningsgruppe, bedre information og skiltning til turisterne eller afmærkede ruter på fristaden. »At begrænse er også at vejlede,« siger han.

Det er turistdirektør Hanne Nehmars oplevelse, at Christiania allerede har »meget specifikke idéer om, hvordan tingene skal foregå«.

»Det er ilde set, hvis vi kommer med vores egne guider. Christiania bruger helst deres egne guider til at vise vores turister rundt. Og så er der jo også mange individuelle turister i København, som selv tager ud til Christiania og ikke gennem vores organiserede ture,« siger hun.

Fællesskabet overskygges

Biolog Peder Winkel Agger, som er bestyrelsesmedlem i fonden, men ikke bosat på Christiania, kan godt se det modsigelsesfulde i, at en fristad vil begrænse befolkningens adgang.

»På den ene side ønsker vi en fristad med fri, offentlig adgang. På den anden side er christianitter jo også mennesker med behov for en privatsfære. Christiania lider i forvejen under en ganske voldsom popularitet, som kun er stigende. Nogle beboere føler, at turismen og tilstrømningen er for meget. Vi er nødt til at acceptere, at deres behov for privatliv skal afbalanceres i forhold til idealet om fri adgang,« siger han.

Ifølge christianit Johannes Brandt »misbruger og kapitaliserer« eksempelvis krydstogtselskaberne på fristadens adgang og åbenhed. Derfor er en begrænsning nødvendig for at sikre en lige og fair adgang for alle.

»Det nytter jo ikke, at der opstår fortrinsret for de privilegerede turister, som har råd til at købe guidede ture. Desuden oplever vi i dag, at mængden af gæster i sommerperioderne bliver så stor, at det, turisterne egentlig kommer for at se, nemlig vores levevis og fællesskab, bliver overskygget af de andre turister. Det er enormt ærgerligt, at vi er nået dertil.«

Argumentet om, at det ikke er muligt at begrænse turisters adgang til andre frie områder i København køber Fondens bestyrelsesmedlemmer ikke.

»I andre dele af byen er der jo også nogle områder, som er offentlige og andre, der er privatejede. Turister går jo heller ikke ind i en andelsboligforening for at se fællesområdet. Men udfordringen er, at vi ikke har samme opdeling mellem offentligt og privat på Christiania. Vi har åben adgang overalt, og derfor skal gæster navigere på en anden måde end i resten af København. Vi ønsker ikke at ændre den åbenhedskultur og lukke os inde bag hegn, plankeværker eller låste bagdøre,« siger Johannes Brandt.

Win-win

Ifølge Peder Winkel Agger kan ambitionen om at begrænse eller regulere masseturismen også være til glæde for turisterne selv.

»Der er jo formentlig ikke nogen, der er interesseret i at besøge eller løbe på et område, som er overrendt, vadet sønder og sammen og fyldt med affald. Derfor håber vi, at Christiania kan finde nogle win-win-løsninger til glæde for både beboere og besøgende.«

Knud Foldshack understreger også, at Fonden ønsker en »god løsning« for alle parter.

»Hvis christianitterne føler sig som aber i et bur i Zoo, bliver de frustreret. Derfor er det nødvendigt at sikre, at den frie adgang til Christiania eksempelvis ikke betyder, at turister går ind i daginstitutioner, vores sundhedshus eller private hjem. Vi skal sikre en god løsning, så vi lever op til aftalen om at være en fristad, men ikke forulemper turisterne, udsatte borgere, som færdes på Christiania, eller beboerne,« siger han.

Hanne Nehmar fra Best Destination Partner opfordrer christianitterne til at invitere til dialog, når de afsøger mulige løsninger.

»Så kan vi sammen komme frem til initiativer såsom mere information til turisterne. Jeg tror mere på en fælles samtale end på at begrænse og regulere,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Thaarup Nyberg
  • Trond Meiring
Jens Thaarup Nyberg og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Hvorfor bliver der ikke arrangeret flere ture for turister til Gentofte? Der kan man jo bese det bedre borgerskabs prydhaver; mange af dem er jo virkelig smukke og velholdte og værd at kigge på. Er det egentlig ikke dobbeltmoralsk af en turistoperatør ikke at insistere på, at også bedsteborgerne i Gentofte skal have lidt glæde af alle turisterne?

Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, morten rosendahl larsen, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, Martin Mørch, Dorte Sørensen, Hans Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Nedlæg nu det lort.
Christiania har bevist gang på gang at de ikke ejer etik eller moral.
Salg af hash til børn er hverdagsforteelser, de blokerer en cykelsti gennem området, forbyder biler på området, og parkerer så deres egne i hele nabolaget.

Dorte Sørensen

Martin Madsen har du en motorvejs cykelsti i dit boligområder og har du turistturer , der tillader at de må gå rundt i din have og hjem??

Politikerne krævede normalisering af området - det har de fået - hvorfor så ikke holde her og være glad for det dejlige grønne område som christianitterne har passet på. Tænk hvis ikke området var blevet besat i 1970'erne - mon så ikke det var bebygget og området totalt ødelagt og med adgang forbudt for udvedkommende.

Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen, Martin Mørch og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Kim Houmøller hvad mener du med din bemærkning?

Mener du at alle der har gæld - hvilket gælder de flerte husejere osv. skal lade folk vade igennem deres hus og baghave og tilmed betalt for turen til turistselskaberne.

Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen og Martin Mørch anbefalede denne kommentar

Det forlyder! Christiania ønsker at barrikadere sig yderligere

Christianitterne har simpelthen fået nok. De vil gerne huse Pusher Street og hashsalget, men de vil nu afvise kunderne, hvis de ikke har et Pas og betaler entré.

Christianshavnere skal over en vifte sammen med andre gæster forbydes adgang, og cykelruten vil fremover have en form for grænsekontrol. Folk udefra forbydes gennemkørsel.

Bygningsstyrelsen overvejer at give tilladelse.

Lise Lotte Rahbek

Jeg kan godt forstå det.
Det må være slemt at være menneske i målet for turisme. At blive overbegloet som et zoodyr er belastende.

Randi Christiansen, Per Torbensen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er en del af Fristadens koncept, så der er ikke så meget at forstå. Det gælder for den indre by som helhed, hvor turisme er en pestilens, men sådan er det bare, og det skal udvikles.

Prøv at fortælle dem det på Rådhuset. De har ikke andet end events som Formel 1 i hovedet, som gør livet surt for beboerne snart året rundt. Så det er ikke kun Christiania som er tivoliseret, og så glemmer de deres egne karnevals optog i gaderne, som ofte spærrer bydelen af.

Det er jo christianitterne selv, der har lavet området til et tivoli!

Men fint, lad os sætte en bom op og et skilt med teksten "Kun adgang for beboere". Når hverken "eksterne" kunder eller "eksterne" leverandører har lovlig adgang, kommer vi også det ulovlige hashsalg til livs ved samme lejlighed (hvis ellers politiet for en gangs skyld ville gøre lidt for at sikre lov og orden på/ved Christiania.

@Niels Nielsen, du er velkommen til at komme forbi. Men jeg er bange for, at du bliver skuffet. Når der ikke er turarrangører, der kører til Gentofte, er det jo ikke fordi det er forbudt, men fordi ingen gider tage med på turene. Med god grund: der er mange fine huse og pæne haver, men det er der sgu da ingen, der gider betale penge for at se på. Men som sagt: bare kom forbi - der er ikke kontrol ved kommunegrænsen.

@Ole Rasmussen, et Formel 1 Grand Prix i København ville være en stor gevinst for byen og for dens hoteller, restauranter osv. Så kunne man holde denne ene store event med international opmærksomhed og undlade alle de løbs- og cykelarrangementer, som ikke giver byen, dens borgere og dens handlende noget som helst andet en besvær.

Eva Schwanenflügel

Der er alt for meget fokus på profit, og alt for lidt fokus på Københavnernes velbefindende.
Masseturisme skaber massive problemer i de fleste storbyer, foruden at det forurener og belaster CO2 regnskabet. I Venedig er de oprindelige beboere trængt helt bort, her kan man virkelig tale om et kæmpe Tivoli.
Personligt fatter jeg ikke attraktionen ved at vade rundt i en svedig hob af selfie-zombier.

Johnny Winther Ronnenberg

Hvis man har besøgt Christiania, så ved man et det er en landsby midt i København midt i et rekreativt område ;-)

For at være ærlig så betyder en åben dør ikke at man bare kan vandre ind i andres hjem, det ville jeg sgu heller ikke have accepteret da jeg var husejer.

Det må være tur arrangørernes ansvar at den slags ikke sker ;-)

Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@Dorte Sørensen
Ja, jeg er københavner, så jeg har cykelstier omkring mig over det hele.
Christianitterne bidrage ikke med noget positivt til samfundet. De tænker kun på sig selv, og at sælge et gram til det næste barn.

Det er et klart tegn på Christianias totale forstening i hash-tågerne, at man nu påberåber sig den private ejendomsret for at holde turister væk. Hvis den private ejendomsret var blevet håndhævet tidligere, ville Christiania slet ikke have eksisteret - for Christianias skabelse hvilede jo netop på en total tilsidesættelse af ejendomsretten.

Der ER et paradoks i at italesætte sig selv som rummelig og tolerant, samtidig med at man forsøger at holde andre ude.
Christiania kan stille op med flere guidet ture på tidspunkter, som passer turisterne ie. dem på cruiselinerne. På den måde kan de imødekomme den største forvirring.
De andre turister bliver de nødt til at acceptere. Ligesom alle os andre, der har airb&b folk boende i opgangene, folk rendende på cykelstien (det ligner jo et fortov!) og opkast overalt.

Randi Christiansen

Jens winther : "Det er jo christianitterne selv, der har lavet området til et tivoli!"

Det er så lige at stramme den. Fordi musik, teater og anden kunstnerisk og eksperimenterende udfoldelse altid har været en del af livet på christiania, giver det vel ikke adgang til 24/7 at betragte stedet som et tivoli.

@Randi, jeg kan i hvert fald konstatere, at der ikke var ret meget tivoli over området før de såkladte christianitter beslaglagde området!

Det var nu ikke så meget musik og teater, jeg tænkte på, men snarere hasboder, anden ulovlighed og forslumning.

Men du synes måske godt om mit forslag med bomme?

Randi Christiansen

Jens winther 15.44

Den oprindelige vision er 'fristaden christiania'. Som et sted med mulighed for at undersøge og udleve underbelyste sider af det moderne menneskes liv. Som manglede, som savnedes, som måtte findes, hvis psykisk overlevelse skulle være mulig. Det brølende konkurrence-og forbrugssamfund er jo på alle måder en udfordring ikke at få et nervesammenbrud af. For nogen af os. Dengang. Vi måtte have et åndehul, hvor der var tid og rum til at være hele mennesker - ikke kun i fritiden. At netop arbejds- og fritidsliv ikke var så adskilte verdener. Christianias vision blev lovliggjort af den danske regering da kjeld olesen var forsvarsminister.

På fristaden udvikledes et blomstrende kunst-og kulturliv og på trods af frihedens mørkere sider, har de lyse også overlevet. Fra musik og teater, alternative bo-og byggemåder til avancerede videnskabelige foredrag i fristadens biograf 'byens lys'. Og det er lykkedes at bevare området som en grøn oase i byen. Man kan sige, at man ikke kan lave en omelet uden at knække nogen æg, og selvom christianias eksperiment har bidraget positivt, bør der alligevel være plads til forbedring og til, at christiania og omgivelserne kan udvikle et gensidigt tilfredsstillende og frugtbart samarbejde.

Eller fortrækker du, at området 'normaliseres' efter det omkringliggende samfunds så forbilledlige eksempel?

Randi Christiansen

Nu er det dig jens, som her har introduceret tivolibegrebet. Inden befrielsen af området var der ikke noget at råbe hurra for på den gamle kaserne ... og tilværelsens mørke sider er ikke forbeholdt christiania men er ofte mere synlige der.

Nu lod jeg mig måske rive lidt med af, at jeg er enig i dine to sidste afsnit, og overså derfor lige den med bommene. For mig er det nok, at der ved ud-og indgang på christiania bliver gjort opmærksom på, at man nu træder henholdsvis ind i/ud af eu. Christiania humor/politisk aktivisme klassik.