For godt et år siden døde den 39-årige stofbruger Pernille af en overdosis. Siden har hendes mor Marianne BB forsøgt at få indsigt i de notater, kommunen har om hendes datter. Men som tidligere omtalt i Information har hun fået afslag på alt andet end sundhedsoplysninger. Det har hun nu klaget til ombudsmand Jørgen Steen Sørensen over:
»Til min store sorg døde min datter, Pernille […] i oktober 2016. Hun havde en række problemer og et stort behov for hjælp fra sin kommune, Københavns Kommune. Jeg har forfærdelig mange, stadig ubesvarede spørgsmål i den forbindelse. Hun blev kun 39 år. Fik hun overhovedet den hjælp, hun havde brug for, ret til og krav på? Jeg bad derfor om fuld aktindsigt i hendes sag ved kommunen og fik først et afslag. Så fik jeg hjælp af en jurist, og først herefter fik jeg i det mindste adgang til sundhedsoplysninger efter sundhedsloven,« hedder det i klagen.
Marianne BB oplyser, at Pernille få måneder før sin død havde ønsket at komme i døgnbehandling. Men i de sundhedsoplysninger, som Marianne BB har fået, kan hun se, at kommunen kun havde overvejet at sende Pernille til institutioner, som var betalt af satspuljemidlerne og dermed gratis for kommunen. Ifølge Marianne BB havde kommunen imidlertid pligt til efter serviceloven at træffe en afgørelse i forhold til den ansøgte døgnbehandling og selv afholde udgifterne eller give et begrundet afslag med klagevejledning.
I forhold til Marianne BB’s indsigt er den slags oplysninger bare ikke sundhedsoplysninger, men hører derimod under det socialretlige, hvor der ikke er indsigt for de nærmeste pårørende til en afdød.
»Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvis man skulle være afskåret fra at komme til at undersøge, om kommunen har svigtet ens nærmeste, blot fordi døden er indtrådt. Så kan ingen jo føre kontrol med kommunerne, når det værst tænkelige er sket,« skriver Marianne BB til ombudsmanden.
Ankestyrelsens principsag
På linje med andre mødre i samme situation er Marianne BB blevet overrasket over, at hun kun kan få indsigt efter sundhedsloven i sundhedsoplysninger om sin afdøde datter – men ikke i de oplysninger om Pernille, kommunen har noteret efter servicelovene.
Det er ikke kun mødre til afdøde stofbrugere, der ikke kan få en sådan indsigt. Reglen gælder for alle borgere, også for ægtefæller hvor den ene efter mange års samliv afgår ved døden.
Når kommunerne giver afslag på indsigt i andet end sundhedsoplysninger, henviser de således til en kortfattet principafgørelse fra Ankestyrelsen. Den er fra 2009 og handler om en ægtemand, der søgte indsigt i sociale sager om bl.a. hjælpemidler og invalidebil til sin afdøde kræftsyge hustru. Selv om hustruen havde givet manden en fuldmagt, anså Ankestyrelsen den for bortfaldet ved dødsfaldet. Ankestyrelsen mente, at mandens interesse var »indirekte og afledt og ikke væsentlig i en sådan grad, at du kan anses for part i forvaltningslovens forstand«. Sagerne om hjælpemidler mm. »vedrører således ikke direkte dig«, som styrelsen skrev.
Offentlighedsrådgiver og medlem af den nu afsluttede Offentlighedskommissionen Oluf Jørgensen har oplyst, at kommissionen i sin tid ikke behandlede spørgsmålet om aktindsigt til efterladte nærmeste pårørende. Han har tidligere i Information opfordret til, at ombudsmanden får lejlighed til at udtale sig:
»Reglerne om aktindsigt skal sikre borgerne mulighed for kontrol, og det ville være paradoksalt, hvis ingen borgere har mulighed for kontrol, når klienten eller patienten er død. Derfor har man i sin tid fundet formuleringen: ’nærmeste pårørende’. Der er formentlig brug for, at Folketingets Ombudsmand får en sag til vurdering,« sagde Oluf Jørgensen.
Blev fundet død på værelse
Linda Jensen er en anden af de mødre, der forgæves har søgt indsigt i kommunens notater. Hendes 23-årige søn, Jeppe, døde i 2014 på en nu nedlagt døgnbehandlingsinstitution, Højlykke Behandlingscenter ved Vejle. Han lå død mange timer i sin seng, før en kammerat fandt ham.
Efter endelig at være kommet på et døgnbehandlingscenter, blev Jeppe efter fem måneder på Højlykke nægtet en udslusningsperiode på yderligere tre måneder. Han blev anset som færdigbehandlet, men fortsatte alligevel med at bo i centret i nogle uger, indtil han den første februar døde af en overdosis.
»Det handler allermest om Højlykke: Hvorfor døde han deroppe, og hvorfor blev han fundet kl. 11 om formiddagen i sin seng af en kammerat? Jeg var målløs over, at det ikke var en af centrets medarbejdere, der fandt ham,« siger Linda Jensen.
I august 2014 søgte hun aktindsigt hos Assens Kommune: »Jeg ønsker at se alt, der er skrevet om Jeppe, da jeg endnu er meget uforstående over for hans død, og det har ikke givet nogen mening, og jeg er fortsat i meget stor sorg,« skrev hun og tilføjede, at hendes to tvillinger på 11 år »dagligt spørger om mange ting omkring Jeppes død«.
Få dage senere meddelte kommunen, at den ikke kunne imødekomme hendes ønske. Kommunen henviste dels til forvaltningsloven, hvor man »skal være part i en sag eller kunne sidestilles med parten« for at få oplysninger, dels til offentlighedsloven, der ikke giver ret til aktindsigt i »sagsakter for privatpersoners private og økonomiske forhold«.
Heller ikke Ankestyrelsen gav en måned senere Linda Jensen medhold: »Din – forståelige – personlige og følelsesmæssige interesse i at modtage aktindsigt i sagen kan efter vores vurdering ikke sidestilles med en væsentlig, individuel eller retlig interesse i forvaltningslovens forstand,« skrev styrelsen og henviste til principafgørelsen fra 2009.
Først efter en klage til Styrelsen for Patientsikkerhed lykkedes det Linda Jensen at få adgang til oplysninger om Jeppes død efter sundhedsloven. Men ikke adgang til kommunens oplysninger efter serviceloven.
Hun kan stadig ikke forstå, hvorfor der ikke var mere tilsyn fra kommunens side.
»Jeg forstår heller ikke den mangel på indsats fra læge eller psykiater, der har været fra kommunens side. Jeppe blev ikke færdigbehandlet ordentligt, det blev ikke fulgt til dørs, det blev bare afsluttet. Det vil give mig og min familie ro, hvis vi kunne få mere at vide,« siger hun og tilføjer:
»Jeg er så klar til at komme i tv og åbne for hele posen og fortælle om, hvor dårligt ens kommune behandler stofbrugerne. Der er så mange mødre, der mister deres unge til stofferne. Inden jeg bliver en gammel kone, vil jeg nå at få den aktindsigt og komme i fjernsynet og fortælle det hele.«
Marianne BB ønsker ikke at optræde i artiklen med efternavn. Hendes fulde navn er redaktionen bekendt.
