Læsetid: 9 min.

Kvinder skal glemme deres pæne opdragelse og råbe: Få de fucking hænder væk fra mit lår!!!

I kølvandet på #MeToo-kampagnen efterlyses der politisk handling mod seksuelle krænkelser, og Forfatterskolen udarbejder nu retningslinjer. I USA har universiteter regler for seksuel adfærd. En feminist og professor, der selv blev anklaget, har skrevet en bog om, at det har ført til seksuel paranoia
Kvinder skal selv lære at siger fra over for mænd, der prøver at krænke dem, i stedet for at vente på, at mændene lærer at opføre sig ordentlig over for det andet køn, mener den amerikanske feminist Laura Kipnis.

Kvinder skal selv lære at siger fra over for mænd, der prøver at krænke dem, i stedet for at vente på, at mændene lærer at opføre sig ordentlig over for det andet køn, mener den amerikanske feminist Laura Kipnis.

Geraint Lewis

2. november 2017

»Hvis det her er feminisme, er det feminisme, der er blevet kapret af melodrama.«

Det fyndige citat, der pryder omslaget på Laura Kipnis’ nyligt udgivne bog Unwanted Advances, er ikke til at tage fejl af. De regler, som amerikanske universiteter har indført for at bekæmpe kønsdiskrimination og håndtere sager om sexchikane og voldtægter på offentlige institutioner, mener Laura Kipnis infantiliserer de kvindelige studerende, og hun anser dem for at være forfejlede og direkte kontraproduktive i forhold til formålet – at bekæmpe seksuelle krænkelser.

Og desuden undergravende for retssikkerheden, da sagsfremstillingen på universiteter foregår bag lukkede døre og uden juridisk bistand til de anklagede. En heksejagt, der tager ytringsfriheden med i faldet, hævder Kipnis, professor i kommunikation på Northwestern University i Illinois, kendt kulturkritiker og forfatter til en række bøger om blandt andet sex og køn.

Ydermere er Laura Kipnis – omend kendt for at være en intellektuel Rasmus Modsat, der gerne vil stille de svære spørgsmål – også feminist. Og hun er som godt 60-årig bekymret for den retning, feminismen har taget på campus i USA: Nå love, der skal regulere f.eks. erotiske udvekslinger mellem undervisere og studerende, bliver håndhævet, som det er tilfældet, mener Kipnis, at det er udtryk for en »paternalistisk og ødelagt« version af feminismen.

Bogen udkom før den #MeToo-kampagne, der i de seneste uger har skabt debat og bragt historier om overgreb i USA og Europa frem i lyset. Men eftersom der nu igen efterlyses politisk handling for at sikre kvinders ret til at leve et liv uden seksuelle krænkelser, og Forfatterskolen eksempelvis er i gang med at udarbejde retningslinjer for seksuel adfærd, er Unwanted Advances en bog, der giver indblik i, hvordan sådanne retningslinjer bliver udformet og håndhævet.

Og sagen er den, at Laura Kipnis selv blev et bevis på, at det system, hun kritiserer, truer den intellektuelle frihed, som universiteterne ellers historisk set er sat i verden for at dyrke. Hun blev selv anklaget for at forulempe de kvinder, der står frem med anklager om sexchikane og overgreb, fordi hun skrev et kritisk essay.

Sagen mod Kipnis

I 2015 begyndte studerende ved Northwestern University en protestmarch på baggrund af en artikel i universitetstidsskriftet Chronicle of Higher Education. Forfatteren var Laura Kipnis. I essayet kritiserede hun universitetets seksualpolitik, der forbød alle romantiske eller seksuelle forhold mellem studerende og universitetspersonale.

Hun tog afstand fra det nye paradigme med triggerwarnings og safespaces, hvor unge studerende bliver infantiliseret – som følge af den evigt sårbare situation, de angiveligt skulle befinde sig i i mødet med andre (mænd) – det er hovedsageligt kvinder, der skal passe på.

Samtidig bliver de berøvet erfaringer med selv at være handlende individer i det møde og lære at beskytte sig imod ubehageligheder og andres grænseoverskridende adfærd. Til gengæld får de en falsk tryghed i form af en lov mod seksuelle krænkelser, der hedder Title IX, som universiteter er forpligtede til at håndhæve, hvis de vil modtage statslig støtte.

Title IX stiller desuden de unge studerende i udsigt, at det er muligt at udligne asymmetriske magtforhold i det romantiske liv, og det er håbløst, al den stund at asymmetri i relationer netop er det, der skaber spænding og lyst, mener Kipnis.

Flere studerende krævede, at universitetet fordømte Kipnis’ tekst, og at der blev indledt en sag mod hende, der udspandt sig som 72 dage i et kafkask helvede. I sit essay henviser Kipnis desuden til en sag om en anden ansat ved universitetet, filosofiprofessor Peter Ludlow, der var gået på kunstudstilling og havde mødtes med en 19-årig studerende, som han også skulle have tvunget til at drikke alkohol, hvorefter han ifølge den studerende havde befamlet hende.

