Læsetid: 8 min.

’Opgøret med reformpædagogikken er sat på pause’

Et stort anlagt forskningsprojekt, der skulle dokumentere positive effekter af målrettede læringsindsatser i børnehaven, slog fejl, og i regeringens udspil til en ny læreplan for dagtilbuddene er det skrevet ind, at ’leg’ har værdi i sig selv. Vinden er vendt i den ideologiske kamp om landets dagtilbud, mener flere forskere
Efter en lang årrække, hvor børn skal lære mest muligt, mens de er i dagtilbud, skal der fremover være mere plads til leg for legens skyld, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K). »Vi har valgt at gå den modsatte vej og kigge på, om der var nogle dokumentationskrav, vi kunne skære væk,« siger hun.

Efter en lang årrække, hvor børn skal lære mest muligt, mens de er i dagtilbud, skal der fremover være mere plads til leg for legens skyld, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K). »Vi har valgt at gå den modsatte vej og kigge på, om der var nogle dokumentationskrav, vi kunne skære væk,« siger hun.

Anders Rye Skjoldjensen

13. november 2017

Skal børnehaven alene danne ramme om det gode børneliv med fokus på leg og trivsel, eller bør pædagogerne arbejde målrettet på, at børnene lærer mest muligt, mens de er i dagtilbud?

Daginstitutionerne har været en ideologisk kampplads lige så længe, som velfærdsstaten har eksisteret.

Først måtte den autoritative pædagogik vige for den reformpædagogiske forestilling om, at fri leg og børnenes egne indfald skulle være udgangspunkt for hverdagen i børnehaven. De seneste 20 år har et nyt opgør været undervejs. Et opgør med opgøret. Debatten har kredset om, at børn skal lære mere i børnehaven, og pædagogerne måtte sætte ind med læringsforløb og fokuserede indsatser, der sikrer, at børn klædes sprogligt, motorisk og socialt på til skolestart.

Men i øjeblikket svinger pendulet igen mod den skandinaviske reformpædagogik, vurderer lektor ved Professionshøjskolen UCC, Christian Aabro.

Han mener, at der inden for det seneste år er sket to ting, der bryder med årtiers tendens mod at indføre mere systematiske læringsforløb i dagtilbuddene.

Den ene er, at det stort anlagte forskningsprojekt Fremtidens Dagtilbud aflagde rapport i sommer. Konsulentfirmaet Rambøll, der var tovholder på projektet, kunne efter fire års arbejde, der havde involveret 14 kommuner og mere end 10.000 børn, ikke dokumentere, at en målrettet læringsindsats havde haft en positiv effekt på børnehavebørns kompetencer.

Den anden er, at regeringen har fremlagt et udspil til en ny læreplan for dagtilbudsområdet – den er for tiden under behandling i Folketinget. I udspillet er værdien af ’leg’ skrevet tydeligt ind, ligesom læreplanen ikke indeholder nogle konkrete anvisninger – eller pædagogiske koncepter – som dagtilbuddene skal implementere for at sikre bedre læring.

»Den nye læreplan handler ikke om at måle og optimere konkrete indikatorer for det enkelte barns udvikling. Den handler tværtimod om gode miljøer, meget brede læringsmål og legen som noget, der har værdi i sig selv,« vurderer Christian Aabro.

’Åh nej’

Siden den daværende VK-regering i 2004 indførte en række overordnede mål for børns læring i daginstitutionerne – de såkaldte læreplaner – har pædagogernes fagforening BUPL og flere pædagogiske forskere ellers advaret om, at det gode børneliv var truet af en tiltagende tendens mod dokumentation, optimering og indførelsen af pædagogiske koncepter.

I 2016 beklagede BUPL’s forkvinde Elisa Bergmann sig eksempelvis i Berlingske over, at »konkurrencestaten bliver presset ned over børnene. Leg skal have et formål, og det at rode rundt i en sandkasse er ikke længere nok«.

