Læsetid: 9 min.

Ankestyrelsen siger, at Marianne ikke er ’part i sagen’ om sin datters død. Så hun får kun et udsnit af historien

To mødre, hvis voksne børn døde som stofbrugere, har forsøgt at få aktindsigt i sagernes nærmere omstændigheder. Men ifølge reglerne må de kun se sundhedsoplysninger og ikke de socialretlige oplysninger, har Ankestyrelsen bestemt. En sag for Ombudsmanden, siger offentlighedsekspert Oluf Jørgensen
Her ses den nu afdøde Pernille med ryggen til, mens hun taler med gadejuristen Nanna Gotfredsen foran Hovedbanegårdens udgang mod Istedgade i København. Billedet er fra tiden før, Pernille kom i metadonbehandling, og er gengivet med tilladelse fra hendes mor.

Her ses den nu afdøde Pernille med ryggen til, mens hun taler med gadejuristen Nanna Gotfredsen foran Hovedbanegårdens udgang mod Istedgade i København. Billedet er fra tiden før, Pernille kom i metadonbehandling, og er gengivet med tilladelse fra hendes mor.

Elizabeth Heltoft

27. november 2017

I begyndelsen af september 2015 var den 38-årige stofbruger Pernille og hendes kæreste, der også var stofbruger, »spærret inde hele weekenden af blågårdsbanden og er lige blevet lukket ud her til morgen af politiet«.

Sådan kan Pernilles mor, Marianne BB, læse i en journal fra Socialforvaltningen i København, som hun fik aktindsigt i her i september, 11 måneder efter at politiet fandt hendes datter død i sin lejlighed i Københavns Nordvestkvarter.

Ifølge obduktionsrapporten om Pernille fra Retskemisk Institut »må dødsårsagen antages at være forgiftning med metadon«. Men det føler Marianne BB sig ikke overbevist om.

For ifølge hvad Pernille fortalte sin mor inden sin død, blev datteren og hendes kæreste afpresset og skulle betale penge hver måned. Ellers blev de truet med at få en dødelig sprøjte med insulin.

»Sådan en insulinindsprøjtning kan ikke spores, og jeg ved, at Pernille var bange. Hendes kæreste, som efter hendes død nærmest flygtede fra København, blev afkrævet 8.000 kroner om måneden. Det var alle de penge, han fik, og dem skulle han betale for ingenting, bare fordi han var en stakkels narkoman, der gik på gaden,« siger Marianne BB.

Hun har, inden datteren døde, fået fortalt, at da hun og kæresten blev holdt fanget, fik kæresten hovedet slået ned i et glasbord, så han mistede fortænderne. Pernille og kæresten slap først fri, efter at naboerne havde tilkaldt politiet på grund af larmen.

Den udleverede journal på over 50 sider fra Socialforvaltningen er første gang, Marianne BB har søgt aktindsigt. Og det er hun glad for.

»Hurra for aktindsigt. Jeg er blevet meget klogere,« som hun siger.

Men Marianne BB er ikke tilfreds med, at hun kun kan få aktindsigt i sundhedsoplysninger om sin datter. Hvad kommunen har noteret om Pernille i forhold til serviceloven, altså det socialretlige om kommunens forpligtelser, kan hun ikke få indsigt i. Forklaringen er meget kort, at »Borger er død«, som der står øverst på hver eneste side i journalen. Og så er selv en mor ikke nær nok til at få indsigt i sådanne oplysninger, lyder vurderingen.

Mathias mor har også fået nej

Flere hundrede kilometer væk et andet sted i Danmark sidder en anden mor i samme situation. Hendes 25-årige søn Mathias døde i april 2016 efter at være løsladt fra fængsel og i en måned have hørt under Gladsaxe Misbrugscenter.

»Men han fik ikke dækket sine abstinenser, så han gik på gaden og købte illegalt. Det er det, der slog ham ihjel, et mix af de piller, han fik fra gaden, og den medicin, han fik fra misbrugscenteret. Han sov ind, kroppen kunne ikke klare det,« mener Mathias’ mor, Marianne B.

Også hun har søgt aktindsigt i sin søns sag.

»Jeg ville gerne vide, hvad der skete, hvad han havde gået og tullet med. Jeg har ikke haft mulighed for at følge det så tæt andet end gennem Mathias. Det er vigtigt for mig at vide, hvad der foregik på det center og den sidste tid i min søns liv,« siger hun.

På forhånd havde Marianne B regnet med, at det var oplysninger, hun som mor sagtens kunne få. Men hun kunne kun få oplysninger udleveret efter sundhedsloven.

»Der findes desværre ikke tilsvarende muligheder for at give aktindsigt i den del af Mathias’ sag, der omhandler den sociale behandling, han har modtaget i Rusmiddelcentret,« skrev Gladsaxe Kommune i juni til Marianne B.

»Vi kan kun videregive oplysninger vedrørende den sociale del af behandlingen med borgerens samtykke, og et sådant samtykke bortfalder altid ved dødsfald.«

I juli stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afslag:

»Din afdødes søns sag er afsluttet, idet han er afgået ved døden,« skrev styrelsen og understregede, at en betingelse for indsigt efter forvaltningsloven er, at »vedkommende har en væsentlig, individuel eller retlig interesse i forvaltningslovens forstand«.

»Vi finder, at din interesse i sagen ikke kan sidestilles med en væsentlig, individuel eller retlig interesse i forvaltningslovens forstand,« lød konklusionen.

Det kunne Marianne B ikke forstå: »Det undrede jeg mig meget over. Selv om man er død, har man stadig nogle pårørende, som har behov for at kende ens livshistorie, især en mor,« siger hun.

I december 2016 modtog hun en mail fra kommunen, der kaldte forløbet med den manglende aktindsigt for »en meget ulykkelig sag«.

»Vi har som udgangspunkt gerne villet give dig aktindsigt i sagen, men det er ikke muligt, da Mathias var myndig, og hans sag derfor er omfattet af tavshedspligt. Det kan virke urimeligt, at man som mor ikke har adgang til oplysninger om sin søn i en sådan situation. Men sådan er lovgivningen skruet sammen. Det er derfor ikke uvilje fra vores side, som gør, at du ikke kan få svar på dine mange spørgsmål,« skrev lederen af Rusmiddelcentret.

Kun henvisninger til §§

Kommunen har ifølge Marianne B optrådt »meget empatisk« på et møde. Alligevel synes hun ikke, at hun har fået meget andet end en masse henvisninger til paragraffer, når hun har stillet spørgsmål.

»Mathias havde på det første møde, hvor jeg selv var med, tigget og bedt om at komme i døgnbehandling, men det afviste de og gav ham kun ambulant behandling. Det er det, jeg gerne ville se hvorfor. Men det er ikke lykkedes for mig, og jeg er bange for, at det aldrig sker.«

Hun mener, at reglerne burde ændres: »Det er vigtigt, at man som pårørende får aktindsigt. For det er i den sociale del, at svarene på mine spørgsmål om Mathias kan findes, og det ville betyde meget for mig. Jo flere brikker, der falder på plads, jo mere kan man få ro, selv om man ikke kan slippe for sorgen. Nu tænker jeg i stedet over, hvorfor jeg ikke kan få den indsigt. Er der noget fordækt,« spørger hun.

En sag for Ombudsmanden

Offentlighedsrådgiver og tidligere medlem af Offentlighedskommissionen Oluf Jørgensen er langt fra sikker på, at Ankestyrelsen har ret i deres stadfæstelse af Gladsaxe Kommunes afslag på andet end sundhedsoplysninger.

»Sagen fra Ankestyrelsen handler om parters ret til aktindsigt efter forvaltningsloven. Her konstaterer Ankestyrelsen, at pårørende til afdøde ikke er part. Min vurdering er, at nærmeste pårørende har ret til aktindsigt efter en afdød, medmindre det må antages at stride mod afdødes ønsker. Samme ret har nærmeste pårørende, når personer i live ikke er i stand til at tage vare på sig selv,« siger han.

»Reglerne om aktindsigt skal sikre borgerne mulighed for kontrol, og det ville være paradoksalt, hvis ingen borgere har mulighed for kontrol, når klienten eller patienten er død. Derfor har man i sin tid fundet formuleringen: ’nærmeste pårørende’. Der er formentlig brug for, at Folketingets Ombudsmand får en sag til vurdering.«

Fik måske for mange papirer

Nanna Gotfredsen fra organisationen Gadejuristen har hjulpet begge mødre med at få aktindsigt, og hun kender til andre tilfælde, hvor mødre i lignende situationer har fået afslag på andet end indsigt i oplysninger efter sundhedsloven.

Ifølge Nanna Gotfredsen kan det virke lettere tilfældigt, hvor meget eller hvor lidt en mor kan få. Hun peger således på, at Socialforvaltningen i København – måske ved et uheld eller på grund af uopmærksomhed – tilsyneladende har givet lidt mere, end hvad der strengt taget følger af sundhedsloven i de udleverede papirer til Pernilles mor Marianne BB.

»Der er flere steder – f.eks. det med at Pernille og hendes kæreste blev holdt indespærret – som ikke er oplysninger efter sundhedsloven. Det hører under serviceloven. Det kunne tyde på, at sagsbehandlerne selv er lidt i tvivl, når de skal afgøre en aktindsigt,« siger Nanna Gotfredsen.

Hun peger endvidere på oplysninger i de udleverede papirer om, at Pernille på et tidspunkt gerne ville i døgnbehandling på institutionen Kongens Ø, men at kommunen kun ville finde en plads på en institution, der var dækket af satspuljemidlerme – og derfor gratis for kommunen.

»Også her er der tale om sagsoplysninger, der afgøres efter serviceloven,« siger Nanna Gotfredsen.

Gotfredsen: Megasvigt

Side op og side ned vidner de oplysninger, som Marianne BB har fået, om hendes datters brutale tilværelse som stofbruger på ordineret metadon. Kort og sagligt har forskellige sagsbehandlere måned efter måned skrevet små indføringer i journalen om bl.a. Pernilles fejlfix, bylder, blødende sår, tvangsindlæggelse på gule eller røde papirer, udeblivelser fra samtaler og konsultationer, og om hendes afhentning af de ordinerede daglige 240 mg metadon ved Falckbussen.

Pernille måtte ikke længere hente de ordinerede daglige 12 metadontabletter i misbrugscentret, fordi hun ved en bestemt lejlighed havde optrådt voldsomt og bl.a. kastet et krus kakao op på væggen.

Efter et hjemmebesøg i juni 2016 blev det noteret, at de ordinerede 240 mg ikke var nok for Pernille, der købte »illegal metadon ved siden af. Hun fortæller, at hun ikke kan fixe mere, da der ikke er flere vener«.

Det var ikke nye oplysninger for kommunen. Under en tidligere lægeundersøgelse havde Pernille forklaret, at hun i ti år har været i behandling med 240 mg metadon, og at hun »de sidste fire år« var vågnet hver morgen med abstinenser, uden at det ser ud til at føre til justering af dosis eller anden behandlingsindsats.

De udleverede oplysninger vidner ifølge Nanna Gotfredsen også om »et megasvigt« fra kommunens side. Det drejer sig om, at Pernille i månederne op til sin død ufrivilligt fik nedsat dosis af nervemedicinen Rivotril (benzodiazepin), som en del underdoserede stofbrugere bruger til at få metadonen til at række bedre, forklarer hun.

»Denne nedtrapning er tydeligt uønsket og altså påtvunget, men der er ingen som helst tilbud om støtte undervejs, og når Pernille udtrykker utilfredshed til andet personale end lægen, som i øvrigt ikke tilser hende undervejs, fastholdes nedtrapningen blot. Det er tæt på, at den slags tilgang ligner en opskrift på unødig tidlig død,« siger Nanna Gotfredsen.

»Og så er det en beslutning, som kun en læge må træffe. Men det er ikke sådan, det fremstår i de udleverede papirer.«

Af de sidste indføringer i Pernilles journal fremgår det, at »borger betaler ikke for sin Rivotril, hvorfor disse nedtrappes med 0,5 mg pr. uge«, som det blev noteret midt i august 2016. Godt en måned senere et nyt notat: Pernille var ikke mødt til samtale om nedtrapningen af Rivotril, hvorefter det blev tilføjet: »Der er ikke i dokumenttilknytning nogle dokumenter om, at vi skulle betale for hendes Rivotril.«

Næstsidste tilføjelse handler om, at Pernille endnu en gang ikke er mødt op til aftalt lægekonsultation, og at nedtrapningen fastholdtes. En uge efter fulgte den sidste indføring: »Indsatsen afsluttes, i det [Pernille] er afgået ved døden d. 25.10.16.«

Ifølge Nanna Gotfredsen er benzodiazepin voldsomt ubehageligt at undvære for underdoserede stofbrugere. De får kramper.

