Læsetid: 9 min.

Konventionel svineproducent: ’Halekupering er lidt et selvskabt problem’

Svineproducent Kenneth Øster er bange for, at hans grise begynder at bide halerne af hinanden, hvis han stopper med at kupere deres haler. Han efterlyser derfor et alternativ. Det repræsenterer økolog Jesper Adler, der mener, at det hele i sidste ende er et spørgsmål om penge
Hos den konventionelle svineproducent Kenneth Øster får smågrisene kuperet halerne. Her er en af Kenneth Østers landmænd i gang med at give en pattegris en vaccine mod tarminfektion.

Hos den konventionelle svineproducent Kenneth Øster får smågrisene kuperet halerne. Her er en af Kenneth Østers landmænd i gang med at give en pattegris en vaccine mod tarminfektion.

Sille Veilmark

29. december 2017

En landmand løfter behændigt den nyfødte gris op. Han tager et fast greb om begge bagben på grisen, som i trods sparker ud i luften med forbenene. Brænderen sitrer ved siden af. Den er rødglødende.

»De bliver brændt for at lukke af for bakterier,« forklarer landmandens arbejdsgiver, svineproducent Kenneth Øster.

Han kigger hen på den landmand, der i øjeblikket er i gang med at kupere halerne af et kuld grise. De er lige født i nat.

Landmanden fører grisens hale ned i et 800 grader varmt rør med form som et v. Halen presses igennem bøjningen, grå røg hvirvler op, og en lugt af svitset kød breder sig. Grisen giver ingen lyde fra sig, og to sekunder efter er det overstået. Landmanden sætter pattegrisen ned på betongulvet, hvor den i et kort øjeblik står og sunder sig.

»Grisen står ligesom og tænker ’hvad faa’n skete der der?’ Jeg tror ikke, de mærkes af selve kuperingen, men de bliver snarere urolige, fordi de bliver taget op og kommer væk fra varmelampen,« siger han.

Forskningsprojektet FareWellDock, der er støttet af EU, har ellers for nylig konkluderet, at det gør ondt på grisen, når halekuperingen sker. Og grisen kan også opleve smerter på længere sigt, da halestumpen får længerevarende ændringer i nerverne.

Den glødende varme tråd brænder grisens hale over. Og lukker samtidigt for bakterier på grund af den høje varme.

Sille Veilmark

I Danmark halekuperer konventionelle svineproducenter deres grise. 97 procent af de danske grise har derfor ikke nogen krølle på halen. Det er ellers ulovligt, siger et EU-direktiv, som har været implementeret i en dansk bekendtgørelse siden 1994. Men reglerne indeholder en undtagelse, så svineproducenter alligevel kan kupere, hvis de har problemer med halebid.

Den mulighed gør 31-årige Kenneth Øster brug af. Sammen med sin far ejer han Avdebogård, der tilsammen udgør 12 svinestalde, fordelt rundt omkring i Holbæk Kommune. I de fleste holder han slagtesvin, men han har også stalde med smågrise, pattegrise og søer.

»Jeg føler ikke, vi er onde ved dyrene, når vi gør det. Vi fjerner omkring en tredjedel af halen, og jeg vælger at se det sådan, at vi klipper det yderste af en negl,« siger den unge svineproducent, der mest er bekymret for, om grisene får infektioner som følge af kuperingen.

’Velkommen til helvede’

En halv times kørsel nord for Kenneth Østers gård, på den anden side af Lammefjorden, bor 57-årige Jesper Adler. Han driver et økologisk svinebrug, og det er et krav for at få ø-mærket, at han ikke kuperer haler. Men han har prøvet at gøre det. Før han i 2006 gik over til økologisk svineproduktion, holdt han konventionelle svin.

»Jeg har kuperet tusindvis af haler, så jeg ved godt, at grisene ikke hyler, når det sker. Men jeg bryder mig alligevel ikke om det,« siger han.

Men det er ikke den primære grund til, at Jesper Adler er glad for, at han ikke halekuperer. Det er snarere, fordi han ser proceduren med at brænde et stykke af halen af som en »symptombehandling«.

