Næsten alle danske grise går rundt uden krølle på halen, selv om systematisk halekupering har været ulovligt siden 1994

11 centimeter. Cirka så lang er halen på en nyfødt gris, der er under seks døgn gammel. Det er en lille række af knogler med muskler og hud, men på trods af dens klejne størrelse har halen haft stor betydning i de seneste mange års debat om svins velfærd.

Svineproducenter må som hovedregel ikke udsætte grise for halekupering, der påfører dyrene stor smerte. Sådan har det været i 23 år. Ikke bare i Danmark, men i hele EU.

Alligevel bliver 19 ud af 20 danske grise – helt præcis 97 procent – stadig halekuperet.

Siden EU, som dengang hed EF, i 1994 med et direktiv gjorde det ulovligt, har over en halv milliard danskproducerede grise på den måde mistet et stykke af halen. Lagt i forlængelse af hinanden ville de afklippede halestumper nå mere end en halv gang rundt om kloden.

Et enkelt ’men’ i direktivet og de 19 ord, der følger efter, har spillet en afgørende rolle. Der står: »Hverken haleklipning eller formindskelse af hjørnetænder må foretages rutinemæssigt, men kun hvis der er vidnesbyrd om, at der er forårsaget skader på sopatter eller andre svins ører eller haler.«

Ordlyden har ændret sig en smule over årene, men med lidt velvilje har passussen hele tiden kunnet læses sådan, at den giver mulighed for alligevel at halekupere i stor stil – så længe svineproducenterne kan sige, at deres grise har bidt hinanden i halerne.

Det har landmændene henholdt sig til siden, så halekupering i dag, 23 år efter direktivet trådte i kraft, stadig er normalen og ikke undtagelsen.

»Vi må godt halekupere, når vi ved, der er et problem med halebid, og det er der ofte,« siger Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter. Han driver selv en stor gård i Løgstør, hvor han holder smågrise, som han sælger til udlandet.

De resterende tre procent svin, der frem til slagtningen går rundt med hele haler, er primært økologiske grise og frilandsgrise.

’Forrykt’

EU-Kommissionen vurderer, at Danmark ligesom flere andre medlemslande overtræder direktivet. Men juraen er ikke entydig.

Professor i miljøret på Københavns Universitet Helle Tegner Anker finder det svært at vurdere, hvordan Danmark ville stå, hvis kommissionen indledte en traktatbrudssag mod Danmark ved EU-Domstolen.

»I sagen om halekupering er situationen den, at direktivets krav ikke er så klare, og det er vanskeligt at vurdere, hvornår der er gjort nok for at undgå halebid hos den enkelte landmand. Det betyder, at medlemsstaterne og myndigheden har et vist skøn i forhold til tilsyn og håndhævelse. Derfor er det ikke så nemt at sige, om der er et tilstrækkeligt grundlag for en domfældelse,« siger hun.

Jurist Sacha Lucassen, som for nylig har taget en master i dyrevelfærdslovgivning og skrev sit speciale om netop direktivet, der skal forhindre halekupering af grise, er mindre i tvivl.

»Direktivet bliver konsekvent overtrådt, og sådan har det været, siden det trådte i kraft. Det er helt forrykt. Det ligger i direktivet, at halekupering kun må vælges som sidste løsning, men i Danmark og mange andre medlemsstater er halekupering ren rutine i industriproduktionen. Det sker pr. automatik,« siger Sacha Lucassen, der i dag er embedsmand, men understreger, at hun udtaler sig som privatperson.

»Mit bud er, at Danmark ville tabe en eventuel sag ved EU-Domstolen. For hvis man skal tolke på direktivet, og det, som kommissionen har givet udtryk for ved deres audits i Danmark, så overtræder vi direktivet. Især fordi vi stadig halekuperer næsten alle grise.«

Mere kontrol

Så sent som torsdag i denne uge var de afklippede grisehaler på dagsordenen. Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) annoncerede i en pressemeddelelse, at han vil have færre halekuperede svin i Danmark, da han mener, at andelen i dag er »alt for høj«. I samme forbindelse sagde han, at ministeriet nu vil forstærke tilsynet af landmændene, når det gælder deres brug af halekupering.

