Læsetid: 7 min.

Justitsministeriet vidste, at noget var galt i Københavns Politi i Tibetsagen

Embedsmænd og ministre er hidtil gået fri af kritik i Tibetkommissionens beretning. Men mindst én kontorchef i Justitsministeriet ser ud til at have vidst, at der gemte sig mere i sagen om et kinesisk præsidentbesøg, end politiet gav indtryk af
Kinas præsident Hu Jintao og hans kone besøgte i 2012 København, hvor de blandt andet var med overborgmester Frank Jensen (S) på Langelinie for at se Den Lille Havfrue – og ingen tibetanske flag.

Kinas præsident Hu Jintao og hans kone besøgte i 2012 København, hvor de blandt andet var med overborgmester Frank Jensen (S) på Langelinie for at se Den Lille Havfrue – og ingen tibetanske flag.

Stine Bidstrup

23. december 2017

Det var ikke alle i Justitsministeriet, som var tilfredse med de svar, der kom fra Københavns Politi i den såkaldte Tibetsag.

Det viser Tibetkommissionens beretning, som blev offentliggjort i mandags.

Beretningen giver et indblik i, hvordan Københavns Politi på forskellige måder har forsøgt at undgå at udlevere lydoptagelser af politiets radiokommunikation under to officielle kinesiske besøg i 2012 og 2013.

Da optagelserne endelig blev udleveret, viste det sig, at politiet var overordentligt opmærksom på at slå ned på demonstranter med tibetanske flag og gule t-shirts, som er symbol for bevægelsen Falun Gong.

Vi lover, at den bliver totalt julefri. I stedet handler den om kooperativtanken, politiløgne, demokratiets død, og børn, der savner voksne
Hør mere i podcasten

Politiet havde under begge besøg haft ordrer om at skjule demonstranter og flag. Ordrene kom dog først til offentlighedens kendskab mere end tre år senere.

Men allerede inden da havde mindst én kontorchef i Justitsministeriet fornemmet, at politiet måske skjulte noget.

Ikke hensigtsmæssigt

I april 2014 stillede Folketingets Retsudvalg en række spørgsmål til Justitsministeriet om politiets radiokommunikation under de kinesiske besøg i 2012 og 2013.

Udvalget ville blandt andet vide, om Københavns Politi kunne udlevere lydfilerne.

Henvendelsen rejste nogle principielle spørgsmål. Skulle politiet udlevere intern kommunikation, som kunne indeholde fortrolige oplysninger eller detaljer om politiets strategier, som helst ikke måtte falde i de forkerte hænder? Det var ikke sket før.

Justitsministeriet brugte derfor de næste mange måneder på at diskutere spørgsmålet med Rigspolitiet og Københavns Politi.

Senioranklager i Københavns Politi Klaus Pedersen skrev i et internt notat, at lydfilerne, hvis de blev udleveret til Folketinget, »let kunne afstedkomme en række spørgsmål vedrørende forståelse og tolkning af forskellige dele af kommunikationen, hvilket næppe er hensigtsmæssigt«.

Der var altså tilsyenladende ting i optagelserne, som ville kunne skabe problemer.

For krævende

Vicepolitidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes sendte i juli 2014 en udtalelse til Rigspolitiet, som Justitsministeriet kunne bruge i sit svar til Folketinget.

Her argumenterede hun for, at politiet ikke kunne udlevere lydoptagelserne, da de kunne indeholde oplysninger, som »af polititaktiske grunde« ikke burde offentliggøres.

Desuden, skrev hun, var radiokommunikationen undtaget aktindsigt efter offentlighedsloven, og der var også »væsentlige hensyn« at tage til »rigets udenrigspolitiske interesser«, herunder forholdet til andre lande.

Hvis materialet skulle udleveres, ville politiet være nødt til først at gennemlytte 200 timers lydoptagelse og vurdere, hvad der skulle udleveres. Det ville være for ressourcekrævende.

Til gengæld tilbød hun i svaret, at politiet kunne udlevere de såkaldte meldeblanketter, som er en slags skriftlige notater fra politiets radiokommunikation. Hvis Folketinget herefter var interesseret i at få udleveret specifikke lydfiler, kunne de bede om det.

Bidraget fra Københavns Politi blev dog først sendt til Justitsministeriet flere måneder senere. Og først efter daværende politidirektør i København Thorkild Fogde havde sendt en supplerende udtalelse, som skulle forhindre, at bestemte passager i meldeblanketterne blev misforstået.

Han skrev, at der i gengivelsen af politiets kommunikation »gentagne gange forekommer oplysninger om observation af personer, der er i besiddelse af flag eller iført gule t-shirts«.

Forklaringen var, at politiet var opmærksomme på demonstranter under besøget, skrev han, men formålet med det »var naturligvis ikke at forhindre de pågældende i at demonstrere ved f.eks. at fremvise flag«.

Politiets argumenter for ikke at udlevere lydoptagelserne imponerede ikke juristerne i Justitsministeriet.

Ikke tryg ved politiet

En kontorchef i Justitsministeriet ved navn Esben Haugland studsede over politiets svar. Han påpegede, at det var en misforståelse at tro, at udlevering af materiale til Folketinget skulle behandles efter reglerne om aktindsigt.

Desuden mente han, at det var uklart, om det virkelig ville tage så lang tid at gennemlytte optagelserne, som politiet antydede.

Endelig syntes han, at det var underligt, at politiet gerne ville udlevere meldeblanketterne, når de var lige så interne som lydoptagelserne.

Det principielle spørgsmål, mente han, måtte være, om politiet skulle fravige hidtidig praksis og udlevere intern kommunikation. Hvad enten det var meldeblanketter eller lydoptagelser.

Han sendte en mail til en kollega, hvori han oplistede en række »kritiske sager lige nu«. Meget bemærkelsesværdigt lød et af punkterne:

»Tibet-sagen (er ikke tryg ved, at Københavns Politi har givet os det fulde billede indtil nu … )«

Kontorchefen fornemmede altså tilsyneladende, at noget stak under.

Et notat fra en samtale mellem Esben Haugland og direktør i Rigspolitiet Svend Larsen viser, at Esben Haugland forsøgte at presse politiet til at afsætte de nødvendige ressourcer til at gennemlytte radiokommunikationen. På den måde kunne de »på et fuldt oplyst grundlag« forsikre Folketinget om, at der ikke »fra højeste sted« havde været ulovlige ordrer om at beslaglægge flag.

En intern mail i Københavns Politi sendt til daværende politidirektør Thorkild Fogde giver indtryk af, at Esben Haugland foretrak en løsning, hvor politiet hverken udleverede lydoptagelser eller meldeblanketter. I stedet skulle de gennemlytte materialet, så de efterfølgende kunne sige, at de havde »været det igennem uden at finde det ’problematisk’«.

Kort efter aflagde Esben Haugland besøg hos Københavns Politi.

På visit

Under sit besøg hos politiet fik Esben Haugland forevist politiets meldeblanketsystem, og han spurgte ind til, hvordan radiokommunikationen blev lagret. Besøget efterlod ham med det indtryk, at det ville være langt mere ressourcekrævende for politiet at gennemlytte optagelserne, end han hidtil havde troet.

Få dage senere holdt Esben Haugland og en kollega fra ministeriet møde med senioranklager Klaus Pedersen fra ledelsessekretariatet i Københavns Politi og tre medarbejdere fra Rigspolitiet.

Her gjorde Esben Haugland det ifølge et mødereferat klart, at politiet ikke kunne afvise at udlevere lydfilerne med henvisning til offentlighedsloven.

Klaus Pedersen fra Københavns Politi redegjorde omvendt for, hvor mange ressourcer politiet ville skulle bruge på at gennemlytte optagelserne, hvis de skulle udlevere dem.

I den høje ende

Få dage efter mødet bad Rigspolitiet Københavns Politi om at sende et bud på, hvor lang tid det ville tage at gennemlytte lydoptagelserne, inden de eventuelt kunne udleveres.

Senioranklager Klaus Pedersen sendte dagen efter en mail til to medarbejdere i Københavns Politi, hvor han bad dem om at komme med en vurdering af, hvor mange ressourcer gennemlytningen ville kræve.

Han skrev, at den foreløbige konklusion på hans møde med Justitsministeriet havde været, at politiet ikke skulle udlevere lydfilerne til Folketinget.

»Et af argumenterne vil være, at dette er meget ressourcekrævende – så vurderingen må gerne lægge i den høje ende, men skal selvfølgelig være realistisk,« skrev han og bad om svar dagen efter.

Klaus Pedersen bad altså tilsyneladende sine kolleger om at sætte vurderingen af ressourceforbruget højt, så de kunne bruge det som argument for ikke at udlevere lydoptagelserne.

Svaret kom dagen efter. Der stod, at gennemgangen af lydfilerne ville kræve »ca. 750 timer«.

Se efter bannere

Således gik det til, at daværende politidirektør i København Thorkild Fogde 26. november 2014 sendte sit endelige bidrag til Folketingets spørgsmål til Rigspolitiet.

Han gennemgik den finere mekanik i politiets radiokommunikation og forklarede, at optagelserne var inddelt i forskellige grupper og operationsborde.

Alt i alt anslog han, at udleveringen af radiokommunikationen fra de to officielle besøg ville forudsætte en »ressourceanvendelse i størrelsesordenen 750 timer«. Derfor havde politiet besluttet ikke at udlevere lydfilerne.

Det var dette svar, som Justitsministeriet endte med at videresende til Folketingets Retsudvalg. Uden lydoptagelserne. I stedet var vedlagt nogle udvalgte meldeblanketter med citater fra politiets kommunikation.

Til sammen gav de indtryk af, at politiet havde været særdeles opmærksomme på pro-tibetanske demonstranter med flag.

For eksempel havde en betjent givet meldingen: »Skal til Nikolaj Kirke for at se efter bannere«. En anden havde bortvist en demonstrant og rapporteret det til politiets kommandocentral med ordene: »Havde ’Free Tibet’-banner«.

Men, anførte politidirektøren, det skyldtes ikke, at politiet ville forhindre folk i at demonstrere. I stedet var politiet bare opmærksomme på folk, der kunne udgøre en »potentiel sikkerhedsrisiko«.

To nye optageler

Året efter blev Københavns Politi pålagt at udlevere lydfilerne fra 2012 i forbindelse med en ankesag ved Østre Landsret.

I den forbindelse stødte Klaus Pedersen fra Københavns Politi på to lydoptagelser, som gav anledning til bekymring. Den ene optagelse dokumenterede, at en betjent havde fået besked på at konfiskere et tibetansk flag fra en demonstrant. Den anden gav indtryk af, at politiet havde kørt fire Golf-vogne ind for at skærme for en demonstration, netop som den kinesiske præsident skulle til at ankomme til Christiansborg.

Klaus Pedersen skrev i et notat om de to lydfiler:

»Man kan på baggrund af flere andre meldinger i forløbet om demonstranter med tibetanske flag udlægge det sådan, at politiet generelt forsøgte at afskærme demonstranter med tibetanske flag fra den kinesiske delegation, så delegationen ikke fik mulighed for at se flagene.«

Lydfilerne blev udleveret til Kammeradvokaten.

Ledelsen i Københavns Politi besluttede også at underrette Rigspolitiet om fundet, så de via Justitsministeriet kunne orientere Folketinget. Optagelserne kunne skabe tvivl om politiets hidtidige påstand om, at der ikke havde været ordre om at forhindre demonstranter og flag i at blive set.

Men i stedet for at nævne begge lydfiler, nævnte politidirektør Thorkild Fogde kun den ene. Folketinget fik således ikke oplysningen om lydoptagelsen med de fire Golf-vogne.

Tre år for sent

Østre Landsret stadfæstede kort efter en dom fra Københavns Byret. Politiet blev i ét tilfælde dømt for ulovligt at have frihedsberøvet en demonstrant med et tibetansk flag i Kongens Have.

Landsretten vurderede desuden, at politiet i flere tilfælde under statsbesøget »udfoldede bestræbelser på at hindre personer i at holde det tibetanske flag op, så det var synligt for den kinesiske præsident«.

Det harmonerede dårligt med politiets vedholdende påstande om, at der ikke havde været generelle ordrer om at forhindre demonstranter med flag i at blive set af præsidenten.

Det var angiveligt den dom, der fik bægret til at flyde over for politidirektør Thorkild Fogde, som efterfølgende tog sagens dokumenter med hjem i en weekend.

Først da opdagede han ifølge sin egen forklaring, at politiet rent faktisk havde haft en sådan ordre – tre år efter statsbesøget og efter afgivelsen af talrige forkerte og vildledende svar til Folketinget.

Serie

Tibetsagen

Under et kinesisk statsbesøg i 2012 blev fredelige demonstranter gemt væk af politiet og fik konfiskeret deres tibetflag – i strid med Grundloven.

Hvorfor skete det? Hvem gav ordren? Og hvordan kunne det ske igen under et nyt besøg i 2013?

Det og meget mere skulle Tibetkommissionen give svar på gennem nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre. Kommissionens rapport blev publiceret i december 2017.

I juni 2018 blev regeringen og oppositionen enige om at genåbne kommissionen for at undersøge mails, som ikke er blevet udleveret til Tibetkommissionen i første omgang.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikkel Rytzel
  • Michael Svennevig
  • Thomas Tanghus
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
Mikkel Rytzel, Michael Svennevig, Thomas Tanghus, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det siges ofte :
"It's not the crime, it's the cover-up".
Men i dette tilfælde må det siges at være begge dele.
Det er umuligt at have tillid til politiet og diverse politikere, når man gang på gang bevidner deres letbenede udflugter og konsekvensløse undskyldninger for omgåelse af love, regler og sandhed.

morten rosendahl larsen, Thomas Tanghus, Torben Lindegaard, Claus Nielsen, Bjarne Andersen, Jens Winther, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen og Hans Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Påfaldende at det åbenbart kun er Information der finder denne sag vigtig i et retssamfund. Det er åbenbart vigtigere at kolportere alskens rygter og meninger om fæhovederne i LA og DF og regeringen som helhed

morten rosendahl larsen, Hans Nielsen, Michael Svennevig, Eva Schwanenflügel, Tue Romanow, Bjarne Andersen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jeg husker det yderste venstre som mente at Tibet gik en lys og succesfuld fremtid i møde da kineserne overtog det, der blev kaldt et feudalt og tilbagestående land , med et undertrykkende reaktionært regime. Enhver der mumlede noget om kinesisk undertrykkelse var selv en forbandet fascist. Ak ja, nu er jorden ved at gå under når kineserne bliver forhindret i at se et tibetansk flag og DK bliver fremstillet som en bananstat af samme grund. De tibetanere der fik kærligheden at føle af det maoistiske regime, som nøjedes ikke med at få et flag revet ud af hånden. Hvis man tror det er lyv at Kina opfattedes som den store forløser, så kunne man finde tilbage til Nationalmuseets bogudgave om Kina fra 1975, da man havde den store udstilling i Brede og hvor der i lyriske toner fortælles hvordan kineserne beskyttede de forskellige mindretal i riget i midten.
Nu kan der vist ikke koges mere suppe på dette "overgreb". Vi som måtte løbe for livet under Verdensbanks demoerne i 1970, skulle vel have livsvarig erstatning, hvis overgrebene skulle vurderes efter deres voldsomhed.

Johnny Winther Ronnenberg

>>Nu kan der vist ikke koges mere suppe på dette "overgreb"<<

Enig jeg kan ikke se at der er kommet noget afgørende nyt frem i den sidste uges artikler og jeg har nærlæst dem grundigt fordi jeg måske overså noget, det er gammel sværte på nyt papir. Så nyt emne tak ;-)

Bjarne Andersen

Jens Peter Hansen
Det her handler ikke om Tibet, det handler om, om det er i orden at politiet og politikerne må lyve og begå ulovligheder.
God jul

Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Knut Hamsun: „Stort og småt sker. En tand ud af munden. En mand ud af rækkerne. En spurv til jorden.“ Proportionerne, Ikke sandt !.Jeg blev i 1965 blevet anklaget for på Vedbæk station at rive en plakat ned og stå på jernbaneskinnerne. Jeg blev frikendt ved retten i Lyngby. Toget blev tilbageholdt og vi var fem, seks stykker som blev anklaget for gadeuorden. En tilstod at han havde revet en plakat ned hvorpå der stod: Velkommen til Marstal. Han fik en bøde på 50 kr. Jeg er kommet over det. Tror jeg nok.

Tibet sagen endte med at ligne en hel Zoologisk have.

Der var private og offentlige interesser for milliarder som skulle beskyttes, der var et diplomatiskt korps som skulle aktiveres, der var vennetjenester som skulle indsamles, der var mange snore som man trak i, og der var hæftig aktivitet hele vejen op til toppen.

Der var love som måtte overtrædes, og derfor skulle det hele foregå under radaren, og langt væk fra medierne. Og til sidst og ikke mindst, skulle man sørge for, at aben forblev i politiets sikre varetægt.