Læsetid: 8 min.

’Det gik så vidt, at borgmesteren sendte politiets indsatsleder ud til gården i forbindelse med uenighed om opstaldning af en pony’

Under konservativ og socialdemokratisk ledelse forsøgte Lyngby-Taarbæk Kommune gennem fire år at slippe af med forpagteren af en af kommunens gårde. Han endte i et spil om magt og politik og gik næsten ned med både det personlige og økonomiske flag. Den lokale avisredaktør har aldrig oplevet noget lignende
Forpagteren af Dyrehavegaard, Carsten Valentin, står tilbage og har svært ved at tro det, han har været igennem.

»Jeg har været udsat for politianmeldelser, dyreværnssager og kommunal indblanding i, hvem der skulle have staldplads. Det gik så vidt, at borgmester Osmani personligt sendte politiets indsatsleder ud til gården i forbindelse med uenighed om opstaldning af en pony,« fortæller han.

Forpagteren af Dyrehavegaard, Carsten Valentin, står tilbage og har svært ved at tro det, han har været igennem.

»Jeg har været udsat for politianmeldelser, dyreværnssager og kommunal indblanding i, hvem der skulle have staldplads. Det gik så vidt, at borgmester Osmani personligt sendte politiets indsatsleder ud til gården i forbindelse med uenighed om opstaldning af en pony,« fortæller han.

Sigrid Nygaard

17. november 2017

Det er efterhånden mange år siden, at borgmesterkandidaten fra Venstre, Søren P. Rasmussen, stod offentligt frem som homoseksuel. I dag er han gift med aktiehandler Klaus Bentin.

Sagen om Dyrehavegaard har dog været mere krævende og voldsom end noget, han kan huske.

»Jeg ville hellere være sprunget ud i Putins Rusland,« siger Venstrepolitikeren, der håber på at generobre borgmesterposten i Lyngby-Taarbæk Kommune, som han sad på fra 2010 til 2014.

Dyrehavegaardsagen startede med en konservativ støtte i kommunen, Jens Drejer, som indtil for fem år siden forpagtede gården til hesteopstaldning på ualmindeligt fordelagtige vilkår. Det mente den frembrusende Venstreborgmester, Søren P. Rasmussen, i hvert fald. Han ville gerne rydde op i det, han kaldte pamperi og vennetjenester.

Søren P. Rasmussen ville have forpagtningsaftalen i udbud, og han ønskede i det hele taget mere liberale forhold for det lokale erhvervsliv. Men sagen endte med at lave betydeligt mere ravage i den politiske porcelænsbutik, end så mange andre langt mere økonomisk tungtvejende beslutninger.

Samtidig er sagen om Dyrehavegaard fortællingen om de lokale konservatives comeback i 2014 med den nuværende populære borgmester, Sofia Osmani, i spidsen. Sagen kom i al fald til at spille en væsentlig rolle i hendes kamp for at generobre den politiske ledelse af Lyngby-Taarbæk.  

Samme Osmani, der med sin politiske allierede, socialdemokraten Simon Pihl, ifølge en ny bog om Dyrehavegaardsagen har brugt en anseelig mængde energi og ressourcer på i første omgang at få skrinlagt den foregående borgmester Søren P. Rasmussens planer om et frit udbud af forpagtingen.

Da det ikke lykkedes, forsøgte de at få opsagt kontrakten med den nuværende forpagter, Carsten Valentin, som kom til efter Søren P. Rasmussens forsøg på opgør med det, han opfatter som kammerateri i den konservative højborg. 

Og til sidst førte de en sag, som kommunen endelig tabte i Østre Landsret, hvor tre dommere i marts blev enige om at vende tommelfingrene ned til kommunens krav om opsigelse – ifølge bogen har kampen mod forpagter Valentin kostet kommunen op mod ti millioner kroner.

Poul Richard til hest

I 1955 red skuespilleren Poul Richard over gårdspladsen på Dyrehavegaard. Han spillede endnu en hovedrolle i rækken af Morten Korchs folkelige dramaer. Denne gang som far til Flintesønnerne.

20 af Korchs utallige romaner er filmatiseret. De følger alle en enkel fortælleteknisk formel. Først idyl og ro, så uro, konflikt og drama og tilsidst forløsning og harmoni.

Kører man ind på gårdspladsen i november 2017, er alt næsten uforandret, selv om der er mange flere heste, end da Poul Richard skridtede gården af. Der er tre hvidkalkede længer med røde vinduesrammer og døre. Bagved stuehuset en stor idyllisk have, hvor et bredskuldret egetræ har brugt nogle hunderede år på at bore sine rødder dybt ned i det stærkt biodiverse græstæppe.

Men lige som i de danske folkekomedier fra 1950’erne er roen for længst gået af fløjten, og forpagteren, Carsten Valentin, står foreløbigt tilbage og har svært ved at tro det, han har været igennem.

»Jeg har været udsat for politianmeldelser, dyreværnssager og kommunal indblanding i, hvem der skulle have staldplads. Det gik så vidt, at borgmester Osmani personligt sendte politiets indsatsleder ud til gården i forbindelse med uenighed om opstaldning af en pony. Dertil kommer retsagerne, som kommunen heldigvis tabte,« siger Valentin, der nu har valgt at se fremad og i bedste fald få erstatning for de tab, han mener at have lidt på grund af den fremfærd, han er blevet mødt med af kommunens administrative og politiske ledelse.

Redaktør på lokalavisen Det Grønne Område, Lars Schmidt, har foruden Københavns Borgerrepræsentation i mere end 25 år dækket lokalpolitik i en lang række kommuner. Han husker adskillige giftige opgør – blandt andet Søren Pinds kamp mod daværende overborgmester i København, Jens Kramer Mikkelsen. Et opgør, hvor ingen af parterne sparede hinanden. Men også et opgør, hvor Søren Pind ved Kramers afskedsreception kunne holde en fin og respektfyldt tale om sin modstander.

Lars Schmidt siger om Lyngby-Taarbæk:

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Der er stort set ingen, der stoler på hinanden.«

Han beskriver slagsmålet om magten som så hårdt, at værdighed og ordentlighed tilsidesættes. Og det er i høj grad på de sociale medier.

»Det er helt sikkert rigtigt, at de taler nogenlunde ordentligt til hinanden, når de møder hinanden fysisk eller sidder over for hinanden til byrådsmøder. Men bag en lukket dør miskrediterer mange af dem hinanden i en grad, jeg ikke har oplevet før. Ellers er det først og fremmest de store partiers internettrolde, deres støtter og sågar også aktive politikere og kandidater, der overfalder hinanden i læserbreve og i særdeleshed på de sociale medier.«

Hovedpersoner i Lyngby-sagen

Sofia Osmani

Siddende borgmester for De Konservative og både partiets og kommunens store stemmesluger ved sidste valg. Hun er svag favorit til at generobre posten. Borgmesteren anklages for at have brugt meget energi og ressourcer på at få skrinlagt Søren P. Rasmussens planer om et frit udbud af forpagtningen af Dyrehavegaard.

Simon Pihl Sørensen

Socialdemokratiet har traditionelt vedligeholdt en magtakse sammen med De Konservative i Lyngby-Taarbæk. Og partiets spidskandidat Simon Pihl fik viceborgmesterposten i indeværende periode. Han har været Osmanis væbner i spillet om Dyrehavegaard.

Søren P. Rasmussen

Venstres borgmesterkandidat, som snuppede posten for næsen af De Konservative i 2010, men atter måtte aflevere kæden til Sofia Osmani i 2014. Rasmussen ville – og vil stadig – rydde ud i, hvad han kalder pamperi og vennetjenester. Ikke mindst vedrørende Dyrehavegaard.

Carsten Valentin

Efter kommunalt udbud i 2013 overtog han forpagtningen af Dyrehavegaard i udkanten af Lyngby efter den konservative støtte, Jens Drejer, som havde gården på – ifølge kritikere – meget fordelagtige vilkår. Det blev til en årelang kamp, hvor både kommunens administrative og politiske ledelse forsøgte at slippe af med Valentin.

Gavebod til politiske venner

Søren P. Rasmussen karakteriserer bystyret sådan her:

»Det er en by, der har haft et konservativt/socialdemokratisk styre i et halvt århundrede. Problemet er, at de holder hinanden i et jerngreb. Der, hvor den ene part vil noget, vil den anden ikke noget og omvendt. Jeg vidste allerede, inden jeg blev borgmester, at der manglede gennemsigtige udbud af kommunale kontrakter.« 

En udlægning, der bakkes op af den lokale redaktør, Lars Schmidt.

Alligevel blev tingene ifølge Venstre-manden ikke prøvet af i åbne udbud, men aftalt i »lukkede kredsløb«.

»Dyrehavegaard var jo et fantastisk attraktivt sted: 96 hektar. 72 opstaldede hest og seks udlejningsboliger. Man skal ikke have gået mange år i skole, før man godt kan gange ud, hvad det giver i overskud, hvis man kun betaler ca. 250.000 kroner om året i forpagtningsafgift. Og at den nye forpagter kom til at betale over 900.000 kroner om året, viser jo bare, at det har været en gavebod af den anden verden.«

I første omgang får den daværende borgmester Søren P. Rasmussens planer den daværende forpagter til at starte en kampagne, der skal vise, hvor ødelæggende det ville være for forretningen at øge forpagtningsafgiften. Også den del af forløbet er grundigt beskrevet i den netop offentliggjorte bog om sagen, som er skrevet af Mette Rosbjerg. Bogen er redigeret af den Cavling-nominerede forfatter og journalist, Jens Høvsgaard, og er stærkt kritisk over for Sofia Osmani og Simon Pihl Sørensen.

Finansieringen af bogen kommer til gengæld fra Alternativets kandidat til borgmesterposten, Hans Nielsen. Han lægger ikke skjul på, at bogen skal bruges i hans kampagne. Ligesom han ser sig selv som en outsiderkandidat til borgmesterposten.

»Men jeg tog først og fremmest initiativ til bogen, fordi der er tale om en principiel sag. Det handler om ret og uret og om at ændre på den politiske kultur,« siger Hans Nielsen.

Tidslinje for Lyngby-sagen

Forår 2011

I forbindelse med budgetforhandlingerne begynder man at se på mulige salg af kommunens ejendomme – herunder Dyrehavegaard.

Forår 2012

Dyrehavegaard skal først sælges, men et flertal uden om De Konservative og Socialdemokratiet med V-borgmesteren i spidsen beslutter at sende gården i nyt udbud.

Efterår 2013 og 2014

Dyrehavegaard fylder godt i valgkampen 2013, ikke mindst i læserbreve og på sociale medier. 2014 præges af utallige forsøg på at mistænkeliggøre den nye forpagter Carsten Valentin.

24. november 2015

Den nye forpagter taber i byretten til kommunen, men han anker sagen.

29 marts 2017

Landsretten giver Carsten Valentin medhold i kampen mod Lyngby-Taarbæk Kommune. Kommunen har brugt mellem fem og ti millioner kroner på at bekæmpe den ny forpagter.

Efterår 2017

Alt kan bruges i en valgkamp, hvor Venstre, Socialdemokratiet og De Konservative har sendt fodsoldaterne i nådesløs krig. Dyrehavegaard er stadig et skarpladt våben.

Det er et smædeskrift

Socialdemokratiets spidskandidat Simon Pihl Sørensen har ikke meget til overs for de anklager, der rettes mod ham og den konservative borgmester.

»Det er et smædeskrift i valgkampen fra Alternativets Hans Nielsen. Sidst han udgav noget, blev han også taget i løgn. Og heller ikke den gang blev vi forelagt usandheden inden tryk. Jeg har alene forsøgt at sikre, at hesteforeningerne kunne blive, som kommunalbestyrelsen havde lovet ved udbudet. Jeg er bedøvende ligeglad med, hvem der har forpagtningen. Bare kontrakten ikke bliver misligeholdt,« siger han.

Heller ikke borgmester Sofia Osmani kan genkende virkeligheden i de mange beskyldninger.

»For mig handler sagen om en politisk uenighed, der udspringer af tilgangen til Dyrehavegaard. Jeg ser Dyrehavegaard som et kommunalt idrætsanlæg, der sikrer både fritidsliv og kulturhistorie. Andre ser gården som en forretning, der skal give et økonomisk overskud,« siger hun.

»De mange påstande om mig, viceborgmester Simon Pihl Sørensen og forvaltningen har allerede været bragt op i landsretten, hvor dommerne har hørt og forholdt sig til påstande og svar – uden at det gav anledning til kritik. Hvem der forpagter gården, er ikke afgørende for mig – når blot tingene virker, markerne dyrkes, hestene trives, og naboer og brugere er tilfredse. Når jeg går ind i sagen, er det ikke, fordi jeg kender de berørte parter personligt, men fordi jeg bliver kontaktet af foreninger og naboer, der oplever, at tingene ikke fungerer, og at stedet er under pres,« siger borgmesteren.

Tilbage står forpagter Valentin og håber på, at roen og harmonien vender tilbage. Han vil kæmpe for en erstatning for det, han opfatter som kommunens mange overgreb. Men han har stadig svært ved at tro på, at han får fred til at drive gården. Selv om han vandt en overbevisende sejr i landsretten.

Serie

Kampen i kommunerne

I landets kommuner udspiller sig små og store lokalpolitiske kampe, som spidser til, når der er kommunalvalg.

På Information har vi spurgt vores læsere, hvilke af dem vi bør se nærmere på op til valget. Der er kommet mange gode svar. Vi har også selv fundet et par interessante eksempler og sætter i en artikelserie fokus på en række kommuner, hvor politikerne er røget i totterne på hinanden.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

"...dommerne har hørt og forholdt sig til påstande og svar – uden at det gav anledning til kritik."

LOL, nej, til gengæld gav dommerne jer ikke medhold i jeres sag, så hvorfor dog kritisere yderligere? At føre en sag og tabe den er vel indbegrevet af kritikværdighed!

Carsten Niemann

Hvordan pokker kan man som dansk journalist ikke kende Poul Reichhardt? Eller i hvert fald lige gøre sig den ulejlighed at Google ham, hvis man virkelig ikke kender ham?