I oktober stod etiopieren Desbele i sit stiveste puds i Aalborg Lufthavn og ventede og ventede. Efter han selv havde fået asyl i Danmark, havde han også fået tilladelse til familiesammenføring, og nu var dagen endelig kommet, hvor han skulle gense sin kone og to børn efter flere års adskillelse.
Som flygtning i Danmark er Desbele på integrationsydelse, så på linje med mange andre flygtninge har han måttet låne mange tusinde kroner af familie og bekendte for at kunne betale for hustruens og børnenes flybilletter.
Det var tidligere en udgift, som den danske stat påtog sig, men i forbindelse med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) stramning af udlændingeloven med den såkaldte smykkelov vedtaget i januar 2016 blev den ordning afskaffet administrativt.
»Regeringen finder det rimeligt, at en familie, som ønsker familiesammenføring i Danmark, selv betaler for transporten,« som det hed i ministeriets høringsnotat om lovforslaget.
For Desbele har udgifterne for flybilletter fra Etiopien, hvor hans familie befandt sig, til Aalborg samt de nødvendige rejsedokumenter fra den danske ambassade i Addis Abeba beløbet sig til i alt 16.600 kroner.
Men han har ikke været nødt til at låne alle pengene. Desbele har nemlig modtaget et tilskud fra den private forening Refugees Welcome på 1.000 kroner pr. barn.
Via sin hjemmeside sælger foreningen gavebeviser, så danskere i stedet for traditionelle julegaver eller fødselsdagsgaver kan indbetale et beløb til foreningen, som så bruger midlerne til at yde rejsetilskud.
Foreløbig har foreningen ydet rejsetilskud til flere end 200 børn, oplyser Michala Bendixen fra foreningen, og alene i december er der købt gavebeviser for 26.000 kroner. Alligevel er behovet større end indbetalingerne.
»Vi har for nylig overført 2.000 kroner til Desbele, men vi er nødt til at stoppe lidt op, for der kommer hele tiden flere ansøgninger om støtte end donationer,« fortæller hun.
Hun peger på, at flygtninge på integrationsydelse ikke har mulighed for at tage et banklån. Og da de efter at have betalt husleje typisk vil have omkring 1.500 kroner at leve for om måneden, er mulighederne for selv at spare 15-20.000 kroner op til at få ægtefællen og børnene til Danmark nærmest ikkeeksisterende.
»Mange flygtninge må derfor sætte sig i stor gæld for at blive genforenet med deres familie,« siger hun.
Venligboerne
Også organisationen Venligboerne samler ind og betaler for flybilletter til familiesammenførte flygtninge.
»Vi kører på to forskellige spor. Den ene spor gælder alle, der får familiesammenføring, hvor der er en facebookgruppe med omkring 22.000 medlemmer, der samler ind, og der er edderbroderemig mange, der har fået hjælp. Det andet spor, som jeg selv er mere optaget af, tager sig af at støtte uledsagede mindreårige, der får tilladelse til at få deres forældre og søskende til Danmark,« siger forfatteren Mads Nygaard.
I sin tid var han med til i Hjørring til at stifte den første lokalafdeling af Venligboerne.
Mads Nygaard anede ikke noget om afskaffelsen af den statslige betaling af flybilletter til familiesammenførte, før han i foråret hørte om en 14-årig syrisk dreng, der boede på et center nær Roskilde. Drengen havde fået tilladelse til at få sine forældre herop, hvis han altså vel at mærke kunne skaffe pengene.
»Jeg lagde et opslag ud på Facebook, hvor folk kunne betale via MobilePay, og i løbet af tre timer var der indbetalt omkring 80.000 kroner,« husker Mads Nygaard.
Venligboerne giver ikke kun et tilskud til billetterne, men betaler alle de udgifter, den herboende flygtning måtte have i forbindelse med at få familien til Danmark.
»Vi har foreløbig betalt rub og stub for 17 uledsagede mindreårige. Pengene har vi samlet ind ved bl.a. at sælge billetter til forfatteroplæsninger eller holde auktion over kunstværker, som kunstnere har doneret til det gode formål,« siger Mads Nygaard.
Både til oplæsningerne og kunstauktionerne har de uledsagede mindreårige været til stede, og det har ifølge Mads Nygaard givet en nærhed og en fantastisk oplevelse til deltagerne.
»Det kommer virkelig tæt på i sådan en situation. Efter at have holdt et hav af foredrag er det i øvrigt mit indtryk, at der ikke er mange, der kender til den her stramning af udlændingeloven, selv om den efter min mening er en svinestreg af dimensioner, fordi den udgør en bremseklods af uanede dimensioner for familiesammenføring.«
Sparede knap 15 millioner
Frem til februar 2016, hvor et flertal i Folketinget med et aktstykke i Finansudvalget administrativt afskaffede den danske stats betaling af flybilletter, brugte den danske stat årligt knap 15 millioner kroner på flybilletter til flygtninge, der havde fået tilladelse til familiesammenføring.
I praksis var det FN-organisationen IOM (Den Internationale Organisation for Migration), der siden 1987 havde booket billetterne, hvorefter Danmark refunderede udgifterne.
IOM’s presseafdeling oplyser i en mail til Information, at organisationen i 2013 sørgede for rejser til 529 personer. Året efter var tallet steget til 1.049 personer, og i 2015 var tallet helt oppe på 4.859 personer. I 2016, hvor den danske stats betalinger ophørte i august, sørgede IOM for billetter til 1.711 personer.
Både Amnesty International og Dansk Flygtningehjælp var bekymrede over afskaffelsen af statens betaling. Dansk Flygtningehjælp vurderede således i sit høringssvar til lovforslaget, at der kunne blive tale om så store udgifter for den enkelte familie, at det kunne udgøre »en reel forhindring for familiesammenføring«.
Hvordan det så siden er gået, er der ifølge asylchef Eva Singer fra Dansk Flygtningehjælp ikke rigtig nogen, der har et overblik over.
»Så vi ved ikke, om der er flygtninge, der har fået tilladelse til familiesammenføring, men som på grund af pengemangel har måttet opgive det,« siger hun.
Det er Udlændingestyrelsen, der giver tilladelse til familiesammenføring, men styrelsen har ikke mulighed for at følge med i, om de givne tilladelser også fører til, at familier bliver genforenet, oplyser dens presseafdeling.
Jamen 15 millioner om året er da også en slags penge, når der nu nødvendigvis skal være penge til skattelettelser til de mere trængende millionærer. Det må flygtningene da kunne forstå.
Det er vel bare en afspejling af vore KRISTNE værdier som Støjbjerg giver udtryk for.
De "begærlige" flygtninge, som Støjberg har kaldt dem, skal da bare sætte sig i uoverskuelig gæld - ligesom vi andre med lethed kan, med de skønne reklamer i busser og tog fra diverse åger-firmaer.
Ret skal være ret, de skal sgu ha' det værre end os andre, som også er blevet nedskåret !!!
For det er jo 'migranternes' skyld, at Danmark bliver nødt til at tage fra de fattige og give til skattely-spekulanterne. Not ?!?
Fint initiativ!
Det er nu ikke Støjberg alene, som har indført dette - det stemt igennem i Folketinget.
Mette Poulsen,
Ja, 'smykkeloven' er desværre stemt igennem i Folketinget - gud bedre det !
For alle med lidt historisk hukommelse er denne lov et lavpunkt i lagkagen :-(
Tak for denne artikel. Jeg var ikke bekendt med omtalte indsamlinger. Godt initiativ!
- Det er Udlændingestyrelsen, der giver tilladelse til familiesammenføring, men styrelsen har ikke mulighed for at følge med i, om de givne tilladelser også fører til, at familier bliver genforenet, oplyser dens presseafdeling.
?
gad vide hvordan de fattige flygtningen kom hertil i første omgang? fyrede de mon alle penge af på menneskesmuglere?
den der "smykkelov" gælder bl.a. kontanter som beslaglægges ved ankomst til Danmark, det samme gør sig gældende for en Dansker som kommer på overførselsindkomst - har man formue så skal den bruges først, og derefter kommer overførselsindkomsten i spil.
Imens vil jeg købe en ged i Burkina Faso og døbe den Bimse.
Det lyder som et godt initiativ. Når nu der er stor splittelse blandt danskerne om hvorvidt det er en god idé med flere flygtninge, eller ej. Og faktisk er der jo et flertal af danskere der IKKE synes der skal flere flygtninge/migranter hertil. Så det er helt fint at det mindretal der synes at flere flygtninge/migranter til Danmark er vejen frem, også selv skal til lommerne.
Den praksis er interessant, @Henrik Madsen.
Der var også et flertal af danskerne, der var imod at købe nye F35 kampfly. Det må vel så også være rimeligt, at de der mener det er en god ide at købe flyene, selv kommer til lommerne og betaler hvad de koster?
,Ja det er lavt ikke at give de 15 millioner det koster i flybilletter at få transporteret godkendte familiesammenføringer.
Jeg er nu også noget skuffet over at det nærmest kun er etniske danskere som er forargede, står i spidsen for indsamlinger og ses i medierne. Altså med mindre en journalist selv opsøger en flygtning/udlænding. Med de mange forskellige nationaliteter som er indvandret og flygtet her til Danmark må der også være et stort antal som er velintegreret, som det ville klæde at stå i spidsen for disse indsamlinger. Det er jeg faktisk mere skuffet over end jeg er over regeringen. Hvor er solidariteten?
James Smith,
Ser du aldrig TV eller hører radio?
Der er masser af velintegrerede invandrere og flygtninge der udtaler sig positivt om det danske samfund hver dag. Flere har stillet op til kommunalvalget og er blevet valgt ind.
Vi skal ikke kun fokusere på de negative sider af integrationen. Det er simpelt hen bare for ensidigt ;-)
"Ifølge Verdensbanken blev op mod 10 milliarder kroner i 2006 overført fra indvandrere i Danmark til udlandet."
https://politiken.dk/indland/art4843044/Indvandrere-sender-10-mia.-hjem-...
Tjah, der er åbenbart ikke penge der mangler, men måske som James Smith påpeger, et problem med den indbyrdes solidaritet!
Og idag ser det så endnu "bedre" ud:
"Ifølge rapporten forsørger 200 millioner migrantarbejdere anslået 800 millioner familiemedlemmer rundt omkring i verden.
Den forudsiger samtidig, at en milliard mennesker - hvert syvende menneske i verden - i år enten vil sende eller modtage flere end i alt 450 milliarder dollar - svarende til knap tre billioner kroner."
http://nyheder.tv2.dk/udland/2017-06-15-indvandrere-sender-milliarder-hj...
Eva Schwanenflügel
Helt enig i der er dejligt mange velintegrerede indvandrere og flygtninge.
Jeg ser bare ikke rigtigt jeg kan se mange velintegrerede indvandrere der er aktive mht indsamlingen til flybilletter.
Vi skal ikke kun fokusere på de positive sider af integrationen. Det er simpelt hen bare for ensidigt ;-)
James Smith,
Der er så mange mennesker du aldrig har mødt.
RIGTIG GOD JUL :-)
Jens Bruun: "Tjah, der er åbenbart ikke penge der mangler, men måske som James Smith påpeger, et problem med den indbyrdes solidaritet!"
Det er sjovt, som de samme oplysninger kan fortolkes forskelligt. Jeg ser de mange penge som netop udtryk for solidaritet med de familiemedlemmer, som af forskellige årsager - ofte uden for deres kontrol - er blevet tilbage i det oprindelige hjemland. En i mine øjne prisværdig praksis!
James Smith blot til din orientering: Natasha Hadari har stillet sig i spidsen for indsamlingen. Hun optræder i en lille film fra Refugees Welcome, som foræller om deres indsamling. Den ligger bl. a. på foreningens FB. Natasha Hadari er selv barn af flygtninge, jurist og arbejder frivilligt i Refugees Welcome. Desuden har hun lavet en fremragende dokumentarfilm: "Hello Syria, " som jeg hermed anbefaler på det varmeste.
I Asylret som jeg selv arbejder frivilligt for, er der også flere med flygtningebaggrund, og i andre NGO'er jeg kender til, så jeg mener, du tager fejl i din påstand.
Steen Sohn: ja, netop! Udlændingestyrelsens udtalelse skurer fælt i ørerne...