Christian Aabro fortæller da også, at mange blandt dem, han beskriver som »kvalitativt indstillede forskere i pædagogik«, gøs, da daværende børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i begyndelsen af 2016 erklærede, at ministeriet ville udarbejde nye læringsplaner.

»Åh nej, tænkte jeg. Nu får vi endnu strammere styring og mere snævre mål for børnenes udvikling,« fortæller Christian Aabro.

»For få år siden virkede det helt oplagt, at man ville bevæge sig i retning af mere ’skolificering’. Men læreplanen er faktisk endt sådan, at opgøret med den reformpædagogiske børnehavetradition er sat på pause.«

Ingen målstyring

Børnehavebørn er ikke elever og skal ikke sidde og arbejde med tal og bogstaver. Det mener børne- og socialminister Mai Mercado (K). Og med den nye læreplan har man endegyldigt forladt tanken om dagtilbuddene som ’førskoler’, vurderer hun.

»Nu fokuserer vi i stedet på, hvordan leg og læring kan understøtte hinanden,« siger Mai Mercado.

»Der er noget meget fint i den måde, danske dagtilbud er stykket sammen på. Vi har ikke været interesserede i at målstyre mere konkret. Vi har valgt at gå den modsatte vej og kigge på, om der var nogle dokumentationskrav, vi kunne skære væk,« siger ministeren.

Mai Mercado afviser, at der en direkte sammenhæng mellem resultaterne af Fremtidens Dagtilbud og den nye læreplans udformning.

Under arbejdet med at forberede læreplanen har de fejl, der blev begået i forbindelse med folkeskolereformen, været en gennemgående reference, fortæller ministeren. Derfor har hun haft fokus på at inddrage aktører fra hele sektoren i arbejdsgrupper, der skulle komme med anbefalinger til læreplanen.

Forsknings- og udviklingschef for professionshøjskolen VIA, Andreas Rasch-Christensen, var faglig leder for en af arbejdsgrupperne. Han mener, at den ny læreplan skal ses som udtryk for, at det generelle syn på, hvordan man sikrer det bedste læringsmiljø, har ændret sig de senere år.

Det skyldes dels, at den udbredte målstyring på baggrund af nationale tests har skabt overraskende store udfordringer på skoleområdet. Og dels at der i forskningen ved er at brede sig en erkendelse af, at det er vanskeligt at udvikle evidensbaserede læringsforløb, man kan implementere i alle landets tilbud, forklarer Andreas Rasch-Christensen.

»Det er vigtigt at understøtte børns læring, udvikling og dannelse tidligt, ligesom det er vigtigt, at børn får lov til at lege frit uden, at det sigter mod noget bestemt. Den nye læreplan rummer begge ting. Dagtilbuddene bør ikke arbejde ud fra evidensbaserede koncepter og metoder, men mange forskellige tilgange.«

Fremtidens Dagtilbud

I 2013, da den daværende børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) lancerede Fremtidens Dagtilbud var klimaet et andet. Forskningsprojektet fik netop til opgave at afprøve en række læringsforløb og pædagogiske koncepter for at dokumentere, at en systematisk læringsindsats har en målbar effekt på børns kompetencer.

Konsulentfirmaet Rambøll fik 25 millioner kroner til opgaven, et uhørt stort budget for statsfinansieret forskning på området.

Forskningsprojektet blev kritiseret i starten af 2016, da TV 2 bragte videoklip af en fireårig pige, der var ved at blive testet som et led i Fremtidens Dagtilbud. Pigen var tydeligt utilpas ved den eksamenslignende situation.

Fremtidens Dagtilbud var et forsøg på at finde nogle greb, man kunne vise, havde haft en målbar effekt, og så implementere dem bredt i landets daginstitutioner, vurderer Andreas Rasch-Christensen. Men da Rambølls rapport udkom i sommer, lød konklusionen, at det ikke var lykkedes at finde metoder, der målbart havde hævet børnenes kompetencer.

»Man kunne ikke sige, at de her målrettede læringsforløb har en positiv effekt på børns udvikling,« vurderer Andreas Rasch-Christensen.

