Læsetid: 8 min.

’De unge anbragte beskriver det, som om de er ved at blive sindssyge’

Børn og unge oplever det som isolationsfængsel, når de spærres inde om natten på aflåste institutioner, viser ny ph.d.-afhandling
Unge er typisk på en sikret institution for at få dem væk fra gaden. F.eks. i sager om bandekriminalitet. »Men hvordan laver du udvikling med unge, når du afskærer dem fra omverdenen?« spørger ny ph.d.-afhandling.

Unge er typisk på en sikret institution for at få dem væk fra gaden. F.eks. i sager om bandekriminalitet. »Men hvordan laver du udvikling med unge, når du afskærer dem fra omverdenen?« spørger ny ph.d.-afhandling.

Arkivfoto: Ulrik Hasemann

5. december 2017

Martin Hoffmann stillede sig selv et spørgsmål, før han begyndte på sin ph.d.:

»Hvad er det mest umulige sted at lave pædagogisk arbejde? En situation, hvor et stort barn er anbragt mod sin vilje, og hvor barnet for størstedelens vedkommende sidder på ubestemt tid.«

Dermed blev det klart for ham, hvor han skulle udføre sit feltarbejde: På en af Danmarks sikrede institutioner, hvor børn og unge i alderen 15-17 år sidder – typisk i såkaldt varetægtssurrogat. Det er et sted omgivet af højt hegn med pigtråd på toppen. Børnene er låst inde på deres værelser om natten, og der er radiokontakt ved lågen.

»De kan ikke tage på stranden, hvis vejret er godt. De kan ikke tage de unge med ud og købe en is. Reglerne gør, at du ikke kan komme ud.«

Martin Hoffmann har i sin ph.d. talt med og fulgt 14 unge rundt i deres hverdagsaktiviteter på to forskellige afdelinger på en sikret institution på Sjælland. De er mellem 15-17 år, udelukkende drenge og typisk af anden etnisk baggrund end dansk.

Ph.d.en dokumenterer, hvor vanskeligt det er med strikse rammer og straf at tvinge børn og unge ind i en god pædagogisk udvikling.

»Der var unge, der har oplevelsen af være isolationsfængslet, når de låses inde om natten. Den type fængsel kritiseres for at have store psykiske konsekvenser for især børn og unge. De unge låser man inde ved 22:30-23:00-tiden, og så låser man dem ud 7:30 om morgenen. Nogle unge ligger vågne fem-seks timer om natten, alene, låst inde, og prøver at forstå, hvad der skal ske, og hvilken straf de vil få. De beskriver det, som om de er ved at blive sindssyge.«

Blandt andet derfor laver de såkaldte »sengestrejker«:

»Sengestrejke er, når de unge sammen beslutter, at nu nægter de at gå i seng. Jeg har set det under mit feltarbejde, og det virker meget intenst og voldsomt. Kontrollen sættes ud af spil. Umiddelbart tænker man: Her er fem unge mennesker, som gerne vil provokere de ansatte og den sikrede institutions regler og rammer.«

Men det handler ofte om noget helt andet, siger Martin Hoffmann:

»De unge laver sengestrejke af vidt forskellige årsager. Nogle er faktisk bange for at gå i seng, men det har de ikke lyst til at fortælle, fordi sammenhængen ansporer de unge til at vise en særlig type adfærd, når de indespærres på den måde. Nogen går med i sengestrejke, fordi de har kedet sig hele dagen og ikke er blevet udfordret på aktiviteter.«

Martin Hoffmann har talt med de unge om det.

»Pædagogikken fejler. Sengelægningen bliver ikke brugt til en læringssituation, hvor man lærer unge mennesker at gå i seng – dét, de skal kunne, når de skal ud og klare sig selv. Læringspotentialet reduceres til at adlyde en ordre og nogle autoriteter, som de fleste på 15-17 år har gjort op med.«

Han nævner som det gode eksempel en situation, hvor en nattevagt lige giver de unge mulighed for at ryge en cigaret, hvorpå sengestrejken er aflyst, fordi den voksne forstår, at de unge har brug for noget omsorg.

Børnefængsel

Det er den omsorg, den kontakt til de unge og den pædagogik, der har så svære betingelser.

Og Martin Hoffmann er ikke den første forsker til at rejse kritikken. Den kvindelige ph.d.-studerende Tea Torbenfeldt Bengtsson fra SFI fulgte en gruppe unge gennem et par måneder og fortalte i 2013, at de unge, der ikke allerede havde taget en ’gangster’-identitet på sig, gjorde det som en del af socialiseringsprocessen i den sikrede institution.

Samtidig var der problemet med den tidsubestemte straf – de unge vidste ofte ikke, hvor længe de skulle opholde sig på institutionen. Det stressede de unge så meget, at de havde svært ved at koncentrere sig om læretilbud på værksteder eller i skole.

Professor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet advarede for nylig i Information mod at tro, at der findes en særlig opskrift, der med straf og faste rammer kan tvinge unge mennesker i socialpædagogisk behandling.

»En meget indgribende og tvungen foranstaltning inden for frihedsberøvende rammer hænger meget dårligt sammen med hensigten om at behandle de unge socialpædagogisk,« siger professoren.

»Det er påfaldende, at hvis vi går 44 år tilbage i tiden, nåede man præcis samme konklusion med ungdomsfængslet: Det her hænger ikke sammen. Så hvorfor hænger det sammen nu, hvor man har prøvet ungdomssanktionen i 15 år. Der er ikke meget, der tyder på, at det virker.«

Alligevel lægger regeringen med en ny ungelavalder op til, at børn ned til 12 år anbringes på sikrede institutioner. Samtidig lægges der op til øget anvendelse af magt og overvågning på institutionerne.

Væk fra gaden

Typisk sidder de unge på en sikret institution, fordi man vil have dem væk fra gaden. Det kan være i sager om bandekriminalitet med røverier eller grov vold, hvor man f.eks. vil undgå trusler mod vidner under efterforskningen.

»Problemet med den forcerede pædagogik er, at man afskærer de unge fra omverdenen og det liv, de har haft, samtidig med, at man siger: Nu vil jeg lave udvikling med dig. Hvordan laver du udvikling med unge mennesker, når du reelt afskærer og aflåser dem fra den tilværelse, hvor deres udviklingspotentiale er? Det er nær sagt umuligt. Nogle unge har brevforbud og kontaktforbud.«

Der kan være unge, som er glade for at få en pause fra et hårdt kriminelt miljø i deres nærområde, understreger Martin Hoffmann. Men der er også en gruppe, for hvem det kan blive katastrofalt. Mange af dem rager yderligere sanktioner til sig.

»Det er et problem for de unge, at de higer og søger for at holde kontakten til livet uden for den sikrede institution. Man skal forstå det som noget positivt – når de gør det, er det jo, fordi de unge ved, det er dér, deres ressourcer og netværk er. Derfor laver de flugtforsøg, men ender med at få flere sigtelser, end de har i forvejen. De forværrer deres situation.«

De unge mener typisk ikke, at den sikrede institution vil hjælpe dem. Tværtimod.

»Jeg har siddet med dem på deres værelser og talt med dem. Det, der er så interessant, er, at de unge har meget store overvejelser over, hvorfor de er her, og hvor de er på vej hen. De ser typisk institutionen som en barriere mod den positive udvikling, de gerne vil ind i.«

Ballade

De fængselslignende rammer skaber i sig selv mange konflikter.

»Hvis der opstår ballade, ser vi det som vrede unge mænd, der gør oprør mod autoriteter, og vi ser unge med diagnoser og misbrug, som er svære at nå ind til. Vi bliver blinde for, hvordan de regler og rutiner, der er ufravigelige på en sikret institution, skærper og forstærker modsætninger mellem pædagogerne og de unge.«

Martin Hoffmann nævner et eksempel.

»Hvis to unge hvisker og griner lidt på en folkeskole, vil læreren standse dem og sige: ’Hold op med at hviske, nu skal vi i gang’. Hvis to unge hvisker og griner i en sikret institution, er der så noget under opsejling, der vil udfordre kontrollen? Medarbejderne kan komme til at møde de unge på en hård måde, hvor de voksne faktisk sætter den unge i et modsætningsforhold, så de føler sig uretfærdigt straffet.«

I mange år har der været fokuseret på at lære de unge at kontrollere deres vrede og tilbyde kurser i f.eks. anger management.

Martin Hoffmann har observeret tilspidsede situationer, hvor der blandt andet er kastet mad op på en væg, og de unge har nægtet at fjerne det.

»Hvad er mad, der kastes på en væg udtryk for? Er det en ung, der vil have en konflikt? Eller er det en ung, der opfordrer til dialog? I stedet for en kollektiv sanktion over for anonymt drilleri, hvor man nægter de unge aftensmad, kan man lære de unge nødvendigheden af at tale sammen for at finde et nødvendigt kompromis. Det er vigtigt at lære de her unge om kompromiser og ansvarlighed gennem forhandling. Det, der er brug for, og det, der udvikler den unge, er at se ting på den sikrede institution, som de kan bruge i den virkelige verden.«

– Hvad vil du sige til dem, der tænker: Jeg vil have dem væk fra gaden. Jeg vil have dem straffet. Jeg er interesseret i, at de har det hårdt, hvad enten de sidder i fængsel eller på sikret institution, så de begynder at tænke sig om og ikke gentager deres fejl?

»Den, der fortæller mig, at der er en adfærdspædagogisk sammenhæng mellem at straffe og gøre livet surt for nogen, og at der så sker mindre kriminalitet, har et problem. Problemet er, at man ikke i statistikken ser, at en overvejende del af de unge efter opholdet på sikret institution lægger deres liv om. Alligevel kommer politikerne med flere og flere sanktioner. Jeg tror, de træffer deres beslutninger i en kombination af uvidenhed og mavefornemmelser. De er ikke uddannede pædagoger – men de tror, de ved, hvad der virker.«

– Men retsfølelsen ­– hvad med den? Det skal da være hårdt at sidde i fængsel eller sikret institution?

»Vi bruger et sted mellem 1,2 og 1,3 millioner kroner pr. åbne plads om året på en sikret institution. Så må jeg da også som borger have en forventning om, at der foregår noget pædagogisk arbejde, der mindsker risikoen for indbrud, røveri og bandekriminalitet. Hvis den sikrede institution skal kunne flytte den unge, bliver man nødt til at imødekomme den unges perspektiv og udvikle det.«

I solen

Martin Hoffmann fortæller, at han en dag under sit feltarbejde sad med en ung, der røg en cigaret udenfor i solen. Den unge begyndte at snakke om livet. Om hvordan man kan havne mange forskellig steder i livet. Han var meget bekymret for, hvor han ville havne i livet. Han ville gerne være murer. Han ville gerne ud og bidrage. Og han kunne måske også få en rigtig firmabil.

Han spurgte Martin Hoffmann:

»Har du børn?«

»Ja.«

»Man elsker sine børn over alt på jorden, gør man ikke?«

»Jo.«

»Hvis jeg får børn, vil jeg elske dem over alt på jorden.«

Martin Hoffmann forklarer:

»Den unge drømmer om at komme steder hen i verden og skabe sig nogle muligheder ligesom de fleste andre. Men den sikrede institution er et bolværk mellem ham og hans drømme og de muligheder, han gerne vil hen til.«

Kort efter gik de ind igen. Straks blev den unge passiv og opgivende.

»Det her er faktisk børn og unge, der gerne vil noget med deres liv. I stedet for at hjælpe dem tættere på det mål, opstiller vi den sikrede institution som en barriere i deres liv. Og det er børn og unge, der i forvejen har nogle barrierer i deres liv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Anne Eriksen
  • Philip B. Johnsen
  • Anker Nielsen
  • David Zennaro
  • Frede Jørgensen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, Philip B. Johnsen, Anker Nielsen, David Zennaro, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Frede, snarere møgsystem.

Peter Nielsen, Niels Duus Nielsen, Carsten Wienholtz, Anne Eriksen, Thomas Tanghus, David Zennaro og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

“Så længe fagligheden hersker, kan forråelsen ikke for alvor få fodfæste. Så længe vi tager magt over afmagten på den faglige måde, er den forråede magt ganske enkelt ikke nødvendig.”

“Vi bliver nødt til at kalde ondskab for ondskab og forråelse for forråelse for at kunne opdage det, se det i øjnene og tale om det for i sidste ende, at kunne gøre noget ved ondskaben og forråelsen.”

Den mest primitive forsvarsmekanisme er omnipotensen, hvor vi forsøger at bilde os selv ind, at vi er højt hævet over risikoen for forråelse. Omnipotente tanker kunne være ”sådan kunne jeg aldrig få det” eller ”jeg ville stoppe i tide”.

Hånd i hånd med omnipotensen ses devalueringen, hvor vi hævder os på andres bekostning ved at nedgøre dem og dermed dæmper vores egen angst. En typisk devaluering er, at forråelse ”sker kun for dårlige mennesker/sadister/ufaglærte”.

Af psykolog Dorthe Birkmose
Link: https://dorthebirkmose.dk/wp-content/uploads/2013/07/videnstema-nr-5.pdf

jens peter hansen

»Den, der fortæller mig, at der er en adfærdspædagogisk sammenhæng mellem at straffe og gøre livet surt for nogen, og at der så sker mindre kriminalitet, har et problem. Problemet er, at man ikke i statistikken ser, at en overvejende del af de unge efter opholdet på sikret institution lægger deres liv om.
Jamen så er der jo håb. Eller hvad ?

Philip B. Johnsen

Politikere er ufrivilligt morsomme, når de udstiller deres manglende empati.

‘Børn må slå, børn må ikke være voldelige, så vi spærre dig inde, til du bliver voksen!

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det går for vidt at kalde det ondskab, at børn ikke behandles ordentligt og empatisk...
Ganske vist rummer mennesker også ondskab så vel som godhed - men problemet ligger mere i uvidenhed, manglende uddannelse, hykleri - fra både politikere og videre i systemet - manglende resurser, smittende arrogance for svage i samfundet - forsæt selv...

Anne Mette Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Men virkede den bløde pædagogik? Virker den mod hardcore typer, som er vant til konsekvens og ikke forstår blød pædagogik?
Optimalt set kunne man genindføre Fulton og tage disse knægte væk på tur med disciplin men også omsorg.

Eva Schwanenflügel

Frede,
Jo, på en måde er både forældre og børn 'født af systemet', i og med at det er ulighed og marginalisering, der skaber afstumpethed og social nød. Der er simpelthen ikke lige muligheder for at være/blive inkluderet i samfundet for visse familier.

Anders Hede,
Der er en kommentar alle burde læse af Brian W.Andersen. Han er mangeårigt vidne i professionel kapacitet, og har i 30 år samarbejdet med politiet omkring udsatte.
I artiklen her i Information fra d. 27. November 2017 :
"Der er et primitivt debatniveau på retsområdet, hvor politikerne kappes om at være mest tough on crime",
skriver Brian W. Andersen 4. December 22:24 en glimrende kommentar om hvordan det gode, forebyggende arbejde burde foregå for at bremse opblomstringen af ungdomskriminaliteten.
For det er der, der skal sættes massivt ind. Ikke når det først er for sent.

Og man skal lige huske på, at i nærværende artikel handler det ikke om hardcore kriminelle, men om teenagere, altså store børn, som slet ikke er færdigudviklede.
Projekter som Fulton ville måske være en god idé, men glem ikke at de er dyre, og at der altid lyder ramaskrig fra visse segmenter på højrefløjen, når det koster penge at lave en forebyggende indsats.
Det er umiddelbart billigere at sætte børn bag tremmer. Og det giver flere stemmer at virke sherif-agtig og hård.
Det virker bare ikke i det lange løb, hvis målet er at forhindre fortsat kriminalitet. For i fængsler og lukkede ungdomssanktioner bliver folk oplært til sociopati.
Men igen, prøv at læse, hvad den erfarne Brian W. Andersen skriver :-)

Niels Duus Nielsen, Carsten Wienholtz og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Forældre kan opdrages til at forstå , men så skal man også ha haft dem små.
Alle der har med børn og unge at gøre kan jo tidligt se, når noget er helt galt.
Men det kan politikerne ikke.

Eller retsvæsenet, ihukommende den seneste terrordom.

Fulton eller dyre oplevelsesrejser er heller ikke nødvendige efter min mening, men det er sværere at finde de rette pædagogiske kræfter, de rigtige love (politikere!) - fordi det er menneskesynet, det er galt med. Alt skal ikke inddeles efter værdi for én eller anden - nu eller senere - respekt for individet er sværere end at pøse en pose penge ud og føle sig "rigtig god"...