Der er endnu ikke mange detaljer om, hvad ændringen konkret betyder. Men den største ændring er, at når svineproducenter fremover får besøg af Fødevarestyrelsens kontrollanter, så skal der ligge »skriftlig dokumentation for, at landmanden har forsøgt at forebygge halekupering«. Indtil nu har svineproducenterne blot skullet oplyse det mundtligt til kontrollanterne, og så har de godtaget det.

Det glæder Dyrenes Beskyttelse, at ministeren har »gode intentioner«, men de vil ikke løfte armene helt i vejret endnu.

»Det er godt, at ministeren nu vil kræve skriftlig dokumentation, men det afgørende er, hvad han vil kræve, der står i dokumentationen. Altså hvad der konkret skal være gjort, før svineproducenten som sidste udvej må halekupere. Vi vil følge det tæt i de kommende år,« siger Birgitte Damm, der er chefkonsulent i dyreværnsorganisationen.

Hun er uddannet dyrlæge og har brugt en stor del af sit liv på at forske i dyrevelfærd. I dag er hun chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse, der har det som en af flere mærkesager at få bugt med halekuperingen af grise.

Hun mener, at ministerens udmelding netop nu kan hænge sammen med, at kommissionen forventes snart at udkomme med en kritisk rapport om den danske praksis.

Den blå lup

Esben Lunde er bare en af en lang række ministre, som gennem årene har sagt, at nu skal der gøres noget ved problemet.

Fire år efter direktivet trådte i kraft, forsøgte den daværende fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) i 1998 at få flere grise med krølle på halen. Han lancerede et kødkvalitetsmærke – under navnet ’den blå lup’ – som producenterne kunne få på deres svinekød, hvis de levede op til en række dyrevelfærdskrav. Ét af kravene var, at halekupering ikke måtte foretages rutinemæssigt.

Mærket blev dog aldrig nogen succes. Hverken detailhandlen eller forbrugerne tog det til sig. Og mange af de svinebesætninger, som slagterierne ellers havde godkendt til mærket, levede ikke op til ministeriets krav, bl.a. fordi de halekuperede systematisk, konstaterede Ritzaus Bureau på baggrund af et notat fra Veterinær- og Fødevaredirektoratet.

Halebid er et blodbad

Henrik Mortensen fra Danske Svineproducenter forklarer, at landmændene vælger at halekupere deres grise, fordi alternativet er værre.

»Det er ikke sådan, at jeg som producent har lyst til at kupere mine små nyfødte grise. Jeg anerkender, at der er en eller anden form for smerte, når man med en varm tang klipper den yderste spids af halen. Men jeg har set det blodbad, der bliver skabt, når grisene bider hinanden i halen og ind til ryggen.«

Halebid er smertefuldt for grisen og kan føre til infektioner, som spredes til andre dele af kroppen. Ved at klippe halespidsen af, når grisen kun er få dage gammel, bliver den tilbageværende del af grisehalen mere følsom. Det betyder, at grisen så vil reagere hurtigere, hvis andre grise senere i livet forsøger at bide den i halen.

»Jeg halekuperer, fordi jeg ved, at alternativet er meget værre. Når vi kuperer halen, så skåner vi grisen for risikoen for nogle voldsomme smerter, behandling og aflivning, som den vil opleve ved halebid,« som Henrik Mortensen siger.

Et halebid på en enkelt gris kan hurtigt sprede sig til en hel grisesti. Det kan dermed blive dyrt for svineproducenten at ophøre med at halekupere, hvis det betyder, at han må aflive en flok halebidte grise, forklarer Henrik Mortensen.

Landmændene vælger at halekupere deres grise, fordi alternativet ifølge dem er værre: Det blodbad, der bliver skabt, når grisene bider hinanden i halen og ind til ryggen.

Sille Veilmark

’Helt uacceptabelt’

Birgitte Damm fra Dyrenes Beskyttelse finder det store omfang af halekupering »helt uacceptabelt«.

»Der er en grund til, at rutinemæssig halekupering er forbudt. Det er, fordi man ved lovens vedtagelse var enige om, at grise ikke må holdes under så ringe forhold, at de får den stressudløste adfærdsforstyrrelse, som halebid er, uden at man gør noget ved det. Man har ikke bare lov til at klippe halen af, og hokuspokus så er problemet løst,« siger hun.

Henrik Mortensen fra Danske Svineproducenter efterlyser dog mere forskning i, hvordan man undgår halebid, før han vil stoppe halekuperingen.

»Der er ingen, der hidtil har kunnet anvise nogen konkret og sikker metode til at undgå halebid på. Det har, vil jeg sige, ikke den ønskede effekt på risikoen for halebid, hvis landmændene giver grisene mere plads og mere rode- og beskæftigelsesmateriale,« siger Henrik Mortensen.

Efterspurgt forskning siden 1998

I 1998 nedsatte daværende justitsminister Frank Jensen (S) en arbejdsgruppe, som skulle se på området. Men da arbejdsgruppen et år senere i maj 1999 fremlagde sin rapport, var det uden at foreslå et fuldstændigt forbud mod halekupering.

I stedet anbefalede arbejdsgruppen, at der først skulle forskes mere i, hvorfor halebid opstår, og hvad der kunne gøres for at undgå det. Undtagelsen fik derfor lov til at fortsætte. Og det samme gjorde halekuperingen.

I maj 2000, ét år efter arbejdsgruppen udkom med sin rapport, var en EU-veterinærinspektion på en såkaldt audit i Danmark. Inspektionen besøgte en række svinestalde og kunne konstatere, at alle grisene var halekuperede. Inspektørerne henstillede til de danske myndigheder, at de skulle tage midler i brug for at sikre, at halekupering ikke skete rutinemæssigt.

Veterinærinspektør i Fødevaredirektoratet (i dag Fødevarestyrelsen), Birte Broberg, sagde dengang til Politiken, at hun ikke forventede, at EU-kritikken ville betyde et fald i antal grise med afklippede haler. For halekuperingen er nødvendig, sagde hun, »så længe vi har de produktionssystemer, vi har nu.«

Økonomi over dyrevelfærd

Seniorforsker Lene Juul Pedersen på Aarhus Universitets Institut for Husdyrvidenskab har mange års erfaring i at forske i halekupering og halebid. Hun siger, at der faktisk findes viden om, hvilke risikofaktorer der fører til halebid.

»Grisene bider hinanden, fordi de oplever stress i et miljø, som ikke er optimalt for dem. Det kan være begrænset adgang til foder og vand, manglende plads generelt, mangel på halm og lignende og dårligt klima. Desuden kræver det mere opsyn og en hurtig indsats at hindre store udbrud af halebid,« siger forskeren, der har arbejdet for et fælleseuropæisk forskningsprojekt om halekupering under navnet FareWellDock.

»Men hvor er en indsats mest påkrævet og virkningsfuld? Det ved vi ikke endnu,« siger hun.

Professor i dyreetik på Københavns Universitet, Peter Sandøe, har ud over at have forsket i emnet sammen med andre fagpersoner også deltaget i den første arbejdsgruppe, der behandlede spørgsmålet om halekupering. Han er enig i, at der ikke er nogen simple løsninger på problemet med halebid. Men at klippe noget af grisens hale af er den nemme løsning:

»Selve halekuperingen er et relativt lille indgreb, men det provokerende ved det er, at i stedet for at løse det bagvedliggende problem, så symptombehandler man.«

Lene Juul Pedersen mener, at økonomien spiller en vigtig rolle, når landmændene bruger risikoen for halebid som standardundskyldning for at fortsætte halekuperingen.

»At forbedre grisenes forhold er økonomisk omkostningstungt. Det er nok den primære årsag til, at landmændene fortsat symptombehandler ved at halekupere frem for at ændre på forholdene i stien.«

Hun siger, at forskningen skal være bedre til at give svineproducenterne dokumentation for, at en gris, der trives godt, også er sundere, vokser mere, har lavere risiko for at bide i andre grise og mindre behov for medicin. Og at det kan give en økonomisk gevinst, som i bedste fald kan opveje de omkostninger, der er ved at forbedre forholdene.

Birgitte Damm fra Dyrenes Beskyttelse er enig i, at økonomien er afgørende.

»De mange halekuperede grise er et udtryk for, at man i Danmark sætter de økonomiske hensyn meget højt i forhold til hensynet til dyrene. For det er ikke raketvidenskab at stoppe halekuperingen.«

Strammer op på direktivet

EU forsøgte i 2001 at stramme op på direktivet ved at gøre det klart, at landmanden først skal have forsøgt sig med andre tiltag for at undgå halebid, før han må gribe til tangen og halekupere sine grise.

»(Før haleklipning) skal der træffes andre foranstaltninger til at forhindre halebidning og andre uvaner under hensyntagen til miljøet og belægnings­graden. Utilstrækkelige miljøforhold eller driftsledelsessystemer skal derfor ændres,« står der i direktivet.

Det blev også skrevet ind, at svineproducenten skal tilbyde en tilstrækkelig mængde materiale, som svinene kan rode i og undersøge. Det gælder for eksempel halm, hø, træ og savsmuld.

EU ønskede altså fortsat at begrænse omfanget af halekupering. Men hidtil er det ikke lykkedes at få det gennemført i medlemsstaterne.

Ud over Danmark halekuperes mindst 95 procent af grisene stadig i landbrugslande som Tyskland, Belgien og Holland, der alle producerer mange svin.

I EU-lande med mindre svineproduktioner – såsom i Sverige og Finland – er halekupering derimod forbudt uden undtagelse, så her har alle grise lange haler. Det samme gælder ikke-EU-lande som Norge og Schweiz.

Ny arbejdsgruppe nedsat

Ni år efter den første arbejdsgruppe blev nedsat af Frank Jensen, var det i 2007 daværende justitsminister Lene Espersens (K) tur til at sætte en arbejdsgruppe i gang med bl.a. at undersøge spørgsmålet om halekupering.

Efter arbejdsgruppen havde været nedsat i mere end 44 måneder, valgte Dyrenes Beskyttelse og DOSO, der er en sammenslutning af flere dyreværnsforeninger, at trække sig fra den.

»Vi havde troligt været med i flere år og forsøgt at komme med konstruktive bud på, hvordan vi kunne stoppe halekupering, og så ender arbejdsgruppen med at indstille, at landmændene kan blive ved med at halekupere, som de hele tiden har gjort det. Det ville vi ikke være med til,« fortæller Birgitte Damm fra Dyrenes Beskyttelse.

De tilbageværende medlemmer af arbejdsgruppen – det var repræsentanter for landbruget, forskere og embedsmænd – konkluderede det samme, som det arbejdsgruppen næsten et årti tidligere også var nået frem til: Der er brug for mere viden om, hvornår og hvordan de enkelte svinebesætninger kan stoppe med at halekupere.

Endnu en kritik fra EU

Kort før arbejdsgruppen udsendte rapporten i december 2010, fik de danske myndigheder besøg af en inspektionsmyndighed fra EU-Kommissionen. Og ligesom Danmark fik kritik ved besøget i 2000, skete det samme i 2010:

»Halekupering foretages stadig systematisk uden en tilstrækkelig undersøgelse fra myndighederne af de indsatser, landmanden har gjort for at forbedre miljøforhold og driftsledelsessystemer,« stod der i den 23 siders lange rapport fra EU-inspektørerne.

Ifølge rapporten var der flere problematiske forhold hos en af de besøgte svinebesætninger, hvor grisene fik halerne kuperet: Luftkvaliteten var for dårlig, smågrisene stod for tæt, og svinene manglede materiale at rode i. Inspektørerne henstillede derfor til, at myndighederne skulle sikre sig, at svineproducenterne havde gjort tilstrækkeligt for at undgå halebid, før de halekuperede.

Fødevarestyrelsen, der bl.a. fører tilsyn med svineproducenterne og deres halekupering, rettede senere ind efter kritikken fra EU-Kommissionens inspektionsmyndighed. Tre år efter lå en ny vejledning klar til kontrollanterne, hvor styrelsen udspecificerede, hvilke tiltag svineproducenten kunne gøre i tilfælde af halebid.

I 2012 klagede Dyrenes Beskyttelse både til Europa-Kommissionen og til Europa-Parlamentets såkaldte borgerklageudvalg. Organisationen anførte, at Danmark overtræder den gældende lovgivning, når stort set alle grise halekuperes uden forsøg på at forhindre halebid af anden vej. De mente videre, at det ikke bør være tilstrækkeligt, når svineproducenten bare kan nøjes med mundtligt at oplyse, at han har haft problemer med halebid, hvorefter myndighederne accepterer det uden yderligere kontrol.

Borgerklageudvalget, der består af EU-parlamentarikere, støttede op om klagen, fortæller Birgitte Damm:

»Vi fik meget stærk opbakning fra borgerklageudvalget, som appellerede til EU-Kommissionen om, at den rutinemæssige halekupering måtte standses. Det var krænkende for retsfølelsen, at der er en lov, som er vedtaget demokratisk, og som ikke bliver overholdt. Udvalget krævede, at kommissionen gjorde markant mere og anbefalede endda, at kommissionen påbegyndte en sag mod Danmark om traktatbrud. Her fem år senere er klagen stadig åben, fordi udvalget fortsat mener, at sagen er toprelevant, men indtil videre uløst.«

Svinetopmøde

I 2014 arrangerede daværende fødevareminister Dan Jørgensen (S) et »svinetopmøde«, hvor ministeren og repræsentanter fra bl.a. landbruget, slagterierne og dyreværnsorganisationerne skulle sætte klare mål for svinenes velfærd. Et af de udtrykkelige mål var at nedbringe andelen af halekuperede grise.

Men på trods af de udmeldte ambitioner var Peter Sandøe ikke imponeret af svinetopmødet:

»Dan Jørgensen var en grisevenlig minister, men han gjorde ikke noget konkret på området. Hans svinehandlingsplaner var mest uforpligtende hensigtserklæringer og gensidige opråb om, at ’nu gør vi noget’,« siger han.

»Ministeren var meget optaget af ikke at pålægge producenterne så store omkostninger, at produktionen ville flytte. Han satsede derfor på frivillige aftaler mellem ministeren og branchen, som så skulle følges op over tid, men sådanne frivillige aftaler binder ikke den enkelte producent.«

Uklare regler

Med til at komplicere billedet er, at EU’s regler er uklare og vage. Det var konklusionen i en videnskabelig artikel fra 2015, som er skrevet af forskere fra universiteter i Skotland, Finland og Danmark samt erhvervet.

»Uklarheden i direktivet giver råderum for et vist skøn til medlemsstaterne, og det fremgår f.eks. ikke klart af de danske regler, hvilke foranstaltninger der skal være forsøgt for at undgå halebid, og hvornår der er gjort nok,« forklarer professor Helle Tegner Anker fra Københavns Universitet, der var med til at skrive artiklen.

»Her læner de danske regler sig op ad direktivets tekst. Det vil sige, at der også er indbygget et skøn i myndighedernes kontrol og håndhævelse af, hvornår der er truffet tilstrækkelige foranstaltninger,« tilføjer hun.

I artiklen skriver forskerne også, at det ikke er udspecificeret, hvor omfattende eller hvor nylige skaderne på haler eller ører skal være for at retfærdiggøre halekupering. Og heller ikke, hvordan det skal være dokumenteret.

Peter Sandøe, der også var med til at skrive artiklen, mener, at den opgave primært ligger hos de rådgivende besætningsdyrlæger:

»I praksis er det tilstrækkeligt, at den rådgivende dyrlæge siger, at der er grund til halekupering som følge af halebid,« siger han.

Kuperede haler til eksport

En anden udfordring er, at mange svineproducenter afsætter deres smågrise til andre danske og ikke mindst udenlandske svinebrug, som så står for selve opfedningen af svinene. Sidste år eksporterede erhvervet 13,2 millioner smågrise – 40 procent af den samlede svineproduktion – til udlandet.

»Vi har stor eksport af grise, som fedes færdig i lande som Polen og Tyskland, og dem mister vi som kunder, hvis grisene har hele haler,« siger Henrik Mortensen fra Danske Svineproducenter.

Han fortæller, at de udenlandske svineproducenter ikke vil modtage smågrisene, hvis de har intakte haler. I mange tilfælde henviser de danske landmænd derfor til, at det er de udenlandske aftagere, som har problemer med halebid, og det accepterer de danske myndigheder som gyldig forklaring:

»Vi spørger ham om det, og hvis han så siger: ’Ja, grunden til, at jeg kuperer haler, er, at jeg ellers ikke kan afsætte dem’, så tager vi det for gode varer,« siger Birgit Hendriksen, veterinærchef i Fødevarestyrelsen.

I bekendtgørelsen står der ellers, at halebiddene skal ske »på bedriften«, før halekupering må anvendes som en mulighed. Det, skulle man umiddelbart tro, betød, at det er forholdene i svinestaldene på det konkrete tidspunkt, hvor halerne kuperes, der er afgørende – og ikke forholdene i de stalde, hvor svinene senere eventuelt skal opfedes. Halerne kuperes jo inden for pattegrisenes allerførste døgns levetid.

»Det er en økonomisk undskyldning, som Danmark her bruger som argument for ikke at leve op til direktivet,« siger jurist Sacha Lucassen.

»Men det er klart en udfordring for EU. Grundkonceptet for unionen er, at vi har fælles spilleregler, så vi undgår de her situationer på bekostning af dyrevelfærden, og så vi samtidig sikrer konkurrenceevnen og varernes frie bevægelighed.«

Det danske justitsministerium har over for kommissionen fortalt, hvad de forstår ved ordene »på bedriften«. Som et svar på kritikken fra den EU-inspektion, der i 2000 besøgte Danmark, skrev ministeriet:

»Ordene ’på bedriften’ (…) må fortolkes sådan, at det gælder alle de steder, hvor grisene har ophold fra fødsel til slagtning« (Informations kursiv, red.).

I 2015 underskrev Danmark sammen med Tyskland, Sverige og Holland et såkaldt positionspapir, der opfordrede EU-Kommissionen til at ændre direktivet, så det er aftagerne af grisene, som skal bevise, at halekupering er nødvendig. Men status er, at positionspapiret ligger stille hos kommissionen. Birte Broberg, der er veterinærinspektør i Fødevarestyrelsen, siger:

»Kommissionens melding er, at de ikke har i sinde at gøre noget for at efterkomme det, der står i papiret. Kommissionen vil hellere fokusere på bedre håndhævelse hos medlemsstaterne. Men det er pudsigt, at de ikke vil ændre noget, som vil kunne lette hele håndhævelsen.«

De bløde midler først

EU-Kommissionen mener generelt, at halekupering foregår i modstrid med direktivet, siden det sker i så stort et omfang. 26 ud af 28 medlemsstater, heriblandt Danmark, overtræder direktivet, oplyser talsperson for kommissionen på fødevareområdet Anca Paduraru.

Indtil videre har kommissionen ikke indledt en traktatbrudssag. Først vil man forsøge med blødere midler, skrev kommissionen i oktober 2013 i et svar til klagen fra Dyrenes Beskyttelse.

Et af de bløde midler så dagens lys i marts 2016, da EU udgav en række guidelines til, hvad myndighederne kan gøre for at kontrollere landmændene bedre. Guidelinene beskriver, hvad landmændene kan gøre for at undgå halebid, og hvordan myndighederne kan teste, om landmændene nu også har gjort tilstrækkeligt.

Fødevarestyrelsen har endnu ikke implementeret de halvandet år gamle guidelines. Birte Broberg forklarer det på den måde, at det er »en løbende proces«.

Indtil videre har styrelsen ifølge hende tilføjet et afsnit om en såkaldt risikovurdering, som svineproducenterne fremover »bør« foretage, men det er stadig ikke et krav:

»Her gennemgår svineproducenterne besætningen og ser, om der er steder, hvor man kan rette op på forhold for at reducere udbrud af halebid,« siger Birte Broberg.

Trussel fra kommissionen

Den litauiske kommissær for fødevaresikkerhed, Vytenis Andriukaitis, skrev i august i år til et medlem af Europa-Parlamentet, at »kommissionen er klar til at intervenere, hvor det er påvist, at medlemsstater stadig svigter i forhold til at efterleve EU-lovgivningen.« Og at kommissionen vil »overveje yderligere handlinger i lyset af en vurdering af medlemsstaternes fremskridt på området.«

En af mulighederne er at trække medlemsstaterne for EU-Domstolen og indlede en traktatbrudssag.

Det har kommissionen tidligere gjort på dyrevelfærdsområdet og specifikt i forhold til lovgivningen om svin.

Den EU-inspektionsmyndighed, som både i 2000 og 2010 rettede en kritik mod Fødevarestyrelsens kontrol af landmændene, besøgte Danmark igen i dette efterår. Og hvor det tidligere var de danske myndigheders kontrol af svins velfærd i det hele taget, som besøgene handlede om, var det primære formål denne gang at undersøge myndighedernes indsats for at undgå halebid og halekupering.

Den endelige udgave af rapporten forventes først i det nye år, og indtil da vil Birte Broberg ikke sige noget om besøget.

Birgitte Damm fra Dyrenes Beskyttelse, der deltog i et møde med EU-inspektørerne, mener, at der igen må forventes kritik:

»Det er vores indtryk, at inspektørerne ikke var tilfredse med situationen i Danmark, hvor man endnu ikke har indført kommissionens guidelines. Og de var heller ikke tilfredse med, at der er lige så mange halekuperede svin i dag, som der hele tiden har været.«

Nødvendigt med strammere lovgivning

Aftalen fra svinetopmødet i 2014, som tidligere fødevareminister Dan Jørgensen stod bag, løber frem mod 2020.

I juni i år, halvvejs inde i aftaleperioden, har Miljø- og Fødevareministeriet evalueret indsatsen og konstateret, at »der ikke er kommet væsentligt flere grise med intakte haler i de danske svinestalde«.

Det fik landbrugsordfører, Simon Kollerup (S), til at kalde fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i samråd i starten af oktober.

Under samrådet erkendte ministeren, at målsætningen ikke var nået:

»Af den seneste evaluering fremgår det, at der er god fremdrift på flere områder, men jeg må desværre også konstatere, at der er områder af handlingsplanen, hvor der ikke ses den ønskede fremdrift, bl.a. for så vidt angår dødelighed og halekupering,« konstaterede ministeren.

Esben Lunde Larsen efterlyste mere viden for at finde ud af, hvordan man kan nå målet frem mod 2020. Han henviste også til et dyrevelfærdsmærke, som han havde søsat tidligere på året. Svinekødet kan få mærket på, hvis grisen har haft krølle på halen hele livet.

Men Peter Sandøe, professor på Københavns Universitet, vurderer, at et mærke kun vil få en begrænset betydning.

»Da næsten ni ud af ti danske grise går til eksport, og da eksportmarkederne indtil videre ikke har vist nogen nævneværdig interesse for grise med hele haler, vil effekten være marginal,« forudser han, »med mindre der kommer en alvorligere lovgivning fra dansk side.«