Nyhed
Læsetid: 5 min.

Danske Universiteter ’ville have hørt om det’, hvis seksuel chikane var et problem blandt de studerende

Flere danske universiteter overvejer at indføre procedurer for sager om sexchikane som en reaktion på de seneste måneders #MeToo-debat. Mens det er almen praksis i USA og hos vores skandinaviske naboer, er formanden for Danske Universiteter dog afvisende over for, at problemet skulle være særlig omfangsrigt
Københavns Universitet har ansat en uvildig studenterambassadør for at imødegå sexchikane. Det er bl.a. sket efter, at en rustur i 2014 blev kritiseret for at være sexistisk og grænseoverskridende. De mandlige studerende blev eksemeplvis bedt om at stikke fingrene i et afkappet fårehoved og forestille sig, at dets læber var kvindelige skamlæber.

Københavns Universitet har ansat en uvildig studenterambassadør for at imødegå sexchikane. Det er bl.a. sket efter, at en rustur i 2014 blev kritiseret for at være sexistisk og grænseoverskridende. De mandlige studerende blev eksemeplvis bedt om at stikke fingrene i et afkappet fårehoved og forestille sig, at dets læber var kvindelige skamlæber.

Ólafur Steinar Gestsson

Indland
29. januar 2018

»Sexchikane er et langt større problem på universiteterne, end man tror,« siger forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd, Sana Mahin Doost.

Som repræsentant for de studerende på danske universiteter får hun løbende henvendelser om seksuelt krænkende oplevelser i studiemiljøet. Derfor glæder det hende, at flere danske universiteter nu overvejer at undersøge, hvorvidt det er klart for de studerende, hvor og hvordan de kan få hjælp, hvis de oplever seksuelt krænkende adfærd fra en medstuderende eller underviser.

»Nu er der kommet en ny bevidsthed omkring emnet, så vi vil til at se på, hvorvidt det er tydeligt for de studerende, hvor og hvordan de kan få hjælp. Vi vil også sikre os, at det er mere klart, hvad der bliver gjort, når man henvender sig med en dårlig oplevelse,« siger rektor på Roskilde Universitet, Hanne Leth Andersen.

Også Københavns Universitet planlægger flere initiativer i det nye år, der skal skærpe opmærksomheden om sexchikane. I 2013 var universitetet frontløbere, da de som det første og hidtil eneste danske universitet ansatte en uvildig studenterambassadør med en ombudsmandslignende funktion.

»Alle, der oplever krænkende adfærd på universitetet, skal gå til den lokale ledelse, så der kan blive taget hånd om sagen. De studerende kan bruge universitetets studenterambassadør, der også kan rådgive om sager om sexchikane. Han kan henvise de studerende videre til instanser på KU og relevante myndigheder,« siger rektor på Københavns Universitet, Henrik C. Wegener.

Studerende bliver ikke hørt

Det glæder Danske Studerendes Fællesråd, at flere universiteter vil undersøge, om det er tydeligt for de krænkede studerende, hvor de skal henvende sig. Men forkvinde Sana Mahin Doost undrer sig over, at universiteterne for nuværende kun kortlægger medarbejdernes oplevelser med sexchikane. I de årlige og anonyme undersøgelser, der sendes rundt til både medarbejdere og studerende, spørges medarbejdere specifikt ind til oplevelser med seksuelt krænkende adfærd. Imens bliver de studerende kun spurgt til generel chikane og mobning.

»Medarbejdere og studerende bør sidestilles i spørgsmål om trivsel og sexchikane, for det er problematisk, at en undervisers problemer tages seriøst, når en studerendes ikke gør,« siger Sana Mahin Doost.

Hun kritiserer, at universiteterne bekymrer sig om de ansattes arbejdsmiljø, men ikke spørger de studerende ind til krænkende oplevelser. Ifølge professor og kønsforsker ved Aalborg Universitet Anette Borchorst kan omfanget af sexchikane være meget større, end universiteterne selv antager.

»Sexchikane er så tabuiseret, at vi skulle frem til #MeToo, før der begyndte at komme historier ud. Antager man, at hvis man ikke hører noget, så er der ikke noget problem, så er det en skæv opfattelse af virkeligheden,« siger hun.

Og mens de danske universiteter ikke selv kortlægger omfanget, fandt Fagbladet 3F i 2016, at 57 procent af kvinder i alderen 18-35 år, der læser på en mellemlang eller lang videregående uddannelse, har været udsat for sexchikane.

Flere universiteter vil se indad

På Copenhagen Business School har der siden 2015 været en øget opmærksomhed på sexchikane blandt studerende. Universitetet har i to år haft regler for de studerende, der gennem introture og andre arrangementer byder nye studerende velkommen ved semesterstart. Reglerne er indført efter universitetet var igennem en mediestorm, da det kom frem, at der på introturene var blevet arrangeret »grænseoverskridende lege«, hvor pigerne skulle slikke flødeskum af bananer, som drengene holdt mellem benene, fortæller studiechef på CBS, Rie Snekkerup.

»Vi har indført en code of conduct, hvor introvejlederne skriver under på, at de ikke må indføre aktiviteter af hverken social eller faglig karakter, som virker grænseoverskridende for andre. Og der er så anført eksempler på, hvad der er grænseoverskridende adfærd,« siger Rie Snekkerup.

Samtidig siger hun, at universitetet ikke har retningslinjer eller procedurer for studerende, der ikke er en del af introforløbet, men hun understreger, at alle studerende kan klage over krænkende oplevelser hos universitetets juridiske enhed.

Også Syddansk Universitet melder sig i rækken af universiteter, der vil øge opmærksomheden på sexchikane, og de er parate til at ændre på spørgsmålene i undersøgelserne fremadrettet.

»Vi har lige gennemført en studiemiljøundersøgelse, men næste gang vi gennemfører den, så synes jeg da egentlig, at det ville være et relevant tema at have med, for at få afdækket omfanget. For det er jo klart, at antallet af anmeldelser er en funktion af, hvorvidt der er tilsyn,« siger prorektor på Syddansk Universitet, Bjarne Graabech Sørensen.

Mandlige vejledere på rov

Universiteternes kommende tiltag er ifølge kønsforsker ved Roskilde Universitet, Karen Sjørup, tiltrængte. Hun siger, at de studerende er særligt udsatte, og det er hendes indtryk, at omfanget er langt større, end universiteterne selv antager.

»Der er mange mandlige vejledere, der synes, det kan være spændende at være med til festerne, og tidligere har de hyppigt gået på rov blandt de unge kvindelige studerende. Det har nærmest været en del af deres selvforståelse, at de skulle se, hvad der var af nye ’ting’,« siger Karen Sjørup, der under sin tid som prorektor på RUC blev bekendt med flere sager, hvor særligt mandlige vejledere havde seksuelle forhold til de studerende.

»Noget andet er, at universitetslivet starter i en alder, hvor nogen er meget seksuelt aktive, mens andre er helt uerfarne. De unge fyre kan have svært ved at finde ud af, hvordan de henvender sig til pigerne, og så kan deres adfærd blive meget ’overgrebsagtig’,« siger Karen Sjørup.

’Der er ikke noget problem’

Imens SDU, RUC, CBS og KU er åbne for at se nærmere på behovet for konkrete retningslinjer, er formanden for Danske Universiteter, Anders Bjarklev, helt afvisende over for, at særligt mange studerende har haft oplevelser med sexchikane i deres studiemiljø.

»Så ville jeg have hørt om det. Hvis problemet har været der, og man ikke har haft lyst til at tale om det, så skriver man det heller ikke i et spørgeskema,« siger Anders Bjarklev, der også er rektor på DTU.

Selv om universiteter i Sverige, Norge, England og USA har indført nedskrevne retningslinjer og procedurer for sager om sexchikane, så mener Anders Bjarklev ikke, at behovet er der i Danmark. Han siger, at den personlige kontakt gennem universitetets mange instanser er mere effektiv, og at alle ansatte og studerende er bekendte med universitetets nultolerance over for sexchikane.

»Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan vi skulle have gavn af at nedskrive 100 måder, som kan virke chikanerende, for så at skrive ’det må man ikke’,« siger han og henviser til universitetets ordensregler, der kalder på almen pli og respekt for hinanden.

Men almindelige ordensregler er ifølge professor og kønsforsker Anette Borchorst ikke nok:

»Det er helt klart, at det er universiteternes ansvar at tage hånd om studerende, der oplever sexchikane. Det er også bedst, hvis der er procedurer for de her ting, før sagerne opstår. Det skal være klart, hvor man henvender sig, og hvordan ens sag bliver behandlet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Det er godt for alle arbejdspladser og institutioner at have retningslinjer for mobning og chikane - det sidste indbefatter naturligvis sexchikane. Et ordentligt arbejdsmiljø er alfa og omega for at den enkelte befinder sig godt.
At benægte der findes problemer med ovenstående, er bare udtryk for ignorance og dumhed.

Bjarne Bisgaard Jensen og Daniel Joelsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Enhver ved sgu da at især mandlige undervisere har taget for sig af retterne på universiteterne, men der er såmænd også mange kvindelige studerende der sjovt nok er blevet kone nummer to eller tre hos de rare modne undervisere. De stupide rusarrangementer har været oppe at vende mange gange de sidste 10-15 år. At lærer/studerende forholdet ikke har været oppe at vende kan man med en vis ret spørge Karen Sjørup om. Mon ikke det var en betændt solidaritet med dem man var politisk enige med og derfor så gennem fingre med oplagte overgreb. Det er sandt for dyden sølle her mange år efter at pege på noget man vidste da man havde magt og indflydelse.
Kom nu med noget konkret eller er det synd for kammeraterne ?

mike twardale

Jeg har også kendskab til lærer-elev forhold. Det er ikke passende når der indgår et magtforhold, det gælder både på uddannelser, ligeledes som chef forhold på arbejdspladser.

Eva Schwanenflügel, Daniel Joelsen og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Runar skriver ikke SL
Som underviser på en lang videregående uddannelse har jeg modtaget kvindelige studerende, der var blevet generet af lærerkollegiets alfhanner og har måttet flytte. Den afdeling jeg har undervist på har et jævt antal kvinder og mænd ansat, det gavner miljøet. Personligt kender jeg fire kvinder, der som studerende fik en lærermage. Her blev vedkommende mænd skildt fra den gamle koner. Det var faktisk ikke til gene for disse 4 kvinder, nærmere omvendt. Derfor er diskussionen om Metoo# så svær. Dette har eksisteret alt siden kvinder fik lov til at gå på universiteterne. Jeg har indtil videre ikke hørt om kvindelige lærere, der generede unge mænd. Det findes nok alligevel. Det er naivt af skribenten at tro, at dette ikke findes på universiteterne. Det er som i alle livets forhold. Unge kvinder, der gifter sig med chefen og så videre. Unge kvinder, der bliver sexchikanerede af chefen. Jeg har selv oplevet dette to gange, som ung, i det private erhvervsliv og valgte at tage mit gode tøj og gå, med et rungende nej. Den eneste vej for at undgå sexhungrende chefer er at gå sin vej. Langsom bliver de vænnet af, hvis kvinder lærer at sige nej. Der er heldigvis ikke så mange af disse mænd, men for mange.

Runa Lystlund

Rettelse
langsomt

@ Runar: "Den eneste vej for at undgå sexhungrende chefer er at gå sin vej."

Tjah, det burde da være ret ligetil at det er den sexhungrende chef/underviser/vejleder, der skal gå sin vej, hvis han eller hun lader hungeren påvirke sin professionalitet. Hvad enten han/hun bruger sin magt til at tvinge andre eller som bestikkelse, er det da et problem at have sådan en person siddende i en magtposition. At "afvænne" personen langsomt, ved at en række unge mennesker må opgive deres job/studie er en ret dårlig løsning i mine øjne. Fyr i stedet personen, der er årsag til problemet. Det er da mere retfærdigt.

Det burde være ret ligetil at indføre en politik om, at en ansat ikke må have et forhold til en studerende. Det kan lade sig gøre på private virksomheder, så kan det naturligvis også lade sig gøre på universitetet.

jens peter hansen

Henrik Søgård har aldrig hørt eller set noget. Så findes det nok heller ikke. Nøj hvor det er beroligende.

Niels Duus Nielsen

Maria Jensen: "Det burde være ret ligetil at indføre en politik om, at en ansat ikke må have et forhold til en studerende."

Og det er lige præcis her, at kæden hopper af. Hvis en studerende forelsker sig i en ansat, og omvendt, skal det altså være forbudt for de to at elske hinanden, sådan bare for en sikkerheds skyld.

Det er sådan, man nedbryder den sympati, der ellers kunne opstå omkring #metoo, ved at bruge de brådne kar som undskyldning for at indføre totalitære tilstande. Man kunne også bruge #metoo til at højne bevidstheden hos både mænd og kvinder, så vi ved en målrettet og bevidst indsats kan blive overgrebene kvit, men nej, så hellere forbyde al kærlighed mellem mennesker, bare for en sikkerheds skyld.

Flemming Berger, Charlotte Hegnsvig og Henrik Søgård anbefalede denne kommentar