Danmark lavede ’besynderlige’ krumspring for ikke at støtte palæstinensiske ngo’er direkte

Da det i foråret 2017 kom frem, at den danskstøttede ngo WATC havde opkaldt et kvindecenter efter en terrorist, reagerede regeringen prompte. Den 2. juni erklærede Udenrigsministeriet, at Danmark ikke alene afbrød samarbejdet med WATC.

Hele den danske civilsamfundsstøtte til 23 andre ngo’er i Israel og Palæstina blev sat i bero, indtil en undersøgelse af samtlige organisationer var aflsuttet.

Kort før jul var ministeriet færdig med at gennemgå ngo’erne. Regeringen skrev i en pressemeddelse 22. december, at »størstedelen« af den tilbageholdte, danske støtte, slet ikke ville blive udbetalt.

Information kan nu afsløre, at det var en sandhed med modifikationer.

Indtil årsskiftet uddelte Danmark civilsamfundsstøtte i Israel og Palæstina i samarbejde med Holland, Schweiz og Sverige. De fire landes støttemidler blev samlet i et fælles sekretariat og formidlet videre til 23 lokale ngo’er.

Allerede i marts, to måneder inden regeringen meddelte, at den ville ’tilbageholde’ støtten, overførte Danmark sit fulde bidrag på 14 millioner kroner til sekretariatet. Og med undtagelse af WATC modtog samtlige 23 ngo’er fuld støtte for 2017, sådan som det var blevet budgetteret, inden sagen om WATC kom frem.

Man rykkede i stedet blot rundt på sekretariatets udgiftsposter, således at Holland, Sverige og Schweiz stod for udbetalingerne til ngo’erne, mens Danmark tog sig af administrative udgifter. Men ingen af landene har betalt hverken mere eller mindre end planlagt, ligesom ngo’erne heller ikke har kunnet mærke den danske ’indefrysning’. Det bekræfter Udenrigsministeriet i en mail til Information.

»Det er på grænsen til vildledning,« siger tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R). »Det har ihvertfald været svært at forstå ministeriets udmeldinger anderledes end, at Danmark har tilbageholdt støtte til organisationer, som nu slet ikke vil blive udbetalt.«

Martin Lidegaard kalder regeringens udmeldinger »besynderlige«, ligesom han mener, at hele polemikken om udviklingsstøtten er tiltagende »pinlig« for Danmark. Han understreger dog, at han glæder sig over, at Danmark de facto har udbetalt støtte til de ngo’er, vi tidligere har forpligtet os til at støtte.

Information har de seneste uge beskrevet, hvordan regeringen efter pres fra den israelske regering har besluttet at afbryde støtten til en række ngo’er i Israel og Palæstina og trække sig fra et mangeårigt donorsamarbejde med Sverige, Holland og Schweiz. Regeringen indikerede også, at man ikke ville udbetale »størstedelen« af den allerede bevilligede danske støtte til ngo’erne for sidste halvår af 2017. Og det er altså er dette sidste aspekt af sagen, der nu viser sig at være forkert.

Teknisk set korrekt

Udenrigsministeriet fastholder, at udmeldingerne teknisk set var korrekte. Ordlyden af pressemeddelelse fra juni lød nemlig:

»Der udbetales ikke nogen danske penge til nogen organisation gennem donorsekretariatet, før den grundige undersøgelse af alle organisationer er tilendebragt.«

Og siden sekretariatet angiveligt ikke har udbetalt »danske penge« direkte til organisationerne, er det korrekt.

I pressemeddelsen fra den 2. juni citeres Anders Samuelsen dog også for følgende udmelding: »Vi kommer under ingen omstændigheder til at genoptage støtten, hvis ikke vi er betrygget i, at organisationerne har rent mel i posen«. Men samtlige organisationer modtog altså den fulde støtte, også inden Anders Samuelsen var »betrygget« om, at de havde rent mel i posen.

Af den pressemeddelelse, ministeriet udsendte efter at have afsluttet undersøgelsen, fremgår det, at »størstedelen af den danske bistand til organisationerne, som blev stillet i bero i 2017, ikke vil blive udbetalt,« og »de resterende danske midler for 2017 vil blive anvendt til udgifter i forbindelse med den administrative afslutning af programmet.«

Det fælles sekretariat har altså udbetalt danske midler til ngo’er efter 2. juni, men »størstedelen« er blevet sat i bero. Men »sat i bero« skal her forstås på den måde, at de øvrige lande har dækket udgifterne til ngo’er, mens Danmark til gengæld har dækket nogle af de administrative udgifter.

I en mail til Information skriver Anders Samuelsen, at regeringen på baggrund af undersøgelsen besluttede at fokusere Danmarks civilsamfundsstøtte på færre ngo’er og stramme kriterierne for at modtage støtte. 

»I forbindelse med den beslutning blev det også aftalt med de øvrige donorer, at størstedelen af den danske bistand for 2. halvdel af 2017 skulle overføres til administrationsomkostninger i forbindelse med afviklingen af donorsekretariatet. Det blev offentliggjort kort før jul. Det er ikke en hemmelighed, at sekretariatet har levet op til deres kontraktuelle forpligtelser overfor de 23 ngo’er. For mig er det afgørende, at danske støttekroner går til de rigtige formål, og vi skal naturligvis fortsat støtte de kræfter, som arbejder på en fredelig løsning i den israelsk-palæstinensiske konflikt,« skriver han. 

Besynderligt forløb

Formuleringerne i Udenrigsministeriets pressemeddelelser giver indtryk af noget andet end det, der rent faktisk har fundet sted. Det vurderer seniorforsker ved DIIS, Lars Engberg-Pedersen, der forsker i udviklingsarbejde. Han kalder forløbet »besynderligt.«

»Det er svært at læse pressemeddelelserne på anden måde end, at den danske støtte til de israelske og palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer har været indefrosset,« siger seniorforskeren.

Men man har tilsyneladende blot rykket rundt på, hvilke donorlande, der har taget sig af hvilke udgiftsposter, vurderer Lars Engberg-Pedersen. Og det bekræfter indtrykket af, at hensyn, der ikke er udviklingsfaglige, har spillet en »bekymrende stor rolle« i regeringens udviklingspolitik i Israel og Palæstina, mener han.

Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) er glad for, at det nu viser sig, at de 23 palæstinensiske ngo’er, der har overholdt aftalegrundlaget for at modtage støtte, rent faktisk har modtaget fuld støtte.

Han forklarer dog, at han kun har hovedrysten tilovers for de »underlige krumspring«, Danmark har foretaget sig for, at det skulle fremstå, som om man ikke har støttet ngo’erne.

»Jeg kan ikke vide, hvilke motiver der ligger bag denne mærkelige camouflagevirksomhed, udover at regeringen har en uforståelig trang til at signalere handlekraft over for Benjamin Netanyahu og Søren Espersen,« siger Mogens Lykketoft.

Han undrer sig over Udenrigsministeriets kommunikation i sagen.

»På baggrund af pressemeddelelserne og regeringens udtalelser i sagen har jeg ikke været i stand til at gennemskue, at ngo’erne rent faktisk har modtaget fuld støtte,« siger Mogens Lykketoft.

»Det har været en hensigt om at vildlede for at please nogle andre,« tilføjer han.

Martin Lidegaard er enig i kritikken. Pressemeddelelser hører til blandt de »mere uklare«, Udenrigsministeriet har udsendt så længe, han kan huske.

»Jeg ved ikke, hvad det ligner, at Danmark skal slå krøller på støtten til et donorsamarbejde og organisationer, som efter alt at dømme har gjort et glimrende stykke arbejde,« siger Martin Lidegaard.

Sverige, Holland og Schweiz er gode og troværdige samarbejdspartnere, vurderer den tidligere udenrigsminister.

»Det stiller Danmark i en mærkelig position over for de lande, at regeringen tilsyneladende er kommet med en anmodning om, at der skal laves administrative krumspring i samarbejdet, så det kan se ud, som om Danmark ikke støtter ngo’er. Det er mildest talt en mærkelig måde at bruge vores udenrigspolitiske kapital på,« siger Martin Lidegaard.