Læsetid 11 min.

’Hvordan skal vi løse det her, Anne? Vil du en tur til Herfølge, eller vil du have smæk?’

Når en af de unge på Zentropas såkaldte småtteuddannelse begår en fejl, skal de straffes. Typisk kan de vælge mellem at muge ud på Zentropa-stifter Peter Aalbæk Jensens farm i Herfølge eller få smæk. Vi har talt med to tidligere ’småtter’ om, hvordan det er at blive straffet af deres chef
Når en af de unge på Zentropas såkaldte småtteuddannelse begår en fejl, skal de straffes. Typisk kan de vælge mellem at muge ud på Zentropa-stifter Peter Aalbæk Jensens farm i Herfølge eller få smæk. Vi har talt med to tidligere ’småtter’ om, hvordan det er at blive straffet af deres chef
Illustration: Mia Mottelson/iBureauet
9. november 2017

Hvis stemningen er til det, skal man læne sig ind over et bord og stikke numsen i vejret. Det kan godt gøre ondt, hvis Peter Aalbæk er i drillehumør. Det føles grænseoverskridende i begyndelsen, men de fleste vænner sig til det med tiden. Og til sidst, når man har arbejdet på Zentropa i nogen tid, fortæller man sine nye kolleger, at det er helt normalt.

Blandt andet sådan beskriver to tidligere ’småtter’ på filmproduktionsselskabet Zentropa dét at blive straffet med smæk af deres chef, Peter Aalbæk Jensen, hvis de har begået en fejl i deres arbejde.

En småtte er et ungt menneske – ofte i begyndelsen af 20’erne – der er i gang med et treårigt uddannelsesforløb på Zentropa. Småtteuddannelsen udløser ikke et formelt eksamensbevis, men er et uformelt praktikforløb for unge, der gerne vil skabe sig en fremtid i filmbranchen ved at arbejde sig op nedefra.

Peter Aalbæk Jensen, der er stifter af og tidligere direktør i Zentropa, udtalte kort i et interview med Radio24syv i oktober, at småtter kan vælge mellem to afstraffelsesmetoder: Enten kan de tage turen til hans økofarm i Herfølge og muge ud i grisestalden og hønseburet, eller de kan få smæk – altså blive slået i bagdelen uden på tøjet som straf.

Information har efterfølgende været i kontakt med flere af Peter Aalbæks tidligere småtter gennem de seneste år, der har prøvet at få smæk af deres tidligere chef, eller som har været vidne til, at andre småtter fik det – både mænd og kvinder. Vi har også talt med en lang række tidligere fastansatte, der beskriver forholdene for småtter som dårlige og ydmygende. Men de fleste har ikke ønsket at stå frem, blandt andet fordi de frygter, at det kan skade deres fremtid i filmbranchen at udtale sig om Zentropa og Peter Aalbæk på en måde, der kan opfattes negativt.

27-årige Anne Falkesgaard, der stoppede som småtte i foråret efter et treårigt forløb, og som stadig er løst tilknyttet sin gamle arbejdsplads, vil dog gerne fortælle.

»Jeg kan godt høre, at det lyder helt vanvittigt, at vi får smæk. Men det er bare for sjov og en del af den ’ukorrekte’ kultur, som jo er på Zentropa,« siger hun og tilføjer, at hun ikke har tal på, hvor mange gange hun er blevet straffet for at begå fejl.

En anden, der ikke har noget imod at fortælle, er Peter Ahlén, der afsluttede sin småttetid for et år siden.

»Der er 100 procent nogle, som har følt sig krænket og ikke har turdet sige fra, fordi de har været bange for konsekvenserne. Men det er bare vigtigt at forstå, at der er mange flere mennesker, som ikke opfatter de her smæk som chikane og krænkelse, men som kærlighed,« siger Peter Ahlén. Han arbejder i dag i Zentropas salgsgren Trustnordisk.

»For mig ligger det i spasafdelingen,« forklarer Peter Aalbæk i et interview i dagens avis.

’Det kommer meget an på Peters humør’

Zentropa, som ligger i filmbyen i Avedøre, har, siden Peter Aalbæk og Lars von Trier etablerede det i 1992, været kendt som et sted, der dyrker det grænseoverskridende og provokerende. Gennem tiden er der blevet sagt, skrevet og ment meget om den vilde medarbejderkultur i Avedøre, hvor de ansatte og Peter Aalbæk ofte bader nøgne sammen i poolen, og hvor den første småtte, der smider alt tøjet til julefrokosten, får 10.000 kroner som belønning.

I kølvandet på skandalerne om overgrebskultur i Hollywood og anklagerne om sexchikane mod producermastodonten Harvey Weinstein, er Peter Aalbæk og kulturen i Zentropa igen blevet et samtaleemne. I oktober skrev Nanna Frank Rasmussen, der er filmanmelder på Jyllands-Posten, et indlæg i avisen om, at Aalbæk Jensen »gramsede« på hende og gav hende et »klask i røven« under en filmfestival for nogle år siden. Aalbæk har sagt, at han ikke husker episoden, men at det »lyder plausibelt«. Siden har Zentropas svenske samarbejdspartner Film Väst afvist at arbejde sammen med Aalbæk.

Ligesom en nøgen Peter Aalbæk er en del af hverdagen på Zentropa, er smæk som straf for småtterne det også. Nærmest alle småtter prøver det, og det gælder både mænd og kvinder, fortæller Anne Falkesgaard.

En småtte skal straffes, når hun eller han kommer for sent eller ikke har løst en opgave tilfredsstillende – også selv om opgaven kan være nærmest umulig at løse på den tid, småtten får til det.

»Så plejer Peter at sige: ’Hvordan skal vi løse det her, Anne? Vil du en tur til Herfølge, eller vil du have smæk?’,« fortæller Anne Falkesgaard. Hvis flere småtter har klokket i det kollektivt, får de selv lov at beslutte, hvem af dem der skal afstraffes af Aalbæk.

Anne Falkesgaard har personligt aldrig valgt Herfølge – der er simpelthen for langt derud, og småtter arbejder i forvejen meget, så for hende har det virket som en lettere udvej at vende bagdelen til i 10 sekunder. Det er ikke foregået bag en lukket dør, hvor hun har været alene med Peter Aalbæk, fortæller hun, men derimod på et åbent sted som for eksempel i kantinen, og der har for det meste været andre mennesker til stede.

’Jeg har aldrig stået og givet smæk til én, der har sagt, at de synes, det er ubehageligt. Det har jeg ingen interesse i. Det er ikke pirrende for mig på nogen måde. Eller morsomt,’ siger Peter Aalbæk Jensen til Information.
Læs også

»Man kan så diskutere, om det er endnu mere ydmygende. Men jeg tror, at åbenheden bidrager til, at det ikke virker så farligt,« siger hun.

Antallet af smæk, og måden de bliver uddelt på, afhænger af, hvor stor en bommert småtten har lavet. Nogle gange er det et enkelt, hurtigt klask, andre gange skal småtten læne sig ind over bordet. Typisk får man tre klask.

– Gør det ondt?

»Det kan det sagtens gøre. Det kommer meget an på Peters humør, om det er noget, der skal overstås eller ej,« siger Anne Falkesgaard og fortsætter:

»Hvis en småtte siger til Peter, at det er sygt ubehageligt og grænseoverskridende for hende at blive smækket, så kan han godt være mere forsigtig. Men han er jo en type, der kan lide at provokere. Som småtte skal man derfor passe på med at give alt for meget udtryk for, at man ikke kan lide det, for så kan han også blive hårdere,« forklarer hun og nævner, at Peter Aalbæk kan synes, at det er »endnu mere sjovt«, hvis han kan se, at småtten »frygter det«.

»Men han er på en eller anden måde virkelig god til at fornemme, hvem der kan tage det. Han ville for eksempel aldrig smække en småtte, der stod med tårer i øjnene. I sådan en situation ville man udskyde det til en anden dag.«

Samtidig understreger Anne Falkesgaard, at hun aldrig har opfattet straffen som seksuel.

Selv har Falkesgaard fået »ret hårde smæk«, fordi hun er en person, der står og griner addet og sagtens kan tage det, siger hun.

Peter Aalbæk afviser, at han skulle gå hårdere til den, hvis han kan se, at en ung medarbejder frygter at få smæk.

»Jeg har aldrig stået og givet smæk til én, der har sagt, at de synes, det er ubehageligt. Det har jeg ingen interesse i. Det er ikke pirrende for mig på nogen måde. Eller morsomt.«

Ydmygende og ubehageligt

Det er ikke alle, der ligesom Anne Falkesgaard synes, at det bare er sjovt at blive straffet af Peter Aalbæk.

Information har været i kontakt med en anden tidligere småtte, som ønsker at forblive anonym. Hun har prøvet at få smæk som straf og fortæller, at det er »ydmygende og ubehageligt«.

Anne Falkesgaard har gennem tiden talt med småtter, der har haft det »lidt svært« ved Aalbæks straf de første gange, det er sket for dem, eller med småtter, der har taget imod straffen, fordi de ikke helt turde sige fra.

»Jeg tror, at der er rigtig mange, der synes, at det er grænseoverskridende første gang, de får smæk. Eller for den sags skyld, når Peter første gang kysser dem på munden eller krammer dem,« siger hun. Men hendes oplevelse er, at de nye småtter hurtigt vænner sig til det hele.

Hun synes især, at det er sjovt at se, hvordan nogle af de piger, der fandt smæk virkelig grænseoverskridende og ubehageligt, da de var nye, senere står og siger til de nyeste småtter, at det hele bare er for sjov.

– Kan du se noget problematisk i, at nogen får smæk, fordi de ikke tør sige fra?

»Ja, det kan jeg da godt. Hvis jeg havde oplevet noget, jeg syntes var virkelig traumatiserende og grænseoverskridende, ville jeg nok heller ikke sige det højt i en gruppe. For der kommer selvfølgelig en eller anden gruppedynamik, når vi er flere, der står og synes, at det er sjovt.«

En anden smækker fyrene

I 2013 udkom journalist Anne Mette Lundtoftes bog Zentropia – en fortælling om, hvordan det engang lillebrorsagtigt provokerende selskab blev en del af den filmelite, som det oprindeligt ville gøre oprør imod.

Læs uddrag af Zentropia: Fyr den kælling!

Men også en fortælling om medarbejdere, der smækker med dørene efter at have følt sig mobbet af Peter Aalbæk, om bar røv i kantinen og høj cigarføring. Om ’retssager’, hvor medarbejdere kan straffes foran resten af Zentropa, hvis de har raget uklar med blandt andre Peter Aalbæk, og hvor en ung kvindelig ansat engang blev sendt ned ad et bord i kantinen på alle fire, mens hun blev pisket med et bælte.

Og om en småtte, som bliver kaldt ’Lille L’ af Peter Aalbæk, så længe hun nægter at tage tøjet af og bade nøgen i Zentropas pool med ham. L står for luder.

Allerede før bogen udkom, blev småtteuddannelsen kritiseret, blandt andet fordi småtterne tidligere arbejdede ulønnet. Siden har de fået bedre lønmæssige forhold, og nu er det kun de første tre måneder, de arbejder gratis for Zentropa. Derefter får de løn efter anciennitet – mellem 8.000 og 15.000 kroner om måneden.

Peter Ahlén, der blev fastansat, da han var færdig som småtte for et år siden, kan godt lide, at der er »højt til loftet« hos Zentropa – at det ikke føles som et ’røvkedeligt’ kontorjob, men som et frit og kreativt miljø, hvor medarbejderne er lige så bramfrie og ukorrekte, som filmproduktionsselskabets film gerne skulle være.

Han er homoseksuel, og for eksempel var det meget befriende for ham, at han – ligesom alle andre nye medarbejdere – på sin første dag blev bedt om at fortælle sit navn, sin hjemby og sin seksualitet foran hele Zentropa til den store morgensamling.

Peter Ahlén fortæller også om smæk som en helt almindelig straf for småtter, som skal ses i forlængelse af det frisind, som han synes, Zentropa er kendt for. Han selv var dog en »god småtte«, og han har derfor ikke fået lige så mange som mange andre.

»Men jeg har heller ikke været Peter Aalbæks personlige småtte. Dem, der har det værst og bliver straffet mest, er dem, der sidder hos ham,« siger Peter Ahlén, der synes, at ’småttesmæk’ er en sjov del af hverdagen på Zentropa – faktisk så meget, at han med tiden selv har fået en udøvende rolle som den, der afstraffer de unge mandlige småtter, hvis de har begået en fejl.

Det begyndte engang sidste år, hvor Peter Ahlén fik en sms fra Peter Aalbæk, hvor der stod, at han skulle give en småttefyr tre smæk. Aalbæk skrev også, at Ahlén skulle huske at ringe ham op, når det skete, så Aalbæk kunne høre, at der blev slået til. Siden har Peter Ahlén uddelt mange smæk, der nogle gange er blevet filmet og sendt til Aalbæk – senest for nogle uger siden.

»Det hele bliver til en lidt komisk kliché, hvor den gamle mand smækker pigerne, homoen smækker drengene, og så får vi begge noget ud af det,« siger Peter Ahlén.

– Ligger der noget seksuelt i det?

»Man kan godt sige, at det ser sådan ud udadtil. Men det tror jeg bestemt ikke, at der gør for Peter, og det gør der ikke for mig. Det er en provokation. 50 procent af Peter Aalbæks og Zentropas virke er jo at provokere.«

Kan man ikke lide lugten i bageriet

Når Peter Ahlén og Anne Falkesgaard fortæller om at arbejde på Zentropa, lægger de begge vægt på, at filmbranchen er noget helt særligt, der ikke kan sammenlignes med et job hos for eksempel Mærsk.

Her handler det om at være forberedt på alle de umulige opgaver, der kan opstå, når man arbejder på en film. Derfor er det nødvendigt at blive kastet ud i grænseoverskridende situationer som for eksempel at få smæk – også selv om det ikke har meget med at lave film at gøre.

De mener også, at man som ansat selv har et ansvar for at sætte grænser over for sine chefer, og hvis ikke man bryder sig om kulturen, så er Zentropa nok bare ikke stedet for én.

Peter Ahlén nævner, at der er flere småtter, der gennem tiden har opponeret imod at få smæk.

»Og så er det jo også vigtigt at have for øje, at der altid er et alternativ, som for det meste er en tur til Herfølge,« siger Peter Ahlén.

»Småtteuddannelsen er jo også en opdragelsesanstalt. Der kommer en masse unge mennesker, der tror, at de kan komme ind lige fra gaden og lave film og have styr på det hele. Og der handler det meget om, at de lige skal pilles lidt ned, og så skal de bygges op igen bagefter. Så man kan ikke bare frasige sig en straf,« siger Peter Ahlén, der godt kan forstå, hvis nogen tænker, at Peter Aalbæk misbruger sin magt, når han smækker småtter, men at det bunder i offentlighedens manglende forståelse for den ligefremme kultur på Zentropa.

»Men det er rigtigt, at Peter Aalbæk sikkert ikke ville turde bede en som Louise Vesth (producer og en del af direktionen hos Zentropa, red.) om at lægge sig hen over bordet.«

Hos fagforeningen for film- og tv-arbejdere, FAF, er man fra tid til anden blevet kontaktet af småtter, som var utilfredse med deres løn og arbejdsvilkår, fordi de ikke fik løn for alt deres arbejde, diæter, når de var udstationeret på produktioner og lignende.

»Henvendelserne har dog aldrig handlet om smæk eller sexchikane, noget, vi finder fuldstændigt sygt og meget langt væk fra den filmbranche, FAF arbejder for,« skriver sekretariatschef René Jørgensen i en mail. Han største anke er dog, at der udbydes en uddannelse uden skoleophold, og at der ikke er en overenskomst, som sikrer, at småtterne får kompetencer til at arbejde i hele branchen, tilføjer han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ervin Lazar
    Ervin Lazar
  • Brugerbillede for Kaare Sand
    Kaare Sand
Ervin Lazar og Kaare Sand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

...........Jeg er helt i chok......... Hvordan fanden kan sådan noget svineri foregå i årevis?!?!?
Hvorfor bliver det ikke stoppet?

Britta B. Hansen, Else Marie Arevad, Katrine Damm, Rikke Nielsen, Tino Rozzo, Olaf Tehrani, Jørn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Christina Balslev, Maria Jensen, Peter Knap, Anders Sørensen, Henriette Bøhne, David Joelsen, Benny Jensen, Henrik L Nielsen, Torben K L Jensen og Palle Bendsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Larsen

Hold da op, det er f..... en syg kultur. At filmbranchen skulle være så speciel, at det retfærdiggøre disse overgreb er selvfølgelig det rene vrøvl. Men det er en god måde, at skabe 'korpsånd' på. Vi er noget helt 'særligt'.

Katrine Damm, Rikke Nielsen, Tino Rozzo, Christina Balslev, Maria Jensen, Henriette Bøhne, Hanne Ribens og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Utroligt at den mand ikke har pådraget sig nogle gevaldige fysiske tæsk i alle de år.
Er der virkelig ingen, der har følt sig fristet?

Psykopater gør man en tjeneste ved at smadre deres ego. Undertiden kan det indebære brug af moderat vold. Men offentlig ydmygelse er nøglen. Præcis den metode, de selv benytter sig af.

/O

Tino Rozzo, Henriette Bøhne, Sus johnsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Troels Larsen

Får Zentropa egentlig stadig statsstøtte til deres virke?

Britta B. Hansen, Henrik Rasmussen, Rikke Nielsen, Sten Hansen, Henriette Bøhne og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

Thjaaa Peter Aalbæk. Din adfærd får åbenbart dele af Danmark til at overveje at indføre den elektriske stol. Gudske lov kan der snart erhverves programmerbare kvindelignende robotter.

Stakkels mand. Han må jo snart flygte ud af landet. Småligheden har sejret i Danmark.

Britta Felsager, P.G. Olsen, Povl Jensen, Peder Bahne, Børge Neiiendam, Hans Aagaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

Nej, der hvor den er helt gal er hos forsvaret. Her ydmyges mænd til nedbrydning ved at blive råbt og skreget af fra morgen til aften. De blive tvunget til at kravle rundt i mudder til total udmattelse for at afrette dem til lydige soldater klar til krig. Møder de ikke op afhentes de brutalt af politiet. Hvornår stoppes det fornedrende fysisk og psykisk nedbrydende krigs svineri, hvor nogle mænd pådrages traume for livet?

Britta Felsager, Hans Martens, ulrik mortensen, Tino Rozzo, Finn Egelund, Børge Neiiendam, Jacob Jensen, Jørn Andersen, Jørgen Kærbro Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Christina Balslev, Benny Larsen, Trond Meiring, Randi Christiansen, Jes Balle Hansen og Troels Brøgger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

Peter Aalbæk er et arrogant røvhul.

Katrine Damm, Tino Rozzo, Christina Balslev, Kim Houmøller, Henriette Bøhne, Sus johnsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Det her er jo et arbejdsgiver valg. Man kan udnytte sine ansætte langt mere end Zentropa gør og slippe godt fra det. Jeg tror ikke på det, og har altid vist mine ansatte respekt. De fleste betaler så meget tilbage.

Flemming Berger, Hans Aagaard og David Joelsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maria Bjørnsten
Maria Bjørnsten

Seriøst, hvad er det her? De krænker deres medarbejdere, de fortæller åbent om det OG de har formået at få selvsamme medarbejdere til at synes at det her bare er mega cool og anderledes og unikt? What.The.Fuck.

Henrik Rasmussen, Katrine Damm, Olaf Tehrani, Christina Balslev, Maria Jensen, Nike Forsander Lorentsen, Anders Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for David Joelsen

Mht. Peter kan kun lade sig gøre fordi filmproduktion i DK er sådan et lille samfund, at ingen tør anmelde “faderfiguren” af hensyn til deres fremtidig karriere. Her er absolut plads til #metoo

Rent statistisk har film som alle andre professioner en antal “gamle grise”, men vores tendens til at placere kendte på en pedestal gør os mindre i stand til at sortere afvigere fra. Så er det trods alt nemmere med præster, som det kun tog tusinde år at lære at udpege.

Det er vigtigt at forstå, at alle de steder der er et decideret magtforhold, er der chancer for at disse individer trives. Typisk kirker, børnehjem, børnehaver, mentalhospitaler, gamle kontra nye elever events, militær samt ikke så få arbejdspladser. Vi har derfor brug for fokus på lederuddannelser og bedre meldeinstanserfor at seriøst at håndtere dette. Det gælder også de falske anmeldelser, der også forekommer.

Cristina Nielsen, Henrik Rasmussen, Jens Bruun, Karl Nørgaard, Maria Bjørnsten, Bjarne Bisgaard Jensen, Christina Balslev, Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Jørgensen
Henrik Jørgensen

Folk søger ind til Zentropa velvidende, at de er anderledes (for at sige det mildt) end andre produktionsselskaber.

Personligt ville jeg ikke bryde mig om at skulle over knæet, omvendt er det voksne mennesker vi taler om og relativt uskykdige indgreb.

Synes folk skal slappe afZ

Per Torbensen, Britta Felsager, Mathias Bach Søndergaard, Børge Neiiendam, Jørn Andersen, Hans Aagaard, Anders Reinholdt, Trond Meiring og Jan Kauffmann anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaare Sand

Hvis beskrivelserne af Zentropas personale kultur er rigtig bør det få konsekvenser. Det er frastødende, mandschauvanisk og nedværdigende overfor unge mennesker vi i prduktionsbranchen burde føle ansvar overfor. Ikke en kultur jeg på nogen måde kan bakke op om uanset hvor “uskyldigt” den er ment.

Henrik Rasmussen, Katrine Damm, Annemette Due, Jens Bruun, Hanne Ribens, Karl Nørgaard, Christina Balslev, Maria Jensen, Kim Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johnny Werngreen
Johnny Werngreen

John Locke anbefalede i 1693, at børn skulle udsættes for tugt og kulde for af blive hårdføre voksne; senere har man fundet ud af, at det desværre ikke holder. Modstandsdygtighed har andre rødder. Hos Zentropa pakker man det mærkelige psykosociale arbejdsmiljø, som skyldes en plat leder, ind i, at virksomheden er grænseoverskridende - næh nej, det er den ikke på dette område, der en den blot og bar plat.

Hanne Ribens, ulla enevoldsen, Henrik Rasmussen, Katrine Damm, Randi Christiansen, Christina Balslev og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frank Rasmussen
Frank Rasmussen

I en branche der i årevis har forsvaret Polanski's pædofile overgreb hører Zentropa og Ålen til i den milde ende.

Benny Jensen, Børge Neiiendam, Hans Aagaard og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Houmøller

Peter har skabt sig en millionformue via massiv filmstøtte. Og vi er mange der godt vidste manden havde en lidt speciel ledelsesstil. Men at han bankede sit personale er helt nyt. Branchen er syg, helt gennem syg. Mange steder skal folk godt nok finde sig i det mest utrolige, men dette her bør få konsekvenser!

Britta B. Hansen, ulla enevoldsen, Henrik Rasmussen, Eva Schwanenflügel og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Falstoft

Så kan der vist ikke koges mere suppe på den pølsepind!
Jeg kan undrer mig over efter hvilke væsentlighedskriterier denne historie bliver bragt?
Det er da mulig at 'Ålen' er en arrogant skiderik', men det er vel ikke begrundelse nok?
Fortsætter Inf. ud af dette spor, må jeg virkelig for alvor overvejer mit fortsatte abonnement.
Er der ikke andet vigtigere, der ude i virkeligheden, der fortjener at komme på forsiden?

Britta Felsager, morten rosendahl larsen, Gert Hansen, Morten Pedersen, Peder Bahne, Jes Balle Hansen , Børge Neiiendam, Anders Reinholdt, Lise Lotte Rahbek, Hans Aagaard og Ernst Dahl anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Jakobsen

Vi mangler at høre fra dem, der vælger en tur til svineristien i Herfølge... nu, hvor vi har hørt beretninger fra svineristien i Avedøre.

Peder Bahne, Børge Neiiendam, Christina Balslev og Søren Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo Stefan Nielsen
Bo Stefan Nielsen

Der var én i tråden der negligerede det her ved at henvise til militærets ydmygelser og disciplinære metoder. Militæret er unægteligt en gennemført syg institution, der skal dyrke viljen til at bruge vold, fremmedgørelsen mellem os, dehumanisering og had med det enkelte formål at lære unge mennesker at slå ihjel eller ofre sig for det hierarki, der nu engang hersker i det enkelte samfund. Gennemført sygt og et billede på alt der er galt med menneskeheden.

Men på den baggrund at gøre sexchikane og s-m-æ-k(!?!) af bossen til noget ligegyldigt i sammenligning er at hive fripas til de magtfuldes fortsatte misbrug og den voldskultur og gennemførte mangel på respekt og kærlighed, militæret og krige er det ultimative udtryk for.

Sexisme er undertrykkelse.

ulla enevoldsen, Henrik Rasmussen, Rikke Nielsen, Karl Aage Thomsen, Maria Bjørnsten, Eva Schwanenflügel, Nike Forsander Lorentsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Balling

Hvis idéen med alt det her er at ydmyge Ålen lidt offentligt, med hans syge fascination af hans egen magt, så tror jeg i går galt i byen. Han er relativt åben omkring hans handlinger, og stolt af at være i en så magtfuld position, at han kan gøre som han vil. Lidt offentlig shaming, giver ham bare en eller anden form for psykisk erektion. Hvis man vil have skovlen under Peter, skal man ramme ham økonomisk. Det andet bilder han sig selv ind, at han synes er lidt fedt.

Alle med bare en perifer tilknytning til Zentropa kender disse historier og en del til. Ingen, tæt på, tør sige noget, fordi de er bange. Alt det med at "det da var meget sjovt", kan man også opleve livgardere sige, når de tænker over dengang på rexturen, hvor de mistede tre tæer. Det kaldes at efterrationalisere, og når man har solgt sin sjæl til djævelen, kan den slags nogen gange lindre.

Kan man opleve ydmygelser og magtliderlige idioter andre steder i filmbranchen? Ja, filmbranchen har en magnetisk effekt på en vis type mennesker med psykopatiske træk, men Zentropa har (næsten) altid været kendt for at være de værste. Derudover har jeg, i de 25 år jeg tilbragte i filmbranchen, primært oplevet det modsatte, og mødt søde, flinke, sjove, kreative og spændende mennesker. Ålen (og et par stykker til) har jeg bevidst undgået, og jeg er ret overbevist om at han er fucking ligeglad.

Sidder du og er ung og overvejer filmbranchen? Hold dig langt væk. Hvis du synes det lyder spændende, sejt, interessant, cool, hipt, smart eller whatever: Drop idéen. Hvis du bogstavelig talt ikke kan forestille dig et liv, uden at du laver film? Hvis det virkelig er det eneste du har fantasi til at forestille dig, og det er så vigtigt at du er villig til at sælge din sjæl, din røv eller din værdighed, så go ahead, og for dig bliver det et paradis (med nogle få torne hist og her).

Mikkel Kristensen, morten rosendahl larsen, Flemming Berger, Morten Pedersen, Karl Nørgaard, Børge Neiiendam, Kim Houmøller, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Aagaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

Hvis bare man irettesætter en ung i dag føler vedkommende sig forulempet. Det nærmer sig det komiske.

Britta Felsager, morten rosendahl larsen, Børge Neiiendam, Hans Aagaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maria Jensen

Det lyder som om at Zentropa er en slags førerkult ledet af en sadistisk gammel gris. Hvor må det være pinligt at have Zentropa stående på sit CV. Så ved alle, at man er en fej medløber.

Rikke Nielsen, Christina Balslev og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sten Victor

Med den form for upassende og utilbørlig "korpsånd", så kan man bedre forstå, hvorfor Zentropa laver så elendige film som de gør.

Brugerbillede for Per Jakobsen

Forestil jer den omvendte situation: At "ÅLEN" stod til en dragt pryl hver gang han havde dummet sig - på den ene eller den anden måde...

Midt i tumulten ville man, efter kort tid, kunne høre Von Trier - med pibende stemme - udsige: "Er der en læge tilstede?"

Brugerbillede for hans j knudsen

Godt for Ålbæk han ikke er politiker. Så ville der vist komme helt andre kommentarer og overskrifter i landets aviser

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

En noget besynderlig uddannelse der udbydes på zentropa. Men heldigvis er det frivilligt, og man kan ligefrem sige, at det er den hårde måde at lære, om man har nogen grænser og i så fald hvor - meget hårdere end at sidde ved kassen i indkøbscentret eller på kzkyllingeslagteriet 8 t dgl til en fornærmende løn. Fuck det hellige, almindelige arbejdsmarked

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Og jeg kan forstå, at zentropas renommé i vide kredse er temmelig anløbent, det er det så endnu mere nu. De har jo hevet nogen priser hjem, og man må tro, at stedets bizarre miljø har medvirket hertil. Og så har klamme ålbæk fået storhedsvanvid, kender du typen. En skønne dag er det nok ham, der får hevet bukserne ned og står med røven bar. Hovmod plejer at stå for fald.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Som aktiveret ledig i Københavns Kommune er jeg blevet sat til at udrydde bjørneklo og nedrive et hønsehus og dette sidste var direkte ubehageligt. Men nogen skulle jo gøre det og hvorfor ikke de ledige? Jeg har egentlig ikke nogen indvendinger imod at det fandt sted, hvis vi ser bort fra at min personlige arbejdsløshed havde at gøre med rygproblemer, hvilket så bare er en anden diskussion. Som jeg læser artiklen er røvfulden en valgmulighed og så er det jo lidt svært at beklage sig, hvis den anden løsning egentlig er fair nok. Det er svært at afgøre, før vi har hørt hvordan det foregår, når der muges ud - altså om straffen harmonerer med forseelsen?

Brugerbillede for Børge Neiiendam
Børge Neiiendam

Tjae, sager som denne får sine 10 minutter i Verdensnyhedernes sensationsoverskrifter.

Hver generation - nåe okay, måske hver anden - har sine regler for opdragelse. På et tidspunkt får Samfundet nok af selvoptagne unger, børn, unge og mere eller mindre voksne, der tror at alt drejer sig om dem og at de kan leve grænseløst, og at al opførsel er tilladt uden konsekvens. Tugt er ikke vold, men tugt kan ende med vold. Straf er ikke hævn - lær at skelne.

For halvanden generation siden var Mogens Frohn Skipper på Fulton. Hans pædagogik var 'gammeldags' handlekraftig og gav gode resultater med utilpassede og kriminelle unge, der for de flestes vedkommende landede på benene og tog hånd om deres liv og tilpassede sig Samfundet.

Jeg kendte Mogens godt nok til at vide, at han lavede nogle skævere, men jeg er usikker på om han har skadet nogen varigt. Det der dog skadede hele det gode projekt Fulton effektivt, var den bedrevidende 'pædagogik' som de frelste overfaldt Mogens med. Og hvem gavnede det lige - udover de overbelæste teoretikere ?

'Me Too'-bevægelsen er ifærd med at vokse sig enorm. Og det er godt at rigtige overgreb kommer frem og udstiller de magtmennesker der tror de kan tillade sig hvad som helst. Dén kultur SKAL standses og ændres definitivt, uanset hvor den lever.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Smæk i numsen til voksne mennesker er sq da perverst som led i en uddannelse. Og straf for fejl til elever - ålbæk har i den grad misforstået og misbrugt sin position som uddannelsesansvarlig for unge mennesker. Det er muligvis ikke ansvarspådragende, men det burde det være. Skrub hen i swingerklubben din perverse gamle idiot.

Brugerbillede for Karl Aage Thomsen
Karl Aage Thomsen

Jeg skal daglige love for, at forargelsen blomstrer mod arrogantfilmkongen. Der er edder bukke mig meget machokisme i stodderens elever, bliver de mon også udsat for psykisk tortur. Er filmbranchen virkelig så interessant at man finder sig i Ålens forlystelser. Godt at han far Erik ikke skal opleve sønnens nazimetoder?

Katho

Brugerbillede for Maria Jensen

På samme måde som at det står praktikanterne frit for at sige nej til denne nedværdigende behandling, burde det også stå de danske skatteydere og licensbetalere frit for at fravælge at bidrage økonomisk til Zentropa. Dette selskab burde være udelukket fra at modtage offentlige midler, hvad enten det er i form af direkte støtte eller i form af at offentlige medievirksomheder som DR aftager deres produkter, indtil de kan finde ud af at behandle deres medarbejdere, praktikanter og elever anstændigt.

Eva Schwanenflügel, Henrik Rasmussen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tino Rozzo

Det kan undre, at samarbejdspartnere i Sverige først nu reagerer på Zentropa-bossens SYGE adfærd.
De har jo kendt til den i årevis, eftersom mandslingen aldrig har lagt skjul på den, ja nærmest er stolt af den.
Det samme gælder diverse æres priser, som han for en måned siden tilsyneladende havde gjort sig fortjent til - men som nu ikke længere kan tildeles ham.
Som sagt: Det er ikke noget nyt - hvorfor så denne kovending lige nu?

Brugerbillede for Maria Jensen

@ Tino Rozzo: Det kan vel kun skyldes, at medløberiet og kammerateriet går langt højere end nogle ulønnede elever, der gerne vil have en fod indenfor i branchen. Der må være nogle ganske højt placerede mennesker, der har en interesse i at holde hånden over Peter Aalbæk.

Jeg undrer mig også over, at visse danske medier, der bestemt ikke holdt sig tilbage fra at svælge i Harvey Weinstein-skandalen, er forbløffende tavse i dag. Dette burde være en langt større historie, da det er så systematisk, da det er en blank tilståelsessag fra Peter Aalbæk, og da det handler om selveste Zentropa, der har sat Danmark på filmbranches verdenskort, yada yada yada, og som modtager svimlende beløb i filmstøtte. Alligevel er der larmende tavshed fra f.eks. Politiken og DR.

Eva Schwanenflügel, Henrik Rasmussen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frank Hansen

Jeg læser ikke en eneste beretning om at nogen er blevet tvunget til at lade sig klaske bag i numsen. Det foregår helt frivilligt. Desværre ville det ikke være nok på universitetet, som kun tillader den slags Julelege på ruskurser og kun, når der ikke skrives for meget om det i aviserne. Det er en af de fordele, som private aktører har.

Brugerbillede for Maria Jensen

@ Frank Hansen: Er Zentropa nu også en privat aktør? Klarer de sig på markedsvilkår? Klarer de sig uden offentligt tilskud?

Britta B. Hansen, Nille Torsen, Eva Schwanenflügel, Kim Houmøller og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frank Hansen

Offentlige tilskud kan være en del af markedsvilkårene, hvis de uddeles efter objektive kriterier som fx kvalitet. Det offentlige skal ikke søge at påtvinge borgerne eller virksomhederne bestemte holdninger eller måder at agere på med mindre det følger af en i Folketinget vedtaget lov.

Britta Felsager, Trond Meiring og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maria Jensen

I dette tilfælde påtvinger det offentliige så borgerne at give økonomisk støtte til en virksomhed, der ikke har viljen til at give deres medarbejdere bare nogenlunde ordnede forhold. Et objektivt kriterie, som efter min mening burde være en forudsætning for at modtage offentlig støtte, kunne være overenskomst med en fagforening.

Britta B. Hansen, Annemette Due, Katrine Damm, Bo Stefan Nielsen, Nille Torsen, Eva Schwanenflügel, Henrik Rasmussen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rikke Nielsen

"Hun synes især, at det er sjovt at se, hvordan nogle af de piger, der fandt smæk virkelig grænseoverskridende og ubehageligt, da de var nye, senere står og siger til de nyeste småtter, at det hele bare er for sjov."

Stockholm-syndrom?

Britta B. Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Jørgensen
Henrik Jørgensen

Ålen og Lars v Trier er excentrikere. Egoer der stikker ud. De har skabt fremragende værker. Så længe de ikke har begået strafbare forhold og alle de her småtter er voksne og i stand til at overskue deres situation, skal det moraliserende almenvelle stikke piben ind. Alternativet er at vi må leve med dejlige, berigende produktioner som DUM, Singleliv og hvad Kaare Sand ellers har kreeret. Det er i øvrigt en dybt ironisk kommentar, du har begået der Kaare.. tror du nogle af de unge mødre i deres senere liv har fortrudt deres deltagelse? (Altså modsat de citerede personer oven for)

Brugerbillede for Karen  Helveg

Hvad var der overhovedet at 'straffe' for? At komme for sent? Men at man skulle blive mere 'kreativ' af rap i numsen er svært at se. Det åndelige niveau højnes ikke. DEt forklarer så også noget af Zentropas sidste års dødvande. Skulle vi ikke kollektivt afstraffe PÅJ ved at kræve at han citerer hele Hamlets rolle? Foran sine ansatte, småttere inklusive, så de også lige kan blive præventivt afstraffet, fordi de engang i fremtiden kommer for sent? Man afskaffede forældres og underviseres revselsesret, og man må heller ikke udøve vold mod voksne. I øvrigt kan arbejdsgivere absolut heller ikke gøre, hvad de vil, men filmbranchen og free marketeer Ålbæk er åbenbart uden for normerne. Ku' vi ikke snart nedbryde grænserne for åndelig formørkelse?

Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Selvfølgelig skal myndighederne ikke gribe ind. På hvilket grundlag skulle de også gøre det?
De voksne myndige småttere skal bare gribe til selvtægt, og give PÅJ en lærestreg, han sent glemmer.
Det kan gøres inden for betegnelsen 'Happening' - altså en iscenesættelse, præcis som de perversionslege, PÅJ hylder som skolerende og personlighedsdannende.

En svidende offentlig ydmygelse af PÅJ foran hele Zentropa vil være overordentligt personlighedsudviklende for manden. De venter bare til en lejlighed, hvor de selv bliver kaldt op til afstraffelse, og så vender de magtforholdet om og hælder en spand lort i hovedet på ham (gerne bogstaveligt)

Der skal vel ikke meget mere end et par småttere, der giver fanden i deres, iøvrigt noget tvivlsomme karrieremuligheder. Og så skal det hele naturligvis filmes og lægges ud til almen hån og latter.

/O

Randi Christiansen og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maria Jensen

Jeg har stadigvæk virkelig svært ved at se hvorfor denne uddannelse skulle være så attraktiv. Når eleverne er færdige med deres uddannelse og skal ud og søge job, vil alle vide, at de har nogle helt specielle og ret uheldige personlige egenskaber i og med at de frivilligt har underkastet sig den form for nedværdigelse igennem tre år. Man får jo sorteret alle mennesker med selvrespekt og integritet fra, og står tilbage med, de mest sleske/uselvstændige/krybende.

Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Karl Aage Thomsen, Randi Christiansen og olivier goulin anbefalede denne kommentar

Sider