»De konventionelle grise bider jo i hinanden, fordi livet i staldene ikke opfylder dyrenes naturlige behov,« siger han.

Udenfor på gården viser Jesper Adler, hvad han betragter som grisenes naturlige leveforhold. På en 32 hektar stor mark boltrer 700 søer og pattegrise sig. Her går grisene og grynter i de første 60 dage af deres liv.

»Velkommen til helvede,« siger Jesper Adler med henvisning til alt det mudder, der ligger på marken.

Der er meget mudret på den økologiske landmand Jesper Adlers mark, hvor hans svin og pattegrise går. Her får de ikke kuperet halen.

Sille Veilmark

Han krydser i højt tempo over pølen og går hen imod en lille hytte af metal, hvor en so er i gang med at fare, som det hedder, når grisen føder. Hytterne ligger spredt med jævne mellemrum på marken.

Informations udsendte forsøger at følge med, men gummistøvlerne synker ned i dybet. Det beskidte vand når næsten op til knæene, og støvlerne sætter sig fast. Et styrt ned i sumpen bliver lige akkurat afværget.

»Er det københavneren, der er kommet på landet?« spørger Jesper Adler og griner.

»Bare følg det spor, jeg går i.«

Seks-otte timer om dagen trasker han rundt herude i mudder og græs og skifter halmen i minihytterne, så soen kan ligge tørt.

Ikke et glansbillede

Tilbage i Holbæk åbner den konventionelle landmand Kenneth Øster døren ind til et staldrum for syge smågrise. Han har i ugens løb haft store udfordringer med halebid, så flere af sygebåsene er fyldt.

»Hvis jeg kunne holde grise med hele haler, ville det være fantastisk. Men folk skal ikke have et glansbillede af, hvordan det er at holde svin. Vi er desværre nødt til at halekupere,« siger svineproducenten.

På en af grisene hænger en stump udtørret hale og flagrer, løsrevet fra resten af halen. Mørkerødt størknet blod blander sig med gyllerester. På en anden gris er halen hævet til en størrelse svarende til en lille kiks, fordi der er gået infektion i den. Begge grise er blevet halebidt.

»Jeg er bange for, at jeg vil se endnu flere af de her halebid, hvis jeg ikke længere halekuperer,« siger Kenneth Øster.

I nogle af stierne hænger en kæde ned fra loftet med fire gummislanger for enden. Dem kan grisene gnaske i, så de bliver holdt beskæftiget, og det kan derfor være en løsning, forklarer Kenneth Øster. Han håber, at forskerne på længere sigt kan finde bedre værktøjer til at løse problemet.

»Vi mangler en drejebog, der klart kan sige, hvad vi skal gøre for at stoppe halebid en gang for alle,« siger han og bemærker, at han ofte hører, at de økologiske svineproducenter oplever mange halebid.

Et dansk studie fra i år har på baggrund af slagteriernes registreringer vist, at der er to til tre gange større sandsynlighed for at få haleskader hos økologiske grise og frilandsgrise i forhold til de konventionelle.

Økologisk klovn

Det lagde den økologiske landmand Jesper Adler også mærke til i 2011. Og det gik ham på.

»Når jeg på nogle parametre ikke er på niveau med eller bedre end de konventionelle svineproducenter, får jeg pissedårlig samvittighed. Så er jeg en økologisk klovn,« siger han.

Han forsøgte derfor at rette op på problemet, og det er det arbejde, han nu præsenterer i den åbne stald, der har halvtag i siderne. Her kommer grisene hen, når de er cirka 60 dage gamle, og de bliver først flyttet derfra, når de fire måneder senere køres til slagteriet.

Pattegriser spiser fra moderen på Jesper Adlers økologiske gård nær Lammefjorden.

Sille Veilmark

Jesper Adler går ind bagerst i en af grisestierne. Han trækker et plastikforhæng til side og kravler under en træplade. Herinde skubber han et tykt lag halm væk fra bunden. Han beder mig lægge hånden på betongulvet, der mærkes lunt. Det er, fordi der er gulvvarme i, fortæller han.

»Når en snestorm kommer fejende ind i bygningen, kan der lægge sig en helvedes masse bunker sne i stalden. Det kan gøre grisene forvirrede og stressede, så de begynder at bide i hinanden. De kan ikke bare tage en tyk trøje på, ligesom du og jeg kan,« siger han.

Ud over at anlægge gulvvarme valgte han også i 2011 at tage hver tiende gris ud af stierne. Hver gris har tre til fire gange så meget plads som de konventionelle grise, fortæller Jesper Adler.

Tiltagene har mindsket halebiddene markant, siger han og finder en seddel frem med tal fra slagterierne. Der står, at det kun er 0,4 procent af hans svin, der får registreret skader på halen. Sådan har det været de seneste tre-fire år. Til sammenligning har de konventionelle svineproducenter haleskader på 0,5 procent af deres svin – til trods for at langt størstedelen af svinene her er halekuperet.

Det kan altså lade sig gøre at holde halebid på et lavt niveau uden halekupering, understreger Jesper Adler. Og det er derfor, halekupering er en lappeløsning, som den konventionelle landmand anvender.

»Først fylder han så meget kød ind i en sti, som der overhovedet kan være. Så opfinder han argumenter for, hvorfor han er nødt til at skære halen af. Han kunne i stedet tage halvdelen af grisene ud. Men så skal han have mere for sit kød, og så er hans næste argument, at det vil forbrugerne ikke betale for.«

Jesper Adlers grise får hver, hvad der svarer til et kilo halm om dagen i vintermånederne. Det er 100 gange så meget, som en konventionel gris får, bemærker han, og det kan også være en af måderne at undgå halebid på.

Selvskabt problem

Uden for Holbæk triller Kenneth Øster bilen ind på gårdspladsen, hvor den mindste af hans ni slagtesvinestalde ligger. Her holder han 500 styks. I den største stald har han 2.200.

Han vil helst ikke få det til at lyde, som om det er penge, der i sidste ende er afgørende for at løse problemet med halebid.

»Vi skal som svineproducenter passe på med at bruge økonomien som argument. For så går den almindelige dansker i den tro, at det hele handler om en grådig landmand, der gerne vil tjene så meget som muligt på sine grise,« siger han.

Inde i den gamle stald er der mørkt og en kras lugt af ammoniak. Grisene er indsmurt i gylle og går klos op ad hinanden. Selv om Kenneth Øster og hans ansatte skraber gylle væk om morgenen, ligger der nu, hen på formiddagen, allerede en stor dynge igen.

»Grisene har fået vendt stien på hovedet. De skider i den del, der ligger halm i, i stedet for at gøre det i enden med spalter, hvor det kan ryge ned i gyllekanalen,« forklarer svineproducenten.

I den danske konventionelle svineproduktion er halekupering meget udbredt. 97 procent af pattegrisene får halen skåret af.

Sille Veilmark

Dårlig hygiejne og ringe luftkvalitet kan være en årsag til halebid, viser erfaringer fra Sverige. Det kan manglende plads også. Ifølge lovgivningen skal hvert slagtesvin have mindst 0,65 kvadratmeter, og det er også den plads, de minimum har hos Kenneth Øster.

»Når grisene er ti uger gamle, tager vi ofte én eller to grise ud, fordi de er store nok til slagtning, og så bliver der lidt mere plads til de andre. Men lige inden vi leverer grisene til slagterierne, fylder de det, de må,« siger han.

På vej ud af stalden stopper Kenneth Øster op og reflekterer over den udvikling, som det konventionelle svinebrug har gennemgået de foregående årtier.

»Dengang vi havde nogle få grise løbende rundt på marken, så vi dem på en anden måde end i dag. Siden er produktionen bare blevet større og større, og så længe kødet blev billigt, var forbrugerne glade. På den måde er halekuperingen lidt et selvskabt problem. Det er en af de negative sider ved den industrielle udvikling,« siger han.

Kenneth Øster fornemmer dog, at der i de senere år er kommet et større fokus på problemet, og han tror på, at han og mange andre konventionelle svineproducenter er stoppet med at halekupere om fem til ti år.

»Vi er i en begyndende revolution. Både forbrugere og svineproducenter er enige om, at der skal ske noget. Men vi har alle sammen stået stille så længe, at vi ikke ved, hvad der skal til for at finde et alternativ til halekuperingen,« siger Kenneth Øster.

Lukker øjnene

Økolog Jesper Adler er knap så optimistisk på forbrugernes vegne. Han mener, at mange af os lukker øjnene, når vi går ned og køber et stykke kød.

»Og så tænker vi: ’Hvorfor skal vi give 110 kr. pr. kilo, når vi kan nøjes med 50?’ Det er Ryanair-effekten,« siger han.

Statistik over danskernes indkøbsvaner viser, at Jesper Adler har en pointe. I 2016 var det kun 2,6 procent af det samlede danske salg af svinekød, som var økologisk. Det viser tal fra analyseinstituttet GfK ConsumerScan, som organisationen Landbrug og Fødevarer har indhentet.

»I dag reflekterer vi ikke lige så meget over, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis en so kan komme til at føde 20 grise i et kuld, så gør vi det. Det er et problem, at vi tænker på den måde,« siger han og forudser, at økologiske svinebrug vil forblive en niche i mange år fremover.

Serie

Ingen krølle på halen på den danske gris

Flæskesteg, juleskinke, medisterpølse. Grisen kommer i mange former i julen. Men ved du egentligt, om din gris har haft en krølle på halen? Det har den højst sandsynligt ikke, hvis den kommer fra et konventionelt dansk landbrug. Her får næsten alle grise kuperet deres haler, selv om EU-regler forbyder rutinemæssig halekupering. Information undersøger i denne serie problematikken, der har med dyrevelfærd, storindustri og eksport at gøre. Og med Danmarks mangelfulde kontrol og EU’s magtesløshed.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lene Juul Pedersen

Tal fra salg af fersk svinekød i DK giver heldigvis optimisme i forhold til de danske forbrugeres vilje til at betale ekstra for dyrevelfærd. De seneste tal viser at tæt på 1/3 salget af fersk svinekød fra danske kølediske udgøres af kød produceret under et dyrevelfærdsmærke (økologi, ministermærket mm).
Lene Juul Pedersen, Tjele

Eva Schwanenflügel, Børge Neiiendam og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Et godt sted at starte, for undgå grisene bider hinanden i halen, er, give dem mere plads, give dem legetøj (ikke kun en lille bid halm).
Jeg tror det med "økologisk" er selvbedrag.
Økologiske grise får 100kcm, istedet for 60kcm. Det betyder allere højst, lidt mindre halebid, men batter ikke for alvor.
Endvidere skal økologiske grise fodres med godkendt fodder til økologi, hvilket ikke i sig selv, ændrer en tøddel på kødkvaliteten, da køddet grundlæggende set er ødelagt af stress.
I virkeligheden kan svin fodres med alt. Kvaliteten af det enkelte fodder, er ikke så afgørende, mere afgørende er variationen og pladsen til at røre sig på.
Grise der går i den frie natur vil, hvis ikke de har fået ring i næsen, bruge deres kæmpe tryne til rode i jorden, 30% af deres kost vil være ren jord.
Næsten uanset hvad fodder svinene får, vil kødkvaliteten være helt i top, hvis grise som minimum kan være fritgående. Det kunne lade sig gøre i tidligere tider og mon ikke det stadigvæk kunne, hvis ikke vi, lille-Danmark, skulle forsørge resten af verden med billig svinekød.

Eva Schwanenflügel og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar

Han er ikke svineproducent, eftersom det ikke er ham, der frembringer grisene. Og han ejer ikke grisene, det har han, og andre, "bare" besluttet. Det er en volds- og drabsindustri, der bør stoppe. Det er absurd at læse om visse former for vold, der fordømmes, imens andre fortrænges, men fortrængning ændrer ikke noget. Kun handling gør.

Eva Schwanenflügel, Jan Pedersen og nils valla anbefalede denne kommentar