Læsetid: 4 min.

Først efter flere år med skolefravær fik Henriettes søn et nyt skoletilbud

Henriette Kobbernagels søn begyndte at forsvinde i timevis fra skole i 3. klasse. I 6. klasse havde han det så dårligt i skolen, at fraværet nåede 40 procent, men først i 7. klasse fik han et andet skoletilbud. ’Det er fuldstændig urimeligt for alle, at der skal gå så langt tid,’ mener hun
18. december 2017

Allerede fra 0. klasse har Henriette Kobbernagels søn det svært i skolen. Først er det i idrætstimerne. Senere er det i gruppearbejdet. Ved skolehjem-samtalerne i 1. og 2. klasse er beskeden dog, at alt er godt. Først i tredje klasse bliver forældrene kaldt til samtale på skolen: Sønnen er gået fra timerne i skolen flere gange, nogle gange i flere timer, noget han ikke havde fortalt derhjemme. Da han vedbliver med at have problemer med at være i skole, beslutter familien, at han skal skifte skole sammen med søsteren.

Men lige så langsomt sniger problemerne sig ind igen. Drengen har det ikke godt. I 5. klasse står det så slemt til, at moren beder lærerne om at skrive en underretning til kommunen, så han kan blive undersøgt. Kommunens pædagogiske psykologiske rådgivning involveres, sønnen går til skolepsykolog, og der skal lægges en plan for støtte til den 11-årige dreng.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Anker Nielsen
Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvordan kan det overhovedet komme dertil, at vi har en gruppe elever, som i den grad mistrives i almenundervisningen, at de kommer ud i skolevægring - når vi har en lov, der utvetydigt fastslår, at sådanne elever har et retskrav på specialundervisning? Folkeskoleloven §3 stk. 2: "Børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i specialklasser og specialskoler. Der gives desuden specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til børn, hvis undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres med støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt,"

Det kan det, fordi loven helt åbenlyst tilsidesættes af skolemyndighederne, og fordi forældrene ikke kan komme igennem via den eksisterende klageadgang, Og det kan forældrene ikke, fordi den person, der skal orientere vejlede og bistå dem med klagen, er den selvsamme person, der har truffet de afgørelser, som klagen rettes imod: Skolelederen. Og vinder forældrene klagesagen, hvilket de gør i over halvdelen af tilfældene, så er det skolelederen, der skal finde pengene på skolens eget budget - ofte op mod en kvart million om året. Så kan de nemlig lære det, skolelederne, som hermed udsættes for et dybt uetisk, økonomisk pres af kommunerne, der ikke går af vejen for at signalere til skolelederne, ganske diskret, forstås, at jo flere nødstedte borgere de kan snyde for deres gode ret, jo bedre.

Vi griner jo gerne lidt af det der med, at politiet skal behandle klager over politiet. Men det er dog i det mindste ikke den betjent, der klages over, som skal ekspedere klagen. Det er ikke et retssamfund værdigt, det her.

Lise Richter, Eva Schwanenflügel og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar