Det storpolitiske drama om Nord Stream 2 er trådt ind i sin afgørende fase. Og regeringens vanskelige diplomatiske balanceakt ser ud til at bære frugt.
Det var ellers svært at forestille sig i foråret, da Energistyrelsen modtog ansøgningen om en ny oversøisk gasledning fra Rusland til Tyskland, ejet af det statsejede russiske gasselskab Gazprom. Ansøgningen var i den grad politisk betændt, og regeringen vidste ikke, hvilket ben den skulle stå på.
På den ene side stod tætte allierede i EU med vores vigtigste handelspartner Tyskland i spidsen og argumenterede for projektets udelukkende økonomiske hensigter og fordele.
På den anden side stod de øvrige, fortrinsvis østeuropæiske EU-lande og ikke mindst vores vigtigste allierede i NATO-regi, USA, og argumenterede for, at gasledningen udgjorde en forsvars- og sikkerhedspolitisk trussel.
Heller ikke øst for sundet var der nogen hjælp at hente. Den svenske skepsis over projektet forstummede, da Nord Stream 2 besluttede, at Gotland skulle være base for byggeriet – og de dertilhørende mange nye arbejdspladser og millioner af kroner. Med ét indtog Sverige sin vanlige neutrale position.
Situationen betød, at Danmark havnede i en betydningsfuld, men ubehagelig position som det eneste land, der potentielt kunne spolere det tysk-russiske gaseventyr.
Miseren blev ikke mindre af, at Danmark og den daværende VK-regering små ti år tidligere – længe før krigene i Syrien og Ukraine – havde godkendt en næsten identisk ansøgning fra søsterselskabet Nord Stream 1.
Med fortidens erfaringer og ikke mindst udsigten til at skulle skuffe enten Tyskland eller USA in mente foreslog regeringen (sammen med Sveriges) allerede i foråret, at sagen blev et anliggende for EU.
Manøvren ville gøre, at regeringen kunne undgå at stille sig imellem sine to allierede. Prisen? En lille smule suverænitetsafgivelse til EU – og hvad så?
Dansk hovedpine
EU-Kommissionen kunne sagtens se det fornuftige i den danske appel. EU har i forvejen sit gasdirektiv, der regulerer gashandlen internt i unionen og eksternt til unionen, hvis eksempelvis et russisk firma vil sælge.
Modsat var Nord Stream 2, Tyskland og en bunke andre EU-lande og potentielle aftagere af gassen som Frankrig, Holland og Østrig ikke overraskende uenige. De mente, at gasledningen faldt uden for EU-direktivet, da den føres til havs.
I sommer gav et snævert flertal af EU-medlemslandene så kommissionen mandat til at undersøge muligheden for at udvide gasdirektivet til også at gælde oversøiske gasledninger til flere vestlige EU-landes store fortrydelse.
Nogenlunde samtidig skærpede USA sin retorik mod Nord Stream 2-projektet. Ligesom det amerikanske senat gennemførte en lang række sanktioner møntet mod netop Nord Stream 2 og de europæiske energiselskaber, der økonomisk har bakket projektet op.
I november sagde en embedsmand fra det amerikanske udenrigsministeriums energiafdeling til Jyllands-Posten, at USA »er fuldt ud klar over, hvad den danske regering foretager sig«.
Spørgsmålet var selvfølgelig, om den danske regering selv var klar over, hvad den foretog sig. Faktum er, at energiminister, Lars Chr. Lilleholt (V) og regeringen viste handlekraft, da de i august forslog, at Energistyrelsen skal »kunne inddrage udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske hensyn i vurderingen af konkrete ansøgninger om etablering af visse rørledningsanlæg på søterritoriet«. Læs: Nord Stream 2.
Forslaget fik Nord Stream 2’s og de føromtalte europæiske energiselskabers advokater til at anklage Folketinget for at bryde grundloven blandt andet ved at vedtage en særlov møntet mod ét specifikt firma.
Lovforslaget blev efterfølgende hastebehandlet og vedtaget med et samlet flertal. Den nye lov gælder også ansøgninger, »der endnu ikke er færdigbehandlet«. Læs igen: Nord Stream 2.
EU på banen
Med loven sendte regeringen et klart signal til USA og den danske befolkning om, at 00’ernes udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold til USA fortsat står til troende.
Men en ting er at have muligheden for at blokere Nord Stream 2, noget andet er at være den, der rent faktisk gør det. Og sideløbende med den danske lovændring fortsatte EU-Kommissionen – på Danmarks opfordring – arbejdet med et lovforslag om at ændre gasdirektivet til også at gælde oversøiske gasledninger som Nord Stream 2.
Missionen lykkedes. Og i sidste uge, i ly af finanslovsforhandlingerne, kunne Folketingets Europaudvalg under dagsordenens punkt fem hastebehandle og vedtage ’Forslag til revision af direktiv om fælles regler for det indre marked for naturgas’.
Med et fingerknips blev initiativet om Nord Stream 2’s skæbne flyttet fra København til Bruxelles, og det må forværre hovedpinen i Gazproms hovedkvarter i St. Petersborg.
For beslutningen kan blive afgørende for gasledningens skæbne.
EU’s gasdirektiv fastslår, at ejeren af en gasledning ikke må have eneret på gasledningens forsyning. Gasledninger i det europæiske energinet skal med andre ord kunne benyttes af flere energiselskaber for at sikre den størst mulige konkurrence. Det stiller selvsagt spørgsmål ved Nord Stream 2’s rentabilitet for moderselskabet Gazprom.
Rusland vedtog for få år siden en lignende lov på deres hjemmemarked. Loven ophævede med ét Gazproms årelange statslige monopol på hjemmemarkedet og ramte virksomheden hårdt økonomisk. Af samme grund er det altafgørende for Gazprom, at gassen, der kommer til at løbe gennem Nord Stream 2, bliver Gazproms egen.
I 2014 forsøgte Gazprom at søsætte South Stream-gasledningen via Sortehavet og det sydøstlige Europa. EU-Kommissionen underkendte og suspenderede dengang planerne, netop fordi Gazprom ikke ønskede at åbne gasledningen for andre udbydere.
Dramaet om Nord Stream 2 vil utvivlsomt fortsætte i det nye år. Tilbage står et kaotisk år, hvor regeringen på forunderlig vis formåede at balancere sine interesser, selv om det øjensynligt var umuligt at stille alle tilfreds. Regeringen formåede at navigere i en storpolitisk magtkamp og handle uden egentligt at træffe en reel beslutning. Overlagt eller ej.
Sagens kerne er vel det tyske Energiewende.
Man læser:
”forventes at levere energi til 26 millioner hjem, hvilket svarer til energien fra 39 atomkraftværker.”
Naturligvis er klimaskaderne – og specielt den synlige forurening minder end ved fortsat brug af brunkul.
Eller:
Det ambitiøse Energiewende og nok også Frau Merkels politiske fremtid afhænger af den russiske gas.
Spørgsmålet er vel, om Europa - Tyskland - hellere vil have amerikansk gas hentet ved fracking end stabil russisk levering.
Steen Sohn det er nok amerikaners mening det skal være sådan.
https://www.b.dk/globalt/usa-advarer-danmark-i-maa-ikke-sige-ja-til-russ...
Uden at kende detaljer vil jeg mene at hvis det skal give lige så meget energi som 39 atomkraftværker ja så er der tale om en hulens masse gas.
Meget mere end man ”sådan bare” kan hente i Amerika.
Hvis den megen gas kan transporteres med skib, ja så ville det nok blive gjort direkte fra Rusland.
Ud over Gazprom har følgende selskaber medejerskab af Nordstream 2:
tyske BASF, E. ON, hollandske Nederlandse Gasunie og franske GDF Suez.
Jer tror der noget rivende galt med Informations fremstilling af sagen.
Enten opfylder anlægget allerede EU’s nye gasdirektiv , eller også bør det gøres klart, at kommissionen ikke kan lovgive alene, og må forvente at blive stemt ned i ministerrådet.
Hej Micheal,
Tak for din kommentar. NS2 er 100 procent ejet af Gazprom. Tidligere var der et konsortium bag, men det blev erklæret konkurrencestridigt, hvorfor de tidligere medejere i dag 'kun' bakker op. Fx Shell. Ift. Ministerrådet er der intet, der tyder på, at der ikke skulle blive flertal. Det er mere spændende at kigge på EU-parlamentet, vil jeg mene, hvor det kan blive mere tvivlsomt. Det bliver i hvert fald spændende at følge.
Hvorfor er det så forfærdeligt med den gasledning ?. Vi fører jo heller ikke sikkerhedspolitik, om el kabler mellem landene. Den russiske gasledning svarer til at få et ekstra stik ind i stuen, så kan vi selv vælge energiform gasledning eller ikke gasledning. En gasledning er en god anledning til at indlede et samarbejde med Rusland, hvor det russiske energisystem integreres med Europas energinet. I Belgien ligger der udenfor Antwerpen et ældre Atomkraftværk, som flere af nabolandene er meget bekymret for. Her er der ingen EU initiativer. Drop protesten mod den russiske gasledning og brug anlægget som en anledning til at indlede en konstruktiv og kritisk dialog med Rusland, som knytter landet tættere til EU, fremfor at skubbe Rusland væk. Den reelle sikkerhedspolitiske trussel mod Europa er forekomsten af Kernevåben og et tilspidset forhold mellem USA og Rusland. Jeg har svært ved at se, at anlægget af en gasledning kan betragtes som en sikkerhedspolitisk risiko.
@Kim Folke Knudsen, Nordstream2 er en energipolitisk risiko eftersom Rusland ved flere lejligheder har demonstreret vilje til - uden hensyn til deres kommercielle interesser - at bruge afbrydelse af energiforsyning/energisalg som politisk pressionsmiddel.
Det er farligt og naivt at lade "det ekstra stik i stuen" indgå i forsyningsstrategien, når leverandøren er kendt for at slukkke for strømmen som pressionsmiddel eller sanktion!
Nej, baggrunden for Nordstream 1 og 2 er en aftale mellem Tyskland og Rusland om en (nu to) ny(e) rørledninger gennem Østersøen for naturgas. Der findes allerede adskillige ledninger over land fra Rusland til Vesteuropa, herunder Tyskland, men de går over Ukraine, Hviderusland eller Polen, og navnlig Ukraine har givet problemer som transitland. Ukraine modtager selv naturgas fra Rusland, men ville - efter tidligere rabatordninger - ikke betale den markedspris, Rusland nu krævede, og den ballade endte med, at Rusland begyndte at skrue ned for forsyningen til Ukraine. Ukraines svar herpå var at tage noget af transit-gassen, der skulle have været videre til Vesteuropa.
For at undgå den slags forsyningsusikkerheder, aftalte Tyskland og Rusland, at ledningen skulle gå udenom tredielande.
@Michael Kongstad Nielsen, den er lidt mere tricky end du skriver. Ukraine og Rusland havde aftalt en pris for gas, men så syntes russerne, at ukrainerne skulle betale mere. Modsætningsvist ville russerne ikke betale den aftalte transitafgift til Ukraine.
Hele temaet med NS2 er jo netop, at den ønskede linjeføring går gennem tredjelande (Danmark)! Men Danmark kræver ikke transitafgift - og russerne bryder sig ikke om at betale transitafgift til Ukraine.
Jens Winther, ukrainerne undlod at betale for den gas, de allerede havde modtaget, og stjal af den gas, der var i transit i gasledningerne på vej til Tyskland. Hvis jeg ikke betaler min elregning risikerer jeg at få lukket for strømmen, og det var vel det, russerne truede med.
"A serious dispute began in March 2005 over the price of natural gas supplied and the cost of transit. During this conflict, Russia claimed Ukraine was not paying for gas, but diverting that which was intended to be exported to the EU from the pipelines. Ukrainian officials at first denied the accusation,[2][3] but later Naftogaz admitted that natural gas intended for other European countries was retained and used for domestic needs. The dispute reached a high point on 1 January 2006, when Russia cut off all gas supplies passing through Ukrainian territory"
https://en.wikipedia.org/wiki/Russia%E2%80%93Ukraine_gas_disputes
Disclaimer: Dette er ikke et forsøg på at glorificere Putin eller dæmonificere den amerikanske frackingindustri, men et forsøg på at få diskussionen til at handle om kendsgerninger snarere end følelser. At lukke for gassen til et helt land er et drastisk og stærkt kritisabelt skridt, men det blev efter alt at dømme gjort af økonomiske årsager, ikke af politiske - selvom det ofte kan være svært at se forskel, når det er kapitalistiske statsapparater, der er involveret.
Njah...Jens Winther, den skal du vist længere ud på landet med.
Som jeg husker det, fik Ukraine leveret naturgas til under verdensmarkedsprisen (for gammelt venskabs skyld) . Det samme gælder stadig Hviderusland. Men med Ukraine blev venskabet jo lidt slidt, og det faldt sammen med, at Rusland ophørte med at give særordning rent prismæssigt. Ukraine benyttede nu sin stilling som transitland til at presse prisen ned, ikke noget særligt pænt træk, men hvad kan man forvente?
Alt i alt ansås det for mest sikkert , at gå udenom Ukraine.
Konsortiet bag Nordstream havde helst lagt ledningen i internationalt farvand, så kan ingen forhindre det. Men et enkelt sted måtte den krydse 12 sømile grænsen til en kyststat, nemlig Danmark, ved Bornholm. Så er den inde på dansk søterritorium, hvor dansk lov gælder. I første omgang var der dog ingen regler i dansk lov, der kunne forhindre ledningen, men så vedtog Folketinget en ændring af loven, som gjorde muligt ud fra udenrigspolitiske hensyn.
Der er ingen økonomi i det for Danmark, kun benspænd. For mig at se virker det som en molbohistorie. Danmark vil sabotere sikker naturgas leverance til Tyskland og Vesteuropa, fordi det kommer fra Rusland. I øvrigt kan ledning nr. 2 for en beskeden merudgift lægges uden for 12 sømilegrænsen, og så er den umiddelbart tilladt.