Marginale krav for maksimal indflydelse præger nutidens finanslovsforhandlinger

»Jeg synes efterhånden, at det her cirkus snart må stoppe,« sagde Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, fredag eftermiddag, da det så ud til, at det mest sikre udbytte af dagen ville være, at finansloven for 2018 ville blive den senest vedtagne i 25 år.

Men ifølge professor i komparativ politisk økonomi ved CBS, Ove Kaj Pedersen, er DF-formanden selv en af de erfarne cirkusartister.

For selv om det i går aftes ved redaktionens slutning så ud til, at Dansk Folkeparti fik sin vilje, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forventede, at en finanslovsaftale ville falde på plads til gengæld for udskudte forhandlinger om udlændinge og skat, er de seneste dages højspændte drama et eksempel på, hvordan forhandlingerne om statens budget i stigende grad udspiller sig.

Et selvstændigt formål er ifølge professoren efterhånden blevet at skabe et drama med maskimal opmærksomhed på marginale krav i stedet for en mere sammenhængende og gennemtænkt politisk vision.

»Formålet med finansloven er blevet at skabe dramaer, hvor de gamle magtpartier forsøger at fastholde deres magt, mens fløjpartierne stiller ekstreme krav,« siger Ove Kaj Pedersen.

De politiske partier kæmper om de samme marginalvælgere, og det enkelte partis egen magtpositionering besværliggør forsøget på at finde kompromiser og fælles løsninger. Det er blevet what’s in it for me?

»Journalisterne flokkes foran rullende kameraer, og alle vi andre kan følge, hvem der er den bedste dramatiker eller cirkusartist,« siger Ove Kaj Pedersen.

Ombejlet 

Dansk Folkeparti er blevet dansk politiks mest ombejlede parti. De kan gå til både rød og blå blok. Det radikaliserer dette års finanslovsforhandlinger i forhold til tidligere års dramatik. For det er jo ikke, fordi der ikke tidligere har været drama omkring finansloven. Cirkusset bliver bare ekstra tydeligt i år. Og det hænger faktisk sammen med, at alle former for politik kan føres ind i forhandlingerne om en finanslov. Dermed udvandes dens oprindelige formål, påpeger Ove Kaj Pedersen.

»Budgetpolitik og finanslov er blevet til omdrejningspunktet for al politik, fordi styringen af de offentlige finanser har fået en central position som aldrig før,« siger han.

Den forandring er sket op gennem 1990’erne, hvor styring af de offentlige udgifter blev omdrejningspunktet for ikke bare velfærdspolitik, men al mulig anden politik. Det er en udvikling, man kan konstatere i alle de europæiske velfærdsstater som en reaktion på de finansielle kriser, man løb ind i 1970’erne og 1980’erne. Og som i sidste ende førte til, at der blev indført stramme budgetlove for at holde styr på de løbske offentlige udgifter.

»Fra 1990’erne bliver der ført politik en anden måde. Scenen skifter til finanslovsforhandlingerne, der bliver det helt centrale sted for politik. Derfor er der ikke noget overraskende over det cirkus, vi er vidner til i disse dage, eller den opmærksomhed der er omkring det. For sådan har det været siden 1990’erne,« siger professoren.

Når budgetpolitik er blevet den centrale, politiske kamplads – og alle former for politik kan inddrages lige fra udlændinge til uddannelse og ældrepolitik – er banen åben for at komme med marginale krav og få maksimal indflydelse. Hvem husker ikke Enhedlistens krav om mindst to bade til de ældre i 2013, da de som Thorning-regeringens støtteparti forhandlede intenst om finansloven. Indtil den daværende regering indgik en aftale med V og K. 

Maksimalt frirum

Strategien med marginale krav til gengæld for maksimal indflydelse har et parti som Dansk Folkeparti perfektioneret. Men i modsætning til i 00'erne, hvor Fogh-regeringens fokus lå på udlændinge og retspolitik, har især et andet »ekstremt« parti, Liberal Alliance, splittet den borgerlige blok med sine krav om skattelettelser.

»Samtidig betyder Mette Frederiksens (S) bejlen til Dansk Folkeparti, at DF kan stramme skruen med sit krav endnu mere. De har jo en bejler både i rød og blå blok. Kristian Thulesen Dahl og hans parti har det maksimale frirum.«

Et spillerum Kristian Thulesen Dahl så ud til at udnytte til egen fordel, da han efter alt at dømme vandt de seneste dages nervekrig med Liberal Alliance, der ville have alle tre aftaler om henholdsvis skat, udlændinge og finanslov til at hænge sammen.

Og her står de gamle magtpartier. De traditionelle centerpartier, som Ove Kaj Pedersen kalder dem, der har opbygget og stået i spidsen for velfærdsstaterne. De er omgivet af ekstreme maginalpartier både på højre og venstre side. Det udfordrer både mulighederne for at lave kompromiser og de klassiske magtstrukturer. Og det er ikke bare et dansk fænomen. I stort set hele Europa vakler de gamle magtpartier – the center is falling.

»Samtidig er reformvilligheden i de gamle partier afløst af en form for idéforladthed. Der er ikke mange andre formål end at opretholde velfærdsstaten og dermed centrumpartiernes magtposition med de dertilhørende konflikter.«

Og så er vi tilbage ved cirkusset i Finansministeriet om statens husholdningsbudget, udlændingestramninger og skatteaftale.

»Dramaet er blevet det normale. Og partierne bliver mere og mere bevidste om, at tiltrække mediernes og offentlighedens opmærksomhed på cirkusset,« siger Ove Kaj Pedersen.