Note
Læsetid: 1 min.

Bandeleder idømt forvaring og udvisning

Note
Indland
1. december 2017

Byretten i Holstebro har torsdag idømt den seriekriminelle bandeleder Danny Abdalla forvaring og udvisning for tredje gang.

Danny Abdalla var sigtet for 36 forhold, som Information kunne berette om i september. Blandt tiltalerne var flere voldtægter, skudafgivelser, trusler og narkokriminalitet.

Danny Abdalla er tidligere dømt for røveri og narkokriminalitet og har i en årrække opholdt sig i landet på tålt ophold. I den forbindelse har han været pålagt at skulle melde sig i Sandholmlejren hver dag, men i en periode på 505 dage i træk undlod han at dukke op. Det er bl.a. i den periode, at Danny Abdalla har begået den kriminalitet, han torsdag blev dømt for.

Sagen rejste tvivl om, hvorvidt reglerne for den kriminelle meldepligt er tilstrækkelige.

En forvaringsdom er formelt betragtet ikke en straf, men en foranstaltning, domstolen kan pålægge en dømt, som anses for særligt farlig. En forvaringsdom er uden tidsbegrænsning, og afsoningen foregår normalt i Herstedvester.

Danny Abdalla er to gange tidligere blevet dømt til udvisning, men da han hævder at være truet på sit liv i hjemlandet Libanon, har de danske myndigheder ikke kunnet udsende ham.

Danny Abdalla skulle ifølge Ekstra Bladet have erklæret sig offer for justitsmord og råbt, at han ville anke, da han modtog dommen. Desuden er en medtiltalt i sagen idømt tre års fængsel for bl.a. medvirken til skyderi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her