Tv-medarbejderen med den blå mikrofon beder kandidaterne fra de forskellige partier om at træde frem, så de kan blive sminket.
Der er kort tid til, at den store tv-transmitterede valgdebat begynder. Det er primetime, klokken er kvart i otte, og der er få dage til, at vælgerne skal sætte deres kryds ved kommunalvalget. Hele Gentofte Kommune kan kigge med på TV 2 Lorry hjemme i stuen. Dertil kommer de tusind borgere, som ser debatten på hjemmesiden.
For de nye partier er det særligt vigtigt at gøre sig bemærket i debatten. De skal overbevise seerne om, at der er brug for dem i kommunalbestyrelsen.
»Jeg er lidt nervøs, det kan jeg ikke frasige mig,« siger Poul V. Jensen, der er spidskandidat for Nye Borgerlige i kommunen.
Han bliver kaldt hen til en TV 2 Lorry-medarbejder, som giver ham en håndfri mikrofon på.
Inde i det gamle rådhus gør tv-stationen klar til optagelse. Store tv-kameraer, lyserøde neonlys og et publikum med valgplakater i alverdens farver fylder rådhussalen.
»I løbet af dagen har jeg gået og tænkt over, hvad jeg skal sige. Jeg har gjort mig nogle tanker om de emner, som skal diskuteres, og forsøgt at have nogle svar klar,« siger Poul V. Jensen.
Oprindeligt skulle Alternativets spidskandidat, Jens Henrik Wiene, også have deltaget i tv-debatten. Men i stedet er det Marianne Victor Hansen, der er partiets talerør i aften, selv om hun kun er nummer tre på partilisten. Som det eneste parti er Alternativet ikke repræsenteret med deres spidskandidat.
»Jeg snakkede med Marianne om det inden. Hun er bedre til den type optrædener, for hun brænder mere igennem. Derfor spurgte jeg, om hun ville,« forklarer Jens Henrik Wiene.
Han tøver, når han skal svare på, om Marianne Victor Hansen burde have været spidskandidat frem for ham. Men efter nogle sekunders pause siger han:
»Nej. Man kan altid diskutere, om vi skulle have valgt en anden opstilling på listen, men vi står ved den, vi har, og bliver jeg valgt, er jeg sikker på, jeg vil være god til det.«
Tv-transmissionen begynder, og aftenens vært og ordstyrer præsenterer kandidaterne.
’Tid er en knap faktor’
Den første debatrunde begynder, og emnet er flygtninge. De Konservative, Venstre og De Radikale siger alle, at det er umuligt af finde boliger til flygtninge i Gentofte. Boligerne er for dyre. Men politikerne opgiver for hurtigt, mener Alternativets kandidat, Marianne Victor Hansen:
»Selvfølgelig skal vi finde plads til dem. Vi må ud og finde alternative muligheder og bruge de borgere, som gerne vil hjælpe flygtningene med privat indkvartering og Venligbo-huse i baghaven,« siger hun.
En tilskuer bryder demonstrativt ud i klapsalver, før hun når at tale færdig.
Jens Henrik Wiene står i et hjørne bag ved det siddende publikum. Kigger ud i luften og lytter koncentreret.
Han har tidligere sagt, at det er vigtigt, vælgerne kan genkende hans ansigt, hvis de skal stemme på ham. Men han fortryder ikke, at det er en anden end ham, der viser sig på tv.
»Det vigtigste er, at vores synspunkter kommer frem. Så er det ikke så afgørende, hvem af os der leverer dem. Det er mere et spørgsmål om, hvem der kan fremføre vores synspunkter på den bedste måde i den pågældende situation,« siger han.
Poul V. Jensen sidder på en stol ved siden af scenen. Han er ikke med i den første debat. Det ærgrer ham, for han vil hellere have deltaget i runden om flygtninge end den næste om ungdomsboliger. Men han har på forhånd lagt en plan for, hvordan han alligevel kan få sit syn på flygtninge ind i diskussionen om ungdomsboliger.
Da værten under debatrunde to spørger ham, hvordan kommunen sikrer, at de unge har lyst til at bo i Gentofte, begynder Nye Borgerlige-spidskandidaten et andet sted:
»Vi er i en særlig situation, fordi vi har fået flygtninge til kommunen, og vi har så anvendt ungdomsboliger til at indkvartere dem. Vi har faktisk haft 50 ungdomsboliger til at stå tomme i et år og ventet på, at der kom flygtninge til at bo i dem,« siger Poul V. Jensen.
Han var ikke forberedt på, at værten ville lede over til ham på den måde, han gjorde.
»Det gælder om at kunne være spontan i de her tv-debatter. Og det er jeg ikke super trænet i,« siger han efterfølgende.
»Men det er sjovt at være med til sådan en tv-debat. Jeg kan godt lide den hurtige interaktion, der er mellem os kandidater og værten. Tid er altid en knap faktor. Vi skal tale hurtigere, så vi når at få sagt det, vi vil sige. Jeg kunne mærke, at værten hele tiden var klar til at bryde ind, fordi han skulle videre i teksten.«
Hjem og se debatten
Alternativets spidskandidat, Jens Henrik Wiene, er glad for, han ikke deltog i tv-debatten. Han har kun ros til sin partikollega:
»Marianne gjorde det fremragende. Hun ramte den rigtige tone, og jeg er bare så glad,« siger han.
Poul V. Jensen har også en god fornemmelse efter tv-debatten. Han fik rørt ved kernen af de problemer, der blev diskuteret.
»Men om det så blev forstået, det må jeg nu spørge mig selv om. Jeg vil hjem og gense debatten og finde ud af, hvad jeg kunne have gjort bedre,« siger han.
Næste gang Poul V. Jensen og Jens Henrik Wiene møder hinanden i rådhuset, kan det være som byrådspolitikere for Nye Borgerlige og Alternativet – efter de to nye partier har deltaget i deres første kommunalvalg.
De nye på stemmesedlen
Du ser det allerede i navnene: De ønsker at forandre det eksisterende. Gøre op med traditioner og indgroede vaner. Det ene parti vil vise vælgerne en ny vej til borgerlig politik. Det er de Nye Borgerlige. Det andet parti vil skabe en venlig revolution af den politiske kultur, vi kender. Det er Alternativet.
De to partier har det til fælles, at de er uprøvede i kommunalpolitik. Nye Borgerlige er to år gammelt. Alternativet er fire. Så har de overhovedet nået at få græsrødderne på plads med flyere og valgplakater? Kan de stå prøven i politiske diskussioner om den lokale skole og de ældre på plejehjemmet?
Information tager til Gentofte Kommune for at følge partiernes spidskandidater, Poul V. Jensen og Jens Henrik Wiene, gennem valgkampen.
Seneste artikler
De nye partier får kun få mandater til kommunalvalget – i Gentofte er der spænding til det sidste
23. november 2017Det var afgørelsens time for Alternativet og Nye Borgerliges spidskandidater i Gentofte Kommune. På landsplan fik de nye partier ikke mange pladser i byrådene, men valgforsker vurderer, at partierne har klaret sig godt – for det er svært at være et nyt parti i lokalpolitikAlternativet jagter vælgere foran Irma, mens Nye Borgerlige lokker med pandekager og Pernille Vermund
17. november 2017Alternativet og Nye Borgerliges spidskandidater er på gaden i Gentofte for at møde potentielle vælgere, bevæbnet med hjemmedesignede flyers og pandekager. På landsplan får de nye partier flest stemmer fra henholdsvis Socialdemokratiet og Dansk FolkepartiTil Alternativets partimøde står valget mellem grønne drinks til valgaftenen eller annoncer i lokalavisen
14. november 2017Når et nyt parti med politisk uerfarne kandidater stiller op til kommunalvalg for første gang, skal der tages mange beslutninger, planlægges og prioriteres. Til Alternativet Gentoftes partimøde diskuteres annoncepriser, læserbreve og hvor man møder kommunens unge