Læsetid: 7 min.

Kandidattests om KV17 afslører blandt andet DF som midterparti og københavnske lokalpolitikere som ekstreme

Dansk Folkeparti er et lokalpolitisk midterparti, København er ekstremernes kommune, og de gamle klassepartier er ikke til at skelne fra hinanden. Information er dykket ned i lokalpolitikernes svar på DR’s, Altingets og TV 2’s kandidattests
Det er valgdag og mange søger hjælp hos forskellige kandidattests. Mere end 6.000 lokalpolitikere fra de landsdækkende partier har taget de populære kandidattests. Information har indhentet samtlige besvarelser og er gået på opdagelse i det store datamateriale. 

Det er valgdag og mange søger hjælp hos forskellige kandidattests. Mere end 6.000 lokalpolitikere fra de landsdækkende partier har taget de populære kandidattests. Information har indhentet samtlige besvarelser og er gået på opdagelse i det store datamateriale. 

Tycho Gregers

21. november 2017

De seneste uger har rådvilde vælgere haft mulighed for at søge hjælp i de såkaldte kandidattests på TV 2, DR og Altingets hjemmesider.

Her bliver tvivlerne bedt om at tage stilling til en række politiske udsagn, såsom at »kommuneskatten skal sættes ned« eller at »der bør ansættes flere i hjemmeplejen«.

Efterfølgende bliver svarene sammenlignet med lokalpolitikernes svar, og testene viser, hvilke kommunale kandidater man er mest enig med.

Mere end 6.000 lokalpolitikere fra de landsdækkende partier har taget de populære kandidattests.

Information har indhentet samtlige besvarelser og er gået på opdagelse i det store datamateriale. Her er fire interessante ting, man kan læse ud af kandidaternes svar.

1. Den klassiske højre-venstre-skala lever i bedste velgående

Rygterne om, at den klassiske fordelingspolitiske højre-venstre-skala er død, er stærkt overdrevne. I hvert fald hvis man ser på, hvordan de lokalpolitiske kandidater har besvaret spørgsmålene i de tre kandidattests.

Tager man udgangspunkt i, hvordan den gennemsnitlige kandidat fra hvert parti har svaret, placerer partierne sig i følgende række fra venstre mod højre: Enhedslisten, SF, Alternativet, Socialdemokratiet, De Radikale, Dansk Folkeparti, Venstre, De Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance.

Grafen er ikke et resultat af, at Information eller andre har vurderet, hvad der er det højre- eller venstreorienterede svar til hvert enkelt spørgsmål. Grafen viser alene den relative forskel mellem kandidater fra de forskellige partier baseret på deres svar. Vi kan altså bl.a. se, at ingen kandidater er så uenige som Enhedslistens og Liberal Alliances, mens Socialdemokraterne er mere enige med Nye Borgerlige end med Liberal Alliance.

Det er måske ikke overraskende, at Enhedslistens kandidater er mest enige med SF’ere og mindst enige med kandidater fra Liberal Alliance. Men den klassiske højre-venstre-skala erklæres jævnligt for forældet.

Forskellige politikere som Anders Samuelsen (LA) og Uffe Elbæk (Alt.) har beskrevet skalaen som et koldkrigslevn fra dengang, politik først og fremmest handlede om økonomiske modsætningsforhold i samfundet. Arbejderne havde en interesse i høj omfordeling, borgerskabet det modsatte. Men i dag stemmer vælgerne ikke på baggrund af tilhørsforhold til en selvbevidst klasse med en klar forståelse af egne, objektive interesser, har kritikken lydt.

De stemmer i højere grad på baggrund af politiske spørgsmål som indvandring, klimaforandringer, seksuelle minoriteters rettigheder, EU eller globalisering. Emner, der ikke umiddelbart kan forstås ud fra den traditionelle højre-venstre-skala, og det har bidraget til at mudre forståelsen af de politiske positioner.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at partierne så systematisk placerer sig på højre-venstre-aksen, siger professor ved Syddansk Universitet Ulrik Kjær. For normalt betragter man kommunalpolitik som særligt pragmatisk og konsensuspræget, og spørgsmålene i de her tests er af en så overordnet karakter, at de helt generelle ideologiske ståsteder alligevel kommer til udtryk, vurderer professoren.

»Men når det bliver hverdag, og diskussionen handler om, hvorvidt der skal bruges penge på et nyt cykelskur et sted i kommunen, så tror jeg, at praktiske og pragmatiske forhold betyder mere end kandidaters ideologiske udgangspunkt,« siger han.

Martin Vinæs Larsen forsker i vælgeradfærd ved Københavns Universitet. Han mener, at den klare opdeling mellem partierne først og fremmest skyldes, at kommunalpolitik helt overvejende handler om økonomi.

»De store værdipolitiske dagsordener som udlændinge, retspolitik og EU, der har været med til at mudre den traditionelle højre-venstre-akse i landspolitik, fylder ikke specielt meget kandidattestene, fordi de ikke fylder særlig meget i kommunalpolitik. Beslutninger om integrationsydelse, kvoteflygtninge eller strafferammen for voldtægt bliver besluttet på Christiansborg, ikke i kommuner,« siger Martin Vinæs Larsen.

Omdrejningspunktet for kommunalpolitik er, hvordan man helt konkret bruger pengene, forklarer han. Skal ældreplejen have flere midler? Skal støtten til kunst og kultur skæres? Skal egenbetalingen for dagtilbud hæves?

»Det er de helt klassiske, ideologisk-økonomiske skillelinjer, der er på spil i kommuner. Som hvorvidt private aktører skal løse offentlige opgaver, hvor høj skatten skal være, og hvor mange penge der skal investeres i nær velfærd. Det er langt hen ad vejen ren økonomi, og rent økonomisk er der nogle klare ideologiske skillelinjer i dansk politik, som ikke har ændret sig markant siden industrisamfundet.«

2. København er ekstremernes kommune

Lokalpolitik er ideologisk mere yderliggående i Københavns Kommune end i resten af landet. De venstreorienterede er mere venstreorienterede, og de borgerlige er mere borgerlige. Som det fremgår af figuren, er kandidaterne fra samtlige partier længere fra midten i Københavns Kommune end i resten af landet. Kun Dansk Folkepartis kandidater er tættere på det politiske centrum i København end i resten af landet.

Ifølge professor Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet er tendensen udtryk for, at lokalpolitik simpelthen er mindre lokalt i København.

»Der er ikke samme tendens som i små byer til, at vælgere stemmer ud fra meget lokale enkeltsager. København er så stor en kommune, at det er de færreste, der peger på den kandidat, som eksempelvis lover at bygge et vejbump på ens egen vej. Politik i København er i højere grad et spejl af landspolitik,« forklarer Ulrik Kjær.

Det kommer også til udtryk ved, at københavnske vælgere oftere stemmer på det samme parti til både folketings- og kommunalvalg, end det er tilfældet andre steder i landet.

Derudover er vælgerne i København generelt ekstremt venstreorienterede sammenlignet med resten af landet, supplerer Martin Vinæs Larsen fra Københavns Universitet. Enhedslisten, SF og Alternativet har altså rig mulighed for at komme med markante ideologiske markeringer.

»Så trækker også De Radikale og Socialdemokratiet mod venstre. Det kan altså være med til at forklare, hvorfor venstrefløjen er mere polariseret i hovedstaden,« siger Martin Vinæs Larsen.

3. De gamle klassepartier er ikke til at skelne fra hinanden

Der var engang, hvor De Radikale var husmændenes parti, Socialdemokratiet arbejdernes, Venstre talte på vegne af bønderne, og borgerskabet stemte konservativt.

Nu er det stort set umuligt at adskille socialdemokratiske lokalpolitikere fra radikale, ligesom at konservative kandidater over en bred kam er fuldstændig enige med kandidater fra Venstre.

Det er i hvert fald det billede, der tegner sig, når man kigger på, hvordan politikerne fra de fire partier generelt har besvaret de tre kandidattests.

Testene er bygget sådan op, at hvert spørgsmål består af en påstand, som svareren skal erklære sig ’helt enig’, ’delvist enig’, ’hverken-eller’, ’delvist uenig’ eller ’helt uenig’ i.

For at kunne sammenligne kandidaternes svar har vi givet hver svarmulighed en værdi på mellem 1 og 5. ’Helt uenig’ er 1, ’delvist uenig’ er lig med 2, ’hverken-eller’ er 3 og så fremdeles. Et skift i svar fra ’helt uenig’ til ’delvist uenig’ er altså lig med et skift på 1.

På tværs af samtlige 39 spørgsmål i de tre tests er forskellen mellem den gennemsnitlige socialdemokrat og den gennemsnitlige radikale kandidats svar blot 0,28. Et lignende billede tegner sig mellem Venstres og De Konservatives kandidater. Her er den gennemsnitlige forskel 0,22.

I blot fire tilfælde – ud af samtlige 39 spørgsmål i de tre test – har Venstre og De Konservative generelt placeres sig på hver deres side af svarmuligheden ’hverken-eller’. For De Radikale og Socialdemokratiet gælder det kun i tre af de 39 spørgsmål.

Martin Vinæs Larsen, forskeren i vælgeradfærd, vurderer, at der er vidt forskellige forklaringer på de to sammenfald.

De Radikale har historisk set været et parti, der rummede forskellige holdninger, forklarer han. Det gælder især lokalt.

»De senere år er de venstreorienterede radikale taget til Alternativet, og de højreorienterede har søgt mod Liberal Alliance. Det er altså overvejende dem, vi kan kalde ’de moderate’ radikale, der er tilbage i partiet. Og de ligger altså ret tæt på Socialdemokratiet,« forklarer han.

Mindre overrasket er Martin Vinæs Larsen over sammenfaldet mellem kandidaterne fra de to traditionelle borgerlige partier. De har altid spillet den samme rolle i kommunerne.

»Mens Socialdemokratiet er det store venstreorienterede parti i stort set alle landets kommuner, forholder det sig anderledes på højrefløjen. Her er der kommuner, hvor De Konservative er det store borgerlige parti, og kommuner med Venstre som højrefløjens samlingspunkt,« forklarer han.

Især i Nordsjælland og i Nordvestjylland er der flere steder, hvor De Konservative er det dominerende, borgerlige parti. Den ’lillebrorrolle’ De Konservative har fået i landspolitik, gælder ikke altid lokalt.

»Partierne har ofte den samme funktion som den samlende institution for lokalsamfundets højrefløj. Derfor er det heller ikke så overraskende, at de har besvaret kandidattestene relativt ens,« vurderer Martin Vinæs Larsen.

4. Dansk Folkeparti er et midterparti

De har selv sagt det i mange år. Og ser man på, hvordan Dansk Folkepartis lokalpolitikere har svaret på kandidattestene, tyder det på, at partiet har ret: Dansk Folkeparti befinder sig i midten af dansk politik. Til højre for Socialdemokratiet, til venstre for Venstre.

Siden Mette Frederiksen overtog formandskabet i Socialdemokratiet og placerede partiet i Dansk Folkepartis udlændingepolitiske slipstrøm, er der sagt og skrevet meget om de to partiers gensidige tilnærmelser. Det bliver ikke umiddelbart bekræftet i dataen. Dansk Folkeparti er solidt placeret i blå blok. Ganske vist er partiet det mest venstreorienterede i blå blok, men deres kandidater deler markant flere synspunkter med deres kolleger i Venstre, De Konservative og Nye Borgerlige end med kolleger i Socialdemokratiet.

Når mange betragter Dansk Folkeparti som en yderpol i dansk politik, skyldes det deres holdning til tre ting, forklarer Ulrik Kjær: Indvandring, EU og retspolitik. Og ingen af de ting betyder særlig meget i kommunalpolitik.

»Når det kommer til den nære velfærd, altså hvor mange penge, man skal bruge på ældrepleje, folkeskoler og vejarbejde, så er Dansk Folkeparti afgjort et midterparti, sådan som tallene her viser,« vurderer professoren.

Kun ét ud af 15 spørgsmål i TV 2’s test og to ud af 15 i DR’s test handler om udlændinge og indvandrere. At kandidater fra Socialdemokratiet, De Konservative og Venstre har svaret på linje med Dansk Folkeparti kan også være en del af forklaringen på, at Dansk Folkeparti ender i centrum i dansk lokalpolitik, vurderer Martin Vinæs Larsen fra Københavns Universitet.

Han påpeger i øvrigt, at der er ret stor spredning blandt Dansk Folkepartis kandidater. Partiets lokalpolitikere i og omkring København er generelt tættere på Socialdemokratiet end deres partifæller i eksempelvis Sønderjylland.

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Niels Erik Kaaber Rasmussen
  • Niels Duus Nielsen
Niels Erik Kaaber Rasmussen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

En metodisk kommentar: At højre venstreaksen bekræftes, siger naturligvis mere om, hvor fast denne akse ligger i hovedet på dem, der har stillet spørgsmålene, end den siger noget om, hvor fast den ligger i hovedet på dem, der har givet svarene. Som man råber i skoven, får man svar. Når man spørger udfra en ideologisk og velfærdspolitisk dagsorden, giver det sig selv, at man får klassiske højre-venstre svar. At DF placerer sig relativt centralt, er jo til gengæld i sig selv en demonstration af den klassiske akses begrænsninger.

Johanna Haas, Flemming Berger, Nis Jørgensen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Det ville nok give bedst mening som minimum at separere værdipolitik fra det socialøkonomiske aspekt, som på denne figur fra 2007 , da partier som DF og De Radikale vil placerere sig vidt forskelligt alt efter hvilken alen man måler med.

Den gamle højre-venstre akse er lidt et fortidslevn fra før indvandring/asyl politik blev en væsentlig faktor i DK, og har nok mest fået sin nuværende udforming fordi venstrefløjen føler et stort behov for at kunne definere dem føler de har mindst til fælles med som "højreradikale kræfter".

Iøvrigt er det bemærkelsesværdigt så meget de fleste partier og den generelle folkestemning (i min optik( synes at have rykket sig nedad på den værdipolitiske skala i løbet af kun 10 år

Endnu en metodisk kommentar: Er der ikke tale om en tautologi, at partierne vil placere sig på en akse med den valgte metodologi? Det virker som om artiklen professor Ulrik Kjær mener, at det at partierne placerer sig forskellige steder på aksen, er et bevis for at højre-venstre-aksen "lever".