Baggrund
Læsetid: 9 min.

Københavns ’Mister 25 procent’

Frank Jensens historie er historien om den evige socialdemokratiske kronprins, som måtte gå så meget igennem, før han en dag endte med at blive konge af København. Men er det nok til at sikre nok til at sikre overborgmesteren – som gerne vil kaldes ’Mister 25 procent’ – genvalg?
Frank Jensen besøger FOA’s seniorklub på Godthåbsvej, hvor han fortæller om, hvordan det er at komme fra Nørresundby til København og blive overborgmester

Frank Jensen besøger FOA’s seniorklub på Godthåbsvej, hvor han fortæller om, hvordan det er at komme fra Nørresundby til København og blive overborgmester

Indland
3. november 2017

»Er I blevet lidt trætte,« spørger Frank Jensen retorisk ind i mikrofonen til de halvhundrede fremmødte fra FOA’s seniorklubber ved bordene i lokalafdelingens festsal på Godthåbsvej på Frederiksberg. »Det kan man godt blive efter en frokost – og måske en øl? Kom, skal vi komme op og stå? Lige op med armene! Ryst dem lidt!«

Det er de armrystende seniorer, og deres forfædre, som har været med til at sikre Socialdemokratiet magten i Københavns Kommune, siden Frank Jensens navnebror, Jens Jensen, i 1903 blev finansborgmester og dermed den første socialdemokratiske borgmester i landet.

På hylderne i festsalen på tredje sal står den røde Arbejdersangbogen og på væggene hænger røde faner fra ’Foreningen for sygehjælpere i Storkøbenhavn’, ’Husassistenternes Fagforening’ og ’Husligt Arbejderforbund’. Seniorklubbernes formand, Sine Eriksen, blev »helt stolt«, da overborgmesterens kontor endelig, efter tidligere at have takket nej til en invitation, fandt tre kvarter i Frank Jensens kalender.

»Jeg er blevet bedt om at sige lidt om alt godt fra havet – som de siger – startende med, hvordan det var at komme fra Nørresundby til København og blive overborgmester,« fortæller Frank Jensen, som er blevet stående, efter de andre har sat sig ned igen, og nu går frem og tilbage foran bordene med mikrofonen i hånden. »Det er virkelig en lang historie. Men jeg vil lige sige, at det i hvert fald ikke er noget, jeg har fortrudt. Jeg er rigtig glad for at være overborgmester.«

Stem S, hvis du vil være sikker

To dage forinden er Frank Jensens øjne rødsprængte, da han sidst på eftermiddagen tager imod på borgmesterkontoret på Københavns Rådhus. Han virker træt og ser meget af tiden ned i bordet foran sig, mens hans taler og opremser tal, som viser, hvor godt det egentlig går med hovedstaden.

Fra morgenstunden har Frank Jensen forklaret, og forsvaret, beslutningen om at ville forbyde nye dieselbiler i København fra 2019 og tidligere på eftermiddagen har han delt flyers ud på Hovedbanegården. Efter at overborgmesteren i sidste måned aftalte næste års budget med Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti, er tiden kommet til at blive genvalgt.

»Jeg ved godt, at man aldrig bliver genvalgt på det, man har lavet, men det man vil,« fortæller Frank Jensen om sit nye forslag. »Det udfordrer Christiansborgs vanetænkning, men vi må kræve, at luften i København bliver renere. Det er ikke en menneskeret, at man skal have lov til at forurene den luft, som andre skal indånde.«

Denne gang er der dog en ekstra joker med i spillet om overborgmesterposten. Alternativet stiller op for første gang og er ikke bare klar til at pege på Enhedslistens spidskandidat Ninna Hedeager Olsen som overborgmester, hvis Liste Ø bliver større end A, og/eller det vil sikre partiet større indflydelse (meningsmålingerne viser foreløbigt dødt løb mellem de to partier).

Alternativet udelukker heller ikke at pege på en radikal som overborgmester, selv om den tidligere spidskandidat, Anne Mee Allerslevs, afgang fra politik gør dette mindre sandsynlig. Sker det, risikerer der på valgaftenen slet ikke at være noget rødt flertal på Rådhuset.

»Mange tager os lidt for givet, fordi det har været sådan i 100 år,« siger Frank Jensen. »Men jeg er nødt til at sige til københavnerne, at det ikke kommer af sig selv, når magasiner som Wallpaper og Monocle kårer København som verdens bedste by. Der er nogle, som gerne vil rykke Socialdemokratiet i den ene retning og andre i en anden retning. Men hvis københavnerne fortsat gerne vil have en socialdemokrat til at sidde på det her kontor, er den bedste garanti nu engang at stemme på Socialdemokratiet. Alt andet skal efterfølgende bruges til forhandling«.

»En ordentlig og skikkelig dreng«

»Frank er en ordentlig og skikkelig dreng,« lød klasselærerens besked til Kjeld Jensen, da faren i 1. klasse var til forældremøde i skolen i Fjerritslev, vest for Aalborg. »Men opfundet den dybe tallerken, det har han ikke.«

Faren, som var apoteker, og moren, som var syerske, ræsonnerede, at det ikke gjorde så meget. Der var jo fire sønner at gøre godt med. Men selv om Frank Jensen derfor fik en på mange måder sorgfri barndom, uden at nogen forventede eller krævede noget af ham, skulle han aldrig glemme de ord. Der var ikke noget at bygge på i Frank Jensen.

På trods af det – eller netop derfor! – fattede Frank Jensen interesse for politik. Faren var blevet kredsformand i Socialdemokratiet (og skulle senere blive borgmester i Støvring), og der var begyndt at blive diskuteret politik i hjemmet – og politikere kom på besøg. En dag spurgte sønnen faren, om der ikke var noget, han kunne gøre for partiet. Svaret lød, at han kunne overtage kontingentopkrævningen.

Frank Jensen cyklede rundt og krævede penge ind, var med til at stifte en lokalafdeling af DSU, fik tillidsposter i ungdomsorganisationen – og blev i 1987 valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i Nordjylland.

Året forinden havde Frank Jensen gjort klasselærerens forudsigelse til skamme ved at være blevet uddannet som økonom på Aalborg Universitet.

Kronprinsen

Anker Jørgensen havde efter folketingsvalget trukket sig som Socialdemokratiets formand og overladt posten til Svend Auken og den nyvalgte MF’er fra Nordjylland blev den nye formands ven og forbundsfælle og efter endnu et formandsskifte – denne gang i 1992 – Auken- eller venstrefløjens kronprins. Eller bare Socialdemokratiets kronprins afhængig af, hvilken fløj man spurgte i det følgende årti.

Frank Jensen var uomgængelig i den nye partiformand Poul Nyrup Rasmussens regeringer i 1990’erne. Først i 1994 for forskning og siden fra 1996 som justitsminister. Men forholdet til Svend Auken betød også, at Frank Jensen havde svært ved at slippe ud af dennes politiske skygge. Da det endelig blev Frank Jensens »tur«, efter Mogens Lykketoft trak sig som partiformand efter folketingsvalget i 2005, lød den evigt ungdommeligt udseende kronprins – i en alder af kun 43 år – pludseligt som en stemme fra fortiden.

Frank Jensen satsede alt. Hvis han tabte formandsvalget, ville der ikke blive nogen Frank Jensen-fløj i Socialdemokratiet. Så var han færdig i politik. Skulle Frank Jensen nå andet i livet end politik, var det også på tide. Valgresultatet viste 24.261 stemmer for Helle Thorning-Schmidt og 21.348 for Frank Jensen og ved folketingsvalget i 2007 genopstillede han som lovet ikke. I stedet flyttede Frank Jensen og hustruen Jane Frimand Pedersen til København, hvor han arbejdede som administrerende direktør i Danske Advokater den dag i 2009, hvor Helle Thorning-Schmidt ringede.

Ritt Bjerregaard havde valgt ikke at genopstille som overborgmester, fordi hun mente, at styreformen i hovedstaden var for rigid til at føre ansvarlig politik, og nu manglede Socialdemokratiet et kendt navn som hendes afløser.

Frank Jensen tænkte over tilbuddet i tre dage og blev klar over, at han alligevel ikke var færdig med politik.

Mister 50 procent

Ritt Bjerregaard huskes måske mest for sin manglende indfrielse af valgløftet om 5.000 boliger på fem år til 5.000 kroner om måneden. Til gengæld vil efterfølgeren otte år senere gerne huske for at være med til at sikre, at hovedstaden – trods det stigende indbyggertal – stadig har lejligheder med en overkommelig husleje.

Modsat forgængeren – som formåede at gøre de fleste politiske spørgsmål til en afstemning for eller imod sig selv – er Frank Jensen anderledes konsensussøgende. Overborgmesteren fremhæver, at alle partierne i Borgerrepræsentationen i forskellige konstellationer – og på forskellige tidspunkter – har været med i forligene om kommunens budget. Kritikere kalder måske Frank Jensen konfliktsky, visionsløs eller uvillig til at kæmpe for sin sag (hvis han har en!). Selv mener overborgmesteren, at resultaterne taler deres eget sprog:

»Det er lettere at få ting igennem, hvis man har gjort det i enerum, for så er det lettere at give indrømmelserne, end hvis der har været en offentlig konfrontation omkring det. Det er den måde, jeg altid har arbejdet på i politik og vil fortsætte med. Jeg tror mest på resultater.«

Først overtalte Frank Jensen i 2014 den daværende Thorning-regering til at ændre planloven, så kommuner kan øremærke op til 25 procent af de nye byggegrunde til almene boliger. Og siden, i 2016, overbeviste overborgmesteren Løkke-regeringen, De Konservative og Dansk Folkeparti om fornuften i at beholde bestemmelsen, der også kaldes »billig-bolig-loven«, til gengæld for partifællernes støtte til den foreslåede nye planlov (de borgerlig havde ellers krævet bestemmelsen fjernet med henvisning til, at der var tale om ekspropriation).

»Det er den største politiske sejr, jeg har fået i de otte år som overborgmester; at det er lykkedes at få bred politisk tilslutning til noget, der får vidtrækkende betydning for København de næste 50-100 år frem,« siger Frank Jensen. »Den 25-procentsregel bliver mit eftermæle. Der må gerne stå 25 procent på min gravsten. Mister 25 procent«.

’Mette F’.

På Frank Jensens skrivebord ligger biografien Mette F. Overborgmesteren og partiformanden har aldrig fået noget nært forhold, selv om begge kommer fra det »røde« Aalborg og politisk lå tæt på hinanden.

Frank Jensen havde troet, at Mogens Lykketoft og dennes protegé, Mette Frederiksen, ville have betalt tilbage for hans loyalitet i førstnævntes formandstid ved at støtte ham i 2005. Men ikke bare holdt Mette Frederiksen sig neutral. Da Helle Thorning-Schmidt var blevet valgt, bekendtgjorde den senere partiformand, at hun faktisk havde stemt på Frank Jensen. »Den oplysning gjorde ikke bitterheden mindre i Auken-lejren,« hedder det i biografien. »Havde hun dog bare meldt den støtte ud lidt tidligere, så var der stor sandsynlighed for, at Frank Jensen havde vundet på marginalerne.«

Efter at være blevet formand har Mette Frederiksen proklameret, at Socialdemokratiet tog fejl ved ikke at lytte til vestegnsborgmestrene tilbage i slutningen af 1980’erne og starten af 90’erne. Dengang disse advarede den daværende partiformand om, at der kom for mange flygtninge og indvandrere til, at disse kunne blive integreret. Men hvis partiformanden, som hed Svend Auken, tog fejl, tog Frank Jensen jo også fejl. Alligevel har Frank Jensen forholdt sig tavst til denne og andre afgørende politiske diskussioner i Socialdemokratiet. Det på trods af, at han også er Socialdemokratiets næstformand.

»Allerede da Svend blev udfordret, sagde jeg, at hvis vi kommer dertil, at den socialdemokratiske formand ikke kan regne med, at os, der bærer de gyldne kæder, står bag og bakker op, også når det er svært, hvordan skal man så som socialdemokratisk leder kunne forvalte sit mandat og sikre partiet indflydelse for sine mange stemmer,« forklarer Frank Jensen.

»På samme måde som jeg stod bag Svend, har jeg, efter at være vendt tilbage til politik, stået bag hende, jeg var i valgkamp med, nemlig Helle Thorning-Schmidt. Og sådan gælder det også for Mette Frederiksen. Hun kommer ikke til at se mig i et forsøg på at eksponere mig selv ved at gå efter hende som person eller hendes politik«.

I stedet tager Frank Jensen diskussionerne indadtil. Hvis han da ellers har noget at sige. Og det har overborgmesteren. Partiformanden og partiets ledelse er aldrig i tvivl om, hvad Frank Jensen mener, forsikrer han.

Griffenfeld

I festsalen på Frederiksberg er Frank Jensen blevet færdig med historien om, hvordan det var at komme fra Nørresundby til København og blive overborgmester og svarer nu på spørgsmål fra salen. Én spørger, hvorfor Frank Jensen har fundet busten frem af den afdøde, tidligere rigskansler Peder Schumacher Griffenfeld.

Busten kom op i forbindelse med, at Frank Jensen fandt arkitekten Martin Nyrups gamle møbler frem fra rådhusets kældre. Martin Nyrup gik så meget op i opgaven, at han ikke nøjedes med at tegne en bygning, han designede også alt inventaret lige fra møbler til de dekorative vægudsmykninger. Denne står nu på en piedestal og på væggen over busten står:

»Da verden blev mig vred, da lærte jeg at kende/ For alvor først min Gud, mig selv, min ven, min fjende/ Min fjende var mig gram, min ven var svigefuld / Jeg selv var skrøbelig, Gud blev alene huld«.

Peder Schumacher Griffenfeld ridsede oprindeligt ordene på en rude i sit fængsel, efter i 1676 at være blevet idømt livsvarigt fængsel for bestikkelighed, salg af embeder og for forræderi. Han blev løsladt efter 22 års fangenskab.

»Jeg ved ikke, hvorfor Ritt ikke kunne lide ham, men han var i hvert fald gemt bort,« svarer Frank Jensen. »Griffenfeld kom i fængsel og tugthus, men han kom jo tilbage og blev rehabiliteret. Jeg tror nok, at man ser mildere på Griffenfeld i dag end i datiden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Morten Lund

Københavns underfrankerede overborgmester har som en hestehandler på Hjallerup marked tilbudt fremover, at gøre ved en række områder, han for længst burde have reageret på. Bl.a. flugten fra skolevæsnet og dens amatørpædagogger, dieselpartikernes dræbende veje ned i lunger, byggeriplaner på uberørt natur, imødekommenhed for bygherrers tilbøjeligheder for højt og tæt, åbenhjertige invitationer til omegnens billister etc.
Initiativerne kan virke som lidt desperate respons inden lukketid på truslen om at slippe grebet om den historiske OB post, hvor en sammenrotning kan åbne for en venstreorienteret top.
Mon SF vil pege på ham eller en EL kandidat?