Nyhed
Læsetid: 6 min.

1.800 statslige arbejdspladser flyttes ud af hovedstaden: ’Det er en politisk beslutning’, siger Løkke

Første led i regeringens udflytningsplaner er endnu ikke afsluttet eller evalueret. Alligevel annoncerede statsministeren onsdag udflytningen af endnu omkring 1.800 statslige arbejdsplader fra København til resten af landet som andet led i Bedre Balance-planen
Indflytning, ikke udflytning, insisterede innovationsminister Sophie Løhde (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på at kalde flytningen af statslige arbejdspladser på pressemødet onsdag.

Indflytning, ikke udflytning, insisterede innovationsminister Sophie Løhde (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på at kalde flytningen af statslige arbejdspladser på pressemødet onsdag.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Indland
18. januar 2018

I Miljøstyrelsen var der onsdag eftermiddag indkaldt til husmøde for medarbejderne. I et hus de kun har boet i siden februar sidste år. Her fik de besked om, at de igen skal flytte. Denne gang til Odense.

Det offentliggjorde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V) på et pressemøde onsdag, hvor de fremlagde anden runde i regeringens Bedre Balance-plan om udflytning af statslige arbejdspladser fra København og »ind« i landet som ministrene insisterede på at sige ved pressemødet.

De 440 medarbejdere fra Miljøstyrelsen, der flyttes til Odense, er den største enkeltstående udflytning i regeringens plan, der kommer til at berøre medarbejdere i mere end 30 styrelser, nævn og afdelinger i centraladministrationen. Med tiden vil den anden udflytningsrunde samlet resultere i udflytning og etablering af godt 4.000 arbejdspladser.

Udflytningen af statslige arbejdspladser er en del af regeringsgrundlaget. I 2015 offentliggjorde regeringen Bedre Balance-planen og første runde af udflytningen, der skulle flytte 3.900 arbejdspladser. I nogle tilfælde har det vist sig at være dyrere og tage længere tid end forventet at gennemføre udflytningen. De seneste tal fra Finansministeriet er fra september sidste år og viser, at der er »flyttet 2.546 ud af 3.900 planlagte arbejdspladser, og 23 ud af 44 planlagte institutioner har afsluttet flytningen«.

En politisk beslutning

Statsrevisorerne bad i oktober sidste år Rigsrevisionen om at undersøge forberedelsen, implementeringen og opfølgningen af de første statslige udflytninger samt give en foreløbig status i forhold til økonomi, lokaler og personale. Rigsrevisionen forventes at afgive beretning midt på året, men regeringen igangsætter altså nu endnu en udflytningsproces, inden den kender resultatet og effekten af den første.

På pressemødet blev statsministeren spurgt, hvorfor man gennemfører endnu en runde udflytninger, inden Rigsrevisionen har afsluttet sin igangværende undersøgelse af første led i regeringens udflytningsplaner.

»Det gør vi, fordi det er en politisk beslutning. Vi trækker ikke vores politik i Rigsrevisionen,« sagde statsministeren blandt andet til det spørgsmål.

Sophie Løhde sagde supplerende, at regeringen i forbindelse med pressemødet også lagde en erfaringsopsamling frem, der giver et øjebliksbillede af, hvordan processen skrider frem. Den viser blandt andet, at de hurtige flytninger har fungeret bedst, og derfor har regeringen lagt vægt på at finde eksisterende bygninger, frem for at bruge tid og penge på at bygge nyt, forklarede ministeren til TV 2 News.

Glæde på Fyn

Sammen med etableringen af 500-1.000 uddannelsespladser uden for hovedstaden betyder det, at 49 byer rundt om i landet får glæde af planen, der skal modvirke det, Lars Løkke Rasmussen kalder en global ’urbaniseringstendens’:

»De store byer risikerer at løbe med det hele,« sagde han.

Dog er det netop de større byer Odense, Aarhus og Aalborg, der får tilført en stor del af de udflyttede arbejdspladser. Til TV 2 News sagde statsministeren, at »det er rigtigt, at Odense som en lokal hovedstad på Fyn bliver stærkere af det her, og Aalborg bliver som regionshovedstad i Nordjylland stærkere, og Aarhus i det midtjyske bliver stærkere. Det er jo godt for hele regionen.«

I Region Nordjylland var der skuffelse over kun at få 399 arbejdspladser. Men på Fyn sagde eksempelvis Svendborgs borgmester, Bo Hansen (S), til TV 2 Fyn, at han er »moderat tilfreds«.

Han håbede på mere end de 64 arbejdspladser, byen får tilført, men glæder sig samtidig på hele Fyns vegne: »At Odense får 440 arbejdspladser kan også betyde noget for tilflytningen her til byen, og det er jeg selvfølgelig også opmærksom på,« sagde han.

Kritikere

Mens man glædede sig rundt omkring i kommunerne, var der kritikere, der advarede mod det erfaringstab, som planen kan resultere i.

Blandt andre sagde den økonomiske overvismand, Michael Svarer, til Børsen, at flytningen af vismændenes sekretariat til Horsens »risikerer at stække os som vagthund«. Overvismanden pegede på, at det er afgørende at kunne rekruttere medarbejdere med erfaring fra for eksempel Finansministeriet, og det vurderede han som mindre sandsynligt, nu hvor sekretariatet flyttes til Horsens.

»Det er en rigtig dårlig idé,« sagde han.

Sophie Løhde erkendte på pressemødet, at institutioner kunne opleve at »tabe flyvehøjde« i en periode, men gentog statsministerens pointe om, at dette er en politisk beslutning. Ministeren udtrykte i øvrigt forståelse for, at det var en svær dag for statens ansatte, og at hun respekterer hvis det for nogle ikke er attraktivt at forlade familie og venner for at følge jobbet. Medarbejdere, der ikke flytter med, får 25.000 kr. til såkaldt outplacement-hjælp til at finde nyt arbejde.

Universitetsbyer får flest statslige arbejdspladser

En stor del af de udflyttede arbejdspladser i regeringens anden udflytning går til større universitetsbyer.

Aarhus, Odense, Aalborg og Roskilde får tilsammen 1.191 statslige arbejdspladser i regeringens anden runde udflytninger.

Odense er absolut topscorer med 465 stillinger, 306 stillinger går til Aarhus, 264 stillinger til Roskilde og 156 stillinger til Aalborg.

Se fordelingen for alle regioner her:

Region Sjælland

931 nye arbejdspladser etableres i byer i Region Sjælland ud over 1.223 fra første runde:

  • Vurderingsstyrelsen og Gældsstyrelsen flytter 264 pladser til Roskilde.
  • Skattestyrelsen og Udlændingestyrelsen flytter 174 pladser og 15 pladser til Næstved.
  • Et statsligt gasselskab og Energinet flytter 103 og 10 pladser til Stenlille.
  • Styrelsen for Undervisning og Kvalitet flytter 95 pladser til Holbæk.
  • Nota (Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder) flytter 80 pladser til Nakskov.
  • Erhvervsstyrelsen og Digitaliseringstyrelsen flytter 56 og 13 pladser til Nykøbing Falster.
  • Banedanmark flytter 60 pladser til Ringsted.
  • Vurderingsstyrelsen flytter 31 pladser til Maribo.
  • Statsligt gasselskab flytter 18 pladser til Svinninge.
  • Styrelsen for Patientsikkerhed flytter 12 pladser til Slagelse.

Region Syddanmark

1.015 nye arbejdspladser etableres i byer i Region Syddanmark ud over de 998 fra første runde.

  • Miljøstyrelsen og Sekretariatet for Studievalg Danmark samt Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen flytter 440, 4 og 21 pladser til Odense.
  • Gældsstyrelsen flytter 153 pladser til Middelfart.
  • Skattestyrelsen og Trafik,- Bygge- og Boligstyrelsen flytter 61 og 40 pladser til Ribe.
  • Gældsstyrelsen flytter 83 pladser til Tønder.
  • Vurderingsstyrelsen og Skattestyrelsen flytter 80 pladser til Haderslev.
  • Skattestyrelsen, Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte samt Styrelsen for Forskning og Uddannelse flytter 18, 18 og 28 pladser til Svendborg.
  • Statens it flytter 20 pladser til Augustenborg.
  • Dansk Sprognævn flytter 15 pladser til Bogense.
  • Lokale- og Anlægsfoden flytter 14 pladser til Nyborg.
  • Sikkerhedsstyrelsen og Energi-, Forsynings og Klimaministeriet flytter 6 og 5 pladser til Esbjerg.
  • Politiet flytter 5 pladser til Vejle.
  • Sekretariatet for Etisk Råd flytter 4 pladser til Kolding.

Region Midtjylland

1.082 nye arbejdspladser etableres i byer i Region Midtjylland ud over de 554 fra første runde:

  • Patientklagestyrelsen, Danmarks Innovationsfond, Idrættens Analyseinstitut samt Toldstyrelsen og Skattestyrelsen flytter 141, 46, 8 og 111 pladser til Aarhus.
  • Gældsstyrelsen og Skattestyrelsen flytter 171 pladser til Ringkøbing.
  • Gældsstyrelsen og Skattestyrelsen flytter 150 pladser til Randers.
  • Politiet og Justitsministeriet flytter 122 pladser til Holstebro.
  • Statsligt gasselskab, diverse nævn og Justitsministeriet flytter 67, 17 og 3 pladser til Viborg.
  • Skatteankestyrelsen flytter 69 pladser til Silkeborg.
  • Det Økonomiske Råds sekretariat og Skattestyrelsen flytter 33 og 20 pladser til Horsens.
  • Skattestyrelsen flytter 53 pladser til Struer.
  • Administrations- og Servicestyrelsen flytter 39 pladser til Herning.
  • Skattestyrelsen flytter 15 pladser til Skive.
  • Patent- og Varemærkestyrelsen flytter 10 pladser til Ikast.
  • Arbejdstilsynet flytter 7 pladser til Hadsten.

Region Nordjylland

399 nye arbejdspladser etableres i byer i Region Nordjylland ud over de 517 fra første runde:

  • Motorstyrelsen og Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet flytter 153 og 3 pladser til Aalborg.
  • Statens Administration, Skattestyrelsen og Moderniseringsstyrelsen flytter 75, 17 og 20 pladser til Hjørring.
  • Gældsstyrelsen flytter 51 pladser til Thisted.
  • Lønmodtagernes Garantifond og Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler flytter 31 og 10 pladser til Frederikshavn.
  • Miljømærkesekretariatet flytter 24 pladser til Løgstør.
  • Frivilligrådet og Det Centrale Handicapråd flytter 11 pladser til Brovst.
  • Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering flytter 4 pladser til Brønderslev.

Region Hovedstaden

103 nye arbejdspladser etableres i byer i Region Hovedstaden ud over de 15 på Bornholm fra første runde:

  •  Energitilsynet flytter 78 pladser til Frederiksværk.
  • Skattestyrelsen og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering flytter 18 og 7 pladser til Rønne.

Kilde: Regeringen/Ritzau

 

 

Serie

Udflytning af statslige arbejdspladser

Regeringen har offentliggjort to udflytningsrunder af statslige arbejdspladser.

Første runde i 2015 udgjorde ifølge Finansministeriet udflytning af 3.900 arbejdspladser. Anden runde blev lanceret den 17. januar 2018 uden evaluering af første runde, fordi regeringen – med statsminister Lars Løkke Rasmussens ord – »politisk vil det her«. Med tiden vil anden udflytningsrunde samlet resultere i udflytning af godt 4.000 arbejdspladser. Regeringen vil samtidig udflytte 500-1.000 uddannelsespladser.

Her kan du læse, hvad Information tidligere har skrevet om udflytningen, ligesom vi løbende følger udviklingen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Knud Kristensen

Jaja - udflytning fra by til by. Gavner det mod skævheder mellem land og by?
Flytning fra København til Odense, Aarhus, Aalborg og minsandten Roskilde ligner nærmest en dans på stedet.
Det er mærkeligt at se, hvad der er positivt i at hive folk op med rode og at splitte daglige rutiner uden at det løser skævheder mellem land og by. Oven i købet må der regnes med tab af ekspertise.
Men den siddende regering har magten, både når det gælder sammenlægning og det modsatte. Lars Løkke stod selv bag strukturreformen i 2007, hvor man for at opnå såkaldte stordriftsfordele centraliserede institutioner, lagde kommuner sammen og nedlagte arbejdspladser i yderområderne.
Frem-og-tilbage. Tak Lars Løkke. Skatteyderne betaler og får forringet service.

Karsten Lundsby, Vibeke Hansen, Estermarie Mandelquist, Josephine Kaldan, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ja, det kan dæleme kaldes en 'politisk beslutning' - i mangel af andet. For udflytningerne kommer ikke til at gavne det mindste. Snarere tværtimod. Mange af de styrelser der flyttes, er jo også vagthunde. Men det passer nok regeringen bedst, når hundehuset er tomt.
Hvorfor har man så travlt, at man ikke kan vente på rigsrevisionen? Sandsynligvis fordi det vil vise sig at være en tom øvelse, der koster det hvide ud af øjnene.
Men der er jo snart valg, og det vigtigste er at tilgodese baglandet. Så deet...

Torben K L Jensen, Frede Jørgensen, Karsten Lundsby, Vibeke Hansen, Martin Rønnow Klarlund, Klaus Ipsen, Estermarie Mandelquist og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar

Man må spørge om "hvad har man genetlig en hovedstad til?". Er det ikke derfra regeringsførelse udgår fra og man samler hvad der skal til for at styre et land? En hovedstad skal være et slags energicentrum for et land, som har synergi mellem de forskellige institutioner, som også kan støtte hinanden. Det kræver geografisk nærhed så man kan mødes, udveksle arbejdskraft når personalet udvikler sig. Talentmassen er også større i en storby.
Så ja, grunden er politisk, og det vil givetvis medføre at vi på længere sigt dumper længere ned af diverse skalaer...

Frede Jørgensen, Karsten Lundsby, Vibeke Hansen, Jens Winther og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian de Coninck Lucas

Ja, en "politisk beslutning" med direkte konskvenser for tusinder af danskere. Det exellerer vores regering i skal jeg love for. Lærere, statsansansatte, ledige, syge, forskere. Og ja, vi har fattet det, Venstre hader København og vores "røde lejesvende".

I mean, damn that's some Reaganite shit!

Frede Jørgensen, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Skygger Valby bakke virkelig så meget for udsynet ?

Vibeke Hansen

“En politisk beslutning”, ja, så har han jo ligesom lukket munden på kritikerne. Det dækker jo over alt, lige fra elendig økonomistyrelse til logiske beliggenheder af Statens arbejdspladser.
Det ville være interessant at vide, hvad den dybere mening er. Kan vi vitterlig tro, at det simpelthen bare er dårlig politisk virke og manglende indsigt, eller er det fuldt bevidst at man vil sænke vidensniveauet og de eksisterende sagspukler i nøje udvalgte områder. Er det ligesom med skat i sin tid, hvor Venstre stod i spidsen for et langsomt men sikkert totalsammenbrud, der åbnede for en liberalistisk skattepolitik. Det er jo klogt nok at begunstige universitetsbyerne med socialdemokratisk styre, det vil jo gøre det nemmere at sælge Venstre i fremtiden, men det gavner på ingen måde nogle af de vigtige problemer, vi står overfor. Miljøstyrelsen f.eks. jeg bliver nu også lidt træt af at høre, at Københavnerne bare kan pendle. Flere af dem må lige nu igennem endnu et forløb, hvor de mister deres arbejde. Regeringen siger, der skal være mere tid til børnefamilierne, men vil ikke investerer i børne og ungdomsinstitutioner, så folk trygt kan påtage sin 3-4 timers daglig transport. Hvordan man skal få det til at hænge sammen med en, der bliver flyttet til Frederiksværk og en til Odense og man er bosat i Svinninge, ved jeg ikke, men børn kan man da ikke nå at hverken hente eller bringe indenfor normal åbningstid. Så mere tid til børnefamilierne er vidst bare endnu en liberal floskel.
Jeg kunne i grunden godt tænke mig at se en samlet opgørelse fra Lars Løkkes personlige politiske beslutninger. Lige fra dag et, som minister under Fogh, har han startet hver eneste ny post med at ændre organisationen og flytte medarbejdere og kontorer rundt og ikke mindst slå indenrigsministeriet sammen med sit resortområde, for derigennem at undgå eventuelle krav om undersøgelser (privathospitaler). Hver gang han præsenterer en regering bliver store dele af centraladmistrationen flyttet rundt i byen, splittet op og sat sammen, så der ikke er nogen, der har mulighed for at forfølge en sag, som f.eks den verserende dom om hjemsendelse af syge flygtninge. Det er ikke sært, hvis der går noget galt i alt det unødvendige flytteri. Når man ser på det persongalleri, der bakker op om disse udflytninger, er det nøjagtig de samme, som centraliserede og skævvred landet i 00’erne. Alt ialt er der brugt en hulens bunke penge, der ikke har medført andet end en disruptet centraladministration, som Løkke jo ligefrem har nedsat et råd for at udtænke.
Uddannelse og skattekontorer ville være glimrende at oprette rundt i landet, ligesom flere lokale sygehuse ville skabe både arbejdspladser og tryghed. At Løkke er så muldvarpeblind, at han ikke kan se, hvad der skete efter strukturreform og kommunesammenlægning burde være diskvalificerende for enhver politiker.

Torben K L Jensen, Frede Jørgensen, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Applaus, Vibeke Hansen !! :-)

Vibeke Hansen, Torben K L Jensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Det er altid svært at ændre på betingelser, vaner og kultur, især når det sker ufrivilligt
Nu har min hjemby Odense så fået en del af kagen og det tager så ikke så lang tid at kommer herover, og selv om byen lige nu er i opbrud så har vi det hele: Natur, kultur i alle kategorier, uddannelser og rigtigt mange cykelstier og rødt flertal, hvis man anser socialdemokrater for røde. Husk lige at boligpriserne i København er så vanvittige at man faktisk skal være rig eller tjene rigtig meget. København skal nok overleve.