Med hashtagget ’MeToo’ har ofre for hverdagssexisme og seksuelle krænkelser fået en virtuel vidneskranke at tale fra. Ifølge en forsker i sociale bevægelser er der tale om en ny protestform, der skaber hidtil uset store muligheder for social mobilisering. Eneste problem er: Hvem skal opsamle bevægelsen politisk?
Læs også

Også en anden studerende anklager Ludlow for sexchikane, og under høringen i forbindelse med sin sag siger han op og flytter til Mexico, fordi han – som han senere fortæller Kipnis – har bedre råd til at bo der. Hans karriere er ødelagt, og han kan ikke få ansættelse andre steder.

Kipnis bliver selv frikendt af universitetet, men i sin nye bog gennemgår hun Ludlows sag på baggrund af blandt andet sms-udvekslinger mellem den anonymiserede studerende og filosofiprofessoren. Det har fået den studerende til at anlægge en ny sag mod Kipnis og dennes forlag, fordi hun mener, at hun fremstilles som en løgner i bogen og i øvrigt kan identificeres.

Var han skyldig?

Det er ikke muligt at konkludere entydigt på baggrund af bogen, hvorvidt Ludlow er offer for en heksejagt eller er en overgrebsmand, der har udnyttet sin magt og intellektuelle tiltrækning på yngre, kvindelige studerende.

Kipnis tenderer til at mene det første: »Ja, Ludlow er skyldig – men ikke i det som universitetet anklagede ham for. Hans forbrydelse var, at han tænkte, at kvinder over den seksuelle lavalder er i besiddelse af seksuel handle- og dømmekraft. Hvilket på det seneste er blevet et kættersk synspunkt, til trods for at det en gang var en helt afgørende feministisk position.«

Kipnis’ egen sag har fået fyldig presseomtale, og hun er omfavnet af kritikere på højrefløjen, som bruger hende til at underbygge påstanden om, at venstreorienterede værdier og misforstået hensyn til overfølsomme studerende er i fuld gang med at smadre amerikanske universiteters intellektuelle klima og ytringsfriheden. Også bogen er blevet omtalt og anmeldt positivt. Men ikke alle – f.eks. Slates anmelder – køber Kipnis’ frifindelse af filosofiprofessoren.

»Kipnis er feminist, men hun er ikke som de der ’andre’ feminister. Hun er klog og fræk og forstår mænd og sex. De andre feminister er sippede, fordømmende og bitre,« ironiserer Michelle Goldberg bl.a. i Slate. For Kipnis’ iscenesættelse af sig selv som fritænker preller af på anmelderen, selv om hun i begyndelsen finder den forfriskende og appellerende.

Og Kipnis’ uvilje mod at lade tvivlen komme den sagsøgende kvinde til gode – hun beskæftiger sig kun med Ludlows version af sagen i bogen og baserer sig på dokumenter fra høringen angående kvinden – gør Goldberg skeptisk.

Det skal anføres – som Kipnis også gør i bogen – at hun selvfølgelig mener, at al voldtægt skal straffes, og at brug af magt og pression ikke hører hjemme i seksuelle forhold.

Handlekraft

Denne tvist om det uafklarede skyldsspørgsmål illustrerer til fulde, at uanset hvilken lovgivning og sæt af retningslinjer, der stilles op, ender sager om seksuel krænkelse ofte som påstand mod påstand, hvis der eksempelvis ikke er objektive beviser på vold eller vidner.

Men Laura Kipnis’ bog har også et andet ærinde. Hun beskriver indgående med udgangspunkt i læsning af andre bøger og samtaler med sine studerende over årene den amerikanske druk- og hook up-kultur (one-night stand), den intense snak blandt unge amerikanere om bl.a. analsex og seksuel indavl på kollegier. Men sideløbende med den fortælling er der den paradoksalt modsatrettede om nutidens seksualkultur, der er farlig og kan være traumatiserende for livet.

»Det er ikke nogen lykkelig kombination,« skriver Laura Kipnis og fortsætter:

»I min generation var (…) sex noget, der – selv om det ikke var særlig godt, og folk fik såret deres følelser – faldt ind under kategorien livserfaringer. Og ord som nydelse og frigørelse blev brugt meget. Nu er sex noget, der tager noget fra dig – i det mindste, hvis du er kvinde: din sikkerhed, dine valg og din fremtid. Man hører ikke så meget om frigørelse mere. Nu er det slogans som ’Stop voldtægtskulturen’, ’Nej betyder nej’, og ’Kontroller dig selv, ikke kvinder’.«

Undersøgelser, der viser, at hver femte kvinde på de amerikanske universiteter har været udsat for en eller anden form for overgreb, er omstridte og diskuterede. Men Kipnis vil videre end tal, der intet siger om de konkrete hændelser, som ligger bag.

»Vi er nødt til at have en åben diskussion om netop det, hvis vi vil komme seksuelle overgreb til livs. Et mål, jeg antager, vi alle deler,« skriver hun.

Køn er et system

Og der er blinde pletter i den førte politik mod seksuel diskrimination og krænkelser. Fordi – mener Kipnis – regler, der »underbygger traditionel femininitet, altid favoriserer truslen mod kvinder på bekostning af historier om deres handlekraft. Og det er det sidste, vi ønsker, hvis vi vil reducere seksuelle overgreb, hvilket er hovedargumentet i denne bog«.

Køn er et system: Mandlig aggression og kvindelig passivitet er sociale patologier, som er normaliserede. At forsøge at ændre den dynamik, f.eks. at ændre på den opfattelse, at kvinder er passive, vil forandre hele systemet, argumenterer hun videre:

»Hvis ikke man lærer kvinder at beskytte sig selv imod denne normaltilstand, fordi man i stedet fokuserer på, at det er ’mænd, der skal holde op med at forulempe kvinder’, og man i øvrigt gør sådan en strategi ensbetydende med at kapitulere over for voldtægtskulturen eller bebrejde offeret – så er det netop en accept og understøttelse af denne sociale patologi.«

De erfaringer, man får, når man har dårlig sex, er måske noget, man hellere ville have været foruden. Men det er også erfaringer, der er med til at forme handlende individer, der senere i livet bliver i stand til at forstå konsekvensen af handlinger, også når man løber en risiko.

Det gælder også det at løbe intellektuelle risici, som ifølge Kipnis er et af formålene med højere uddannelse og kritisk tænkning. Det var muligt for Kipnis’ generation, fordi de gjorde oprør mod forestillingen om, at sex var farligt – for kvinder, pointerer hun.

Råb nej

Det er altså ikke selve overgrebet, Kipnis taler for at negligere. I stedet vil hun belyse og intensivere den »uddannelse« af mænd og kvinder som seksuelle individer, der ligger før et muligt overgreb.

Hvorfor er et nej ikke et nej? Det spørgsmål kredser Kipnis’ kvindelige studerende omkring. Ofte tror kvinder ikke, at deres mandlige venner eller hook ups vil krænke dem. Men den – nogle gange fejlagtige forestilling – findes også hos mænd. På en eller anden måde tror de nogle gange heller ikke på, at deres veninde eller date mener det seriøst, hvis hun afviser dem seksuelt, forklarer Kipnis.

»Mænd skal selvfølgelig ikke bruge magt i seksuelle situationer. Men den følelsesmæssige realitet er, at misopfattelser forekommer hos begge parter.«

Og hvorfor er der så lidt fokus på at lære kvinder at sige fra, spørger Laura Kipnis og bruger eksemplet med en ung studerende, der sidder ved et bord på en restaurant i selskab med andre studerende og undervisere. Først lægger en mandlig studerende hånden på hendes lår under bordet, og derefter gør underviseren det.

Hun er paralyseret og ytrer ikke et ord. Mange kvinder – inklusive Kipnis – har prøvet noget lignende: at blive paralyserede i ubehagelige situationer, der involverer mænd. Men hvorfor ikke lære hende, den alt for høflige kvinde, der ikke vil fornærme nogen, at råbe: Få de fucking hænder væk fra mit lår!!! Det er at aflære feminin socialisation, skriver Kipnis.

Og ja, fortsætter hun, maskulin magt har overtaget i verden. Men kvinder skal undervises i konkret realtid i stedet for at vente på, at mænd når et højere bevidsthedsstadium – også fordi den dag måske aldrig indtræffer.

Til gengæld håber Laura Kipnis, at hook up-kulturen betyder, at en masse selvstændige kvinder har det storartet med uforpligtende sex. Der er bare det problem, at hook up-kulturen stadig er organiseret omkring det mandlige prærogativ, hævder hun. Og det er ikke sex i gråzonerne, professoren vil have os til at tale om. Men den tillærte heteroseksuelle femininitet:

»At forsøge at indføre seksuelt samtykke er fint. Helt sikkert og bliv ved med det, indtil det virker. (Det kommer det aldrig til.) Og ja, chikane og overgreb er strukturelle problemer, og ja, samfundet skal forandres. Men individer kan også forandre strukturer.«

Laura Kipnis: Unwanted Advances – Sexual Paranoia Comes to Campus. HaperCollins. 246 s, 18,35 US dollar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Nils Sørensen
  • Pernille Elholm
  • ingemaje lange
  • Toke Kåre Wagener
  • Gert Hansen
  • Torben K L Jensen
  • Ervin Lazar
  • David Zennaro
  • Hans Aagaard
  • Trond Meiring
  • lars søgaard-jensen
  • Anker Nielsen
Eva Schwanenflügel, Nils Sørensen, Pernille Elholm, ingemaje lange, Toke Kåre Wagener, Gert Hansen, Torben K L Jensen, Ervin Lazar, David Zennaro, Hans Aagaard, Trond Meiring, lars søgaard-jensen og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Feminisme debat virker nogengange på mig (som mand) lidt negativ og forholdet mellem mand og kvinde fremstår superkomplekst med mange faldgruber, smerte og sårbarhed. For hvis man nu elsker kvinder som jeg gør - og som jeg tror langt de fleste mænd gør. Det er ikke alle mænd, der har ligestor succes med kvinder kan jeg tale med om. Men det at mænd forsøger viser at det ikke er interessen, der mangler. For at kvinder og mænd kan fungerer i en eller anden form skal de dog være tiltrukket af hinanden. Kammerater er man når man bruger sin forstand. Fx dyrke fælles interesser. Forelskelse det som Freud kaldte animalsk magnetisme - man bliver tiltrukket af hinanden foregår ikke kognitivt. Balance mellem fornuft og følelse - også at kende til og anerkende grænser. Så individ - aktøreren har et handlerum indenfor strukturerne. Så det er ikke strukturdeterminisme.

Hanne Wilmann, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Pia Colère Lenau

hvor ynkeligt.. og tamt... der er virkelig nogen der har et problem med deres #metoo. At de kan bruge ordet "overgreb" i denne sammenhæng ? Ja hun har ret, bare sig- hold nalderne for dig selv Bro, det er vi mange der har kunnet sige i århundreder.

Troels Brøgger, Christel Gruner-Olesen, Flemming Berger, Jørn Andersen, Gert Hansen, Bjørn Langkilde og Per Pendikel anbefalede denne kommentar

Det er i høj grad vigtigt hvilke mænd kvinder udvælger og hvor godt de er i stand til at styre de her mænd. Illusionen i det traditionelle forhold er at manden har følelsen af at han styrer "slæden" eller hvad hun nu bliver kaldt i "rocker-miljøer" hun sidder bagpå og hun er imponeret af alle hans færdigheder på computeren osv. osv. osv. så føler han sig værdifuld hans status stiger inde i hans eget hoved og han føler sig sexuelt tiltrukket af hende. Børn bliver resultatet af den aktivitet han føler sig draget til. Kvinden skal være i stand til at skabe dette miljø på længere sigt og det kræver en kæmpe træning.

Selvfølgelig er det en klar fordel at man som kvinde er i stand til at sige "nallerne væk" hvis en klaphat bliver for nærgående. Men det ville i være rart hvis man slet ikke nåede til at skulle sige fra - fordi mændene helt af sig selv lod være med at gramse efter forgodtbefindende.

Og hvis han ikke respekterer at man siger fra, men bare tager det som en invitation til at fortsætte ("ja-ja, hun siger nej, men i virkeligheden kan hun lide det") - så kan man sige nok så meget fra uden at det hjælper en pind. Og når man først er nået dertil hvor et spark i bollerne er eneste mulighed - så har krænkelsen jo allerede fundet sted.

Eva Schwanenflügel, Maria Jensen, Elisabeth Andersen, Lise Lotte Rahbek og Per Pendikel anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Hvad blev der af den gode gamle lussing? Hvis klaphatten bliver for nærgående, så klap ham en på hatten. Det virkede, da jeg var ung, og det er stort set farefrit for kvinden, da langt de fleste mænd har fået indbygget en meget stærk uvilje mod at slå på kvinder.

I vores kultur er det kvinden, der udvælger manden, selv om vi stadig rituelt prøver at få det til at se ud som om det er den anden vej rundt - af netop de hensyn, som Odin Rasmussen beskriver. De mænd, som ikke respekterer kvindernes grænser, har alligevel ikke fattet spillereglerne.

Så stik dem en lussing, det er et af de få steder, hvor lidt fysisk vold faktisk kan have en opdragende virkning, for det er et prestigetab af format for en mand at få en på skrinet af en kvinde. Og hvis han slår igen, er han straks dømt ude af samtlige tilstedeværende mænd og kvinder.

Flemming Berger, Jørn Andersen, Hans Aagaard, Randi Christiansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Som altid, når noget vedrører feminisme, så er mændene på banen...:)

En social patologi? - Se på alle vigtige forsamlinger, parlamenter og forsamlinger i verden - hvad dominerer billedet? - Den dag, det ikke er "nødvendigt" med tilpassede love og regler i forhold til kønnene, så er problemet løst?

Eva Schwanenflügel, June Beltoft, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Langkilde

Det er jo i virkeligheden meget nemt; mænd skal ikke placere deres hænder forskellige steder på kvinder med mindre, at de (kvinden og manden) har en klar enighed om, at det er okay. Hvor blev den gode opdragelse af? Ja ja, jeg ér med på, at verden har flyttet sig siden '64 hvor jeg blev født. Men ikke desto mindre, når en kvinde (eller en mand) siger nej tak, så er det respektfuldt et nej - det er da nemt. Hvorfor er det blevet så svært?
Laura Kipnis siger det så smukt i artiklen; kvinder skal lade være med at være pæne piger - sig fra!

Niels Duus Nielsen

Bjørn Langkilde, det meste af tiden går det jo meget godt - hvad vi diskuterer er, hvad der skal gøres, når opdragelsen ikke virker. Jeg støtter Mette-Line Thorup, når hun opfordrer til at kvinderne siger højlydt fra, så alle i forsamlingen bliver opmærksomme på overgrebet. Og hvis selskabet er normalfordelt, vil de fleste mænd og kvinder straks ile den forurettede til undsætning. Hele #metoo diskussionen er opstået, fordi sexuel chikane er mere udbredt end almindeligt antaget, men der er stadig tale om et mindretal, der ikke kan styre sig.

Og Anne Eriksen, min eneste aktie i diskussionen er, at jeg i det store og hele er i stand til at styre mig over for kvinder, og derfor er (over)følsom over for uberettiget kritik af mit køn. Jeg fastholder , at enhver tilnærmelse mellem kønnene fordrer, at der overskrides grænser. Og denne overskridelse foregå på det individuelle plan, hvor to individer afsøger hinandens grænser. Jeg tror ikke på, at en samfundsdebat vil gøre den store forskel, derimod er jeg ret sikker på, at individuelle meningsudvekslinger i situationen er det, der gør tricket.

Det var i hvert fald sådan jeg lærte det - min mor sagde altid, at jeg skulle behandle pigerne ordentligt, men hun gik ikke i detaljer - det måtte jeg selv lære. Så det lærte pigerne mig, og tak for det!

Flemming Berger, Hans Aagaard, lars søgaard-jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det offentlige rum pornoficeres stadig mere. Især kvinders ynder udstilles overalt. Det betyder, at denne visuelle akupunktur konstant stimulerer seksualenergien. Samtidig ved vi, at druk og seksualstimulerende stoffer er en stor del af mange miljøer, især nattelivet. Det er en ret dårlig kombi, idet spiritus fjerner hæmninger og generel opmærksomhed på de subtile detaljer og stofferne forstærker og fokuserer og afstumper sexenergien. Når kvinder i det miljø afprøver deres lyst og seksuelle kapital inspireret af den offentlige pornoficering og i, hvad de tror er et trygt miljø, og mænd omtågede af alkohol og stoffer har svært ved at holde fingrene fra dén præsenterbakke, så har vi selvfølgelig balladen. Pendikels historie endog uden rusmidler sammenfatter det, som ofte er i spil, og med den seksuelle frigørelse - porno og p piller - fik den seksuelle energi større spillerum desværre uden, at pli og gensidig respekt altid fulgte med.

Så hvad kan der gøres? Opmærksomhed hos den udsatte, fysisk svage part er naturligvis afgørende. At vide når og hvilke energier man aktiverer ligeså. Når man først er kørt over, er det ret lige meget, hvis skylden er. Signalforvirringen må undgås, og det er ikke altid nemt i efterdønningerne af den seksuelle frigørelse, som muterede ud i bla pornoficering. Sex sælger nemlig, og i konkurrencesamfundet er intet helligt.

Hvad signalerer en kvinde iført stramtsiddende tøj, dyb kavalergang, høje hæle og fuld make up? Så kom og tag mig ... neej, ikke dig dit dumme, grimme fjols - det er ham den lækre der ovre, jeg kan li. Og mændene, de kære væsener, de har det ikke nemt. Nogen bliver så bange, at selvom kvinden inviterer meget tydeligt, er han så forskrækket, at potensen svigter. Og andre farer helt vild i den modsatte retning. Så jeg synes nok, det er på tide, at se lidt nøgternt på situationen. Og kvinder som på jagt efter lyst eller partner vover sig ud i junglen, må være parate. Vågne, opmærksomme og være trænede i fysisk og psykisk selvforsvar.

Det er discipliner, som burde være en selvfølge i uddannelsesinstitutionerne. Til en begyndelse kan jeg ud fra egen erfaring stærkt anbefale yoga, som har fokus på både den fysiske og den psykiske tilstand, og som kan praktiseres af alle fra vugge til grav. Jeg har set en video på facebook, hvor en kvinde på 102 år ses at være i bedre form og mere smidig end de fleste midaldrende, og hun begyndte endda først at praktisere yoga som 90 årig.

Den allerførste og allervigtigste lære i yogaen er, at blive opmærksom på sine grænser. Og dernæst er det vigtigt, at kommunikationen med læreren er god. Det er som i andre sammenhænge ikke alle, der har talent til at lære fra sig.

Jørn Andersen, Flemming Berger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

" Din mund siger nej nej, dine øjne siger ja "
Mandlige forfattere, Kærulf og Brandstrup, 1925.
Dengang revy - nu verdensomspændende, epidemiske, sociale medier.

Jeg får en stor lyst til at trække i Lauras sløjfe.

Lise Lotte Rahbek

Kvinder skal: slåfrasig, råbeop, ladeværeatfærdesomnatten, tagemeretøjpå, ladeværeatdrikkesigfulde, langelussingerud, ladeværeatskammemændud, kommemedløsninger, kommemedandreløsninger, gåtilselvforsvar, tageforbeholdforallesituationer...

Kan I også godt se det?

Jacob Mosgaard, Eva Schwanenflügel, Maria Jensen, Jørn Andersen, Hanne Ribens, Henriette Bøhne, Elisabeth Andersen, June Beltoft og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Og Niels Nielsen, det var godt, at nogle kvinder kunne lære dig det :)
Når du føler, at kritikken er uberettiget for dit køn, så kan man anføre, at somme tider er den berettiget. Men sjældent i selskab med andre.
Det sker oftest uden tilskuere, og en debat eller meningsudveksling på seriøse vilkår vil kunne få endnu tvivlende til at forstå problemerne.

Eva Schwanenflügel, June Beltoft og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Et af problemerne er at mange kvinder forlanger at mænd selv skal kunne gætte om de er til noget. Det kan være overordentlig svært, især hvis man er lidt tungnem.
Man skal spørge først, hvilket lyder rimeligt men virker helt tumpet. Det har jeg da aldrig nogensinde selv gjort. Men hvad sker det så hvis en mand faktisk spørger først? Hvis han fx spørgen pigen om hun vil gå med ham hjem og bolle, så er der sikkert også nogen, som finder det problematisk.

Karsten Aaen, Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Hans Aagaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Lise lotte - hvem siger sådan?

Frank, jeg mødte engang en mand, som spurgte : ska du ha noget kølle? I og med det var en fysisk attraktiv mand, ku jeg ikke lade være med at grine. Hvis han havde været dum og grim og fuld, havde det nok været knap så sjovt.

En grundregel for mænd er, at hvis de går forsigtigt frem og gerne med humor og intelligens, vil de ikke være i tvivl, om kvinden er interesseret.

Frank Hansen - Hvis en mand spørger mig direkte om jeg vil med hjem og bolle, så giver han mig også muligheden for at sige ja tak eller nej tak. Det er da klar tale og ikke til at misforstå.

Og så forventer jeg selvfølgelig at han respekterer hvis jeg siger nej.

Eva Schwanenflügel, Hans Aagaard, Frank Hansen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Men jeg medgiver, at der er vanskelige grænseområder, som jeg har svært ved at navigere i. Hvad gør jeg, hvis jeg finder en mands selskab interessant men ikke er interesseret i sex? Hvordan formidler jeg det uden at såre hans maskuline stolthed og evt andet ømfindtligt? Jeg var en gang i selskab med en højt uddannet, meget intelligent og meget morsom mand, som, på trods af at jeg benægtede, alligevel mente, at jeg var interesseret i sex med ham.

Hanne Ribens, Anne Eriksen og June Beltoft anbefalede denne kommentar

Randi Christiansen - Du spørger: Hvem siger sådan?

Dét er der da rigtig mange der gør. Bare se på et hvilket som helst kommentarspor til en hvilken som helst artikel der handler om seksuelle overgreb/krænkelser mod kvinder: "Ja, dem der voldtager er nogle dumme svin - MEN..." - og så kommer alle formaningerne om at man skulle have været mindre fuld, ikke gået alene hjem, haft mere tøj på, opført sig mindre flirtende, sagt nej, sagt nej på den "rigtige måde", stukket en lussing, sparket i skridtet - osv, osv, osv...

Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Kenneth Jacobsen

Det må være indlysende, at ingen har ret til at rage på andre uden at have fået lov, og at et nej er et nej. Hvor svært lan det være?
Anderledes svært i denne sammenhæng at fatte er så et fænomen som 50 Shades of Grey - hvor kvinder hyldede alfahannens seksuelle overmagt. Såvidt jeg forstod...
Derudover er det også svært at øjne det kønne i den kampagne der kører nu. Godt at kvinder siger fra, jotak - og endda på efterbevilling. Men at man kommer frem med årtier gamle overgreb, som ikke en kinamand har mulighed for at bevise eller modbevise - men som NB har de alvorligste følger for den anklagede - ja hvad adskiller det fra gadens parlament? Hvem kan ikke i dette miljø hævne sig uberettiget og slippe afsted med det? Overgreb besvares med overgreb - og hvor langt er vi så nået, spørger jeg bare...

Troels Brøgger, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Henriette Bøhne, Karsten Aaen, Hans Aagaard, Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Stig Andersen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Toke Kåre Wagener

Måske er det naivt at tro at man kan lave en masseinstituition, her et universitet, hvor alle kan trives. Hvis man er et generet menneske af natur kan man lære at sige fra, selvom det kan være op af bakke uden hjælp hvis man befinder sig i en kultur hvor andre type mennesker tilgodeses. Men hvis man har lidt overgreb--og lider af social angst--i form af for eksempel voldtægt. Er det ikke realistisk imo. en Voldtægtsofre selvværd er ødelagt og er tit irrationelle i deres selvbillede, det er ikke realistisk at forlange at de kan sige fra, og ved mindre brutale overgreb kan det jo diskuteres.

Hvis man er til julelege á la 50 shades så er der tale om "aftalt spil" og en leg, som begge parter er indforstået med at lege. Og ikke noget man skal forvente at hende man tilfældigvis står og snakker/flirter med i baren pr. definition har lyst til...

Annemette Due, Eva Schwanenflügel og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

"Men hvad sker det så hvis en mand faktisk spørger først? Hvis han fx spørger pigen om hun vil gå med ham hjem og bolle". Det er undersøgt videnskabeligt! og den direkte facon vil med stor sandsynlighed være en katastrofe ('Gender differences in receptivity to sexual offers', link). I forsøget fik man mandlige og kvindelige skuespiller til at udgive som studerende, der henvente sig til tilfældige studerende på et campus (mandlige skuespillere henvendte sig til kvindelige studerende, kvindelige skuespillere henvente sig til mandlige studrende) med følgende spørgsmål: (1) how about a date? (2) how about we go to my apartment? (3) how about we go to bed together?. På spørgsmål (1) var der igen kønsforskel. På spørgsmål (2) svarede kun 6% af kvinderne ja, mens 69% af mændene svarede ja. Men på spørgsmål (3) svarede 0 (nul!) % af kvinderne ja, mens hele 75% af mændene svarede ja til tilbudet. Forfatterne giver tre forklaringer på de markante kønsforskelle: En evolutionær, mænd er mere risikovillige og dobbeltstandard "it’s more socially acceptable for men to get down and dirty than for women" fra linket:
http://www.scienceofrelationships.com/home/2013/3/15/wanna-go-to-bed-wit...

Niels Duus Nielsen, Frank Hansen, Karsten Aaen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Er det egentlig et stort problem med sexchikane i Danmark? Jeg har hørt rigtig meget om det, men trods snart 17 år på arbejdsmarkedet i en del forskellige brancher, har jeg, så vidt jeg husker, ikke selv set noget. Har I andre?

Randi Christiansen

Mht diverse velmente opfordringer til hvordan man bør opføre sig, må det være op til den enkelte at vurdere kvaliteten og brugbarheden af de gode råd. I en fri samtale må argumenter være bærende.

Når vi diskuterer adfærdsregulering imellem mænd og kvinder, må situationen analyseres nøgternt og fordomsfrit. Og det er lidt som med muhammedtegningerne - hvor smart er det at provokere hvem som helst når som helst, bare fordi man må, mens man proklamerer 'je suis charlie hebdo' !

Man tilpasser sin kommunikation ifht modtager og gør sit bedste for at bidrage til, at det generelle bevidsthedsniveau hæves, således at social intelligens præger vores omgang med hinanden. Her er tale om en stor folkeopdragelsesopgave, hvor yogatræning er til stor hjælp.

Jeg kom engang for skade at placere min hånd på den absolut nederste del af en kvindes ryg, hvilket fik hende til at udbryde: Vær venlig at fjern din hånd fra min røv! Nu var det ikke en vildt fremmed kvinde, som jeg blot havde udset mig som et nemt offer på gaden, men derimod en kvinde, som jeg kendte og oven i købet havde kysset lidt med. Derfor tillod jeg mig at antage, at hun var interesseret. Jeg vidste - helt instinktivt - at et formuleret forslag om at vi skulle have sex, ville være en total malplaceret killer. Et sådant bramfrit forslag ville hun aldrig være modtagelig for og jeg ville aldrig kunne få det over mine læber at foreslå det, simpelthen fordi det usagte var en del af spændingen mellem os og jeg ønskede ikke at punktere mulighedernes balloner. Ergo, jeg prøvede mig frem. Med andre ord, jeg opførte mig grænseoverskridende ved at placere min hånd, hvor jeg ikke skulle have placeret den. I hvert fald ikke lige på det tidspunkt, hvor jeg gjorde det. Set i retrospektiv, kunne jeg meget nemt være havnet i grøften af 'klamme, befamlende svin'. Det var helt op til hende, hvordan episoden skulle rubriceres. Hun havde jo ret beset ikke givet mig en forhåndstilladelse til, at jeg på det givne tidspunkt, under de givne omstændigheder, kunne lade min hånd glide sydpå og som sådan var hun i sin gode ret til både at være anklager og dommer. Jeg fjernede naturligvis hånden omgående - og så fortsatte vi ad Vesterbros gader, uden at veksle mange ord. Men hun havde altså en god røv!

Selvfølgelig kan mænd finde ud af at opføre sig ordentligt. Vi skal bare have slået fast, at det er hans hånd på låret, der er problemet, og ikke hendes reaktion. "Det er din egen skyld at jeg ragede på dig, fordi du ikke sagde ordentligt fra bagefter" holder bare ikke, så drop det.

Det gælder ikke kun i forholdet mellem mænd og kvinder, men mellem alle mennesker. "Se nu, hvad du fik mig til at gøre! Hvorfor tog du ikke ansvaret for at forhindre mig i at skade dig?!" er ikke en gyldig undskyldning, og når vi kommer den holdning til livs, skal det hele nok løse sig.

Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Maria, det får du nok svært ved at penetrere med i en testosteron-og stofomtåget mands bevidsthed. Men selvfølgelig skal vi da ud med beskeden om, hvordan man opfører sig ordentligt over for hinanden. Og som nævnt er vi oppe mod stærke markedskræfter og uddannelsesmæssige og andre undladelsessynder. Så indtil det bliver moderne med pli og dannelse i selv de mørkeste afkroge, vil jeg tillade mig at anbefale damerne - og mændene - at tage deres forholdsregler og være forsigtige derude. Kun en tåbe frygter ikke havet.

Fra nu af vil jeg kun reagere på en veldefineret anmodning om min adfærd.
Fra nu af vil jeg ha` en udtrykt tilladelse, helst skriftlig, til dokumentation, hvis det bliver nødvendigt.
Fra nu af vil jeg betragte kvinders kvindelige påklædning, som henvendt til de konkurerende, se mig medsøstre - ikke til mænd.
Fra nu af vil jeg ikke komplimenter kvinders udseende - det kunne jo opfattes som verbal overgreb.
Fra nu af vil jeg sikre mig at den smarte dulle ikke er ude på noget for egen vindings skyld.

Jeg vil danne et nyt politisk parti : Dansk Kedsommelighed.

Niels Duus Nielsen, Johnny Winther Ronnenberg og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Hvorfor skal jeg som mand stå til ansvar for hvad andre mænd gør? Hvis nogle kvinder gør noget slemt, så bliver "kvinder" ikke afkrævet svar på hvordan de vil forhindre at det nogensinde gentager sig. Hvis en muslim gør noget slemt så "har det mindre at gøre med Islam end med nogen anden religion."

Hvorfor denne særlige patriarkalske pligt til at beskytte? Hvorfor denne særlige kollektive skyld?

Randi Christiansen

Leo, nu ikke tøsefornærmet. Du må bare udvide og forfine dit repertoire, når du kurtiserer damerne. Et talent som ikke nødvendigvis er medfødt, så her må man gøre sig umage. Det er jo således, at det i civiliserede sammenhænge må være kvinderne, der bestemmer hvem, de vil entrere med. Så du må pudse fjerene - ligesom damerne gør - hvis du vil på spadseretur i kavalergangen.

Til Randi Christiansen

Okay. Kan man diskutere generelle tendenser om kvinder, bøsser, muslimer, jøder eller sigøjnere? Altså ting der skal ændres ved dem og deres adfærd?

Randi - Det var et generelt, maskulint statement - ikke noget personligt. Jeg finder det ikke nødvendigt at ændre mit repertoire ;-) ;-)

Til Randi Christiansen

Super! Så lad os straks begynde med at ændre kvinders tendens til at tro at røvhuller vil holde op med at eksistere "hvis bare..." Eller at tro at røvhuller overhoved føler sig ramt af endeløs kritik af mænds elendigheder.

Mænd lider ikke af de vrangforestillinger, så det burde kunne lade sig gøre.

Randi Christiansen

For det første mads : at vi diskuterer noget, er ikke det samme som at ændre noget.

Du vil altså gerne diskutere kvinders "tendens til at tro at røvhuller vil holde op med at eksistere "hvis bare..." Eller at tro at røvhuller overhoved føler sig ramt af endeløs kritik af mænds elendigheder."

Og hvordan generer det så dig?

Hvordan endeløs kritik af mænds elendigheder genere mig, eller hvordan anstødeligt dumme ideer fremført med stor selvsikkerhed i det offentlige rum genere mig?

Hvorfor skal jeg bevise at noget genere mig personligt? Hvis du mener at det er en forudsætning for at deltage i samtalen, så husk at anvend den regel på dig selv.

Hvordan genere mine indlæg DIG?

Randi Christiansen

Mads, hvis det ikke generer dig, hvorfor skal vi så undersøge det?

Nå, men du vil altså gerne undersøge/ændre "kvinders tendens til at tro at røvhuller vil holde op med at eksistere "hvis bare..." Eller at tro at røvhuller overhoved føler sig ramt af endeløs kritik af mænds elendigheder"

Til det kan jeg kun sige at ja, virkelighedsflugt er en af tidens svøber.