Handler om social arv

Undersøgelser har vist, at den sociale arv manifesterer sig meget tidligt. Allerede ved skolestart er der stor forskel på børns evner inden for områder som sprog, matematik og sociale kompetencer, hvilket er afhængigt af deres sociale baggrund. Det har været et af argumenterne for at indføre mere fokuserede og evidensbaserede læringsforløb i dagtilbuddene. Og det var også et centralt aspekt i opdraget til Fremtidens Dagtilbud.

Dorthe Bleses er professor ved Aarhus Universitet og har arbejdet på Fremtidens Dagtilbud. Hun erkender, at man ikke fandt markante, positive effekter af den samlede indsats i projektet, men påpeger, at der var tegn på, at små gruppeaktiviteter styrkede børnenes evner. Derfor er det vigtigt, at resultaterne af Fremtidens Dagtilbud ikke gøres til et argument for helt at forlade bestræbelserne om at udvikle evidensbaserede redskaber til at fremme børns kompetencer.

»Der er 10.000 børn i Danmark, der har så lave kompetencer, når de når skolestart, at de allerede er to år bagud i forhold til landsgennemsnittet. Vi skylder de børn at finde metoder til at gøre det bedre,« siger Dorthe Bleses.

Direktør for VIVE (fhv. SFI), Agi Csonka, er enig. Middelklassens børn får deres læring understøttet hjemmefra, hvor forældrene læser højt for dem og lærer dem remser. Andre børn er afhængige af, at deres udvikling bliver stimuleret i daginstitutionen.

»Vi har ikke fundet de vises sten. Slet ikke når det handler om, hvordan man bekæmper uligheden i børns chancer i dagtilbuddene. Men hvis vi opgiver at arbejde systematisk og have læring i fokus, så lader man børn fra socialt svage hjem i stikken,« siger hun.

Lektor Christian Aabro deler bekymringen for den negative sociale arv. Spørgsmålet er, hvordan man bedst håndterer problemet.

»Tilgangen med at screene og udskille de svage børn for at målrette særlige indsatser til dem har vist sig at skyde forbi målet. Børn – særligt socialt udsatte børn – har i første omgang brug for at føle sig som en del af et fællesskab og blive mødt af faglige og omsorgsfulde pædagoger, som ser det hele barn.«

’Tofrontskrig’

Rektor på professionshøjskolen Metropol og tidligere medlem af formandskabet i Rådet for Børns Læring, Stefan Hermann, vurderer, at der undertiden mangler nuancer i debatten om dagtilbuddene. Ligesom på skoleområdet ender diskussionen hurtig i en tofrontskrig, der ikke er særlig frugtbar.

»Økonomerne og evidenstrangen er for længst ankommet til dagtilbudsområdet – altså i grov forstand den position, at vi må gøre det, der virker, og at det væsentlige kan måles. Og i den optik er ’det, der virker’ navnligt arbejdet med børnenes sproglige kompetencer fulgt op af deres performance i skolen,« indleder han.

»Men hvis man tror, at der kommer en gylden metode baseret på nærmest naturvidenskabelig evidens for, hvordan man bedst fremmer børns udvikling, venter man ikke alene på det forkerte tog. Så står man på den forkerte perron.«

Men det er ikke et argument for, at man ikke med fordel kan arbejde systematisk med børns læring og udvikling, understreger Stefan Hermann. Nok har forskningsprojekter som Fremtidens Dagtilbud, der fokuserer på rigide tests og standardiserede læringsforløb, næppe leveret de rigtige svar på dagtilbuddenes problemer. Men de stiller ofte de rigtige spørgsmål:

»Hvordan fremmer vi pædagogernes arbejde med at fremme børns udvikling? Med deres sprog, deres kulturelle udtryk, deres sundhed, deres bevægelser, deres forhold til naturen og deres forhold til hinanden?« spørger Stefan Hermann.

Der er en tendens til, at alle der stiller disse spørgsmål, bliver forkastet som onde djøf’ere, der vil implementere et rigidt evidensregime, siger rektoren.

Men at pædagogernes arbejde bliver professionaliseret, og de reflekterer mere systematisk over, hvordan deres arbejde bidrager til børns udvikling, er ikke ensbetydende med, at børnehaverne erstattes af ’førskoler’, eller at børn ikke må lege frit.

Og den manglende skelnen bidrager til, at debatten på området ofte ender som en udveksling mellem to yderpositioner, der står stejlt over for hinanden.

’Førskolen’ politisk svækket

Dem, der argumenterer for evidensbaserede og målrettede læringsforløb i børnehaverne står på godt og ondt svagere i den offentlige debat end for få år siden, vurderer Stefan Hermann.

»Et godt stykke ad vejen er ’førskole’-positionen delegitimeret politisk. Men den stortrives blandt bureaukrater og i store dele af forskningen,« siger han.

Men nye, troværdige svar på, hvor man løser problemerne på området, er ikke trådt i stedet for, forklarer rektoren. Og det er et problem. Der er nemlig store perspektiver i at udvikle og professionalisere pædagogernes arbejdet i dagtilbuddene yderligere, forstået på den måde, at pædagogerne bør udvikle stærke, kollektive normer og refleksioner, som kan komme til udtryk i hverdagen i børnehaverne, mener Stefan Hermann. Hvis ikke denne »indre modernisering« lykkes, vil der komme en »ydre modernisering«.

»En ydre modernisering vil betyde enten mere stat eller mere marked. Mere styring eller frit valg mellem forskellige typer dagtilbud. Det ene fører til demotivering og bureaukrati, og det andet fører til mere social polarisering. Sådan firkantet sagt,« siger rektoren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • David Zennaro
  • lars søgaard-jensen
  • Eva Schwanenflügel
Torben K L Jensen, David Zennaro, lars søgaard-jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

En af grundene til at indføre læreplaner i daginstitutionerne var, at børnene skulle så tidligt som muligt i henholdsvis børnehave fra vuggestue, og skole fra børnehave. Derved sparede man en masse penge, ligesom man gjorde, da 'heldagsskolen' overtog fra de dyrere Fritidshjem og SFO'er.
Teorien var, at man så at sige kunne fremskynde børns modning og udvikling ved at fokusere konkret på læringsmål.
Dermed blev den frie leg trængt i baggrunden, til fordel for en 'skolificering, der i visse tilfælde tog så meget overhånd, at pædagogerne brugte usandsynlig megen tid på at dokumentere alt ned i det mikroskopiske, uden at det blev læst eller brugt til nogetsomhelst. Der blev hverken fulgt op på om det virkede efter hensigten, eller internt evalueret i personalet. Imens blev børnene udsat for det ene eksperiment efter det andet, i skoleforberedelsens navn.
Men heldigvis er det nu bevist, at effekten af læringsmålene udeblev. Man kan ikke tvangsmodne børn. Og heldigvis for det !

Estermarie Mandelquist, Trond Meiring, ib jensen, Anders Reinholdt, Jørn Andersen, Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, Vibeke Hansen, lars søgaard-jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Man kan nu engang ikke digitalisere et analogt menneske - alle vores sanser er analoge og man får ganske simpelt ikke alle nuancer med. Og man kan så spørge : Hvad har det med børn at gøre?
Det har det for så vidt at nogle tror at mega-data og værktøjer til undersøgelse af dem er vejen til evidens. Altså : Man sætter et mål - finder netop det værktøj der passer til den nål i høstakken der bekræfter målet og det til et barn der er under udvikling. Det er ikke bare den forkerte perron - det er det forkerte land og kultur. Det er sindssygt ikke at slippe børns nysgerrighed og tillid fri inden de bliver djøfficeret af nogle økonomer der tror man kan spare sig til lærdom og indsigt.

Estermarie Mandelquist, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, ib jensen, Jørn Andersen, Carsten Munk, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, Vibeke Hansen, Lise Lotte Rahbek og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar
lars søgaard-jensen

Ja Eva du har ret - men du glemmer at hensigtetn også var at de unge mennesker så hurtigt som muligt skulle/skal ud på arbejdsmarkedet for at producere og betale skat til samfundet (men helst så lidt som muligt).
Altså en spareøvelse som du beskriver men også hvad jeg vil kalde en udbytningsøvelse.
"De nye små tandhjul i samfundet skal produceres så hurtigt som muligt - og man accpeterer gerne discountmodellen".

Nana Mercier, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Steffen Gliese, Vibeke Hansen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Finansministeriet burde hedde Bjørnetjenesten.

Nana Mercier, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Carsten Munk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er løgn og latin - set fra en pædagogs hverdag - at den politiske overvågning og intensivering af, hvad børn skal have ud af deres liv i daginstitutionerne, er sat på pause!
Konstant er pædagoger i gang med sprogtest, med TOPI-test -med motoriske tests - fordi børn og det miljø, de lever i ( læs: familie- og daginstitutionsmiljø) udgør risikosituationer og risikofaktorer for et kommende pletfrit liv.
Som pædagog er jeg således sat til nonstop at monitorere børnene og miljøet, -for lige så kontinuerligt at regulere og justere på disse, så risikofaktorer minimeres, og ALLE børns motoriske evner, deres sprog, socialitet og intelligens bringes på samme optimale kurs.
Der er INTET tilbage af reformpædagogikkens ambition om at danne kritisk tænkende små nye samfundsmennesker! Der er INTET tilbage af ideen om, at livet - bare fordi det er skønt og ikke nødvendigvis fører til noget somhelst - har en værdi i sig selv...

Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Jørn Andersen, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

lars søgaard-jensen, du har fuldstændig ret i dit tillæg til min kommentar, men jeg mente nu, at det var implicit, at jeg også hentydede til det samme. Men tak for pointen :-)

Eva Schwanenflügel

Nana Mercier, det tager nok et årti, før den nye kurs slår igennem - hvis den nogensinde gør?
I mellemtiden må pædagogerne bare slavisk indordne sig det djøf-regime, der er blevet trukket ned over fagligheden :-(

Det er et meget beklageligt syn på forskning, der demonstreres i overskriften.
"Forskningen", hvilket vel skal forståes som en søgen efter indsigt, slår ikke fejl fordi den når frem til et resultat, der ikke passer til din hypotese.
Du tager ikke fejl, fordi opstiller en teori og det gennem forskning viser sig, at den ikke holder. Du gør faktisk et godt stykke arbejde, selv om du nok ikke får nogen stor erkendelse for det.
Fejlen kommer først, hvis du på trods af din erkendelse holder fast i din overbevisning.

Ud over mine tidligere kommentarer, så er min STORE anke, at INGEN forskere og politikere i artiklen nævner normeringerne!
Kvalitet i den pædagogiske opgave hænger, ud over uddannelsesniveauet, sammen med de ressourcer, pædagoger har at gøre godt med. Man kan IKKE, som dagtilbudsloven tilskriver, understøtte 22 børnehavebørns trivsel og udvikling, når man gennemsnitligt er to pædagoger til en sådan børnegruppe!
Og pædagogen kan ikke, som man forestiller sig det på det politiske tegnebord, skabe bare et minimum af den stemning og ro, som er nødvendig for at børn udvikler sig og trives, hvis samme pædagog samtidig skal løbe rundt og udpeger de såkaldte udsatte børn, de svage børn, de børn som kommer i skole med for dårlige kundskaber - for at docere sine pædagogiske ressourcer specielt til disse. Sådan fungere ligeværdigt samvær mellem børn og voksne simpelthen ikke....
Derfor må jeg sige, at hvis pædagogerne skal med i denne kvalitetsdiskussion, så må vi insisterere på, at normeringsspørgsmålet inddrages.
Venlig hilsen Danielle Mercier

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Estermarie Mandelquist og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar