Læsetid 7 min.

Ofre for æreskonflikter om RED Safehouse: ’Rigide regler og umyndiggørende’

Otte beboere på RED Safehouse kritiserer deres ophold på krisecentret. De føler sig skåret over én kam, og at fokus er på praktiske gøremål frem for personlig genopbygning. Ifølge debattør og rådgiver viderefører man blindt praksis uden at lytte til de unge. RED Safehouse genkender ikke kritikken fra flertallet af brugerne, men er lydhør
KrisecentretRED Safehouse har eksisteret siden 2004, Der er plads til 38 unge i alderen 17 til 30 år fordelt på to topsikrede afdelinger med hemmelig adresse. Ifølge RED Safehouse har opholdsstedet opnået et unikt indblik i de særlige problemstillinger og udfordringer, som unge i æresrelaterede konflikter kæmper med.

KrisecentretRED Safehouse har eksisteret siden 2004, Der er plads til 38 unge i alderen 17 til 30 år fordelt på to topsikrede afdelinger med hemmelig adresse. Ifølge RED Safehouse har opholdsstedet opnået et unikt indblik i de særlige problemstillinger og udfordringer, som unge i æresrelaterede konflikter kæmper med.

Ulrik Hasemann

13. november 2017

Når unge mænd og kvinder med minoritetsbaggrund må flygte fra deres familier på grund af æresrelaterede konflikter, henvises mange til RED Safehouse. Krisecentret, som har eksisteret siden 2004, har i dag plads til 38 unge i alderen 17 til 30 år fordelt på to topsikrede afdelinger med hemmelig adresse.

Ifølge RED Safehouse har opholdsstedet »opnået et unikt indblik i de særlige problemstillinger og udfordringer, som unge i æresrelaterede konflikter kæmper med«.

Men otte tidligere og nuværende beboere har en noget anden oplevelse af deres ophold.

Ifølge dem fokuserer RED Safehouse ikke på den individuelle omsorg, de havde brug for, da de ankom efter at have forladt familie og netværk.

I stedet beskriver de, at hverdagen på krisecentret var præget af et »ensidigt fokus« på praktiske gøremål som rengøring og madlavning samt rigide regler og tidsplaner for hjemkomst, spisetider og aktiviteter. De unge følte sig umyndiggjorte og skåret over én kam, frem for at blive gjort uafhængige og genopbygget følelsesmæssigt.

De fysiske rammer og sikkerheden på krisecentret fungerer godt, understreger beboerne, som er i alderen 18 til 24 år. Flertallet er stadig truede og bor på hemmelige adresser. De optræder derfor ikke med deres rigtige navne, men disse er redaktionen bekendt.

Direktør i RED Safehouse Anita Johnson undrer sig over kritikken, som ikke fremgår af beboernes brugerevalueringer, Socialtilsynets rapporter eller eksterne evalueringer.

RED Safehouse har været et hjælpsomt tilbud for langt størstedelen af de mere end 1.000, som har været gennem systemet, understreger hun:

»Vi er et godt tilbud, som hjælper rigtig mange. Selvfølgelig er vi ikke verdensmestre – der er altid plads til forbedringer. Måske ville nogen have mere glæde af et andet forløb. Vi er et skærmet krisecenter, som skal yde højeste beskyttelse under skrappe regler. Derfor kan det godt være, nogle unge føler, de kommer fra en situation derhjemme, hvor nogle bestemte over dem, til en ny lignende situation,« siger hun.

For stramt dagsprogram

På RED Safehouse er det beboernes ansvar at holde egne værelser, toiletter og fællesarealer rene samt at lave aftensmad i samarbejde med personalet, som tæller 27 fastansatte. Derudover er der fast dagsprogram med eksempelvis motion eller jobsøgning for de beboere, der ikke kan gå på arbejde, uddannelse eller i aktivering.

Men det stramme dagsprogram efterlader ikke tid til at bearbejde alt det, man er flygtet fra, fremhæver de otte beboere.

»Der opstod hurtigt en forventning om, at man kunne strukturere sin dag og skabe overblik over sit liv. Men da jeg forlod min familie, faldt min verden sammen. Jeg var ødelagt indeni og havde svært ved at skabe sociale relationer,« siger Abdul, som i dag bor i en af RED Safehouses 19 udslusningsboliger, som de unge tilbydes efter det akutte ophold.

Der skal være styr på det personlige, før der er overskud til det praktiske. Ellers falder det hele sammen igen og igen, påpeger alle de unge.

»Selvfølgelig er det vigtigt, at vi kan lave mad og gøre rent, vi skal jo bo alene efterfølgende. Men når man lige har forladt familie og netværk, og ens verden er brast sammen, så har man brug for at fordøje det. Den ’friuge’, som gives, er ikke nødvendigvis nok,« siger Melissa, som er 21 år og ikke længere bor på RED Safehouse.

Krisecentrets intentioner er formentlig gode, men de indfries ikke. Tværtimod. Det mener 19-årige Romeo, som endte på krisecentret, fordi familien ikke kunne acceptere hans seksualitet. I dag bor han i egen lejlighed.

»RED forsøger at klæde os på til den ’virkelige verden’, men det har den stik modsatte effekt. Da jeg flyttede ud, følte jeg mig afhængig af folk, der dikterede, hvad jeg skulle gøre. Det var, som om den sociale kontrol, jeg forlod, blev videreført på krisecentret,« siger han. Det er en pointe, alle de unge vender tilbage til flere gange.

Anita Johnson understreger, at det aldrig bliver muligt at leve et »normalt ungeliv« på RED Safehouse grundet de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Derfor er krisecentret kun for de mest truede. 

»Det er vores filosofi, at de unge bliver selvstændiggjort af en så normal hverdag som muligt med faste rutiner. Men jeg kan godt forstå, at regler og pligter bliver for meget for nogen. Vi har meget bevidst arbejdet på at lave mindre strukturerede tilbud. Men det er vores oplevelse, at langt de fleste er tilfredse med det nuværende forløb,« siger hun.

Ikke kun på RED

Debattør Geeti Amiri genkender beboernes kritik. Hun boede på krisecentret Kastanjehuset, som ikke længere eksisterer, for ti år siden, da hun måtte flygte fra sin voldelige storebror.

»Der var et snævert fokus på pligter som rengøring og madlavning. Men vi piger kom fra en kultur, hvor det er en central del af opdragelsen. Det, vi havde brug for, var frihed, foreningsliv og fællesskab. De rigide regler for aktiviteter, samvær og hjemkomst, som sikkert skyldtes de bedste intentioner, videreførte den umyndiggørende adfærd, jeg forlod hos min familie.«

Hakima Lasham Lakhrissi, som er tidligere leder af Vestegnen Indvandrer Kvindecentret og har rådgivet minoritetskvinder om æresrelaterede konflikter, genkender kritikken fra mange af de kvinder, der har boet på krisecenter.

»Kvinderne fortæller, at de krav, der stilles på krisecentrene, er uden hensyn til deres situation. De føler sig som ’fanger’ i krisecentersystemet på grund af de mange regler og retningslinjer. Flere nævner, at den sociale kontrol, de flygtede fra derhjemme, fortsætter på centrene,« siger hun.

Intet fortroligt rum

Krisecentret arbejder efter eget udsagn med »pædagogiske metoder baseret på empowerment, tillid og omsorg, og (...) målrettet med udgangspunkt i den enkelte unges situation og personlige mål samt med de unge som gruppe«.

De otte beboere kan ikke genkende meget i den beskrivelse fra deres hverdag på RED Safehouse, hvor de har boet mellem to måneder og et år.

»RED putter alle i én boks, selvom vi er forskellige mennesker, som har gennemgået forskellige ting. Måske har personalet hørt om noget, der minder om min situation, men det betyder ikke nødvendigvis, at de forstår, hvordan jeg har det. Vi har alle opbygget en facade efter at have levet et dobbeltliv, som pædagogerne skal bryde igennem. Det gør de ikke,« siger Melissa.

Alle beboerne problematiserer også deres journal, hvor krisecentrets personale noterer alt. Det betyder, at mange undlader at fortælle personalet de mest personlige ting.

»Man mangler virkelig et fortroligt rum, men det er umuligt, når alt skrives ned. Det kan føre til et dobbeltliv, ligesom derhjemme,« siger Melissa.

RED Safehouse har dokumentationspligt over for kommunen, fortæller Anita Johnson. Men krisecentret gør ifølge hende meget ud af informere beboerne om det, ligesom de kan bede om aktindsigt i deres journaler.

»Men jeg kan godt forstå, at det er utrygt for nogle, især i sårbare situationer. Det er dog altid en mulighed at notere i journalen, at de unge kun ønsker at snakke med én i personalet om det.«

Beboerne føler sig overhørt

De unge understreger, at deres kritik ikke retter sig mod de fysiske rammer, sikkerheden og ressourcerne på RED Safehouse. Der er ly, mad og fine faciliteter.

»RED var et nødvendigt mellemtrin, også for min sikkerhed,« siger 24-årige Ali, der endte på krisecentret efter en politisk og religiøst radikaliseret opvækst.

Men beboerne oplever, at indsatsen på krisecentret bliver tilrettelagt hen over hovedet på dem. Geeti Amiri påpeger ligeledes, at »ingen i systemet hører på den kritik, de burde tage udgangspunkt i«.

»De unge har mange inputs til, hvad der kan gøres bedre, når man anbringer ofre for æresrelaterede konflikter og social kontrol. Det er, som om de råber ud i en skov, men ingen lytter. I stedet videreføres den samme praksis blindt. Det er hjerteskærende. Der er brug for et opgør med måden, hvorpå vi anbringer minoritetsunge på krisecentre.«

Kvinderne, som Hakima Lasham Lakhrissi har talt med, ved ikke, hvor de skal rette deres kritik.

»De kan prøve at klage til centrets ledelse, men hvad hvis der ikke lyttes? Beboerne skal have bedre kendskab til deres rettigheder. De skal fra dag ét introduceres til deres klagemuligheder, hvis de ikke føler sig ordentligt behandlet. Men det kræver, at de bliver vist vej i systemet ét skridt ad gangen. Det sker ikke i dag.«

Anita Johnson fra RED Safehouse anerkender, at de unge kan føle, at de er i en sårbar situation i forhold til at klage. Derfor orienteres de om Socialtilsynets ’whistleblowerordning’, når de ankommer på krisecentret.

I stedet for pligter og praktiske færdigheder efterspørger de otte unge en større forståelse for deres unikke problemstillinger og de kulturelle mekanismer bag. Både hos RED Safehouses personale, men også gennem en mentorordning for alle beboere. Det kan ifølge de unge sikre et fortroligt rum, kulturel forståelse og et individuelt forløb, hvor fokus især er på følelsesmæssig uafhængighed.

Anita Johnson er lydhør over for inputtene. Hun ser gerne et samarbejde med andre civilsamfundsorganisationer, der også arbejder med unge på flugt fra æresrelaterede konflikter, såsom Exitcirklen og Sabaah.

»RED Safehouse skal stå på mål for sikkerheden, så der er selvfølgelig forskel på vores tilbud. Andre civilsamfundsorganisationer kan tilbyde de unge en anden form for omsorg uden så mange regler og krav. Derfor er det vigtigt, at vi samarbejder på tværs af organisationerne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det lyder som om, at pædagogikke er henfaldet i et trummerum, hvor der ikke bliver evalueret løbende. Man gør bare som man plejer, fordi det er det nemmeste. Måske ligger der også en politisk dagsorden bag, noget med at de unge ikke bare skal 'dandere den', men så hurtigt som muligt gøres selvhjulpne, så de kan forlade centret som 'nyttige samfundsborgere', læs: udelukkende fokuseret på deres rolle som arbejdstagere. Skidt pyt med alle deres traumer og emotionelle behov, det er der ikke plads til.

Jeg synes, det lyder som en ledelse, der ikke tager udgangspunkt i de pædagogiske faglige værdier men djøf-værdier.

Eva Schwanenflügel og Kristen Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Giv mig en pause på klods
Alle her er en af os
Brikker i et spil
Hvor tilfældet råder som tilfældet vil.....
Blåt blod til alle på Blågårds Plads (CV)

Her placerer de professionelle i den blindgyde, - der for tiden er blevet meget populær - "Vi ved bedst" . Risikoen ved denne tankegang og kultur er, at man ikke nysgerrigt og respektfuldt møder de unge man har med at gøre, - på de unges præmisser. Og dermed faktisk mister forbindelsen til dem.

Kristen Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar