Læsetid: 4 min.

Først efter flere år med skolefravær fik Henriettes søn et nyt skoletilbud

Henriette Kobbernagels søn begyndte at forsvinde i timevis fra skole i 3. klasse. I 6. klasse havde han det så dårligt i skolen, at fraværet nåede 40 procent, men først i 7. klasse fik han et andet skoletilbud. ’Det er fuldstændig urimeligt for alle, at der skal gå så langt tid,’ mener hun
18. december 2017

Allerede fra 0. klasse har Henriette Kobbernagels søn det svært i skolen. Først er det i idrætstimerne. Senere er det i gruppearbejdet. Ved skolehjem-samtalerne i 1. og 2. klasse er beskeden dog, at alt er godt. Først i tredje klasse bliver forældrene kaldt til samtale på skolen: Sønnen er gået fra timerne i skolen flere gange, nogle gange i flere timer, noget han ikke havde fortalt derhjemme. Da han vedbliver med at have problemer med at være i skole, beslutter familien, at han skal skifte skole sammen med søsteren.

Men lige så langsomt sniger problemerne sig ind igen. Drengen har det ikke godt. I 5. klasse står det så slemt til, at moren beder lærerne om at skrive en underretning til kommunen, så han kan blive undersøgt. Kommunens pædagogiske psykologiske rådgivning involveres, sønnen går til skolepsykolog, og der skal lægges en plan for støtte til den 11-årige dreng.

»Vi venter og venter og venter, og skolelederen lover, at der vil komme støtte, og de godt kan undervise ham. Jeg tror, der nu er styr på det, men min dreng bliver bare mere stresset og begynder at få tydelige tics,« fortæller Henriette Kobbernagel, der får en henvisning til undersøgelse af sønnen i børne- og ungdomspsykiatrien.

Efter 45 minutters lynundersøgelse får sønnen diagnosen Tourettes syndrom, men den diagnose er ikke nok til at udløse støtte i skolen. For drengen er jo kvik nok, og så galt står det heller ikke til, mener skolen.

Henriette Kobbernagel er mor til en dreng i 8. klasse med autisme. Efter flere år med tiltagende problemer i skolen endte hendes søn med ikke at gå i skole i fire-fem måneder. Først efter Henriette Kobbernagels pres på kommunen fik sønnen i september i år et andet skoletilbud. Godt hver fjerde barn med autisme i folkeskolen har måneder og år, hvor de ikke går i skole, viser undersøgelse.
Læs også

»Der går et helt skoleår, før det går fuldstændig galt. I slutningen af 5. klasse kan han bare ikke mere og vil ikke i skole længere,« siger Henriette Kobbernagel.

Sønnen bryder sammen og fortæller, hvordan han oplever at blive fremhævet som forkert ikke kun af klassekammeraterne, men nu også af lærere. To gange har en lærer taget hele klassen med ud af klasselokalet og efterladt ham alene, fordi læreren var træt af hans larm. Drengen får ingen forklaring fra læreren efter episoderne, og Henriette Kobbernagel bliver heller ikke orienteret.

»Det her er for mig at se en lærer, der mangler redskaber til at håndtere mit barns problemer, og så passede det jo ikke, at skolens lærere var i stand til at undervise ham,« siger Henriette Kobbernagel.

Efter den episode er sønnen ikke stabilt i skole længere.

40 procents fravær

Men børn skal jo gå i skole. Så selv om Henriette Kobbernagel er ved at miste troen på, at skolen magter opgaven, får hun overtalt sønnen til at give skolen en chance til. Der bliver indlagt to besøg om ugen af en AKT-lærer (Adfærd, Kontakt, Trivsel, red.), men drengen mistrives synligt og må ofte blive hjemme. Henriette Kobbernagel begynder derfor at registrere, hvor meget drengen er i skole. Fraværet når i begyndelsen af 6. klasse op på 40 procent, og 20 procent af timerne går han fra. Men Henriette Kobbernagel kan ikke få drengen videre i systemet, med mindre hun selv betaler for en specialskoleplads, som kan være dyr.

»Jeg får helt ondt i maven, når jeg tænker på, hvad jeg har presset ham til, men jeg bliver nødt til at vente på, at skolen frigiver ham, og skolen vil beholde ham,« forklarer Henriette Kobbernagel.

Efter en måned i skole har sønnen så mange tics og så meget angst, at deres læge stresssygemelder ham og henviser ham til privatpraktiserende psykiater. Her får drengen diagnoserne atypisk autisme, ADHD og angst. Med de nye diagnoser i hånden og en syv sider lang klage til kommunen får Henriette Kobbernagel endelig skolens tilsagn om at skrive ham op til en specialskoleplads. En plads, som han må vente på i resten af sjette klasse, hvor han får ti timers hjemmeundervisning om ugen.

For Henriette Kobbernagel har forløbet ført til, at læsset blev for stort, og hun fik en stresssygemelding, men hun har formået at bevare sit deltidsjob som lærer på en friskole.

»Det er fuldstændig urimeligt for alle, at der skal gå så lang tid. Alle har jo villet det godt, men det har været ud over deres viden,« siger Henriette Kobbernagel.

Skoleforløbet har, ud over at gøre hendes søn mere syg, også ført til et utroligt dårligt selvværd, mener Henriette Kobbernagel: »Han var helt dernede, hvor han ikke kunne se sin egen berettigelse. Han var bare et problem.«

I dag har den 14-årige dreng det bedre og er glad for skolen. Og angst og tics er forsvundet. Henriette Kobbernagel sidder tilbage med et indtryk af, at der har hersket en diagnoseforskrækkelse, som både handler om uvidenhed, fordomme og penge.

»Det virker, som om skolerne holder på de elever, de har, fordi det har økonomiske konsekvenser for skolen, hvis de ikke er i stand til at undervise en elev,« siger hun og forklarer, at forløbet kunne have endt helt anderledes, hvis ikke hun via sit netværk havde fået råd om, hvad hun skulle gøre.

»Ellers havde jeg ikke anet, hvilken vej jeg skulle gå. Hvis du skal komme igennem med, hvad der er bedst for dit barn i det her system, så kræver det, du er opsøgende og har et overskud. For mange børn med særlige behov betyder det jo nok, at de må nøjes med en skole, som kan gøre dem mere syge,« siger Henriette Kobbernagel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Anker Nielsen
Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvordan kan det overhovedet komme dertil, at vi har en gruppe elever, som i den grad mistrives i almenundervisningen, at de kommer ud i skolevægring - når vi har en lov, der utvetydigt fastslår, at sådanne elever har et retskrav på specialundervisning? Folkeskoleloven §3 stk. 2: "Børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i specialklasser og specialskoler. Der gives desuden specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til børn, hvis undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres med støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt,"

Det kan det, fordi loven helt åbenlyst tilsidesættes af skolemyndighederne, og fordi forældrene ikke kan komme igennem via den eksisterende klageadgang, Og det kan forældrene ikke, fordi den person, der skal orientere vejlede og bistå dem med klagen, er den selvsamme person, der har truffet de afgørelser, som klagen rettes imod: Skolelederen. Og vinder forældrene klagesagen, hvilket de gør i over halvdelen af tilfældene, så er det skolelederen, der skal finde pengene på skolens eget budget - ofte op mod en kvart million om året. Så kan de nemlig lære det, skolelederne, som hermed udsættes for et dybt uetisk, økonomisk pres af kommunerne, der ikke går af vejen for at signalere til skolelederne, ganske diskret, forstås, at jo flere nødstedte borgere de kan snyde for deres gode ret, jo bedre.

Vi griner jo gerne lidt af det der med, at politiet skal behandle klager over politiet. Men det er dog i det mindste ikke den betjent, der klages over, som skal ekspedere klagen. Det er ikke et retssamfund værdigt, det her.

Lise Richter, Eva Schwanenflügel og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar