Peter Aalbæk om smæk i numsen: Jeg hjælper dansk film ved at give de unge et solidt psykisk beredskab

Det er ingen hemmelighed, at de unge såkaldte småtter på filmproduktionsselskabet Zentropa kan vælge mellem at muge ud på en gård i Herfølge eller få smæk af Peter Aalbæk Jensen, når de har begået en fejl, at han godt kan slå til, og at han har uddelegeret afstrafningen af de unge fyre til en homoseksuel fastansat mand.

»Ja, ja, det er helt korrekt,« siger han, da Information ringer til ham.

For ham skal smækket som afstrafning ses i kontekst af, at Zentropa helt bevidst profilerer sig selv som et »absurd teater«, og at de unge mennesker skal lære at komme ud af den komfortzone, som mange af dem i Aalbæks øjne befinder sig i. Den duer nemlig slet ikke, når man skal indspille en god film under umulige forhold.

»Står du i et jordskred i Burma eller en optagesituation i Centralafrika, hvor du dybest set må blæse på alle regler for at få lov til at filme, så skal du have et solidt psykisk beredskab. Og det psykiske beredskab kommer de unge mennesker ikke med. Så det hjælper jeg dansk film med at give dem,« siger Peter Aalbæk.

I hans øjne ligger smækket i »spasafdelingen«. Og så bruger han det til at teste, om de unge mennesker er klar til at tage nogle valg, som er »absurde«.

»De kan så vælge mellem den nemme løsning, som er tre hurtige smæk i røven, der er overstået på 40 sekunder, eller den moralsk korrekte, men strabadserende løsning, som er at køre to timer til Herfølge og muge ud,« fortæller han. Han synes, at det er »sindssygt stærkt«, når en småtte nægter at stille op til »løjerne« og få smæk og i stedet vælger at muge ud.

»Når de træffer det valg, så bliver jeg nærmest stolt af dem,« siger han.

– Jeg kan godt se, hvordan man potentielt kan blive bedre til at lave film af at komme i nogle tidspressede eller ekstreme arbejdsmæssige situationer. Men hvordan bliver man bedre til at lave film af at få smæk af sin chef?

»Det handler om valget mellem arbejdsopgaven eller smæk. Jeg synes, at det er nødvendig for deres professionelle virke og modningsproces, at de står med sådanne dilemmaer.«

– Du forklarer det som et frit valg mellem at muge ud og få smæk. Men er det ikke snarere et psykologisk spil, hvor du giver dem to ydmygende muligheder?

»Det er det også. Men det er et dilemma, og det er interessant for dem at finde ud af, hvad de gør ved det.«

– Er det meningen, at smæk skal være ydmygende?

»Det skal være tangerende grænseoverskridende for dem, ja.«

– Så det skal være ydmygende?

»Du må spørge dem selv, hvad de synes, det er. Men jeg er da nærmest stolt, hvis de vælger at muge ud i dueslaget i stedet for. Det må jeg sige.«

Et forkert valg

Information har været i kontakt med tidligere småtter, der beretter, at nogle nye, unge ansatte ikke tør at sige fra over for Peter Aalbæk Jensens smæk samt en enkelt, der syntes, at det var ubehageligt og ydmygende at blive straffet ved at blive slået i bagdelen.

Men det ændrer ikke noget for Peter Aalbæk, at der findes småtter, som ikke synes, at det er sjovt at få smæk. For ham er det nemlig helt centralt, at småtterne har haft valget om at muge ud i stedet.

»Jeg har ikke nogen pervers fornøjelse af at nedgøre nogen. Men jeg har en ekstrem fornøjelse af at rokere på deres grænser,« siger Peter Aalbæk og tilføjer, at det handler om at pille folk ned og derefter bygge dem op, så de i sidste ende tør at stå i opposition til ham.

Samtidig fortæller han, at han udmærket kan huske, hvem der ikke kan tåle at blive kysset på munden og smækket af ham, og hvem der godt kan tåle det.

– Hvordan ved du det?

»Det kan jeg mærke på deres reaktion eller deres kropssprog. Og så siger nogle af dem også nej tak.«

– Men alligevel er der en tidligere småtte, der beretter, at hun har fået smæk og syntes, at det var ydmygende og ubehageligt. Andre småtter siger, at de har talt med flere, der har det sådan. Så det er åbenbart ikke alle, du kan fornemme det på. Får det dig til at overveje at stoppe?

»Jeg vil sige, at jeg synes, de skal skynde sig at vælge løsningen med at muge ud en anden gang. De har jo alle personligt taget stilling til det inden. Det kan godt være, at de så synes, at de tog et forkert valg, som de siden har fortrudt, og så har de jo så lært det. Det er vel også et slags voksenheds- eller duelighedstegn,« siger Peter Aalbæk, der er overbevist om, at han er elsket af mange nuværende og tidligere medarbejdere, som han har et »sindssygt kærlighedsfuldt forhold til«.

’Den helvedes store forskel’

Da Peter Aalbæk stiftede Zentropa i 1992, fortæller han, kunne man kun komme ind i filmbranchen, hvis man var nevø af en eller anden stor kultur- eller mediepersonlighed.

Det blev derfor Peter Aalbæks mission at bane vejen for andre typer af mennesker. Af den grund har det altid været forbudt at være fra whiskybæltet som småtte, og man kommer øverst i ansøgningsbunken, hvis man kommer fra Jylland, forklarer han.

– Kan du se noget problematisk i, at du – som magtfuld filmproducer og chef – stiller unge håbefulde mennesker, som gerne vil imponere dig, over for disse valg?

»Ingen bliver jo fyret for at sige fra. De får valget. Men det er jo ikke det samme som, at jeg terroriserer folk,« siger Peter Aalbæk, der nogle gange kan mærke på en småtte, at vedkommende er »for skrøbelig« og derved ikke stiller dem valget om at muge ud eller få smæk.

Adspurgt om, hvor grænsen for, hvad man kan bede sine medarbejdere om, ligger, svarer Peter Aalbæk, at han aldrig kunne finde på at bede om seksuelle ydelser fra en medarbejder og for eksempel stille en ansættelseskontrakt på højkant i bytte for sex.

»Det siger mig intet. Det er simpelthen for risikabelt at dyrke seksuelt samkvem med en medarbejder.«

Deri ligger også den store moralske forskel på, hvad Hollywood-produceren Harvey Weinstein er blevet anklaget for, og hvad Peter Aalbæk gør på Zentropa.

»Det andet er fuldstændig modbydeligt. Jeg tror, jeg ville blive impotent af det. Næsten lige meget, hvor skidefuld jeg havde været, ville jeg ikke være i nærheden af at bytte sex for ansættelse. Det er den helvedes store forskel.«