»Det ser ikke ud til, at man for alvor har overvejet, om det var okay at lave tvangsnedtrapning. Derfor har Pernille været nødt til at skaffe benzo’erne fra det illegale marked, hvor de er vanvittig dyre i forhold til, hvad man skal betale på apoteket,« siger Nanna Gotfredsen.

Hun mener, at der er behov for at ændre reglerne for aktindsigt for pårørende, og hun ser oplysningerne i Pernilles sag som et godt argument.

»I dag bliver det tilfældigheder i den daglige arbejdsgang, der afgør, om pårørende kan få en smule adgang til sociale oplysninger. I Pernilles sag er det sket, fordi en sygeplejerske har nedfældet socialretlige overvejelser, og formentlig har kommunen derfor anset det som sundhedsfagligt.«

Gladsaxe Kommune har ikke ønsket at kommentere forløbet. Københavns Kommunes socialforvaltning har ingen anden kommentar, end at kommunen ikke ifølge de gældende regler må give de oplysninger, som efterspørges.

Alle fornavne er korrekte, men af hensyn til de pårørende er efternavnene enten udeladt eller skrevet med initialer, da begge mødre hedder Marianne. Redaktionen er alle fulde navne bekendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Anker Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Anker Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det er jo meget bekvemt for kommunerne, at pårørende ikke kan få aktindsigt i sager, hvor der muligvis er tale om fejlbehandling eller svigt fra myndighedernes side. Så kan pårørende heller ikke klage eller få erstatning, og kommunerne kan fortsætte praksis uantastet.
Det er mørklægning af værste skuffe :-(

Estermarie Mandelquist, Carsten Wienholtz, Anne Eriksen, Karsten Lundsby, Christel Gruner-Olesen, Ib Christensen, Martin Madsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er jo meget bekvemt for kommunerne, at pårørende ikke kan få aktindsigt i sager, hvor der muligvis er tale om fejlbehandling eller svigt fra myndighedernes side. Så kan pårørende heller ikke klage eller få erstatning, og kommunerne kan fortsætte praksis uantastet.
Det er mørklægning af værste skuffe :-(

Eva Schwanenflügel

Det er jo meget bekvemt for kommunerne, at pårørende ikke kan få aktindsigt i sager, hvor der muligvis er tale om fejlbehandling eller svigt fra myndighedernes side. Så kan pårørende heller ikke klage eller få erstatning, og kommunerne kan fortsætte praksis uantastet.
Det er mørklægning af værste skuffe :-(

Frank Rasmussen

Voksne er selvstændige individer med egne rettigheder, også til privatliv.

Familieskab giver ikke specielle rettigheder til at bryde ind i privatlivet.

Henrik L Nielsen

Eva Schwanenflügel

Jeg kan godt forstå at du siger som du gør, men det er jo mere kompliceret end som så. Når man er voksen har man et krav på fortrolighed over for forældre. Der kan jo være ting i de oplysninger som man ikke ønsker familien skal få kendskab til. Heller ikke efter døden.

Hvis man endelig vil sikre sig at man kan få de oplysninger så må man jo få sig en fuldmagt.

En anden mulighed ville være at lave et uafhængigt nævn som ville tage sager op for afdøde, hvortil pårørende kunne klage hvis de mener nogen har gjort noget forkert. En slags miniombudsmand.

Philip B. Johnsen

Det der virkelig skriger til himmelen, når jeg læser denne sørgelige beretning, er de lidelse samfundet unødigt påføre stofmisbrugere ved, at kriminalisere mennesker, der helt klart et syge, der er ingen, jeg mener absolut ingen, der ønsker et liv så langt ude på stoffer.

De omtalte nu beklageligvis alt for tidligt afdøde, kunne være forholdsvis velfungerende og jeg mener forholdsvis velfungerende i forhold til ikke misbrugere, hvis det ikke var ulovligt, at medicinere stofmisbrugere, der er kommet langt ud i deres misbrug.

Jeg kan ikke forstå, hvordan politikere kan retfærdiggøre, at udsætte andre mennesker for helt unødig lidelse, jeg kommer aldrig til at forstå det.

Jeg har stor medfølese med de efterladtes ønske om uddybende forklaring om hele forløbet.

Henrik L Nielsen, Carsten Wienholtz og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar