Læsetid: 4 min.

Historisk store skattelettelser med historisk lave gevinster

Regeringen synes at være klar til at gennemføre skattetiltag, der ligefrem vil skabe færre – ikke flere – arbejdspladser. Hellere en skattelettelse, der kaster grus i den nationaløkonomiske maskine, end ingen skattelettelse, synes man at tænke i regeringen
For Anders Samuelsen er lavere skat tilsyneladende blevet ren værdipolitik. Så gør det mindre, om det rent faktisk har en positiv effekt for arbejdsudbuddet – hvilket en væsentlig del af det forslag, der er på bordet nu, ikke har.

For Anders Samuelsen er lavere skat tilsyneladende blevet ren værdipolitik. Så gør det mindre, om det rent faktisk har en positiv effekt for arbejdsudbuddet – hvilket en væsentlig del af det forslag, der er på bordet nu, ikke har.

Jens Dresling

Indland
20. december 2017

Skal LA stemme for finansloven, skal danskerne have »historisk store« skattelettelser. Sådan lød meldingen fra Anders Samuelsen kort efter, at regeringen og DF fremlagde deres bud på næste års finanslov. Siden har alt været kaos i dansk politik, fordi DF kræver at blive betalt for deres stemmer med stramninger i udlændingepolitikken, hvis de skal stemme for skattelettelser.

LA’s finansordfører, Joachim B. Olsen, er dog optimismens mand. I sidste uge meldte han ud i Børsen, at der tegner sig et flertal for en skattelettelse på i hvert fald otte milliarder kroner.

Det er et dejligt tal for partiet, for så er man tæt på målet om historisk store lettelser. Problemet er bare, at den skattepakke, som regeringen ser ud til at kunne få igennem hos Dansk Folkeparti, også er historisk på anden vis:

Planerne om at indføre et jobfradrag giver i sig selv 1.300 færre sæt hænder på arbejdsmarkedet, viser beregninger fra CEPOS.

Regeringen ­»skriver danmarkshistorie, hvis den bruger fire milliarder kroner på et skattetiltag, der reelt hæmmer beskæftigelsen«, konstaterer Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i CEPOS.

Og selv når man også tager højde for planerne om et pensionsfradrag, som Joachim B. Olsen i Børsen spåede vil blive vedtaget, vil skattepakken kun give 500 flere beskæftigede ifølge CEPOS’ beregninger.

Hermed sikrer man sig endnu en historisk bundrekord: Den skattereform, der hidtil har givet den mindste effekt på arbejdsudbuddet, var Foghs reform fra 2007, der gav en beskæftigelseseffekt på 7.600.

Politisk strategi

For en regering, der spår om mangel på arbejdskraft, kan det virke lidt pussigt at betale fire milliarder kroner for at få færre i arbejde. Ikke mindst, når man så sent som i august solgte skatteudspillet som »Jobreformens fase II«, hvor regeringen ville »sænke skatten, så det bedre kan betale sig at arbejde«. Målet var netop flere i arbejde.

Så hvorfor lader man sig presse til at lave reformer, der godt nok giver skattelettelser, men ikke gavner økonomien i sønderlig grad?

En del af svarret er naturligvis, at det handler om gusten politisk strategi: LA har lovet sine vælgere historiske skattelettelser – og har sat hele sin politiske troværdighed ind på at holde det løfte.

Derfor tager man de skattelettelser, man kan få igennem hos DF, selv om de reelt strider imod de politiske mål, man står for. Hellere en skattelettelse, der kaster grus i den nationaløkonomiske maskine, end ingen skattelettelse.

Her bliver det interessant: For gennemfører man skattelettelser på trods af, at de strider mod partiets traditionelle mål om at sikre vækst og beskæftigelse, er der tale om et paradigmeskifte i den danske måde at tænke økonomisk politik på. Uanset farve har skiftende regeringer i de seneste mange år brugt forestillingen om the economic man til at bakke deres reformer op. Slagordene har været ’Det skal kunne betale sig at arbejde’, målet har været at skaffe flere hænder, som kunne skabe vækst – og sikre velfærden, hvis man var til den slags, eller lade pengene blive i folkets lommer, hvis man var mere til den blå side. Alt fra reformer af overførselsindkomster til skattereformer har handlet om at smøre den økonomiske maskine.

Politikeren var maskinmester i jakkesæt. Han fintunede den samfundsøkonomiske motor, så chancerne for at vinde det globale kapløb blev så optimale som muligt. Bjarne Corydon var indbegrebet af denne politikertype: en effektivitetens mand, der havde glemt sit ideologiske ophav.

Fyn er flad

Selv de mest gakkede politiske drømme er de seneste årtier blevet forsøgt dækket ind under kærlighed til the economic man. Da den tidligere Oticon-direktør, Lars Kolind, i 2007 som kandidat for Liberal Alliance foreslog at gøre Fyn til en friregion med en flad skat på 40 procent, var tanken netop, at det ville få veluddannede til at valfarte til øen, hvor de ville arbejde hårdere end alle andre steder i landet.

LA bryder nu med maskinmesterrollen. Partiet synger godt nok stadig med på slagsangene om, at ’det skal kunne betale sig at arbejde’ og messer, at skat står i vejen for vækst og et økonomisk blomstrende Danmark. Men reelt fører deres skattepolitik os ikke i den retning. Den effektive maskinmester er blevet byttet ud med den strategiske værdikriger, der kæmper for sin egen udgave af retfærdighed. Skat skal ned, fordi skat er uretfærdigt. Eller som Anders Samuelsen skrev for nylig på Facebook: »Nogle af dem, der knokler løs for at betale velfærdsstaten, plukkes minimalt mindre fremover.«

Skat er blevet værdipolitik – ikke økonomisk fornuft. Det er med andre ord de traditionelle værdikrigere fra DF, der lægger arm med de nye værdikrigere fra LA i disse dage. Begge sider er drevet af følelser, principper for princippernes skyld og ønsket om at få deres vilje for enhver pris.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Randi Christiansen

Ja det virker ærlig talt fuldkommen lige så hoved og tankeløst som knorrenborg beskriver.

Men ærlig talt susan : 'pussigt' og 'besønderlig'? Holder korrekturnissen juleferie?