Læsetid: 6 min.

Dyr medicin. Presset psykiatri. For få læger. Regionerne har rigeligt at se til efter valget

Regionerne bruger hvert år 110 milliarder kroner på sundhed. Det er næsten en syvendedel af hele det offentlige budget. Information giver dig overblikket over de største politiske udfordringer, der venter de nyvalgte regionsrådsmedlemmer
Regionerne bruger hvert år 110 milliarder kroner på sundhed. Det er næsten en syvendedel af hele det offentlige budget. Information giver dig overblikket over de største politiske udfordringer, der venter de nyvalgte regionsrådsmedlemmer

Casper Dalhoff

22. november 2017

1. Administration

En af de største kampe i sundhedsvæsenet handler om, hvordan sygehusene skal ledes. Læger og andet sundhedsfagligt personale mener, at administrationen har taget overhånd og spænder ben for det kliniske arbejde.

Finansministeriet udgav i foråret en rapport, som viser, at andelen af administrative medarbejdere i regionerne er steget fra 6,3 til 7,5 procent på ti år. Det svarer til 1.800 flere administrative stillinger.

Desuden er lægerne selv blevet pålagt mere administrativt arbejde. I de seneste 20-30 år er der kommet flere krav om registrering af data.

Det har blandt andet ført til bedre patientsikkerhed og en unik samling af sundhedsdata.

Men administrationspresset er nu blevet så stort, at mange sundhedsfaglige personer siger fra.

Debatten har ført til, at regeringen og DF har droppet kravet om to procents effektivisering på sygehusene i 2018. Inden 2019 skal regioner og stat finde et nyt system til styring af udgifterne i sundhedssektoren.

Regeringen har nedsat en ledelseskommission, som skal komme med anbefalinger til bedre ledelse i den offentlige sektor.

En mulighed er, at sygehusenes indsats fremover skal måles på kvalitet. Men regionerne frygter, at det kan blive en ny dokumentationsjungle.

I Region Hovedstaden klager sundhedspersonalet over det nye it-system Sundhedsplatformen. Systemet betyder, at læger skal udføre opgaver, som før blev udført af sekretærer, og der har været flere problemer ved implementeringen. Det har betydet et fald i produktiviteten og længere ventetid på sygehusene.

Spørgsmålet er, hvordan det kommer til at gå, når Region Sjælland snart indfører samme system. De to regioner har tilsammen betalt knap tre milliarder kroner for systemet.

Region Syddanmark er lige nu i gang med et udbud, som skal afgøre, hvilket it-system de skal have.

2. Psykiatrien

Færre sengepladser og flere patienter. Det har været udviklingen i psykiatrien i de seneste år.

I 2007 var der 3.287 senge i psykiatrien. I 2016 var det faldet til 2.905. I samme periode voksede antallet af unikke psykiatriske patienter med næsten 50 procent. Det kom frem under et samråd i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg tidligere i år.

Sidste år skrev den samlede personalegruppe på psykiatrisk hospital i Risskov i et åbent brev til Regionsrådet i Region Midtjylland, at de ikke længere kunne stå inde for kvaliteten af behandlingen.

Personalet advarede blandt andet om, at der ofte ikke er plads til psykiatriske patienter, som burde indlægges akut.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby sendte i februar en oversigt til Folketinget, som sammenlignede udviklingen i udgifter til psykiatriske sygehuse og somatiske sygehuse. Tabellen viste, at udgifterne pr. patient i psykiatrien var faldet fra 72.300 til 59.200 kroner fra 2008 til 2015. I samme periode havde udgifterne pr. patient i det somatiske sygehusvæsen ligget stabilt omkring 24.000-25.000 kroner.

Regionerne har nu afsat flere midler til psykiatrien i de seneste budgetter. Hovedstaden sender 12 millioner kroner ekstra til psykiatrien i 2018, mens Sjælland har øget det faste beløb med ti millioner kroner.

Men regionsrådspolitikerne bliver formentlig også nødt til at forholde sig til forholdene i psykiatrien i den kommende valgperiode. Herunder også om samarbejdet med de psykiatriske bosteder, som drives af kommunerne, fungerer godt nok.

3. Mangel på praktiserende læger

Der bliver længere mellem de praktiserende læger uden for landets storbyer.

Antallet af patienter pr. læge er steget fra 1.554 i 2009 til 1.634 i 2017. To ud af tre praktiserende læger har nu lukket for nye patienter. I enkelte byer er der helt lukket for optag af nye patienter.

Det viser tal fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Tallene afspejler, at det er svært at tiltrække yngre læger til provinsen. Problemet er størst i Region Nordjylland og Region Sjælland. Nogle steder har regionerne været nødt til selv at oprette lægeklinikker eller sende klinikkerne i udbud hos private aktører, som så ansætter læger til en løn, der typisk er langt højere end den, regionerne betaler.

Tendensen forstærker den i forvejen høje ulighed i sundhed, der er mellem land og by. De sundeste borgere bor i byområderne, hvor der er læger nok, mens de borgere, der har mest brug for lægehjælp, klumper sig sammen i områder, hvor der er lægemangel.

På Lolland og Falster er den forventede levetid to år kortere end landsgennemsnittet.

Regionerne og PLO har i den seneste overenskomst aftalt at give en lille økonomisk gevinst til læger, der flytter til provinsen. Spørgsmålet er, om der skal mere til.

En del af løsningen kan være, at flere læger slår sig sammen i lægehuse. Det er mere fleksibelt end den traditionelle model, hvor lægen ejer sin egen praksis og arbejder alene.

Udviklingen er allerede i gang. Men regionerne kan skubbe på ved for eksempel at samarbejde med kommunerne om at stille lokaler til rådighed.

4. Flere patienter ud af sygehusene

Kommuner og praktiserende læger skal tage sig af flere opgaver, som før blev udført af sygehusene.

Regionerne er ramt af det paradoks, at flere mennesker bliver syge – fordi vi er blevet bedre til at behandle sygdomme og dermed lever længere. Mange af dem vil endda, ifølge en rapport fra KORA, lide af flere forskellige kroniske sygdomme. Samtidig bliver behandlingsmulighederne flere og dyrere.

Det betyder, at flere opgaver vil blive lagt over på kommuner og praktiserende læger, så sygehusene ikke bliver overbebyrdet.

Udviklingen er allerede i gang, patienter bliver udskrevet hurtigere og hurtigere. Antallet af sengedage pr. patient faldt fra 7,1 dage i 2004 til 5,5 dage i 2014. Det placerer Dannmark på en tredjeplads blandt de 27 europæiske lande med den korteste liggetid.

Udviklingen stiller krav til de praktiserende læger og kommunale tilbud, som har overtaget opgaven med genoptræning og efterbehandling.

Behandlingen af kræft-, diabetes- og KOL-patienter skal fremover foregå hos de praktiserende læger. Det aftalte Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og regionerne i den seneste overenskomst, som træder i kraft den 1. januar 2018 – samme dag som de nye regionsrådspolitikere sætter sig om bordet.

Hvis kommuner og praktiserende læger skal overtage endnu flere opgaver fra sygehusene, vil det formentlig betyde bedre kommunikation og deling af data.

Der er forsøg med såkaldt telemedicin flere steder i landet, som skal gøre det muligt for borgere at overvåge deres egen sundhedstilstand. Det skal aflaste kommuner og læger. For eksempel kan hjertepatienter måle deres eget blodtryk via en app, som advarer en sygeplejerske i kommunen, hvis det er for højt.

Regioner, kommuner og praktiserende læger skal sammen finde ud af, hvordan opgaverne skal fordeles i de kommende år.

5. Prioritering

Ny teknologi og medicin giver hele tiden mulighed for bedre behandling. Problemet er bare, at det er dyrt. Derfor bliver regionerne nødt til at prioritere.

Folketinget og Danske Regioner har allerede etableret et medicinråd, som fremover skal afgøre, hvorvidt nye lægemidler skal tages i brug.

De stigende medicinpriser har gjort store indhug i regionernes budgetter. I 2007 udgjorde medicin 7,1 procent af udgifterne på landets sygehuse. I 2016 var det 10,1 procent. I reelle tal er der tale om en stigning fra 4,3 milliarder kroner til knap 8,2 milliarder kroner.

Det betyder, at regionerne har måttet spare på andre områder. Med etableringen af Medicinrådet begynder regionerne for første gang at sætte en pris på menneskeliv. Det giver et økonomisk pusterum for regionerne.

Men medicinrådet er også kontroversielt, da konsekvensen bliver, at patienter, ofte børn, med svære lidelser, ikke bliver tilbudt medicin, som kan forlænge deres liv, hvis medicinen er for dyr.

Medicinrådet har netop vedtaget ikke at tilbyde medicinen Spinraza til patienter med muskelsvind. Både fordi prisen er for høj, og fordi virkningen er for usikker. Behandlingen ville koste fire millioner kroner pr. patient alene i det første år. Medicinrådet har dog gjort det muligt for de hårdest ramte patienter at få medicinen, hvis det sker som led i en systematisk vurdering af behandlingen.

Fremover vil regionerne formentlig blive tvunget til at prioritere endnu mere. Ikke bare med hensyn til medicin, men også med hensyn til hvilke behandlinger patienternes skal tilbydes, og hvilken teknologi hospitalerne skal investere i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mireille Lacroix

Tak fordi I skriver om sundhedsvæsenet.
Som praktiserende læge vil jeg lige tillade mig at komme med nogle nuancer til punkt 3 om de praktiserende læger.
Du skriver at tallene afspejler, at det er svært at tiltrække yngre læger til provinsen. Det er selvfølgelig korrekt, men tallene afspejler primært at der burde være 1000-1500 flere praktiserende læger for at dække Danmark. Hvis der er for få læger vil lægerne flokkes om storbyerne, men lægemanglen er aktuelt så stor at der også er problemer i Vejle, Roskilde og Randers.
Nu uddannes der heldigvis flere- også i Ålborg- men det tager sin tid før det virker.
Dine betragtninger om ulighed i sundhed er gode og du har også ret i at økonomisk gevinst for at rejse til udkanten ikke virker. (Hvis man vil gå efter pengene tjener man meget mere og forpligter sig mindre ved at tage ansættelse som guldrandet vikar i Falck og Regionsklinikker). Det har vist sig at de unge læger kan lokkes til udkanten med tilbud om delepraksis, som sikrer dem en bedre work-life balance mens deres børn er små (uden delepraksis er praksislivet langt over 40 timer)- Det har for eksempel reddet Langeland fra lægemangel.
Derudover undgår vi primært stor lægemangel ved at satse på fastholdelse af de læger der allerede er indtil der kommer flere nyuddannede. Politikernes automatreaktion med ønske om større lægehuse er i den forbindelse noget misforstået. Sololægen er den mest populære hos patienterne og er netop ude i de små byer hvor patienterne er, og de sololæger vi har skulle gerne blive mange år endnu. De unge læger der køber praksis slår sig helt af sig selv sammen i lægehuse og det vil være fint at hjælpe dem med lokaler. Her taler vi dog ikke om et udkantsproblem. I udkanten er der masser af store huse til køb og leje. Problemet med at finde lokaler findes i københavnsområdet - hvor lægerne bor i små lejligheder rundt omkring som er svære at udvide. Aktuelt har man desværre satset forkert og der ligger mange kommunalt byggede "sundhedshuse" rundt omkring i landet uden læger i.

ingemaje lange og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar