Professor: Der er kommet mere pres på de offentligt ansatte

Næppe har det politiske Danmark overstået regeringskrise og cirkus om finansloven, før det næste drama venter. Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område var end ikke begyndt, før de kommunalt ansattes forhandlingsfælleskab aflyste alle møder med deres modpart, Kommunernes Landsforening (KL).

Måske ender det med et kompromis. Det er endnu for tidligt at sige. Dramaet, de taktiske udmeldinger og konfliktniveauet er helt efter bogen, vurderer professor i komparativ velfærdspolitik ved CBS, Ove Kaj Pedersen.

Men ligesom professoren i sidste uge forklarede i Information, at kompromisvilligheden er blevet mindre i dansk politik i kraft af protestpartiernes stigende indflydelse i Folketinget, er løsninger til det fælles bedste heller ikke nemme at finde på det offentlige område.

Det private arbejdsmarked og LO-forbundene har ellers op gennem 1980’erne og 1990’erne eksempelvis flere gange udvist fleksibilitet og løntilbageholdenhed for at styre landet gennem kriser.

De samme krav står de offentligt ansatte nu tilsyneladende over for. Ikke på grund af en økonomisk krise, den er de fleste enige om, at Danmark er ude af. Men fordi den offentlige sektors størrelse er helt afgørende for samfundsøkonomien og dermed mulighederne for at udvikle velfærdsstaten, siger Ove Kaj Pedersen.

»Der er kommet mere pres på de offentligt ansatte i kraft af behovet for at modernisere velfærdsstaten. Samtidig er der strammet op på de offentlige finanser i form af budgetlove, planer som 2020-planen – altså det såkaldte finanspolitiske råderum, som overenskomstforhandlingerne foregår inden for, og som Folketinget har valgt at lægge sig under. Det betyder, at arbejdsgiverne, regeringen og KL har til opgave, at de pågående lønforhandlinger sker inden for det råderum,« siger Ove Kaj Pedersen.

Samtidig er langt de fleste offentligt ansatte ikke længere tjenestemænd, men lønmodtagere, der både bliver flere og flere af, og som bliver dyrere og dyrere, fordi der kommer flere akademikere og andre veluddannede grupper til.

Lærerkonflikten

Og så opstår balladen. Det seneste og mest spektakulære eksempel er lærerkonflikten i 2013, som endte med et regeringsindgreb. Men som i sin essens handlede om, at den daværende SRSF-regering ville have lærerne til at betale for den nye folkeskolereform ved at undervise flere timer.

Den konflikt præger stadig det offentlige arbejdsmarked, hvorfor de offentligt ansattes faglige organisationer denne gang har fundet sammen om en musketered, der betyder, at de ikke vil forhandle, før lærerne har fået en ny arbejdstidsaftale.

Meget af bitterheden blandt lærerne, Danmarks Lærerforening og den øvrige fagbevægelse over forløbet i 2013, skyldes en – ifølge parterne selv – velbegrundet mistanke om, at regeringsindgrebet var planlagt mellem KL og regeringen allerede på forhånd.

Den udlægning er stadig omstridt. Men en rapport udarbejdet efter indgrebet i 2013 af arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, Mikkel Mailand, konkluderede, at »KL og Finansministeriet kan (...) næppe siges formelt set at have forbrudt sig mod modellen ved på forhånd at have etableret et så snævert forhandlingsrum, som det var tilfældet.«

Ifølge Ove Kaj Pedersen ligger regeringsindgreb generelt helt inden for den danske model og er forekommet mange gange på det private arbejdsmarked.

»Den danske model bygger på frivillighed. Der er gode begrundelser for at varetage sine egne interesser, og det er frivilligt, om man gennem at varetage sine egne interesser også varetager fællesskabets. Men det er også helt grundlæggende for den danske model og for det danske demokrati, at det i sidste instans er lovgiverne, der bestemmer, hvordan de offentlige omkostninger skal fordeles mellem f.eks. velfærd, løn eller skattelettelser,« siger han.

Dermed er det også, understreger professoren, i sidste instans en siddende regerings opgave at få det hele til hænge sammen og finde flertal for det.

De offentligt ansatte føler sig måske nok knægtet af det pres, de møder fra eksempelvis Moderniseringsstyrelsen, som har til formål at effektivisere den offentlige sektor. Men Ove Kaj Pedersen minder også om, at de offentligt ansatte er blevet en mere og mere magtfuld gruppe samtidig med, at de er blevet mere og mere centrale i spørgsmålet om at tage ansvar for samfundets og velfærdsstatens udvikling.

Magtfuld gruppe

»De offentligt ansatte er en stor spiller og tilmed en velorganiseret gruppe i kraft af, at deres organiseringsgrad er 20 til 30 procent højere end på det private arbejdsmarked. De er også de bedst uddannede og har generelt de bedste overenskomster. Dernæst er de altafgørende for den private sektors konkurrencedygtighed inden for konkurrencestaten i forhold til f.eks. kvalitet i uddannelse, befolkningens sundhed, men også hvor meget det koster at sikre kompetent arbejdskraft.«

Endelig er de offentligt ansatte også skatteborgere. Det betyder, at der er to fordelingssystemer, der støder sammen. Lønsystemet, herunder de faglige rettigheder og arbejdsvilkår, og skattesystemet.

»De offentligt ansatte, der er stærke i kraft af uddannelse og gode overenskomster, belønnes i kraft af stærke organisationer og deres position. Men det kan gå ud over de svage i skattesystemet, dem skattekronerne bliver taget fra, eller som må leve med, at den offentlige sektor ikke kan moderniseres til gavn for dem. Ganske vist er de offentligt ansatte gode skatteborgere, men der er skabt sammenhæng mellem de to systemer, der åbner op for, at vindere det ene sted kan påføre tab det andet. Det er vel også kernen i kritikken af skattelettelser.«

Det SRSF-regeringen imidlertid ikke lykkedes med, og som var deres ansvar i forhold til at få deres skolereform ført ud i livet, var at tilgodese den mangeårige danske tradition for autonomi blandt det offentlige velfærdspersonale, der træffer selvstændige beslutninger om indhold, arbejdsgange osv.

»Den autonomi kommer under pres gennem økonomistyring, bl.a. fordi der qua den eksempelvis udnævnes en driftsleder (skolelederen skulle have mere magt og ansvar som følge af reformen), og denne pålægges at effektivisere inden for driftsrammen. Men den faglige autonomi er også vigtig at opretholde, for man får ikke nødvendigvis noget godt ud af, at politikere skal bestemme, hvilke metoder fagpersonale skal bruge. Og lærerne har ligesom andre grupper krav på, at deres faglighed respekteres. Spørgsmålet er, hvordan den autonomi kan balanceres med økonomistyring forbundet med ledelse,« siger Ove Kaj Pedersen.

– Det forekommer som en gordisk knude. Hvordan kan den løses?

»Med politik. Parternes selvstyre er blevet begrænset, fordi der skal styres inden for rammerne af en samfundsøkonomi. Men det er i sidste ende en regerings ansvar at finde balancen og få den gennemført.«