Læsetid: 4 min.

’Ben’ og vellønnede poster fører til overraskende bredt samarbejde i København

Frank Jensen (S) brugte den klassiske drejebog med pres og økonomisk lukrative poster, da mandaterne sikrede ham muligheden i København. DF’s afgående borgmester Carl Christian Ebbesen er stolt af aftalen
Overborgmester Frank Jensen ankommer til Københavns rådhus kl. 22.45 tirsdag aften sammen med spidskandidaterne fra de partier, der allerede tidligt støttede ham som overborgmester. Fra venstre er det Mia Nyegaard (R), Sisse Marie Welling (SF) og Ninna Hedeager (Ø).

Overborgmester Frank Jensen ankommer til Københavns rådhus kl. 22.45 tirsdag aften sammen med spidskandidaterne fra de partier, der allerede tidligt støttede ham som overborgmester. Fra venstre er det Mia Nyegaard (R), Sisse Marie Welling (SF) og Ninna Hedeager (Ø).

Tycho Gregers

24. november 2017

Overborgmester Frank Jensen (S) kommer til at lede København på et overraskende bredt og solidt fundament, efter at alle Borgerrepræsentationens partier tidligt onsdag morgen indgik en politisk aftale om en fælles konstituering.

Det så ellers i en meningsmåling før valget ud til, at et rødt-grønt flertal muligvis kunne give Enhedslisten overborgmesterposten.

Med klassisk politisk håndværk har overborgmesteren udvidet en koalition til det bredest tænkelige samarbejde – og til det allersidste fik værdifulde bestyrelsesposter, såkaldte ’ben’, regnestykket til at gå op på valgnatten.

Stemmeoptællingen var dårligt gået i gang, før Frank Jensen dukkede op i Amager Bio for at tale til sine kampagnefolk.

Allerede før valget havde De Radikale og SF peget på Frank Jensen som overborgmester, mens Enhedslisten ikke fuldstændigt havde udelukket at gå efter posten selv, hvis de fik et kanonvalg. Men, fortalte Frank Jensen, mens hele landet så med på tv: De fire partier ville sætte sig sammen, når konstitueringen skulle begynde senere på aftenen med det formål, at Socialdemokratiet fortsætter med overborgmesterposten.

Alternativet var ikke inviteret med, fordi de endnu ikke havde peget på ham. Prisen for at sidde med ved forhandlingsbordet var altså, at man pegede på Frank, måtte man forstå.

Proto-koalitionen

Det er klassisk kommunalpolitik: En såkaldt protokoalition indgået før valget forsøges udvidet til en kernekoalition, der giver borgmesteren de afgørende mandater. I valgforskningen taler man om en minimum winning coalition.

Den drejebog fungerede perfekt for Frank Jensen: Inde på rådhuset satte Alternativet sig til bordet, da mandatfordelingen senere på natten blev kendt. Sammen kunne Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne, De Radikale og Alternativet mønstre akkurat de 42 mandater, der sikrer seks borgmesterposter i København.

Men det var et skrøbeligt grundlag at styre på ­– blot ét partihop kunne føre til et borgmesterskift. Og med en ret ny spidskandidat for Enhedslisten og et helt nyt parti i Alternativet var det ikke nogen ønskesituation.

Omvendt var de politiske modstandere i en svær situation. Oppositionen i København skulle ledes af en spidskandidat i det største blå parti, den i borgmestersammenhæng uerfarne Cecilia Lonning-Skovgaard. Hendes fløj fik med tilbagegang til både hende selv og Dansk Folkeparti et miserabelt valg. Dansk Folkeparti stod til at miste sin borgmesterpost i København.

Derfor rakte Frank Jensen ud til Dansk Folkepartis erfarne Carl Christian Ebbesen og inviterede ham med indenfor i Magistratssalen på Københavns Rådhus, hvor de afgørende forhandlinger foregik.

»Han havde det som en fisk i vandet,« siger Carl Christian Ebbesen: »Han havde mandaterne. Det var nemt for ham.«

Under to vældige lysekroner, foran salens okkergule italienske silketapeter satte Carl Christian Ebbesen sig på en af de karminrøde mødestole og fordelte borgmester-, bestyrelses- og udvalgsposter for at polstre Frank Jensen til hans tredje periode som overborgmester.

Frank Jensen og Carl Christian Ebbesen sammen – ikke Cecilia Lonning-Skovgaard, spidskandidat for det største blå parti, som med hele sin fløj rådede over de fornødne mandater til en enkelt borgmesterpost. Ikke to.

I alt er der såkaldte »ben« i København til en værdi af godt to millioner kroner årligt. Sammen med vederlaget som medlem af borgerrepræsentationen og en post som f.eks. gruppeformand kan en bestyrelsespost være det, der gør forskellen på, om man kan ernære sig som fuldtidspolitiker.

Prisen for Dansk Folkepartis og den borgerlige fløjs støtte blev en viceborgmesterpost til Carl Christian Ebbesen selv. Konservative fik en plads i Økonomiudvalget. Liberal Alliance en plads i bestyrelsen for Havn og By.

»Jeg kunne godt have skrevet under selv uden de andre i blå blok. Men jeg synes, rådhuset fortjener, at man kan samles og nå den bredest mulige aftale. Det er jeg stolt af,« siger Carl Christian Ebbesen.

Det var Frank Jensen også.

Dermed lykkedes det på valgnatten overborgmester Frank Jensen at udvide sin kernekoalition til at omfatte alle partier i Borgerrepræsentationen, hvilket har en række politiske fordele.

Foran ham venter en besværlig opgave med at få en politisk aftale om en bebyggelse på en ny lokalitet i stedet for Amager Fælled. Med den konstituering, han har lavet, kan ansvaret for vanskelige politiske beslutninger bredes ud til alle partier. Det er derudover en langsigtet investering i et bredt samarbejde, den dag Socialdemokraterne ikke længere måtte være største parti i hovedstaden. Frank Jensen holdt selv akkurat skansen med godt 30.000 stemmer, men Socialdemokratiet synes relativt set at tabe lidt hver gang, der er valg i København.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Frank Jensen eller gruppeformand Lars Weiss til denne artikel. Kort efter aftalens indgåelse onsdag morgen mødte overborgmesteren pressen og udtalte ifølge Berlingske:

»Jeg er selvfølgelig kisteglad efter en hård valgkamp, hvor mange af jer har skrevet, at min post var truet. At det var sidste udkald for socialdemokraterne i København,« sagde han:

»Jeg er bare rigtig, rigtig glad og stolt over, at det her lykkedes.«

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • Hans Aagaard
Anker Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der skal vel skrives om det, men jeg kunne godt tænke mig, at den sump af intriger og råddenskab, der stiger frem efter hvert kommunalvalg, var mere skjult. Demokratiets beske eftersmag.

jeg kommer til at tænke på det gode gamle engelske udtryk: Privilede over principle. Alt er til fals, ideologi, miljø, velfærd, sundhed.................

Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Jeg synes faktisk dette er livsbekræftende for demokratiet. Hvad bliver den gennemsnitlige timeløn for kommunalpolitik, hvis man siger 6 borgmesterposter ca. 10 mio. plus ben 2 mio. i alt 12 mio. kr. gange 4 år og så det løse 50 mio. kr.

Der skal jo arbejdes for pengene, men lad os sige de pågældende får det dobbelte af hvad de kunne få på det frie marked. Det ender med 25 mio. kr. der skal betales topskat af. Hvad hvis alle partisoldaterne i stedet havde brugt tiden til møderne, referatlæsningen, plakatophængningen og uddelingen af brochurer til at samle flasker. Havde de ikke fået mere ud af det?

som tidl socialdemokrat har jeg krummet tæer på sd s flirten med folkepartiet.Men mette vandt .Fp tabte - de ny borgerlige tabte og integrationsmin er blevet degraderet fra en førsteplads til en 6 plads.Lad os håbe at opsvinget vil vise at vi for brug for alle flygtninge.At vi går en menneskeligere tid imøde.Verden bliver på langt sigt blandet med racer - religioner - fattige - rige........ Som dna profesor willerslev konstaterer - har sex gennem årtusinder hjulpet med at vi blev blandet.Er der noget at være bange for.Alle indvandringer fra kartoffeltyskerne - hueginotter - jøder -amagerhollændere - roepolakker ........................har gavnet gamle Danmark. med fredelig hilsen
Peter Henning Helsingør. Fredsvagt siden 2oo2

Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar