Læsetid 18 min.

’Brixtofte-sagen er det rene vand ved siden af, hvad der er foregået her’

En politisk skandale om indkøb af ti busser har splittet Slagelse Kommune. Borgmesteren er under angreb for magtmisbrug, mens folketingspolitikeren Villum Christensen (LA) anklages for at have brudt loven
En politisk skandale om indkøb af ti busser har splittet Slagelse Kommune. Borgmesteren er under angreb for magtmisbrug, mens folketingspolitikeren Villum Christensen (LA) anklages for at have brudt loven

Sille Veilmark

10. november 2017

Fra parkeringspladsen bag Kodak-huset i udkanten af Korsør er der udsigt over en bar mark. En sølvgrå Fiat Panda drejer op ad en lille bakke langs marken og standser for enden af den nyanlagte vej.

En bred mand med smilehuller og laksefarvede jeans stiger ud af bilen og kaster et blik på den regnvåde mark.

»Lad mig sige det på den måde,« indleder han og lyner sin hættetrøje.

»Brixtofte-sagen er det rene vand ved siden af, hvad der er foregået hernede.«

Det er svært at vide, hvor man skal begynde, når man skal forklare, præcis hvad det er, der er foregået i Slagelse Kommune. Dels fordi historien endnu ikke er afsluttet. Dels fordi dens hovedpersoner end ikke kan blive enige om de mest basale kendsgerninger i sagens forløb.

Men Brixtofte-sagen er en god sammenligning, mener flere. Spørgsmålet er bare, hvem der er skurken.

Hvem har ansvaret for, at manden med de laksefarvede bukser denne regnvåde oktoberdag står og skuer ud over en tom pløjemark og ikke en grøn industripark, et showroom, med al den nyeste grønne teknologi og alt, hvad der følger af arbejdspladser, vækst og synergieffekter.

For at komme nærmere svaret, må man spole tiden tilbage.

På denne grund i Korsør vil Slagelse Kommune skabe en storstilet energipark med den nyeste grønne teknologi. Men visionerne er druknet i beskyldninger om magtmisbrug, lovbrud og inkompetence. Nu skændes politikerne om, hvis skyld det var, at finansieringen af ti brintbusser faldt på gulvet.

Sille Veilmark

47 mio. kr.

Lad os begynde i efteråret 2016, hvor Slagelse Kommune indgik en aftale med konsulentvirksomheden Energy Universe Europe (EUE ApS).

EUE ApS havde i et par år arbejdet sammen med Slagelse Erhvervscenter på at få ti brintbusser til Korsør, som skulle indgå i de ambitiøse planer om en grøn energipark nær Storebæltsbroen.

Det var lykkedes konsulentvirksomheden at få tilsagn om 17,3 mio. kr. i støtte fra EU-fonden JIVE til at købe busserne. Så kommunen skulle bare selv skaffe 47 mio. kr. i såkaldt match funding – så ville pengene blive udbetalt.

Men det skulle gå stærkt. EUE ApS fortalte kommunens forvaltning, at de kun havde få måneder til at skaffe de 47 mio. kr.

Kommunen hyrede konsulentvirksomheden til at lave ansøgningsmateriale, afholde møder og drive processen med at finde midler til brintbusprojektet inden udgangen af året.

Det var her, det hele begyndte at gå galt.

Inkompetence

David Drachmann-Sunne træder hjemmevant gennem døren til spa- og konferencecentret Comwell Korsør.

Han er en stor mand i et mørkeblåt jakkesæt.

For to år siden afholdt han – som direktør i EUE ApS – en konference om vedvarende energi på netop dette sted. Slagelses borgmester deltog, kommunen købte tre brintbiler, og direktøren i Dansk Energi klippede båndet til Korsørs nye brinttankstation.

Sille Veilmark

Konferencen blev afholdt en uge efter, at JIVE-fonden havde givet tilsagn om de 17,3 mio. kr. Stemningen var høj.

I dag er EUE ApS gået konkurs, de fornødne 47 mio. kr. er aldrig blevet fundet, og beskyldninger om svindel, magtmisbrug og ulovligheder er strøget gennem Slagelse Byråd som en hvirvelvind.

David Drachmann-Sunne sætter sig i en højrygget lænestol og begynder at fortælle sin version af, hvorfor det ikke lykkedes at finde de 47 mio. kr.

»Inkompetence, inkompetence,« siger han. Forvaltningen i Slagelse Kommune har i hans øjne ikke vidst, hvordan man driver så stort et projekt.

»Man har ikke styr på, hvem der skal tage sig af hvad.« 

Kommunens forvaltning mener derimod, at det klart fremgik af kontrakten med EUE ApS og David Drachmann-Sunne, at det var hans ansvar at skaffe pengene. Der står i kontrakten, at EUE ApS skulle udarbejde ansøgningsmateriale, holde møder og drive processen med at finde de resterende midler til finansiering af busserne.

Undervejs i forløbet fortalte han kommunen, at der efter hans vurdering var 60 pct. chance for at opnå finansiering. Selv mener han, at det var kommunens ansvar at finde pengene.

»Der har aldrig i min sjæl været nogen som helst tvivl om, at kommunen har ansvaret for det,« siger han.

EUE bliver født

David Drachmann-Sunne vendte i 2009 hjem til Korsør efter at have boet i Østrig. Han engagerede sig i et udvalg, som skulle komme med grønne ideer, der kunne skabe vækst i Slagelse Kommune. Udvalgets formand var Liberal Alliances daværende lokalformand, Thomas Vesth – ham med de laksefarvede bukser i begyndelsen – og udvalget refererede til kommunens Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalg, hvis formand er Liberal Alliances transportordfører, Villum Christensen. David Drachmann-Sunne var i øvrigt selv medlem af Liberal Alliance og kendte dem begge personligt.

Det var i det udvalg, at ideen til en grøn energipark blev født. Kort efter ideens undfangelse var David Drachmann-Sunne med til at stifte konsulentvirksomheden EUE (senere EUE ApS) med det formål at »drive rådgivnings- og konsulentvirksomhed inden for primært funding og prefunding af lokale, regionale, nationale og internationale vedvarende og innovative energiprojekter«.

Han er siden i lokale medier blevet udråbt til en fantast, der har scoret penge på at drive kommunen rundt i manegen.

»Det vil jeg på det stærkeste tage afstand fra,« siger David Drachmann-Sunne. »Jeg har haft en tomands konsulentvirksomhed. Jeg kan jo ikke fortrylle en hel kommune med 80.000 indbyggere og en hel forvaltning.«

Han forklarer, at han er »kommet godt videre«, men vil ikke afsløre, hvad han laver i dag.

En fantast

I efteråret 2016 skrev en medarbejder fra Slagelse Kommune til en rådgiver i det nationale EuroCenter. Korrespondancen afslører, at kommunens forvaltning kun vidste meget lidt om det projekt, de nu var blevet en del af. For eksempel gik det pludselig op for kommunen, at EUE ApS var såkaldt first partner hos JIVE-fonden.

Det stillede kommunen i den akavede situation, at al kommunikation med EU om brintbusserne skulle gå gennem EUE ApS, og at det kostede 1.200 kroner i timen, hver gang David Drachmann-Sunne tog telefonen.

EUE ApS regnede med, at de 47 mio. kr. kunne findes med hjælp fra Transportministeriet eller Energiministeriet, og virksomheden fortalte desuden kommunen, at de havde en god dialog med Region Sjælland. Endelig var det også en mulighed, at Movia bidrog til finansieringen.

I løbet af efteråret begyndte nogle anonyme sms’er at cirkulere i Slagelse. Villum Christensen modtog blandt andet en besked med ordlyden:

»Pas nu på David Drachmann-Sunne. Han er gået konkurs for andres penge adskillige gange. Hans CV er et stort bedrag. Han er en fantast.«

Slagelse Erhvervscenter havde samme år opsagt samarbejdet med EUE ApS, fordi de ikke kunne få udleveret dokumentation for David Drachmann-Sunnes arbejde i forbindelse med brintbusserne.

Flere ledende medarbejdere i kommunens forvaltning begyndte nu at undre sig over, hvad EUE ApS egentlig lavede. De havde svært ved at få oplysninger om, hvordan finansieringen skred frem, og interne mails viser, at de var trætte af at være afhængige af konsulentvirksomheden.

Men der var også uenighed internt i forvaltningen.

Projektlederen

I februar offentliggjorde en projektleder i Slagelse Kommune et udbud på kommunens hjemmeside. Der stod, at kommunen havde brug for hjælp til at bearbejde regeringen i jagten på de 47 mio. kr. Men højst usædvanligt var der ansøgningsfrist allerede 24 timer senere.

En enkelt ansøgning tikkede ind. Den var underskrevet af David Drachmann-Sunne fra EUE ApS. Kommunens økonomiudvalg havde ellers kort forinden besluttet at sætte samarbejdet med EUE ApS i bero.

I en rapport vurderede Kommunernes Landsforening (KL) tidligere i år, at projektlederen havde offentliggjort udbuddet uden sin chefs godkendelse. En anklage, som projektlederen selv afviser.

Hendes chef valgte at se bort fra EUE ApS’s ansøgning og bad hende i stedet indhente flere tilbud.

Et par dage senere skrev projektlederen til sin chef: »Villum [Christensen, red.] har lige været her….. ”hvorfor sker der ikke noget?”«

Opgaven gik herefter til et andet firma.

Pinligt for alle

Kort efter holdt Slagelse Kommune møde med Movia om muligheden for at opnå støtte til brintbusprojektet. Movia viste interesse, men oplyste, at de ikke havde nogen penge at give af. Selskabet så for sig, at de kunne få plads til tre brintbusser i Slagelse Kommune omkring år 2019.

Dermed smuldrede en del af grundlaget for hele kommunens plan. EUE ApS havde jo søgt om hele ti busser til levering i 2018.

Svaret fra en anden potentiel partner, Region Sjælland, var også negativt. Noget tydede på, at kommunen og EUE ApS havde været lidt for optimistiske.

Slagelse Kommune begyndte nu at undersøge muligheden for, at kommunen kunne indtræde som first partner – den rolle som EUE ApS stadig havde hos JIVE. Det var en mulighed, som kommunens forvaltning tidligere havde afvist, fordi det angiveligt krævede en politisk beslutning, som der ikke var tid til. Derfor var kommunen blevet third partner.

Nu henvendte kommunens erhvervs- og arbejdsmarkedsdirektør, Lone Irene Wenzell, sig til koordinatoren for JIVE’s nordiske klynge, en mand ved navn Aivars Starikovs, men modtog et usædvanligt ubehøvlet svar tilbage.

»Jeg fornemmer, at din fremfærd er baseret på en manglende erfaring i komplekse projekter som JIVE-projektet,« skrev han blandt andet og oplyste, at Slagelses forespørgsel om at blive førstepartner ikke kunne tages i betragtning på så fremskredent et stadie.

Han skrev, at henvendelsen var »pinlig for alle parter« og havde skabt »unødig forvirring«.

Kort efter modtog Slagelse Kommune en mail fra Transportministeriet. Der stod ganske kort, at hverken ministeriet eller Energistyrelsen havde »afsat midler til støtte af projekter« vedrørende brintbusser.

Det opfattede kommunens forvaltning som et klart afslag.

Hovedpersonerne i Slagelse-sagen

David Drachmann-Sunne

Erhvervsmand og tidligere direktør i konsulentvirksomheden Energy Universe Europe (EUE ApS). Slagelse Kommune og Slagelse Erhvervscenter har beskyldt ham for at tilbageholde oplysninger om finansieringen af ti brintbusser. Selv skyder han skylden for den fejlslagne finansiering på kommunen.

Villum Christensen (LA)

Transportordfører for LA og formand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune. Beskyldes for at have blandet sig i kommunens forvaltning i strid med loven. Er personlige venner med David Drachmann-Sunne og har hjulpet ham med brintbusprojektet.

John Dyrby Paulsen (S)

Spidskandidat for S i Slagelse. S var tidligere modstandere af brintbusprojektet, men Dyrby beskylder nu borgmesteren og den kommunale forvaltning for at have lukket det ned. Går benhårdt efter at vælte borgmesteren.

Stén Knuth (V)

Borgmester i Slagelse Kommune. Beskyldes for at have instrueret sin kommunaldirektør i at lukke brintbusprojektet i strid med et politisk flertals ønske. Søger genvalg, men er under voldsom beskydning fra både LA og S.

Thomas Vesth (NB)

Spidskandidat for Nye Borgerlige i Slagelse og tidligere lokalformand for Liberal Alliance. Tidligere formand for Grøn Fornuft-udvalget, hvor ideen til Korsør Energipark opstod. Har i dag samlet en række mails, som han mener, er bevis på, at borgmesteren og kommunaldirektøren lyver om brintbusprojektet.

Jane Wiis

Tidligere kommunaldirektør i Slagelse. Sagde sin stilling op efter beskyldninger om, at hun havde bedt EUE ApS om at lukke brintbusprojektet. Har siden kaldt David Drachmann-Sunne for »en sølle forretningsmand med en endnu mere sølle moral« i avisen Sjællandske.

Lone Irene Wenzell

Arbejdsmarkeds- og erhvervsdirektør i Slagelse. Valgte at se bort fra et tilbud fra EUE ApS og undlod efterfølgende at orientere borgmesteren om det. Beskyldes af David Drachmann-Sunne for at være inkompetent

Læg lortet ned

Nu er vi ved at være fremme ved det sted, hvor alting ramler. Kommunen havde sagt ja til ti brintbusser, men forvaltningen var stadig ikke klar over, præcis hvad den havde forpligtet sig til – og der manglede 47 mio. kr.

Den 8. marts 2017 holdt kommunaldirektør Jane Wiis og erhvervs- og arbejdsmarkedsdirektør Lone Irene Wenzell møde med EUE ApS’ direktør, David Drachmann-Sunne, og bestyrelsesformand Lars Riise.

Det vil være en underdrivelse at sige, at bølgerne gik højt. Kort efter mødet dukkede en lydoptagelse op på nettet. En af de tilstedeværende havde i hemmelighed optaget mødet og efterfølgende redigeret optagelsen på en måde, så det fremstod, som om kommunaldirektøren forsøgte at lukke brintbusprojektet – selvom byrådet få uger forinden var blevet enige om at fortsætte med projektet.

På optagelsen sagde Jane Wiis blandt andet:

»Jeg gider sgu ikke gå og bruge min tid på sådan et eller andet JIVE-væsen, som *pruttelyd*, altså.«

Og:

»… derfor vil jeg inderligt bede jer: Få nu det lort lagt ned, så vi kan komme videre, altså.«

Lytter man til optagelsen i dens fulde længde, fremgår det, at kommunaldirektøren snarere forsøgte at få klarlagt muligheden for, at kommunen kunne få udskudt tidsfristerne for finansiering og muligheden for, at kommunen kunne indgå som førstepartner. Hvis det ikke kunne lade sig gøre, ville hun have et bud på, hvordan de kunne få projektet lagt ned »med skindet på næsen«.

Parterne enedes om, at EUE ApS skulle undersøge mulighederne.

Kommunaldirektøren skrev et par dage senere til borgmesteren, at det efter hendes vurdering var urealistisk at finde 47 mio. kr. med så kort varsel, som EUE ApS lagde op til.

EUE ApS trækker tæppet

I begyndelsen af april 2017 skrev borgmester Stén Knuth (V) til en journalist fra Sjællandske, at han var »rystet over«, at kommunen havde fået afslag på finansiering fra de partnere, man havde regnet med. Han beskyldte EUE ApS for at have vildledt kommunen og oplyste, at han nu ville indstille til Venstres gruppe, at kommunen helt skulle trække sig fra JIVE-samarbejdet.

Men EUE ApS kom borgmesteren i forkøbet. David Drachmann-Sunne oplyste kommunen, at Slagelse Kommune nu var trådt ud af JIVE. Borgmesteren skrev oprørt til sin kommunaldirektør:

»Dette står vel slet ikke i EUE ApS’ magt at gøre dette??«

Kommunaldirektøren Jane Wiis svarede:

»Jeg tror ikke, vi kan gøre noget ved det her. EUE ApS er førstepartner (lead partner) og kan med JIVE konsortiets velsignelse gøre dette her.«

Borgmesteren var bekymret for, at kommunen nu ikke ville få mulighed for at se det materiale, som EUE ApS var i besiddelse af.

»Vi har aldrig haft adgang til de papirer!« svarede Jane Wiis. »Det har EUE ApS sørget for …«

Åbent slagsmål

Kort efter besluttede kommunen at lade Kommunernes Landsforening (KL) undersøge hele forløbet.

Kommunaldirektør Jane Wiis sagde op efter mindre end et års ansættelse, og den egenrådige projektleder, der havde offentliggjort et udbud på kommunens hjemmeside, blev fyret for at have handlet illoyalt. Mails afslørede senere, at hun også havde konspireret om at få sine egne chefer fyret.

Efterfølgende brød et åbent slagsmål ud i Slagelse byråd med beskyldninger om magtmisbrug, lovbrud, løgn og bedrag.

Flere har beskyldt borgmesteren for at have instrueret sin administration i at lukke brintprojektet ned, mens andre har beskyldt David Drachmann-Sunne for at have rodet kommunen ud i et umuligt projekt.

Flere byrådspolitikere har også kritiseret selve KL-rapporten for at frifinde borgmester Stén Knuth (V) og i stedet pege fingre ad Liberal Alliances Villum Christensen.

’Gu’ fanden må jeg så’

Information lægger vejen forbi Villum Christensens kontor på Christiansborg for at få hans version af sagen. Han virker oprevet over hele forløbet.

»Det er det rene Sicilien,« udbryder han.

Villum Christensen er formand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune og har haft en stor del af ansvaret for at drive brintbusprojektet fremad.

Han mener, at borgmester Stén Knuth har modarbejdet projektet, fordi ideen kom fra Liberal Alliance, og at han derfor har bedt sin kommunaldirektør om at lukke det ned – i strid med et politisk flertals ønske.

– Jeg har svært ved at forstå, hvorfor borgmesteren skulle modarbejde noget, som kunne blive en del af et stort prestigeprojekt for kommunen, bare fordi ideen kom fra et andet parti?

»Så er det, fordi du ikke er med i lokalpolitik. Jeg er ked af at sige det, men hvis der kommer for meget positivt lys på en person, vil det alene være grund til at skyde det ned. Sådan er det i mange kommuner. De går med meget små sko.«

Som sagt har der ellers også været en del kritik af Villum Christensens egen rolle i projektet.

For eksempel har han sendt mails direkte til JIVE, hvor han forsikrer om, at Slagelse Kommune har en finansieringsstrategi på plads, og at Movia ville være operatør for brintbusserne – på et tidspunkt, hvor der hverken var styr på finansiering eller en aftale med Movia.

Mailene var formuleret af EUE ApS, men blev underskrevet af Villum Christensen og sendt på kommunens brevpapir.

Villum Christensen har også i flere tilfælde som formand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget blandet sig i de indstillinger, som kommunens forvaltning kom med.

For eksempel har han ved flere lejligheder sørget for, at EUE ApS – som hans personlige ven David Drachmann-Sunne var direktør for – blev skrevet ind i indstillingerne.

Hans forklaring er i dag, at finansieringen af brintbusserne stod og faldt med David Drachmann-Sunne, som angiveligt havde opbakning fra hele brintbranchen. Derfor var det afgørende, at han forblev en del af projektet.

»Han havde hele netværket i sin hule hånd. Og så bliver han cuttet ud fra den ene dag til den anden. Hvad fanden er det for noget? Jeg var jo nødt til at blande mig.«

»Venstre, som bare vil skyde det hele ned, begynder at sige, at jeg ikke må blande mig i sagsfremstillingen. Gu’ fanden må jeg da så! Det gør jeg da, hver eneste gang vi holder dagsorden.«

Villum Christensen har offentligt trukket sin støtte til borgmester Stén Knuth (V), men vil ikke røbe, hvem han støtter efter kommunalvalget den 21. november.

Møde med borgmesteren

Et par dage senere byder borgmesteren indenfor på sit kontor på Slagelse Rådhus. Det viser sig, at han også har inviteret Venstres gruppeformand, Knud Vincent, og en særlig rådgiver. Det er usædvanligt, at borgmestre har deres egen rådgiver. Men Michael Clausen er den type rådgiver, som bliver sendt ind med faldskærm, når det virkelig brænder på.

I den følgende halvanden time er det ham, der fører ordet.

Han indleder med at fortælle, at Energipark Korsør stadig har politisk opbakning, og at kommunen stadig har planer om at tiltrække grønne virksomheder til den bare mark i udkanten af Korsør. Det er altså ikke alle kommunens grønne ambitioner, men kun finansieringen af brintbusserne, der er gået i vasken.

Og årsagen til det, mener de tre herrer, er Villum Christensen. De beskylder ham for i flere tilfælde at have overtrådt styrelsesloven ved at blande sig i forvaltningen.

»Han kunne være kommet til borgmesteren og sagt, ’jeg har sgu trådt i spinaten her, og jeg tror, at vi skal finde en ny samarbejdspartner i stedet for EUE ApS,« siger Michael Clausen.

»Men i stedet vælger han at skrive til EU, at finansieringen stort set er på plads, og at Movia er med på den.«

De tre er enige om, at det klart stod i kontrakten med EUE ApS, at det var konsulentfirmaets opgave at skaffe de 47 mio. kr.

Michael Clausen mener desuden, at David Drachmann-Sunne har vildledt kommunen ved at påstå, at finansieringen af busserne krævede et beløb i den størrelsesorden.

Beløbet tog udgangspunkt i en ansøgning om ti busser, selvom Movia, der har vundet udbuddet på buskørsel i kommunen, kun var interesseret i tre.

»Det er jo helt basic,« siger han.

Sagen har udviklet sig til et åbent slagsmål i byrådet med borgmesteren og Venstre på den ene side og Villum Christensen og John Dyrby Paulsen (S) på den anden. De øjner begge chancen for at vælte borgmesteren ved kommunalvalget og kommer ugentligt med nye beskyldninger om løgn og inkompetence.

»Jeg har været rådgiver i mange år,« siger Michael Clausen.

»Jeg har oplevet vilde ting og personfnidder. Men jeg har aldrig oplevet noget, der er så orkestreret som det her,« siger han om de mange angreb på borgmesteren.

Onsdag i denne uge viste statsminister Lars Løkke Rasmussen sin støtte til Stén Knuth, da han gik på gaden i Slagelse og delte flyers ud og tog selfies med lokale vælgere.

Kommunen er stadig ved at undersøge, hvad der egentlig er foregået.

Efterspillet

Det er så her, vi står i dag.

EUE ApS er gået konkurs. Kommunen kæmper stadig for at få udleveret materiale fra konkursboet, selvom David Drachmann-Sunne fastholder, at han har udleveret alt.

Hans eneste medarbejder har fået nyt job hos en brintvirksomhed i Herning – og for kort tid siden annoncerede Herning Kommune, at de nu har overtaget Slagelse Kommunes plads i JIVE-samarbejdet.

Marken ved Korsør er stadig tom, bortset fra en ensom gravko, der står og svinger frem og tilbage mellem to jordbunker. En ny vej er ved at blive anlagt, men indtil videre fører den kun hen til et nyt halmfyret varmeværk, som endnu ikke er bygget.

Thomas Vesth med de laksefarvede bukser har meldt sig ud af Liberal Alliance og stiller nu op for Nye Borgerlige til kommunalvalget. Han har samlet sit eget dossier af dokumenter, som ifølge ham beviser, at kommunens forvaltning bevidst har dræbt brintbusprojektet, og at hele sagen er et stort komplot med borgmesteren i spidsen.

Dokumenterne har han samlet i de tre kapitler »Løgnen«, »Manipulationen« og »Passiviteten«.

»Jeg har aldrig set så meget magtmisbrug i mit liv,« siger han og skuer ud over marken.

Tidligere på året skiftede området navn fra Energipark Korsør til Erhvervspark Korsør. Kommunen fastholder, at der stadig er planer om at bygge en grøn energipark, og at navneskiftet kun er et forsøg på at slippe af med de negative associationer, der klæber til det gamle navn.

I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at den omtalte projektleder blev fyret af Slagelse Kommune, fordi hun havde handlet illoyalt og udleveret fortrolige dokumenter.

Det er korrekt, at projektlederen blev fyret for at have handlet illoyalt. Men der er ikke dokumentation for, at hun skulle have udleveret fortrolige dokumenter.

Information burde forelagt påstandene for projektlederen. Hun afviser at have udleveret fortrolige dokumenter.

Det fremgik endvidere af artiklen, at projektlederen offentliggjorde et udbud på Slagelse Kommunes hjemmeside uden at orientere sin chef om det. Kilden til denne oplysning er KL-rapporten ’Juridisk undersøgelse vedr. JIVE’, og Information har fået bekræftet oplysningen af Slagelses borgmester. Det burde have fremgået af artiklen, og Information burde have forelagt oplysningen for projektlederen.

Projektlederen siger til Information, at hun lagde udbuddet på hjemmesiden efter instruks fra sin chef, og ifølge projektlederen foreligger der dokumentation for dette hos Slagelse Kommune.

Hun afviser desuden, at hun har haft et »tæt samarbejde« med byrådspolitikeren Villum Christensen (LA), som der stod i en tidligere version af artiklen. Hun har haft en mailkorrespondance med ham, men siger, at det er som privatperson og ikke i sin egenskab af projektleder i kommunen.

Projektlederen var i den tidligere udgave af artiklen citeret for at have skrevet »hvorfor sker der ikke noget?« i en mail til sin overordnede i forbindelse med udbuddet. Det fremgår af mails, som Slagelse Kommune har offentliggjort, at hun 20. februar 2017 sendte en mail til sin chef med ordlyden »Villum har lige været her….. ” hvorfor sker der ikke noget?” Han sagde, at han hverken kunne få fat i Stén, Jane eller dig.« Citationstegnene er udgået i den version af citatet, der er gengivet i den før omtalte KL-rapport. Eftersom Information gengav ordlyden fra denne rapport, manglede citationstegnene også i Informations artikel, og citatet blev fejlagtigt tilskrevet projektlederen og ikke Villum Christensen.

I den tidligere version af artiklen fremgik navnet på projektlederen. Information har efterfølgende valgt at fjerne projektlederens navn. 

Tidslinje

Foråret 2014

Slagelse Kommune bevilger 660.000 kr. til et energiprojekt ved navn Energy Universe Europe (EUE, senere EUE ApS).

Vinteren 2014/2015

EUE bliver til en virksomhed med David Drachmann-Sunne i spidsen. Kommunen indgår aftale med virksomheden om at arbejde for en grøn energipark i Korsør.

December 2015 

Slagelse Erhvervscenter hyrer EUE ApS til at ansøge om, at Slagelse kan deltage i europæisk projekt med brintbusser. Finansieringen til i alt ti busser skal blandt andet findes gennem EU-fonden JIVE.

Januar/marts 2016

Byrådspolitikeren Villum Christensen (LA) skriver til JIVE, at Slagelse Kommune har en finansieringsstrategi på plads, og at Movia vil køre de ti brintbusser.

September 2016

EUE ApS får tilsagn om, at JIVE vil give 17,3 mio. kr. til indkøb af brintbusser i Slagelse Kommune, hvis de selv skaffer 47 mio. kr. Kommunen indvier sin første brinttankstation.

Oktober 2016

Slagelse Erhvervscenter klager til David Drachmann-Sunne over, at de ikke kan få udleveret dokumentation for EUE ApS’ arbejde. Kommunens forvaltning overtager styringen af projektet og hyrer EUE ApS til at hjælpe med at få busserne i hus.

Januar 2017

Kommunens Økonomiudvalg vedtager, med Socialdemokratiet i spidsen, at sætte samarbejdet med EUE ApS i bero efter utilfredshed.

Februar 2017

Kommunen ignorerer et tilbud fra EUE ApS og hyrer et pr-bureau til at lobbye for finansiering i ministerier. En kommunal projektleder forsøger at give opgaven til EUE ApS ved at offentliggøre et udbud på kommunens hjemmeside med svarfrist dagen efter.

Februar 2017

Kommunen forsøger at overtage EUE ApS’ rolle som førstepartner hos JIVE, men modtager et groft afslag fra JIVE’s nordiske klyngekoordinator.

Februar/marts 2017

Movia, Transportministeriet og Region Sjælland svarer, at de ikke kan støtte brintbusprojektet økonomisk.

Den 8. marts 2017

To kommunale direktører holder møde med ledelsen i EUE ApS. Kommunaldirektøren høres på en skjult lydoptagelse sige: »Få nu det lort lagt ned.«

April 2017

Borgmester Stén Knuth (V) skriver til en journalist, at kommunen bør trække sig fra JIVE. Kort efter annoncerer EUE ApS, at de trækker Slagelse ud af JIVE-samarbejdet og giver pladsen til en jysk kommune. Det viser sig senere at være Herning.

Foråret/sommeren 2017

Kommunernes Landsforening afleverer en rapport, som konkluderer, at kommunen i visse tilfælde har handlet i strid med god forvaltningsskik. Undersøgelsen peger pilen mod David Drachmann-Sunne og Villum Christensen (LA), mens borgmesteren går fri.

Kampen i kommunerne

I landets kommuner udspiller sig små og store lokalpolitiske kampe, som spidser til, når der er kommunalvalg.

På Information har vi spurgt vores læsere, hvilke af dem vi bør se nærmere på op til valget. Der er kommet mange gode svar. Vi har også selv fundet et par interessante eksempler og sætter i en artikelserie fokus på en række kommuner, hvor politikerne er røget i totterne på hinanden.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ib Christensen
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
Ib Christensen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer