Læsetid: 4 min.

En varsom biskop og en gemytlig Løkke, der dog vil stramme for udlændinge

Folketingets åbning forløb nøje efter forfatning og tradition: Forsigtig folkekirketale. Og en statsminister, der lokker sit støtteparti
Undervisningsminister Merete Riisager, transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, ældreminister Thyra Frank og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll ved Folketingets åbning tirsdag, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen lovede nye udlændingestramninger

Undervisningsminister Merete Riisager, transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, ældreminister Thyra Frank og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll ved Folketingets åbning tirsdag, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen lovede nye udlændingestramninger

Jens Dresling

4. oktober 2017

»Riinng, riinng, riinng!« Folketingets længst siddende medlem, tidligere minister Bertel Haarder (V), bimler den store sølvklokke for at signalere, at mødet er åbnet.

Klokken er 11.59.44, og det er den 3. oktober. I en ellers uforudsigelig verden går den danske folkevalgte forsamling på minuttet frem efter forskrifter i grundlovens § 36: »Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober og varer til samme tirsdag i det følgende år. På folketingsårets første dag kl. 12 sammentræder medlemmerne til møde, hvor folketinget sættes påny«.

Et ekko af fortids orden er der også i den kongelige families punktlige ankomst til Christiansborg kl. 11.40, hvorefter familiemedlemmernes finhed afgør, hvem der skal gelejde dem til deres særlige pladser: Dronningen ledsages af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), kronprinsen ledsages af 1. næstformand Henrik Dam Kristensen (S), kronprinsessen af 2. næstformand Kristian Pihl Lorentzen (V); prins Joachim får underdanigt følge af Enhedslistens 3. næstformand, Christian Juhl, og så fremdeles efter hakkesystemet, indtil prinsesse Benedikte, der må tage til takke med Folketingets direktør, Carsten U. Larsen.

Men inden al denne royale følgagtighed har der været forkyndt ord fra prædikestol. Viborgs biskop, Henrik Stubkjær, holder kl. 10 åbningsprædiken for en stopfyldt Christiansborgs Slotskirke. Forventningerne er spændt: Hvor meget vil biskoppen revse lovgivere for at glemme næstekærlighed – sådan som det er hændt, at tidligere prædikanter har påtalt det ved denne lejlighed?

Varsom bispegang

Viborg-biskoppen viser sig at gå nøjagtigt så varsomt, som det mestendels er balancekunsten i den danske folkekirke.

Den politisk mest krasbørstige del af Henrik Stubkjærs prædiken lyder således: »Menneskelighed, værdighed og frihed bliver større af at blive delt. Så hverken det mindreårige barn eller den syge gamle skal være i tvivl: De hører alle med. Så hverken den etnisk dansker eller den fremmede skal være i tvivl: De hører alle med.«

Mon hun føler sig ramt, hende Venstres udlændinge- og integrationsminister og slotskirkegænger Inger Støjberg? Nogle vil anfægtes af, at hun udøver sit job blandt andet ved at behandle de »fremmede«, så de kan komme i grum tvivl om, »de hører med«.

Biskop Stubkjær kan tænkeligt have følt sig fristet til – med henblik på Støjberg og hendes medforvaltere af kynismen – at citere Jesu ord på korset: »Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør.« Men så vidt driver biskoppen ikke sin revselse. Forsigtigt af ham, for så havde han udfordret den statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der i sin to timer senere åbningstale til Folketinget bebuder endnu flere stramninger over for udlændinge.

Gemytlig Løkke

Statsministeren lægger dog mere gemytligt for. Han fortæller en historie om, hvordan han sammen med sine regeringspartnere, udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og justitsminister Søren Pape (K) i september besøgte Esbjerg Gymnasium og spurgte de unge om deres drømme om at rejse ud i verden for at læse eller arbejde.

Løkke bliver afbrudt af folketingsklokken, der atter ringer. Denne gang svunget af den genvalgte formand, Pia Kjærsgaard, der udbryder: »Vi stopper lige. Beklager. Utilstedeligt. Men vi må lige holde en pause.«

Det er ikke Løkke, der provokerer Pia Kjærsgaard, men en ung demonstrant, der kaster papirer ned i salen og hurtigt bliver fjernet af en folketingsbetjent.

Da Løkke igen får ordet, har han åndsnærværelse nok til at genoptage sin fortælling med ordene:

»De unge, der var i Esbjerg, eh…«

Salen kvitterer med godmodig latter over denne sammenligning mellem forskellige ungdomstyper.

Løkke når frem til sin pointe:

»Gennem historien har danskere grebet mulighederne.«

Og vupti er han ovre i regeringens plan »med fire konkrete mål«: »Skabe flere private arbejdspladser.« Investere i velfærdssamfundet.« »Flytte tusinder ud af passiv offentlig forsørgelse«.

Det fjerde mål venter han lidt med. Men det dukker op som slagordet: »Styr på tilstrømningen til Danmark.«

Mens statsministeren er ved den let forståelige sprogbrug, får han også sagt: »Vi har givet opsvinget flyvehøjde. Nu skal vi give det flyvelængde.«

Uforvarende kan nogle for deres indre blik komme til at se opsvinget som en gumpetung gås på træk. Men i statsministerens forestillingsverden er det »et ekstra råderum i den offentlige økonomi på 36 milliarder kr.« – »i årene frem mod 2025.«

Ledsaget af formaningen: »De penge skal vi bruge klogt.«

Den kloge brug

Som klog brug nævner Løkke: »Motorveje. Digital infrastruktur.« »Lette skatter og afgifter.« »Styrke politiet og forsvaret.« Tilføjet snusfornuften:

»Og også have noget i reserve. Det er altid klogt med penge på kistebunden.«

Og så pludselig et politisk hak: »Det er forkert at reducere dansk politik til et valg mellem skat og velfærd. Det er et falsk valg.«

Og dernæst taler statsministeren ganske længe pænt om skattelettelser.

Derpå omtaler Løkke rosende regeringens udflytning af statslige arbejdspladser. Han bebuder: »I en ny udflytningsrunde vil regeringen igen etablere flere tusinde arbejdspladser ude i landet. Vi præsenterer vores udspil i december måned.«

Løkke bebuder også: »I begyndelsen af næste år vil regeringen præsentere en sammenhængsreform.« Den vil være møntet på det skrantende sundhedsvæsen.

I Løkkes afsnit om forsvar og sikkerhed opregner han truslerne: »USA er på en mere ustabil kurs end før. Briternes beslutning om at træde ud af fællesskabet udfordrer samarbejdet i EU. Et mere aggressivt Rusland. Et vanvittigt Nordkorea. Ustabilitet i Nordafrika og Mellemøsten. Terror og migration. Trusler fra cyberspace og forsøg på at påvirke vores samfund udefra.«

Konklusion: »Regeringen vil give forsvaret flere militære muskler.«

Split og knyt

Og så er Løkke ovre i den værdipolitik, der splitter venstrefløjen og knytter Dansk Folkeparti til den borgerlige blok. Løkke stiller i udsigt:

»Regeringen vil fortsætte med at stramme udlændingepolitikken. Vi arbejder på at få de asylsøgere, der er blevet afvist, sendt hjem. Vi vil holde fast i stramme familiesammenføringsregler. Og vi vil stramme reglerne for indfødsret.«

Løkke vælger at klinge ud på positive toner:

»Der er grund til optimisme. Og hvis vi bruger de gode tider med rettidig omhu, har vi også i fremtiden noget at have optimismen i. Så kan vi gå endnu bedre tider i møde. Bedre end nogensinde. For flere end nogensinde.«

Hvorpå Løkke anfører Folketinget i råbet: »DANMARK LEVE. Hurra! Hurra! Hurra!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Eva Schwanenflügel
Niels-Simon Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Ah, der var noget mere krudt i Stubkjærs prædiken, han gik i rette med lukningen af friskoler og beklædningsforbud.

Tino Rozzo, Anna Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Mon ikke også Stubkjærs ord skulle henlede opmærksomheden på den stigende ulighed og voksende fattigdom? Sådan hører jeg dem i det mindste.

Tino Rozzo, Steffen Gliese og Anna Sørensen anbefalede denne kommentar
Anna Sørensen

Bravo, Information! Som eneste medie, så vidt jeg ved og jo også er ret sikker på, så nævner du/I her H. Stubkjærs tale!! Der var så meget godt stof i den tale/prædiken, bla. fordi den byggede på værdier alle kan gå ind for.
Det var en oplagt chance at gribe fat i, for kan regeringen være sin politik bekendt? Og hvilke værdier skal vi huske, midt i en klode-krise (og de problemer, der er udledt deraf, flygtninge, krige, etc.)?
DR's mikrofonholder stod klar lige udenfor kirken, på selve trappen, og det spørgsmål hun stiller Løkke er, hvad hans kommende tale vil indeholde...

Så meget for åndelighed i nyhedernes Danmark og DR, vores fælles demokratiske højborg.
Det er jo gennem kunsten, det åndeliges sprog, vi skal finde løsningerne, modet, håbet, livsglæden til at komme videre i en overfladisk og forjaget verden. Den chance greb DR ikke. Man viste end ikke gudstjenesten på TV...

Kære David Rehling: Er I og du bevidste om det åndeliges styrke? Kunstens sprog? Og er det ikke på tide at Information ser værdien i et Kongehus, som et stærkt symbol? Hvem skal vi ellers have til at repræsentere vores land? En valgt præsident...?
Og hvorfor lytter så mange til Dronningens nytårstale? Hvorfor rammer den mig hvert år, som et præcist billede på folkestemningen lige nu?
Mens Løkkes taler falder helt igennem...

Måske skal vi bare se Dronningen som den åndelige ledefigur, kirken en gang var? I en multikulturel verden er der ikke længere én fasttømret religion at støtte sig til og godt det samme.

Men ÅNDELIGHED, det har vi stadig brug for, ikke sandt? ;o)

PS Radioens P2 spiller en skøn melodi (Walking in the air) og jeg finder, igen, styrke og livsmod gennem skønheden i kunsten.

ingemaje lange, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Åh, jeg synes nu også statsministeren talt godt, bedre end nogensinde - han må desværre bare lægge noget helt andet i sine ord, end andre gør, når man ser på den politik, de kaster af sig. Hvis hans ord blev fulgt af handling, ville Danmark igen blive verdens bedste land at bo i.

Niels-Simon Larsen

Anna Sørensen: "..værdien af et kongehus". Ha, det samler udelukkende klimabenægtere, jordbesiddere og korrupte elitefolk - eller de samles om kongehuset. Jeg ved ikke noget værre end det. Læs, Det koster et kongerige af Jens Høvsgård, så får du øjnene op.
At nævne kongehuset sammen med åndelighed er det værste, jeg har hørt, og Dronningens nytårstale er det rene pladder.
Det er på tide, vi bliver politisk voksne og tager ansvaret gennem en republik.

Niels-Simon Larsen

Folketingets åbning er en latterlig forestilling. At præsternes prædiken skal have noget med virkeligheden at gøre, er at forlange for meget. Folketinget står over kirken, det skal man gøre sig klart. Det hele er rent skuespil.

Niels-Simon Larsen

Steffen: Danmark vil da aldrig blive et godt land for verden, så længe Løkke har noget at skulle have sagt. Alt, hvad den mand siger, kan man roligt lægge det modsatte i. 'Den lille svindler' kaldte Lykketoft ham engang, og det passer stadig.

Tino Rozzo, Flemming Berger, Ryan Klitholm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar