Læsetid: 6 min.

Kommunalvalgets mest venstreorienterede kandidat: ’Det er ikke sådan, at jeg vil nationalisere hele produktionsapparatet’

Hvem er landets mest højreorienterede lokalpolitiker? Hvad tænker DF’s mest venstreorienterede kandidat om, at han har svaret som den gennemsnitlige radikale politiker? Information har talt med de mest afvigende kandidater til kommunalvalget, målt på deres svar i DR og TV2’s valgtest
KV17’s mest yderligtstående politikere er blandt andet en DF’er, der er enig med Radikale, og en højreorienteret socialdemokrat. 

KV17’s mest yderligtstående politikere er blandt andet en DF’er, der er enig med Radikale, og en højreorienteret socialdemokrat. 

Michael Drost-Hansen

21. november 2017

Erdal Colak

Nummer 5 på Socialdemokratiets liste i Vallensbæk Kommune, 42 år

Socialdemokratiets mest højreorienterede kandidat til kommunalvalget. Erdal Colaks svar i DR og TV2’s valgtest placerer ham til højre for den gennemsnitlige venstre-kandidat og på linje med de konservative.

– Hvorfor er du medlem af Socialdemokratiet?

»Oprindeligt er jeg faktisk SF’er, men selv om jeg har et stort netværk blandt folk med anden etnisk baggrund og trækker mange personlige stemmer, ville de kun opstille mig som nummer fire på listen i Vallensbæk. Så stillede jeg op for Socialdemokratiet, hvor jeg kunne blive nummer 5 på listen. Socialdemokratiet er jo et større parti, så det er bedre.«

– Hvad tænker du om, at du er Socialdemokratiets mest højreorienterede lokalpolitiker?

»I landspolitik er jeg grundlæggende enig med SF. Men i de her test, har jeg kun taget udgangspunkt i den lokale situationen i Vallensbæk. Jeg er meget tilfreds med vores konservative borgmester. Han diskriminerer ikke borgere med anden etnisk baggrund, men ser dem som gode medborgere. Han har altid tid at tale med og lytte til mig. Og så er der generelt bare godt styr på kommunen.«

– Bør man investere flere eller færre midler i velfærd i kommunerne?

»Jeg er tilfreds med det nuværende niveau.«

– Hvad med skattetrykket?

»Det skal sættes lidt ned. Vi har en god økonomi i Vallensbæk, så det er vigtigt at sænke skatten.«

Pia Hjorth

Nummer seks på Venstres liste i Jammerbugt Kommune, 47 år

Venstres mest venstreorienterede kandidat til kommunalvalget er Pia Hjorth. Hendes svar i DR og TV2’s valgtest ligger til venstre for den gennemsnitlige socialdemokratiske eller radikale kandidat.

– Hvorfor er du medlem af Venstre?

»Jeg er enig i Venstres politik. Den passer til mig. Men det harmonerer selvfølgelig ikke med jeres undersøgelse.«

– Du er Venstres mest venstreorienterede kandidat overhovedet til kommunalvalget?

»Helt oprigtigt, så kommer det bag på mig. Der er et enkelt punkt, hvor jeg har en stærk personlig holdning i Venstres gruppe i kommunen. Det er i spørgsmålet om nogle vindmøller, der muligvis skal stilles op. Dem er jeg imod. Jeg ved ikke om det er påvist, men mange minkavlere klager over, at dyrene ikke formerer sig, hvis der er vindmøller i nærheden. Og hvis mink kan blive syge, hvorfor så ikke mennesker?«

– Når I har møder i Venstre, trækker du så diskussionerne i en venstreorienteret retning?

»Overhovedet ikke. For det meste er jeg absolut enig med mine partifæller.«

– Skal kommunen bruge færre eller flere penge på velfærd?

»På børnepasningsområdet har vi i Venstre lagt op til at investere i flere pædagoger. Så på det område skal vi bruge flere penge. Det gælder også på ældreområdet, hvor vi har afsat 20 millioner ekstra.«

– Hvad med skatten?

»Den er på et rimeligt niveau, som det er nu. Jeg går ikke ind for en stigning, men skulle det blive nødvendigt – for eksempel om et par år – så har jeg jo ikke endegyldigt afvist det. Men det er ikke på tale lige nu.«

Thomas Svendsen

Liberal Alliance, Halsnæs, 19 år

Ingen kandidater fra de etablerede partier har svaret mere højreorienteret på de to valgtest end Thomas Svendsen fra Liberal Alliance.

– Du er Danmarks mest højreorienterede kandidat.

»Det er interessant. Ærligt talt kommer det lidt bag på mig. Jeg troede, der var mange, der var i nærheden af mine holdninger.«

– Beskriv det ideelle samfund?

»Vi skal have meget mindre stat, end vi har i dag. Folk skal beholde flere af deres egne penge, og private skal varetage langt flere af samfundets opgaver.«

»Staten skal derudover blande sig uden om almindelige menneskers liv. Vi hjælper ingen ved eksempelvis at forbyde folk at tage narkotika.«

– Hvad synes du om samfundet, som det er nu?

»Staten micro manager borgernes liv. Det er et ’big mother’-samfund. Det sker for de arbejdsløse på jobcentrene, men også dit og mit liv bliver micro managed gennem skatteopkrævning. Vi får ikke lov til selv at bestemme, hvad vi bruger vores penge til.«

– Ser du dig selv som ekstrem?

»Slet ikke. Jeg finder det ret moderat, at ville lade folk leve deres liv, som de vil, uden at staten blander sig. At nogle mennesker betaler mere end 50 procent i skat – at de arbejder mere for andre end for sig selv – finder jeg ret ekstremt.«

– Hvor meget bør man betale i skat?

»Der skal selvfølgelig være råd til de ting, der får samfundet til at fungere: Politi, militær, retsvæsen, sygehuse og folkeskole. Jeg er ikke anarkist, og jeg vil ikke komme med en konkret procentsats, men så lavt som muligt, inden for rammerne af, at samfundet skal fungere.«

– Tror du på menneskeskabte klimaforandringer?

»I mine øjne er det hævet over enhver tvivl, at menneskelig aktivitet påvirker klimaet.«

Per Stig Sørensen

Opstillet for Dansk Folkeparti i Vordingborg, 53 år

Kommunalvalgets mest venstreorienterede DF’er. Per Stig Sørensens svar ligger meget tæt på, men dog lidt til venstre for, hvordan radikale og socialdemokratiske kandidater generelt har placeret sig i de to valgtest.

– Hvorfor er du medlem af DF?

»Fordi jeg støtter deres holdninger. Det gælder særligt i forhold til de ældre. Unge og midaldrende mennesker råber ofte så højt, at de gamle helt bliver overset.«

– Kommer det bag dig, at du er DF’s mest venstreorienterede kandidat?

»Nej. En skal jo være den mest venstreorienterede. Det kan skyldes, at de dér test er bygget sådan op, at man kan være ’helt’ eller ’delvist’ enig ved hvert sprøgsmål. Der er jeg gået til grænsen og har svaret ’helt enig’ eller ’helt uenig’ hver gang. ’Ja’ eller ’nej’, som man siger på godt dansk. Jeg er ikke ’delvist enig’ eller ’delvist uenig’ i noget. Enten er jeg for eller imod.«

– Du har svaret næsten ligesom den gennemsnitlige kandidat fra De Radikale. Partiet fremstår ellers ofte som en af DF’s yndlingsaversioner?

»Det må være de radikale, der ikke står ved deres holdninger. Jeg tror simpelthen ikke, de har været ærlige i deres svar.«

– Når I har møder i partiet, trækker du så samtalen i en venstreorienteret retning?

»Slet ikke.«

– Har du nogensinde overvejet at skifte til Socialdemokratiet eller De Radikale?

»Aldrig. Særligt deres EU-politik er jeg imod, men den har jo heller ikke fyldt noget i de her kommunalvalgstest.«

Jens Svarre-Ankjær

Nummer 21 på Enhedslistens liste i Aalborg Kommune, 48 år

Landets mest venstreorienterede lokalpolitiker, i hvert fald blandt de etablerede partiers kandidater.

– Du er Danmarks mest venstreorienterede kandidat.

»Det er jeg vel så. Det har jeg det helt fint med. Stiller man tingene op på en skala fra højre til venstre, så er det jo der, jeg ligger.«

– Hvordan ser dit idealsamfund ud?

»Jeg hører til dem, der går ind for borgerløn eller ubetinget basisindkomst. Jeg har selv prøvet at være igennem møllen med dagpengesystemet, og det er den rene klapjagt. Hvis vi afskaffede al den kontrol og sagde: ’her er nogle penge, lad os se, hvad I gør med dem’, ville samfundet i sidste ende få mere ud af det.«

»Det er ikke sådan, at jeg vil nationalisere hele produktionsapparatet, men der er visse ting, man selvfølgelig ikke kan overlade til markedet. Kollektiv transport for eksempel. Liberalister vil gerne sætte markederne helt fri. Men nogle ting bliver man altså nødt til at styre fra centralt hold.«

– Hvad synes du om samfundet, som det er nu?

»Vi har udhulet velfærden i mange år, og det fortsætter vi ufortrødent med. Nu lægger regeringen op til at halvere dagpengene for unge og give skattelettelser til aktiespekulanter. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Hvem skal betale? Dem, der i forvejen ikke kan undvære noget. Og hvem skal have? Dem der har rigeligt. Vi bevæger os i en socialt urimelig retning. Uden at blande religion ind i det, så hylder jeg Grundtvigs gamle ord om, ’Vi har i rigdom drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.’«

»Og så er der hverdagsracismen. Et af vores valgslogans er ’Integration er noget, vi gør sammen’. Men de fleste mennesker mener kun, at integration er noget udlændinge skal gøre. Vi skal bare stå med korslagte arme og vente på, at de spiser frikadeller og drikker bajere. Det, synes jeg, er forkert.«

– Ser du dig selv som ekstrem?

»Absolut ikke.«

– Hvor meget bør man betale i skat?

»Jeg vil ikke sætte en procentsats på, men vi har en samfundskontrakt om, at alle skal have lige adgang til uddannelse, sundhed og ældrepleje og andre ting. Den rimelige sats er det, der skal til for at finansiere det.«

– Må jeg beholde min tandbørste?

»Ja!«

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Herude hænger både Stram Kurs (en udsplitterfraktion fra Nye Borgerlige) og Kommunisterne (et valgsamarbejde mellem Kommunistisk Parti, KPiD og DKP) i lygtepælene. Stram Kurs agiterer på benævnte plakat for at smide de fremmede ud fra flyvemaskiner med faldskærme, og partiformanden har i et interview med Ekstra Bladet genoplivet raceteori idet han påstår, at mennesker fra Afrika og Mellemøsten ikke er velkommen her pga deres påståede lave IQ. Kommunisterne er kollektive støttemedlemmer af Dansk-Nordkoreansk Venskabsforening og iøvrigt ideologisk gået i stå præ-1989.

Afvigende, javist, men det mest ekstreme ved dansk politik er immervæk, at en asocial svindler sidder ved magten og deler skattelettelser ud til de rige, på nåde af et fremmedfjendsk parti, der tager sig betalt med hetz mod muslimer og flygtninge og undergravelse af menneskerettighederne.

Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Atle Hesmyr, Frede Jørgensen, Flemming Berger, Christian Mondrup og Martin Madsen anbefalede denne kommentar
Michael Andersen

De dér kandidattests kan de for min skyld stikke skråt op hvor solen meget sjældent skinner!

Partipolitik bliver ganske enkelt mere og mere latterligt -- i Norge som i Danmark, og overalt. Nej tak til ytterligeremisbrug af det som engang var en nødløsning i antikens Grækenland (politik sm sådan, som opstod som følge af at antikens Athen blev angrepet af ytre fiender).

"Herude hænger både Stram Kurs (en udsplitterfraktion fra Nye Borgerlige) og Kommunisterne (et valgsamarbejde mellem Kommunistisk Parti, KPiD og DKP) i lygtepælene."

Er det ikke at gå til yderligheder? Normalt er en politianmeldelse nok.