Læsetid: 8 min.

Den vigtigste kamp i 2017 var den, der brød kvinders tavshed

#MeToo er revolutionen, mange mænd frygter. Men den vil ende med at frigøre dem, siger den førende maskulinitetsforsker Michael Kimmel, som er forfatter til bogen ’Angry White Men’, der handlede om de mænd, hvis magtesløse vrede gav Trump sejren, men som ikke længere kan bremse kvinder
Maskulinitetsforsker Michael Kimmel definerer tre #MeToo-øjeblikke igennem historien. Det første var allerede i 1991, da advokaten Anita Hill anklagede sin tidligere arbejdsgiver dommer Clarence Thomas for sexchikane. Thomas var lige blevet nomineret til et sæde i den amerikanske højesteret. Hill blev ydmyget og kritiseret i offentligheden, mens Thomas gik fri og stadig sidder i højesteret.

Maskulinitetsforsker Michael Kimmel definerer tre #MeToo-øjeblikke igennem historien. Det første var allerede i 1991, da advokaten Anita Hill anklagede sin tidligere arbejdsgiver dommer Clarence Thomas for sexchikane. Thomas var lige blevet nomineret til et sæde i den amerikanske højesteret. Hill blev ydmyget og kritiseret i offentligheden, mens Thomas gik fri og stadig sidder i højesteret.

Julia Malakie

28. december 2017

Det begyndte med en gammel, hvid mand, der prydede sit præsidentembede og status som Vestens leder med ordene grab them by the pussy. Og sluttede med magtesløse kvinder uden stemme, der blev de mest magtfulde og deres kamp den mest betydningsfulde.

Michael Kimmel har svært ved at lægge bånd på sin entusiasme over telefonen. Sjældent har en maskulinitetsforsker og erklæret feminist fra Brooklyn været placeret så centralt i udlægningen af verdens store omvæltninger. Men i 2017 drejede historiens akse om magt og køn, og Kimmel er ikke i tvivl:

»Dette er årets største begivenhed. Det er overraskende og forbløffende, ja. Men det er den historie, vi alle sammen taler om.«

Kampen for kvinders rettigheder og frigørelse har altid foregået i bølger. Men i 2017 blev det ifølge Kimmel »den største kamp af alle«.

Den hvide mand

Michael Kimmel er pioner blandt maskulinitetsforskere og betegnes som en af verdens førende. Han har hængt ud med mænd, som de fleste vil betragte som en flok ubehagelige typer. Rasende, bitre mænd på den ekstreme maskulismes overdrev. Nynazister, militsmedlemmer, sydstatsracister og homofober i det amerikanske bibelbælte. Men også manderettighedsaktivister og medlemmer af den konservative Tea Party-bevægelse. Mænd, som alle sammen fortalte den amerikanske sociolog, at de følte sig kastrerede af de kulturelle og økonomiske forandringer, som kort kan koges ned til en oplevelse af, at kvinder og sorte tog deres job, status og værdighed fra dem.

Deres tilstand, der var præget af fortrængninger og fremmedgjorthed, betegnede Michael Kimmel i sin bestseller Angry White Men: American Masculinity at the End of an Era som en forurettet følelse af at have mistet noget, de følte sig berettigede til.

»Men,« konkluderede Kimmel i bogen, »den æra af ubestridte maskuline rettigheder er forbi«.

Det var i 2013. Den hvide mands tid var forbi, og vreden blandt de forurettede var den sidste hvæsen, før bæstet – patriarkatet – forsvandt tilbage til dybet.

Så kom Donald Trump ud af det blå, satte sig overskrævs på vreden, og gav den en stemme så stærk, at den løftede ham ind i Det Hvide Hus. Den hvide mand fik troen på, at han kunne komme til at føle sig great again. Og Kimmel måtte tage sine ord i sig.

»Jeg undervurderede dybden af den hvide mands vrede, og hvordan andre, inklusive mange kvinder, også følte den vrede,« skrev han i et nyt forord til Angry White Men efter Trumps valgsejr.

Så jo, Michael Kimmel er vant til, at vindere og tabere hurtigt kan bytte roller i en verden i konstant økonomisk og kulturelt opbrud.

Og i slutningen af 2017 skiftede vreden retning igen. Tusindvis af kvinder slap den fri og gav den stemme i den globale #MeToo-kampagne mod chikane og overgreb. Og Trump var ikke længere den mest betydningsfulde person i 2017, hvilket Times Magazine understregede, da de fravalgte ham som Person of The Year til fordel for #MeToo. ’Kvinderne uden stemme’ havde fået mæle.

»Det, der ikke kan undervurderes, er, at kvinderne nu har fået en stemme, fordi vi tror på dem,« siger Michael Kimmel.

#MeToo-øjeblikke

Maskulinitetsforskeren går i gang med at opsummere kvinders muligheder for at blive troet på, når de berettede om mænds overgreb, og udpeger tre »#MeToo-øjeblikke«:

I 1991 anklagede advokaten Anita Hill sin tidligere arbejdsgiver dommer Clarence Thomas for sexchikane. Thomas var lige blevet nomineret til et sæde i den amerikanske højesteret. Sagen var skelsættende og vakte opsigt, fordi Hill blev ydmyget og kritiseret i offentligheden i forbindelse med den senatskomité, hun og Thomas skulle vidne foran. Thomas, der benægtede alle anklager, gik fri og sidder stadig i højesteret.

»Anita Hill stod frem og fortalte, hvad der skete med hende. Og kvinder kunne se, hvad der skete, da hun gjorde det. Derfor vedblev de at tie om de ting, der var overgået dem. I offentligheden. Til gengæld begyndte de at fortælle om overgreb til deres familie og venner. De havde fået et sprog for det, der overgik dem, og det gjorde, at de nu kunne dele deres erfaringer privat.«

#MeToo skal videre, og der kan bevægelsen hente inspiration andre steder fra. De mest succesfulde bevægelser i historien har lavet såkaldte scale shifts, når det var nødvendigt. For eksempel ved at løfte den lokale kamp op på den internationale scene, sådan som den mexicanske Zapatista-bevægelse effektivt gjorde det 1990’erne i skiftet fra at tale om oprindelige folks rettigheder til at tale om menneskerettigheder.
Læs også

Michael Kimmel nævner sin egen mor som eksempel. Efter Anita Hills anklager kom frem, ringede moren til ham og fortalte, at det samme var sket for hende, da hun var yngre. Hun havde aldrig fortalt det til nogen før.

I de efterfølgende 25 år, når kvinder trådte frem og anklagede mænd for overgreb, blev alt sat i værk for at miskreditere dem.

Så kom Donald Trump og de såkaldte Access Hollywood-bånd, og kvinder i USA og resten af verden troede, at det ville diskvalificere ham som præsidentkandidat. Han pralede med, hvad mænd kunne gøre mod kvinder. Han blev valgt – og tusindvis af kvinder gik amok. Hvordan kunne det ske? Dette var det andet #MeToo-øjeblik.

»I løbet af de 25 år havde kvinderne fået et privat sprog. Nu skete der noget, der gjorde dem rasende. Så da en kvinde anklagede filmproducer Harvey Weinstein, blev det gnisten, der antændte det hele. Og grunden til, at kvinder ikke vil holde op med at fortælle deres historier nu, er, at mænd, andre kvinder, medierne, deres arbejdspladser nu tror på dem.«

Det sidste »MeToo-øjeblik« kunne ikke være indtruffet uden den foregående udvikling, påpeger Kimmel: Hvis det ikke havde været for de 25 år, hvor kvinder fik et privat sprog til at berette om overgreb.

»For første gang er det ikke længere kvinder, der er på anklagebænken, når det handler om overgreb. Det er mænd. Ikke mænd, der har raget lidt eller kigget forkert på kvinder. Men mænd, der har en årelang praksis for at chikanere kvinder seksuelt.«

Hvide kvinder skifter holdning

Donald Trump blev valgt. Men hans kandidat, den »pædofilianklagede« Roy Moore fra Alabama, der var næste krænker på stemmesedlen, blev ikke valgt til Senatet, fordi tilstrækkeligt mange konservative kvinder ikke stemte på ham, hvilket ifølge Kimmel illustrerer #MeToo’s redefinerende magt.

»Derfor vil jeg heller ikke blive overrasket, hvis #MeToo-bevægelsen kan blive det, der ender med at stoppe Trump, og ikke Russia-gate,« siger han og fortsætter:

»Donald Trump og Roy Moore er de to, som har nægtet alt. Og Roy Moore blev ikke genvalgt. Det er den helt store bevægelse her. Jeg tror, at Trumps folk lige nu revurderer hans benægtelse af de anklager, som en række kvinder har rejst imod ham. Hidtil har det virket at få det til at handle om kvinders troværdighed. Men det virker ikke længere.«

Selv om mænd som gruppe stadig sidder tungt på magten, føler mange mænd sig afmægtige og retter deres vrede mod kvinder generelt og feminismen især. Sociolog Michael Kimmel har forklaringen – og et bud på hvordan ligestillet sex kan tage sig ud
Læs også

Michael Kimmel hæfter sig ved, at de magtfulde mænd, der chikanerer kvinder, ikke længere har kvinders støtte i samme omfang som tidligere. Under præsidentvalgkampen viste meningsmålinger, at syv ud af ti adspurgte mente, at Trump »sandsynligvis havde gjort uønskede seksuelle tilnærmelser til kvinder«.

Alligevel stemte 53 procent af de hvide kvinder på Trump. Men noget af den støtte, som Trump har fået fra hvide middelklassekvinder, er forsvundet, mener Kimmel.

»Det var det, vi så i tilfældet Roy Moore i staten Alabama. Trump fik 65 procent af kvindernes stemme der. Moore fik knap 50 procent. Der er stadig mange kvinder, der siger: ’All right, sådan er mænd, men vi støtter dem alligevel.’ Spørgsmålet er, hvorfor gifte kvinder i så høj grad stemmer på Trump og ikke singlekvinder. Jeg tror, at de steder, hvor Trump vandt, var hvide kvinder vant til at stemme som deres mænd. De tror på familien og ægteskabet. Men der er åbenbart grænser.«

Tilbageslag?

Michael Kimmels nye bog, der udkommer til februar, handler om mænd, der har været med i ekstreme højreradikale bevægelser, men får hjælp til at forlade grupperne. Disse grupper bruger ifølge Kimmel aktivt forestillingen om trængte maskuline værdier til at rekruttere medlemmer, og antallet af hadgrupper er ifølge rapporter stigende i USA. Det var eksempelvis ekstreme nynazistiske demonstranter, der tidligere på året var årsag til optøjer og drab i Charlottesville, Virginia. Og flere iagttagere har koblet deres stigende gennemslagskraft sammen med Donald Trumps valgsejr.

Derfor er det oplagt at få Kimmel til at forholde sig til, hvorvidt det pres, #MeToo har rettet mod netop disse mænds forestilling om maskuline privilegier, vil føre til modpres og tilbageskridt i kampen mod seksuel chikane og overgreb mod kvinder.

»De vrede, hvide mænd, der føler, at de mister noget, de troede, de havde retten til, vil kæmpe imod. For man siger til dem, at de kan ikke blive ved med at opføre sig, som de plejer. Men jeg tror ikke, det får de store konsekvenser, for de fleste mænd har faktisk ikke lyst til at være idioter,« siger Kimmel.

Til gengæld hører han tit fra hvide middelklassemænd i den kulturkreds, han selv tilhører, at de oplever »at gå på æggeskaller«. De spørger: ’Kan man nu snart ikke sige til en kvinde, at hun har en smuk kjole på eller holde døren for hende?’ Alt sammen udtryk for, at mænd frygter, at de vil blive angrebet for ting, som de ikke er skyldige i, og at et ny paradigme for omgangen mellem mænd og kvinder vil ende med at begrænse begge køn.

»Jeg kan godt forstå dem,« siger Kimmel. »Men jeg tolker det som et forsøg på at sige, at de egentlig ikke vil være røvhuller over for kvinder. De efterspørger måder, de kan omgås kvinder på, og efterlyser hvad der egentlig er okay at sige og gøre. Den anden side af det her er, at mænd føler ubehag, fordi ting jo skal forandres, når man faktisk begynder at tro på kvinder. Vi har jo opbygget hele vores system på ikke at lytte og tro på kvinder. Hvis vi faktisk begynder på det, så skal ting jo forandres.«

Til gengæld vil #MeToo også ende med at frigøre mænd generelt, mener maskulinitetsforskeren:

»Fordi de ikke længere skal presses ind i den lille snævre maskulinitetskasse, der begrænser dem i deres måder at være mænd på. Den traditionelle maskulinitetskultur får svært ved at overleve det her. Men mere lighed er ikke kun godt for kvinder. Den er i høj grad også frigørende for mænd. Og #MeToo er en kæmpe gamechanger. Se blot Sverige, det land i Europa, hvor kampagnen er slået stærkest igennem, og som er fuldstændig oversvømmet med kvinder, der står frem. Så meget for det højt besungne svenske socialdemokrati og feminismen. Det illusterer potentialet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Michael Svennevig
  • ingemaje lange
  • Kurt Nielsen
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
Robert Ørsted-Jensen, Michael Svennevig, ingemaje lange, Kurt Nielsen, Steffen Gliese og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der vil forhåbentlig ske det, at disse mænd holder op med at gætte, hvordan de kan omgås kvinder ligeværdigt, og i stedet bare spørger. Det er jo det mest indlysende, hvis der er noget, man er i tvivl om eller ikke ved.

Søs Dalgaard Jensen, Robert Ørsted-Jensen, Henriette Bøhne, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Citatet her er vel fra Michael Kimmel, der ikke gør særlig meget ud af proportionerne ved præsidentvalget 8. November 2016 :
"Alligevel stemte 53 procent af de hvide kvinder på Trump".

Det er en monumental overdrivelse.
Valgdeltagelsen i USA har altid været ret lav, grundet meget indviklede regler for registrering i de forskellige stater.
For eksempel er mere end 5 millioner amerikanere ikke berettigede til at stemme i mange stater, fordi de er tidligere straffede. Det er altså ikke nok at have afsonet en dom for at blive vælger, ligesom de indsatte også er frataget stemmeret.
Flere end 6 millioner aner intet om, hvordan de skal registrere sig som vælgere, og undlader at stemme på grund af besværet.
Alle stater har den såkaldte 'gerrymandering', dvs opdeling af valgdistrikter, der favoriserer det siddende parti. Disse distrikter bliver flyttet alt efter politisk magt.
Og så er der valgmændene, der i sidste ende afgør valget, uanset den populære stemme, det vil sige flertallet i befolkningen.

Det er lidt svært at finde et præcist tal for valgdeltagelsen i 2016.
Det nærmeste man kommer er 57,9 procent af vælgerne. Men det er kun de stemmeberettigede.
Ca. 11-12 millioner borgere står helt udenfor.
Oveni skal man lægge de statsløse, der måske har boet i USA i en menneskealder, og deres børn, de såkaldte 'Dreamers'. De fleste har bidraget gennem hele livet til det amerikanske samfund uden at blive anerkendt. Her er et stort mørketal af aldrig afgivne stemmer.

Hillary Clinton fik 2,9 millioner flere stemmer end Donald Trump.
Alligevel bliver mange danske medier ved med at sige, at Trump vandt 'the popular vote'.

I ovenstående udtalelse om hvide kvinders stemmer glemmer alle lige at bruge den almindelige lommeregner.
Hvis 57,9 procent af amerikanerne stemte ved valget, betyder det at under 28,5 procent stemte på Trump. Det vil sige, under en fjerdedel af den stemmeberettigede befolkning.
Det er KUN udfra disse vælgere, at 53 procent af hvide kvinder stemte på Trump.
Altså en forsvindende lille andel af det kæmpestore Amerika.

Susanne Bier var i Deadline forleden dag, og fortalte om en kultur af magt, der har eksisteret i umindelige tider.
Forhåbentlig får vi gjort op med den. For den er med til at legitimere udnyttelse på alle planer.
Ulighed, undertrykkelse, udnyttelse udspringer af denne selvforstærkende magt.
Og selve klodens overlevelse handler om at vi får et opgør med status quo om udnyttelsen af forsvarsløse mennesker og forsvarsløs natur.

Hanne Ribens, Morten Nielsen, Robert Ørsted-Jensen, Josephine Kaldan, Henriette Bøhne, Ingrid Uma, Steffen Gliese, Torben Skov, Per Jongberg, ingemaje lange, Povl Jensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Korrektion :
Lidt OVER en fjerdedel af befolkningen stemte på Trump.

Morten Nielsen, Henriette Bøhne, Bjarne Bisgaard Jensen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

Lidt en tirade Ewa. Man kan jo så også sige at antallet af hvide kvinder der stemte pg shemte imod ham var 47%. Så vi kan også vende den mod dit narrativ og samtidig få et korrekt udsagn ud af det.

Man kan altid vende tal til at passe til din dagsorden men fakta er at han vandt efter gældende regler og at mange kvinder stemte på ham.

Hillary Clinton bestrider heller ikke at han vandt så jeg forstår egenligt ikke at danskere går så meget op i stemmeantal når amerikanerne er ligeglade. De har et valgmandssystem som de tilsyneladende er tilfredse med. Amerikanerne går heller ikke på gaden og råber op om at DF vandt det sidste valg i Danmark men ikke har statsministerposten. Hvorfor så vred på systemet?

Morten Nielsen, Christian Larsen og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar

Der er da først og fremmest tale om bysladderens store gennembrud og et farvel til de sidste rester af journalistisk etik.

Eva Schwanenflügel, Christian Larsen og Jens Falkenberg anbefalede denne kommentar

Interessant analyse: "Vi har jo opbygget hele vores system på ikke at lytte og tro på kvinder." Ja, nu bliver kvinder, hvis ikke troet på af alle, så i det mindste hørt. Nogle forsøger stadigvæk at gøre det til et hun er en golddigger/hun fortrød nok/hun er narcisist og vil have opmærksomhed spørgsmål, fremfor at se på om det overhovedet kan have noget på sig. Det ser man i Harvey Weinstein et al sagerne, dog sjovt nok ikke i Kevin Spacey sagerne, hvor dem som står frem, er mænd. Hans karriere er død og begravet og ingen forsøger at tale hans sag.

Eva Schwanenflügel, Herdis Weins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Mette. Du har jo fuldstændigt ret men ingen sandhed kan stå hvis den ikke kan tåle kritik.

Jeg har da kvinder i min egen omgangskreds der åbent indrømmer at flirte lidt til en jobsamtale hvis de føler det kan hjælpe den gode stemning i en samtale.

Igen handler metoo lidt ligesom brexit om noget der konstant omskrives. Fra at være voldtægt til at være lumre samtaler og vittigheder på kontoret.

Det er vigtig ikke at komme ud med den store pegefinger og skamme på dem der stiller spørgsmålstegn ved tingene men istedet møde dem på en intelligent måde og argumentere for hvorfor man mener de har misset en pointe.

@ Tina - hvad har dine veninders handlinger at gøre med #metoo? Medmindre de kvinder har opført sig på en aldeles upassende og grænseoverskridende måde, så intet.
For en del af det er netop magtforholdet, hvor det er den magtfulde - i ansættelsessamtaler vil det være arbejdsgiveren - som via sin position får mulighed for at krænke andre grundet det ulige forhold, hvor personen som søger jobbet i en eller anden forstand er afhængig af en god vurdering.
Som eksempler kan nævnes: Matt Lauer havde en knap under sit skrivebord til at låse døren, så kvinder ikke bare kunne komme ud af hans kontor - nok lidt intimiderende, hvis man var der som bytte. Weinstein smed bare sin krop oven på kvinder og Spacey gjorde noget lignende. Det påfaldende er, at der stilles spørgsmålstegn ved dem, som udtaler sig om at have været på den modtagende ende i de to første sager, og i tilfældet med Spacey, så stilles der ikke spørgsmål til det. Der er større tillid til mænds udtalelser end der er til kvinders. Det til trods for at der faktisk ligger optagelser fra f.eks. Weinstein som understøtter påstandene. Det er sgu helt iorden at løfte pegefingre over det.

Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Det mener jeg ikke passer overhovedet. Seksualitet er også et våben ligesom at have magt over beslutninger. Når nogen flirter til en jobsamtale sætter de sig selv over andre som ikke gør det. Mandens svaghed og respons på noget helt basalt bruges til at skabe en personlig fordel man måske ikke har fortjent.

Problemet du beskriver er efter min mening overhovedet ikke at folk har magt. Der vil altid være beslutningstagere. Os kvinder kan også være beslutningstagere og misbruge magt.

Jeg mener overhovedet ikke at man skal løfte pegefingre over folk der stiller spørgsmål til en sag. Det er jo en del af gamet når man går til twitte i stedet for politiet med beskyldninger.