Baggrund
Læsetid: 9 min.

Med salget af Alka dropper fagbevægelsen en af sine bærende visioner – en katastrofe, lyder kritikken

Arbejderbevægelsens forsikringsselskab Alka var en af de få succeser i fagbevægelsens kooperations turbulente historie. Ifølge fagbevægelsens top blev Alka solgt, fordi det ikke gør nogen forskel, om man ejer sit eget forsikringsselskab eller bare er kunde i et. Men det er et udtryk for en fagtop, der har glemt, hvorfor man overhovedet har en arbejderbevægelse, lyder kritikken fra Enhedslisten
Tanken med Kooperationen var oprindeligt, at man skulle kunne vælge arbejderbevægelsens alternativ, fra man startede i daginstitution, til man blev begravet i en kiste fra Arbejdernes Ligkistemagasin. Her begraves tidligere statsminister Anker Jørgensen (S).

Tanken med Kooperationen var oprindeligt, at man skulle kunne vælge arbejderbevægelsens alternativ, fra man startede i daginstitution, til man blev begravet i en kiste fra Arbejdernes Ligkistemagasin. Her begraves tidligere statsminister Anker Jørgensen (S).

Melissa Kühn Hjerrild

Indland
18. december 2017

Det nylige salg af forsikringsselskabet Alka ligner den endegyldige død for fagbevægelsens idé om, at man ved at kontrollere selskaber kan opbygge alternativer til den privatkapitalistiske model. Nu har fagbevægelsen stort set kun Arbejdernes Landsbank tilbage af væsentlige aktiver i resterne af den engang så stolte og omfangsrige Kooperation. Og når flere fra fagbevægelsens top taler om frasalget, er de hurtige til at henvise til Kooperationen som et fejlslagent og dyrt eksperiment.

HK har sammen med FOA, 3F og andre af LO’s medlemsforbund ejet majoriteten i Alka. Når de nu tjener 8,2 milliarder kroner på at sælge Alka, er det en kærkommen gevinst, som kompenserer for nogle af de mange penge, fagforbundene har mistet på deres kooperative eventyr. Det forklarer formand for HK Danmark og bestyrelsesformand i Alka, Kim Simonsen.

»Man skal lige huske på, at der er mange ting, der ikke er gået så godt i dansk kooperativ fagbevægelse. Meget er gået ned med et brag og kæmpe underskud,« siger han.

»Som der var en, der sagde til mig: Er det virkelig rigtigt, at vi nu tjener lige så mange penge hjem på at sælge Alka, som vi har tabt på de kooperative virksomheder de sidste 75-100 år? Der må jeg sige, at vi vist faktisk ser ud til at tjene noget mere. Så pludselig er det en succeshistorie, at vi i fagbevægelsen har drevet et selskab, hvor vi tjener nogle penge.«

Kritikere af salget påpeger, at man ved at sælge ud af fagbevægelsens veldrevne og overskudsgivende forsikringsselskab mister indflydelse over et vigtigt forhold i arbejdernes liv – deres forsikringer.

Men ifølge Kim Simonsen er det en forældet måde at se tingene på – man behøver slet ikke eje noget længere for at sikre medlemmernes interesse. Logikken er, at fagbevægelsen er lige så stærk som kunde, som den er som ejer. For når bare man er mange nok, vil man kunne forhandle sig til så gode produkter og rabatter til medlemmerne, at ejerskabet ikke gør den store forskel.

»Den måde, vi har drevet Alka på de sidste mange år, er på at have billige og gode forsikringer. Fra HK’s side vil vi stadigvæk være så stor en kunde, at vi vil få gode og billige forsikringer. Det behøver man sådan set ikke eje noget for. Og det er en af de ting, der adskiller sig fra 1903 og til i dag. At man ikke behøver at eje noget for at få indflydelse,« siger han.

Brødfabrik og bageri

Op igennem særligt første del af det 20. århundrede var fagbevægelsens og Socialdemokratiets tanke en radikal anden. Dengang var visionen, at de tre grene af arbejderbevægelsen – Socialdemokratiet, fagbevægelsen og kooperationen – sammen kunne udvikle et alternativ til den fremadstormende kapitalisme.

Særligt efter strejken, der førte til Septemberforliget i 1899, bredte sig en opfattelse af, at man havde brug for flere våben over for arbejdsgiverne. For hvad hjalp det at strejke, hvis man alligevel – også under strejken – var afhængig af at bruge sine penge på at købe kapitalisternes varer. Der blev startet trykkerier, forlag, brødfabrikker, bagerier, bryggeri, bank og forsikringsselskaber, og mange af virksomhederne havde perioder, hvor det gik ganske godt.

Tanken var populært sagt, at man skulle kunne vælge arbejderbevægelsens alternativ, fra man startede i daginstitution til man blev begravet i en kiste fra Arbejdernes Ligkistemagasin. En tanke som ifølge formand i FOA Dennis Kristensen i dag er helt forsvundet.

»Visionen om fra vugge til grav, som prægede kooperationen i starten, er visnet bort efterhånden. Hele grundvisionen om, at man kunne skabe et alternativ, er væk,« siger han.

Fra 1950’erne og frem fik mange af de kooperative virksomheder økonomiske problemer. Brødfabrikkerne havde svært ved at klare sig, efter at den teknologiske udvikling gjorde det billigt og hurtigt at transportere brød rundt i landet, Bryggeriet Stjernen kunne ikke klare konkurrencen med Carlsberg, mens en stor skandale om dokumentfalsk i forbindelse med begravelser af spædbørn lukkede Arbejdernes Ligkistemagasin ved årtusindeskiftet.

»For fagbevægelsens vedkommende så har vi guddødeme kastet rigtig mange penge efter dårlige selskaber, som alligevel har drejet nøglen om. Og hvor det desværre i flere tilfælde skete efter sager om snyd, svindel og bedrag. Så man kan ikke påstå, at fagbevægelsens erfaringer med kooperationen var en af vores største succeser. Det har sådan set været en nedadgående spiral igennem 100 år,« siger Dennis Kristensen.

De sidste større tilbageværende selskaber i kooperationen er Arbejdernes Landsbank og Alka, som begge i de sidste år er drevet professionelt og med pæne overskud. Og efter salget af Alka står man altså tilbage med kun banken.

For den danske fagbevægelse handler det – i en tid med faldende medlemstal og legitimitet – også om at fokusere på kerneopgaven.

Et af kritikpunkterne af Alka-salget har været, at Alka var med til at holde priserne nede på hele det danske forsikringsmarked. Selv de arbejdere, der ikke var kunder hos Alka, havde altså gavn af, at fagbevægelsen havde et forsikringsselskab, som prioriterede lave priser over profit til aktionærerne. Men at gøre FOA ansvarlige for det er uholdbart, mener Dennis Kristensen. FOA ejede godt nok fem procent af Alka, men deres medlemmer er ikke selv kunder hos Alka, da de får et lige så godt tilbud hos PenSam forsikring.

»Man bør stille sig spørgsmålet: Er det FOA’s forpligtelse at holde priserne nede for alle danskere? Eller er det FOA’s forpligtelse at skabe så gode forhold for vores medlemmer som muligt,« siger Dennis Kristensen.

»Man kan godt have overvejelsen om, hvorvidt fagbevægelsen skal håndtere det for alle mulige andre end vores medlemmer, men det synes jeg ikke er vores primære opgave,« siger Dennis Kristensen. 

I modsætning til flere forsikringsanalytikere frygter han ikke selv, at priserne nu vil stige, for konkurrencen på forsikringsmarkedet er hård.

»Jeg tør ikke garantere det i al evighed. Men som det er lige nu, så er det en konkurrencesituation, hvor konkurrencen vil holde de her priser i ro, hvis forsikringsselskaberne ikke laver karteller med hemmelige prisaftaler,« siger han.

’En katastrofe’

Ser man på, hvad der er tilbage af den gamle arbejderkooperation, er salget af Alka også noget, der kan mærkes. Organisationen hedder i dag Kooperationen og er først og fremmest engageret i juridisk rådgivning og hjælper nye kooperativer med at starte op og navigere i de mange regler.

Udover Arbejdernes Landsbank er Alka det eneste andet store fagbevægelseskontrollerede medlem og stod for en trettendedel af Kooperationens omsætning. Langt størstedelen af medlemmerne er relativt små kooperative selskaber inden for alt fra vinduespolering og bybier til boligadministration og grafikere.

På den måde afspejler Kooperationen meget godt udviklingen i den kooperative bevægelse i Danmark. Der er stadig en del aktivitet, men den foregår uafhængigt af fagbevægelsen i små virksomheder, der søger alternative ejer- og styreformer, ikke af store aktører på markedet.

Ifølge Enhedslistens erhvervsordfører, Pelle Dragsted, er det »en katastrofe«, at den danske fagbevægelse sælger et så velfungerende selskab som Alka. Og særligt når det sker med en holdning om, at ejerskab over selskaber er underordnet.

»Jeg må indrømme, at jeg er dybt chokeret over at høre Kim Simonsen bare affeje spørgsmålet om, at ejerskab betyder noget. Det tyder på, at man fuldstændigt har glemt, hvor man kommer fra, og hvorfor man har en arbejderbevægelse. Det er for at styrke en samfundsgruppe – almindelige lønmodtagere – over for en anden gruppe – dem, som ejer kapitalen. Det kan man både gøre ved at forhandle gode løn- og arbejdskontrakter, men man kan også gøre det ved at lave nogle virksomheder, som kan lægge et låg over grådigheden og sikre ens medlemmer nogle billige varer og ydelser,« siger han.

Pelle Dragsted peger på, at f.eks. den britiske Labour-leder, Jeremy Corbyn, er meget optaget af distribueret ejerskab og af at udvikle den kooperative tankegang, mens man altså i Danmark ser ud til at afvikle frem for at udvikle de selskaber, man har.

»Det er et tegn på en fagtop, der er totalt afideologiseret. Det er fint, at man først og fremmest er fagforening, der varetager overenskomstforhandlinger, men arbejderbevægelsen er altså også en samfundskraft, som må forholde sig til, hvordan samfundet udvikler sig. Og når samfundet udvikler sig i retningen af en ekstremt oligarkisk kapitalisme, bliver man nødt til at orientere sig efter det. Der er det bare forkert at gå i retning af at overdrage mere magt til markedskræfterne,« siger Pelle Dragsted.

Antirevolutionær?

Både Kim Simonsen og Dennis Kristensen peger på, at den kooperative udvikling i dag foregår alle mulige andre steder end i fagbevægelsesregi. Så ideen om, at der skal være alternative måder at drive og eje en virksomhed, dør ikke med arbejderkooperationens engagement.

»Vi vil se alle mulige former for andels-, non-profit, platformsøkonomiske og socialøkonomiske virksomheder, der blomstrer op rundt omkring. Men den klassiske tanke om kooperationen er død,« siger Dennis Kristensen, der ser noget sjovt i, at venstrefløjen nu har kastet sin kærlighed på fagbevægelsens forsikringsselskab.

»Venstrefløjen er gået fra at betragte Kooperationen som antirevolutionær til nu at se Alka som noget af det mest revolutionære i det danske samfund, man kan se for sig. Det er i sig selv en lidt sjov udvikling,« siger han.

Men ifølge Pelle Dragsted er venstrefløjens fokus på kooperative alternativer velbegrundet. Han anerkender, at det er et nyere fænomen, men det er, fordi man tidligere tog fejl af, hvor vigtige de radikale eksperimenter i Kooperationen var.

»Venstrefløjen har efter min mening svigtet i forhold til at se, hvor stor en betydning kooperativerne havde. Man har været optaget af, hvad der foregik i Sovjetunionen, Cuba, Kina, Albanien og alle mulige andre steder. Og man har glemt at se på de eksperimenter og gode eksempler på fælleseje og fælles ejerskab, der var lige foran næsen,« siger han.

»Man har simpelthen ikke anerkendt, at der var sektorer, som grundlæggende var i modsætning til den kapitalistiske økonomi og ideologi, fordi man i sit blik på samfundet havde opfattelsen af, at alt bare var kapitalisme. Det var en fejl.«

Bliver banken det næste?

Efter salget af Alka har spekulationerne hurtigt bredt sig om, hvorvidt det næste, fagbevægelsen skiller sig af med, bliver Arbejdernes Landsbank. For hvis man skal fokusere på sine kernekompetencer og derfor ikke drive forsikringsselskab, er der vel heller ikke den store grund til at eje en bank.

Men banken har dog en meget klarere strategisk position i forbindelse med strejker, påpeger Dennis Kristensen.

»Der er den forskel, at banken er det sted, hvor vi har garantiaftaler om belåninger af værdier, hvis vi kommer i strejkesituation. Så vi har kontanter med det samme uden at komme ud i tvangssalg,« siger han. 

Dennis Kristensen afviser ligesom resten af fagbevægelsens top, at banken skulle blive solgt.

»Jeg kan ikke forestille mig, at banken bliver solgt, men jeg blev jo også klogere i forhold til Alka,« siger Dennis Kristensen med henvisning til, at han hørte om Alka-salget første gang i midten af oktober. Halvanden måned senere var selskabet solgt.

Sikkert er det dog, at de i fagbevægelsen, der nu frygter, at Arbejdernes Landsbank kan blive det næste frasalg, ikke kan bruge toppens forsikringer til noget som helst. Da Alka blev solgt, skete det i al hemmelighed, og uden at medlemmerne kunne nå at protestere. Det var, fordi køberen, Tryg, er børsnoteret. Noget, der med sikkerhed også vil være tilfældet, hvis banken en dag skal sælges.

»Hvis det skete, ville det desværre nok være på samme måde. Jeg har det skidt med, at den slags foregår så lukket, men jeg må også erkende, at det er strafbart at viderebringe information, når det er børsnoterede selskaber,« siger Dennis Kristensen.

Kooperationen

Den kooperative bevægelse begyndte i midten af 1800-tallet efter inspiration fra England, og tanken gjorde sit indtog i arbejderbevægelsen i 1870’erne. Formålet med kooperationen var ifølge en af ideologerne – Frederik Borgbjerg – at skabe billige varer, muliggøre overtagelse af produktionen og at være et våben i strejkesituationer.

I 1922 blev indsatsen samlet af Stauning i Det Kooperative Fællesforbund og fik et mere klart ideologisk sigte som den tredje streng ved siden af fagbevægelsen og Socialdemokratiet.

Arbejderkooperationen var fra sin begyndelse i opposition til brugsforeningerne på landet, som var antisocialistiske. Ifølge bevægelsen skulle man fokusere på produktionskooperation og ikke forbrug.

I dag er det dog mere brugsforeningerne, andelsbevægelsen og andre former for demokratiske ejerskabskonstruktioner, som har overlevet, mens selskaberne med rod i arbejderbevægelsen ikke har stået distancen.

Kilde: Arbejdermuseet.

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

»Man har simpelthen ikke anerkendt, at der var sektorer, som grundlæggende var i modsætning til den kapitalistiske økonomi og ideologi, fordi man i sit blik på samfundet havde opfattelsen af, at alt bare var kapitalisme. Det var en fejl.«

Pelle Dragsted og Enhedslisten er vel reelt de eneste socialdemokrater, der er tilbage.

Kaj Julin, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Niels-Simon Larsen, kjeld jensen, ulla enevoldsen, Karsten Lundsby og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Dennis Kristensen udviser forræderi af format. Det er let at erklære Kooperationen, samt hele idéen om fælleseje, for død, når man er mere vant med at færdes i mødelokaler med mineral vand på flaske, end blandt de lønmodtagere man skal repræsentere.

Hvad er fagbevægelsens hovedopgave i det hele taget, hvis det ikke blandt andet er at agere stopklods for markedskræfternes udbytning af lønmodtagerne?

Man væmmes over den såkaldte danske "Fagbevægelse". De argumenterer hele tiden for at tingene ændrer sig, medlemstallet falder, det postindustrielle samfund behøver ikke kooperationer, da markedskræfterne åbenbart, i Dennis Kristensens øjne, har vist sig overlegne .. Men til hvad? priserne på forsikringer vil helt sikkert stige, hvad Dennis Kristensen da også næsten blankt indrømmer i vendinger, som ellers skal alludere til det modsatte.

Fagbevægelsen er i gang med at konstruere sandheden om sin egen død og irrelevans. "Vi må have solidaritet med arbejdsgiverne i krise tider, så lønmodtagerne skal ikke have mere i løn denne gang", "Kooperationer var en fejl og ejerskab er ligegyldigt i forhold til magt" (!!!) Hvorfor dør fagbevægelsen mon? Fordi de neoliberale forrædere i fagbevægelsens top er ved at afvikle den!

Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Henrik Hesselholdt, Hans Larsen, Peter Nielsen, Torben K L Jensen, P.G. Olsen, Janus Agerbo, Karsten Lundsby, Nike Forsander Lorentsen, kjeld jensen og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar

Har fagforeningerne glemt sin egen historie i takt med at de liberale efterhånden har nedlagt så mange biblioteker? Desuden er der på landsplan i dag 325 færre folkeskoler, end der var i 2006.

De kommende forhandlinger om overenskomster for de offentlige ansatte har ikke en chance - medmindre at forhandlingerne kædes sammen med de private forhandlinger. Det handler om hele samfundets udvikling; en samlet solidaritet var det som historisk gjorde udslaget.

Arbejdsgivernes del og hersk strategi er en fast del af lønforhandlingerne, og det virker; fagforeningerne skriver under på reallønsfald for virksomhedernes skyld. Efter finanskrisen har politikerne pumpet penge ud til virksomhederne, som nu har 1482 milliarder kroner stående i bankerne. "Ifølge fondsbørsen er værdien af det danske aktiemarked mere end fordoblet på fem år fra 1300 milliarder kroner til i omegnen af 2900 milliarder kroner".

Danmark har over en generation fået 60 nye milliardærer, husejernes ejendomme er i dag mere værd end i 2008 ca 1000 milliarder, middelklassen har over 800 milliarder stående i bankerne, og pensionskasserne ca. 4000 milliarder.

Der skal en ny Marshall-hjælp til for at redde den Skandinaviske Velfærdsmodel, da velfærden i dag starter ved middelklassen og opad. De laveste lønninger skal forhøjes og ligeledes skal overførselsindkomsterne op til et niveau som er til at leve for i et land med høje huslejer. Der skal bygges almennyttige boliger til en husleje som selv de fattigste kan betale; den sociale sikkerhed i bunden af Danmark skal forøges.

Kontanthjælpen er en midlertidig redningskrans, og ingen skal leve af en så lav indkomst i mere end et halvt år. Dette betyder at en anstændig indkomst skal afløse kontanthjælpen efter 6 måneder. Ej heller skal nogen overhovedet leve med lavere indtægter, DF er en skamplet på Danmarkskortet, og regeringen samt S danser efter DF´s pipe.

Kort sagt er det nu underklassens tur; vi skal have en øjeblikkelig redningspakke. Bankerne fik 5 redningspakker efter 2008 og har nu kæmpe overskud.

Der skal laves en beregning over hvor meget politikerne har fjernet fra bunden af Danmark de sidste 10 år, og givet til virksomhederne, til middelklassen, samt overklassen. Her er en oversigt over de mange nedskæringer https://www.avisen.dk/vigtigste-politiske-reformer-og-beslutninger-2007-...

Listen over nedskæringer er lang, men for hver af dem, har der været journalister som har lavet beregninger over hvor mange som er ramt, og hvor meget det er taget fra de udsatte. Det er på tide at samle den gruppe at journalister og andre, for at få en samlet oversigt over, hvor meget der er taget fra de socialt udsatte i årenes løb, det er på høje tid.

Hans Nielsen, Vivi Rindom, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Verner Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Janus Agerbo og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Michael Pedersen

Forklar mig lige sammenhængen mellem ejerskabet af ALKA og “markedskræfternes udbytning af arbejderne”

Mikkel Kristensen

generelt set bryder jeg mig ikke om salg af overskudgivende virksomheder - så som ALKA er. jeg ser dog ikke TRYG som den værste køber, da de "på papiret måske mest" har kundeejerskab, med div. afstemninger - forsikringer selskaberne genforsikre ofte deres forsikringer i udlandet, ALKA gør det samme og her har ALKA's ledelse været bange for, om det lave fremtidige niveau kunne holdes - ergo sås muligheden for, at stå stærkere ved salg nu end senere hvor kundegruppen kunne være mindsket -

Niels-Simon Larsen

Det stolte skib er gået ned, og et par mastetoppe stikker op. Man bør spørge sig selv hvorfor. Hvorfor var der svindel og bedrag, og blev der renset ud i det eller bare lagt låg på? Hvad nu hvis det var lykkedes, hvordan ville samfundet så have set ud?
Det er vel ikke forkert at sige, at det drejer sig om hele den socialistiske bevægelse. Den duede ikke, eller også var det bare socialisterne, der ikke duede. Kapitalismen som garant for fortsættelse duer heller ikke, hvad klimaforandringerne er et godt eksempel på. Intet af det gamle duer, og hvis det nye er populisme, så duer det slet ikke, hvad Trump er eksemplet på. Det er nu, der skal tænkes i andre baner. Økobevægelsen er det bedste bud. Vi bliver nødt til at lave en bæredygtig verden. Intet mindre.

Jørgen Wind-Willassen

Der findes jo et fint alternativ til de aktionær ejede forsikringsselskaber -GF.
Medlemsejet.
Så hvad er problemet.

Søren Kristensen

Selvfølgelig er der noget stolthed ved at eje noget sammen, der går tabt, når man ikke længere ejer noget sammen.Omvendt så er stolthed, i mange tilfælde, også en opreklameret størrelse, som man alligevel ikke kan bruge til noget og slet ikke politisk..

Jens Falkenberg

Jeg forstår fuldt ud at fagforeningerne sælger ALKA. Der er udsigt til en overenskomstforhandling der vil kræve strejker. Strejker koster penge, og mange strejkende koster mange penge. Og det er altså nu slaget skal stå for ellers forliser fagforeningerne hvis Løhde og Ziegler får det som de vil.
Med andre ord mener jeg at fagforeningernes disposition om at sælge ALKA for at skabe kapital til at strejke er velovervejet og gennemtænkt.
Hvad forventer folk i øvrigt? At Lars Seier kommer og sponsorerer strejkerne?!

Anders Reinholdt

Når man bliver ringet op af en forsikringssælger og fortæller, at man er kunde hos LB, opgiver vedkommende al videre salgssnak. Hvorfor mon?

Det i solidaritet fællesdrevne er markedet overlegent hvis det er drevet med omtanke.

"Hvad forventer folk i øvrigt? At Lars Seier kommer og sponsorerer strejkerne?!" spørger Jens Falkenberg.
Det gør han givetvis ikke. Men han skylder Enhedslisten en kvart million, hvis han ikke taber nogle kilo inden marts:

https://www.b.dk/politiko/kendt-milliardaer-presser-sig-selv-taber-jeg-i...

Niels-Simon Larsen

Det gælder åbenbart om at sælge alt det, der ikke kan betale sig, og ud fra den betragtning, er der ikke noget, der kan betale sig. Alt hvad vi finder godt, er urentabelt. Hvis demokratiet kunne sælges, ville vi sikkert også sælge det, humanismen, fællesskabet, kærligheden. Rene underskudsforetagender. Det er på tide, at vi får fat i nakken på disse regnecentraler - der ikke er værd at regne med.