Gennem den halvanden time lange paneldebat sidder gymnasieeleverne roligt og lytter til kandidaternes holdninger. Indtil Poul V. Jensen fra Nye Borgerlige tager mikrofonen og begynder at tale om flygtninge.
»Jeg er ikke lige så begejstret for flygtninge som de fleste her ved bordet. Danmark er under et økonomisk og kulturelt pres af tilstrømningen udefra, og derfor så jeg gerne, at vi i kommunen selv kunne bestemme, hvor mange vi overhovedet vil tage imod,« siger Nye Borgerliges spidskandidat i Gentofte Kommune.
Og så begynder uroen i salen at brede sig.
Der lyder hvisken hist og her. Enkelte fnyser.
Omkring 400 elever fra Aurehøj Gymnasium i Gentofte sidder i skolens gymnastiksal og lytter til den igangværende paneldebat. Mellem sandwicher og Faxe Kondi, skolebladet Snuden og basketballkurve i loftet prøver kandidaterne til det kommende kommunalvalg at overbevise de unge om, at de skal sætte krydset hos dem.
På trods af murren i krogene fortsætter Poul V. Jensen ufortrødent.
»I det omfang vi skal modtage flygtninge, så håndterer vi det bedst med fleksible løsninger. Det kan for eksempel være ved at indkvartere dem i containerboliger.«
Hver gang de øvrige otte politiske kandidater har sagt noget, har gymnasieeleverne klappet og hujet. Men da Poul V. Jensen runder sin tale af, fyldes rummet med stilhed. Det hænger sammen med, at Aurehøj er et venstreorienteret gymnasium, forklarer en af de unge tilhørere, Katinka Langdahl-Frederiksen.
»Det er helt klart ikke hans publikum. Ligegyldigt hvordan han havde fremlagt sin holdning til flygtninge, så var den ikke blevet taget vel imod,« siger den 16-årige gymnasieelev.
Men det er ikke bare på det musikglade Aurehøj Gymnasium, at de yngre generationer svigter Nye Borgerlige. Kun 0,5 procent af de unge mellem 18 og 24 år vil stemme på partiet, viste en analyse foretaget af professor Kasper Møller Hansen for Altinget tidligere på året. Og til skolevalget i Gentofte Kommune stemte kun 0,9 procent af eleverne i folkeskolens ældste klasser på Nye Borgerlige.
Poul V. Jensen regner da heller ikke med at hente mange stemmer på gymnasiet.
»Vores politik på udlændingeområdet er mere rettet mod det voksne segment. Den er vanskelig at oversætte til de unge,« erkender Poul V. Jensen.
»Måske det havde været taktisk smart at holde igen med nogle af mine holdninger. Men jeg vil hellere tone rent flag og fortælle, hvad jeg står for, så de unge ved, hvad de får, hvis de stemmer på mig,« siger han.

Nye Borgerliges kandidat i Gentofte, Poul V. Jensen, regner ikke med at hente mange stemmer på gymnasiet: »Vores politik på udlændingeområdet er mere rettet mod det voksne segment. Den er vanskelig at oversætte til de unge,« siger han
Under debatten fremhæver Nye Borgerlige-politikeren også sine ambitioner om at forenkle administrationen og mindske bureaukratiet i kommunen. Det er budskaber, som kan være svære at få til at virke appellerende på de unge, men det var nu ikke kun Poul V. Jensen, der havde det problem, mener 18-årige Anna Cecilie Beck.
»Politikerne var generelt ikke gode til at ramme vores segment. De burde have fedtet lidt mere for os,« siger hun med et smil.
Nogle af kandidaterne forsøgte ellers. Med snak om musikbunkeren på Jægersborg Allé, om nye ungdomsboliger og om psykologhjælp til pressede gymnasieelever. Og Nye Borgerlige-spidskandidaten foreslog da også at oprette et ungeråd:
»Vi skal give jer det økonomiske ansvar for de midler, der er tildelt ungeområdet, så det er jer, der er med til at finde ud af, hvor pengene skal gå hen.«
Engagerede unge
Mens debatten ruller, sidder enkelte af de unge og scroller igennem deres facebook-væg. Andre sender selfies på Snapchat. Men hovedparten lytter interesseret og pifter, når de hører noget, de er enige i. Og flere af de unge vil gerne stille spørgsmål til de lokale politikere.
De unges engagement i kommunalpolitik er ellers svær at spore i deres valgdeltagelse. De stemmer i mindre grad end de ældre generationer, og en undersøgelse fra juni i år, som Kommunernes Landsforening har foretaget, viste, at det kun er 42 procent af de unge, som »helt sikkert« vil stemme til kommunalvalget. Til sammenligning er det 82 procent af de 65-74-årige.
»Mange af mine venner har ikke sat sig ind i, hvilket parti de vil stemme på, og derfor foretrækker de helt at undlade at stemme frem for at sætte kryds ved et parti, som de senere fortryder,« siger Anna Cecilie Beck, der også fortæller, at hun tit får at vide, at hun skal stoppe med at snakke politik, hvis hun begynder på det i frokostpausen.
En anden gymnasieelev, Katinka Langdahl-Frederiksen, er også meget interesseret i politik og deltager aktivt i et ungdomsparti. Men hun tror, at mange af hendes kammerater har svært ved at se, at kommunalpolitik er relevant for dem:
»Politikerne fra valgplakaterne er forholdsvis ukendte mennesker. Det er ikke dem, vi ser, når vi slår over på TV 2 News om aftenen. Og så er kommunalpolitik i det hele taget for abstrakt og for langt væk for os unge til, at vi gør det til et samtaleemne. Det er for usexet.«
Hverken Anna Cecilie Beck eller Katinka Langdahl-Frederiksen kunne forestille sig at stemme på Poul V. Jensen.
»Jeg bryder mig ikke om hans måde at se på dansk kultur. Han putter alle folk i en kasse og siger, at vi er danske, og det er der ikke andre, der kan være. Især i en ressourcestærk kommune som Gentofte skal vi tage imod flygtninge med åbne arme i stedet for at ekskludere dem, bare fordi nogen mener, de ikke er danske,« siger Anna Cecilie Beck.
Jacob Wæver, der er 19 år gammel, står også af over for Nye Borgerliges integrationspolitik. Han har planer om at stemme på Enhedslisten, men han er heller ikke helt afvisende over for Alternativet.
Selvom opbakningen til Poul V. Jensen er lav blandt de unge, så fortryder Nye Borgerlige-kandidaten ikke, at han deltog i arrangementet. I løbet af valgkampen deltager han også i paneldebatter på Gl. Hellerup Gymnasium og Øregård Gymnasium.
»Når jeg har valgt at stille op, så ser jeg det også som en forpligtigelse at deltage i sådanne arrangementer, så jeg giver mig til kende. Hvis folk ikke ved, hvad jeg står for, kan jeg ikke forvente, at de stemmer på mig. Men hvis det er, fordi de er uenige, så må det jo bare være sådan. Det er vilkårene i et demokrati,« slutter han, inden han følges ud sammen med Enhedslistens spidskandidat, Jeanne Toxværd, som i dag har tilbudt ham et lift hjem.
De nye på stemmesedlen
Du ser det allerede i navnene: De ønsker at forandre det eksisterende. Gøre op med traditioner og indgroede vaner. Det ene parti vil vise vælgerne en ny vej til borgerlig politik. Det er de Nye Borgerlige. Det andet parti vil skabe en venlig revolution af den politiske kultur, vi kender. Det er Alternativet.
De to partier har det til fælles, at de er uprøvede i kommunalpolitik. Nye Borgerlige er to år gammelt. Alternativet er fire. Så har de overhovedet nået at få græsrødderne på plads med flyere og valgplakater? Kan de stå prøven i politiske diskussioner om den lokale skole og de ældre på plejehjemmet?
Information tager til Gentofte Kommune for at følge partiernes spidskandidater, Poul V. Jensen og Jens Henrik Wiene, gennem valgkampen.
Seneste artikler
De nye partier får kun få mandater til kommunalvalget – i Gentofte er der spænding til det sidste
23. november 2017Det var afgørelsens time for Alternativet og Nye Borgerliges spidskandidater i Gentofte Kommune. På landsplan fik de nye partier ikke mange pladser i byrådene, men valgforsker vurderer, at partierne har klaret sig godt – for det er svært at være et nyt parti i lokalpolitikDe nye partiers første tv-debat: ’Det gælder om at være spontan. Og det er jeg ikke så trænet i’
20. november 2017Nye Borgerlige og Alternativet skulle for alvor stå deres prøve, da TV2 Lorry sendte live fra valgdebatten mellem de opstillede partier i Gentofte Kommune. Nye Borgerliges spidskandidat i kommunen kunne godt mærke nerverne, inden han skulle på. I Alternativet havde kandidaterne besluttet, at nummer tre på listen tog debatten i stedet for spidskandidatenAlternativet jagter vælgere foran Irma, mens Nye Borgerlige lokker med pandekager og Pernille Vermund
17. november 2017Alternativet og Nye Borgerliges spidskandidater er på gaden i Gentofte for at møde potentielle vælgere, bevæbnet med hjemmedesignede flyers og pandekager. På landsplan får de nye partier flest stemmer fra henholdsvis Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti
Som Gentofte-borger og Aurehøj'er synes jeg altså ærligt talt ikke Aurehøj er særlig repræsentativt for Gentofte Kommune. I bliver også nødt til at se debatterne på et mere højreorienteret gymnasium såsom Øregaard eller Gml. Hellerup hvis i skal belyse unge Gentofte-borgeres politiske tilhørsforhold. Jeg er overbevist om at majoriteten af såvel unge som ældre i Gentofte stemmer på vores ærværdige bykonge Hans Toft (K).