Læsetid: 5 min.

Ole Lange var en bidsk og præcis skildrer af dansk kapitalismes øverste hylde

Den velskrivende historiker, journalist og forfatter Ole Lange satte nye standarder som erhvervsforsker og fornyede sportsjournalistikken i Danmark. Natten til lørdag døde han i sit hjem i Søborg, 80 år gammel
Ole Lange var christianshavnerdreng og tidstypisk mønsterbryder som student i 1956 fra Birkerød Statsskole og fra 1969 med magistergrad i historie. Ser man tilbage på hans arbejdsliv, blev hans input afgørende på to felter: erhvervshistorien og sportsjournalistikken.

Ole Lange var christianshavnerdreng og tidstypisk mønsterbryder som student i 1956 fra Birkerød Statsskole og fra 1969 med magistergrad i historie. Ser man tilbage på hans arbejdsliv, blev hans input afgørende på to felter: erhvervshistorien og sportsjournalistikken.

Tine Harden

27. november 2017

Doktor Lange er død. Titelangivelsen var ikke Ole Langes egen – han behøvede ikke at vifte med sin doktorring – men venners på én gang kærligt drillende og anerkendende nom de guerre for den intellektuelt modige kriger.

Han døde natten til lørdag i sit hjem i Søborg efter år med slagtilfælde, der svækkede, men bestemt ikke knækkede et karakteristisk usentimentalt temperament. Som da han på sin 80 års fødselsdag i august blev spurgt, hvordan det gik, og prompte svarede: »Ad helvede til.«

Spørgeren fremturerede: »Du ser ellers godt ud,« og svaret kom som et pistolskud: »Det er bluff.« Ærgrelsen over sygdom havde ikke nedsat evnen til skarp og rap realisme, kun dens tempo, selvom han stadig kørte med et højere gear end de fleste.

Aldrig sur, altid kritisk

Ole Lange var christianshavnerdreng og tidstypisk mønsterbryder som student i 1956 fra Birkerød Statsskole og fra 1969 med magistergrad i historie med legemsøvelser som bifag. Han studerede en periode i England, hvor han etablerede et livslangt venskab med dramatikeren Arnold Wesker, en af de toneangivende i generationen af ’unge vrede’, der i de tidlige tressere satte deres præg på britisk åndsliv og givetvis inspirerede den unge Lange som journalist og historiker.

Ole Langes unge vrede var aldrig sur, men altid kritisk med en kulturradikal, marxistisk grundtone, men aldrig – som også Bo Lidegaard noterer i Politikens omtale af den triste nyhed i Politiken – dogmatisk.

Ser man tilbage på Ole Langes arbejdsliv, blev hans input afgørende på to felter: erhvervshistorien og sportsjournalistikken. Hans afhandlinger om dansk erhvervslivs to store ikoner, C.F. Tietgen og H.N. Andersen, grundlæggere af henholdsvis DFDS, Store Nordiske og Østasiatisk Kompagni, var banebrydende for kritisk dansk historieskrivning. Tietgen-bøgerne fra 1978 og 1980 var hans adgang til titlen som dr.phil., og bøgerne om H.N. Andersen, især hovedværket Den hvide elefant fra 1986, der kom i to oplag, gjorde ham kendt langt ud over det faghistoriske miljø.

Respektløshed over for en hidtil smiskende idolisering af de to erhvervskonger stod i kontrast til hans respekt i omgangen med kilder. Det erkendte selv Carlsbergs galionsfigur og senere formand for Danske Banks bestyrelse, Poul J. Svanholm (der ellers blev pikeret over Langes kontante journalistik om erhvervslivets spidser), i festskriftet Ole Lange – fra kætter til koryfæ (2007).

Bogen udkom, da han som 70-årig gik af som professor ved Center for Virksomhedshistorie under CBS – et institut, som næppe var blevet etableret i 1999 uden Ole Langes forudgående indsats som forsker, og hvor han ud over Tietgen og H.N. Andersen bidrog med værker om rederiet J. Laurizen og B&W-værftets nedture.

Et indtryk af hans metode som bidsk, velskrivende og præcis skildrer af dansk kapitalismes øverste hylde finder man ved at google ’Ole Lange i Information’, hvor man bl.a. kan læse nekrologen over Mærsk McKinney Møller fra 2012, der er et studie i indsigtsfuld, kritisk og polemisk vid, der også anerkender, at Mærsk var en usædvanlig dygtig leder på egne præmisser. Ole Langes seneste indsats i større format var som medforfatter til mammutværket Outze (2010) om Informations grundlægger, skrevet sammen med Alex Frank Larsen.

Slut med medløb

Hans andet vigtige bidrag til samtiden fik han som fornyer af sportsjournalistikken, som han redigerede og skrev i Information i de tidlige 1970’ere. Området havde stort set ligget brak siden Knud Lundberg forlod avisen i 1953, men den stigende sportsinteresse, som kom med fjernsynets gennembrud som primært folkeligt medie, begyndte at udmønte sig på Informations kultursider med kommentarer af Hans-Jørgen Nielsen og redaktionssekretær Per Høyer Hansen.

Den daværende chefredaktør Torben Krogh, der ligeledes plejede en på det tidspunkt stadig intellektuelt illegitim sportsinteresse, tilbød Høyer Hansen jobbet som sportsredaktør. Han afslog og fik besked på, at finde »en, der vil«. Det ville Ole Lange, der også var økonomisk overkommelig for avisen, da han havde akademisk job på fuld tid ved siden af.

Bidragydere til den nye sportsdækning var en perlerække af skribenter som Per Olov Enquist, Torben Ulrich, Jørgen Leth, Hans-Jørgen Nielsen, Claus Bøje og Informations Spaniens-korrespondent, Ebbe Traberg, samt især – og efter en rum tid – Per Høyer Hansen.

Bakket op af Ole Langes ledere og dækning af Wimbledon og OL i München 1972 dannede de skole for den generation af sportsjournalister, der læses i dag. Indtil Information kom på banen, var sportsstof i de øvrige medier styret af en nationalromantisk tilgang, knæsat i 1930’erne af Gunnar Nu Hansen, den mangeårige sportschef i Danmarks Radio – dog med John Idorn og Knud Lundberg som nogle af de få undtagelser, der bekræftede reglen.

Dengang kunne fodboldlandsholdet tabe nok så stort, det havde aldrig spillet dårligt. Den kultur – eller rettere sagt: fravær af journalistisk kultur – blev lavet om i Information. Det hjalp ikke på Ole Langes mildt sagt betingede popularitet i sportspressen, at han også var ude med riven efter kollegers ukritiske medløb eller den renlivede digtning, der huserede i tabloidpressen, som ganske simpelt opfandt fiktive interview med sportsstjerner.

Dagbøder

Fra midten af 1970’erne og til han blev ansat som lektor på Handelshøjskolen i 1980’erne var han ansat på fuld tid som erhvervsmedarbejder på Information, igen med dette konsekvent kritiske blik på stoffet, der også medførte ballade. Således blev han og Cavlingprismodtager Torgny Møller i 1979 idømt dagbøder og en erstatning på 25.001 kroner til Bent Hansen, daværende direktør i Handelsbanken, som Information hævdede var ophavsmand til en avishistorie, der meget kort fortalt reelt førte til den senere lukning af B&W.

Problemet var, at Lange og Møller ikke konkret kunne bevise, at Bent Hansen havde overtrådt bankloven, og hvad Ole Lange lærte af den dom, skrev han om i sin B&W-bog, Juvelen, der blev til skrot: »Sagen kom ikke til at skade os som journalister, tværtimod (men var) professionelt en grusom salve for både en journalist og en historiker. Og derfor taget med her – som advarsel. Selvom andenhåndsviden kan være korrekt og førstehåndsviden forkert.«

Også selvkritik boede i denne person, hvis mest iøjnefaldende karaktertræk i grunden var, at han var helt og aldeles uden svig. Ole Lange efterlader sin hustru, Else Lange, tre børn og otte børnebørn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Ethelfeld
  • Oluf Husted
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • jørgen djørup
  • Peter Andreasen
  • Ejvind Larsen
  • Holger Madsen
  • Poul Erik Pedersen
  • Henrik Brøndum
Torben Ethelfeld, Oluf Husted, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, jørgen djørup, Peter Andreasen, Ejvind Larsen, Holger Madsen, Poul Erik Pedersen og Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lillie Andersen

Ole Lange var en fremragende underviser på Historisk Institut, Københavns Universitet, hvor jeg var heldig at studere på hans hold i 1976-77. Han var altid enormt godt forberedt og forventede tilsvarende fra de studerende, at de var engagerede og kritiske. Et forbillede for alle os historiestuderende.