Læsetid: 6 min.

Energiforhandlinger i et klima af konflikt

Snart begynder forhandlingerne om en økonomisk tungtvejende energiaftale, der skal sætte kursen for den danske klimaindsats fra 2020 til 2030. Det bliver konfliktfyldt, teknisk kompliceret og politisk kontroversielt
Kraftvarmeværket Studstrupværket nord for Aarhus leverer ud over elektricitet også fjernvarme til det meste af Aarhus. Til produktion af strøm og fjernvarme fyres der med olie, kul og biomasse. Og netop brugen af biomasse er eksploderet i den senere tid.

Kraftvarmeværket Studstrupværket nord for Aarhus leverer ud over elektricitet også fjernvarme til det meste af Aarhus. Til produktion af strøm og fjernvarme fyres der med olie, kul og biomasse. Og netop brugen af biomasse er eksploderet i den senere tid.

Morten Rasmussen

24. januar 2018

2030 er lige om hjørnet.

Når man køber ny bil, er det et valg med virkninger 10-15 år frem i tiden. Når man vælger varmesystem til boligen, binder det 15-25 år. Når der opføres nye anlæg til elproduktion, låses systemet i 20-40 år. Når man vælger mellem motorveje eller jernbaner, har det konsekvenser 40-75 år frem. Og når der etableres boliger, kan det være beslutninger med 50-100 års rækkevidde.

2030 er næste pejlemærke for den danske energi- og klimapolitik. Tidspunktet, hvor systemet skal være sat på skinner til at kunne ramme det politiske mål for 2050: Et dansk lavemissionssamfund uafhængigt af fossile brændsler.

Så hvis ikke der snart fastlægges de rigtige rammer for, hvad der på energi-, transport-, landbrugs- og boligområdet skal investeres i og satses på i perioden 2020-30, kommer Danmark for sent eller rammer ved siden af 2050-målet og dermed efterlevelsen af klimaaftalen fra Paris.

De forestående forhandlinger om et energipolitisk forlig til afløsning af aftalen fra 2012 er teknisk komplicerede og politisk kontroversielle. Energiaftalen skal definere udbygningen med vedvarende energi, indsatsen for energibesparelser, afgiftssystemets sammensætning, penge til forskning og udvikling, fremme af elbiler, varmesystemets indretning, biomassens rolle med mere.

Læs også

Men disse konkrete tiltag vil blive bestemt af, hvilke overordnede mål for 2030 politikerne kan enes om. Som udgangspunkt er de uenige.

I dag har Danmark et 2030-mål for vedvarende energi, men det sikrer ikke i sig selv, at fossil energi udfases, eller at f.eks. vejtrafikkens udledninger af CO2 dæmpes, og at landbrugets udslip af drivhusgasserne metan og lattergas bremses.

På den baggrund anbefaler Klimarådet, at Folketinget fastsætter et nationalt klimamål. En række grønne ngo’er peger konkret på et mål om mindst 70 pct. reduktion af CO2-udledningerne i 2030 i forhold til 1990-niveauet – det er en forudsætning for at leve op til Parisaftalen, siger man. Ifølge de radikales tidligere energi- og klimaminister Martin Lidegaard går hans parti ind for et mål om 55 pct. CO2-reduktion i 2030. Til dato er udledningerne reduceret med godt 30 pct.

I Folketinget ønsker både oppositionen og De Konservative et klimamål for 2030, mens Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti hidtil har været imod.

Målet for vedvarende energi

I regeringsgrundlaget hedder det, at Danmark i år 2030 skal have »mindst 50 pct. af sit energibehov dækket af vedvarende energi«.

På Klimarådets og Altingets energikonference for nylig påpegede rådets formand, Peter Birch Sørensen, at den gældende klimalov taler om »en energiforsyning baseret på vedvarende energi« i 2050.

»Det kan kun fortolkes som 100 pct. vedvarende energi i 2050. Og jo stærkere det pludselig skal gå, fordi man er bagud, desto dyrere bliver det.«

Derfor foreslår Klimarådet, at regeringens ’mindst 50 pct.’ i 2030 skærpes til 55 pct.

Martin Bøndergaard, politik- og analysechef i Vindmølleindustrien, gjorde opmærksom på, at 50 pct. vedvarende energi i 2030 vil være en direkte opbremsning i forhold til, hvor hastigt omstillingen foregår i øjeblikket.

»Vi anbefaler 60 pct. i 2030. Det kan gøre Danmark til Europas grønne kraftværk og nettoeksportør af vedvarende energi,« sagde han.

De Konservatives gruppeformand og klimaordfører Mette Abildgaard sagde for nyligt, at De Konservative står fast på målet om mindst 50 procent vedvarende energi i 2030.
Læs også

Vælger man f.eks. de 55 pct. vedvarende energi, svarer det til, at der årligt skal udbygges med 5-600 megawatt vindkraft, dvs. noget mere end Danmarks hidtil største havmøllepark ved Anholt, hvert år.

Behovet for udbygning betyder, at politikerne også skal tage stilling til, hvor meget og hvor længe der skal ydes støtte til den vedvarende energi. Selv vindmølleindustrien siger, at vindenergien er på vej til at kunne klare sig uden de hidtidige tilskud. Men man er der ikke helt endnu.

»Vejen til tilskudsfri vindenergi bliver kortest og billigst mulig ved at sikre et relevant marked, vælge de rette udbuds- og tilskudsmodeller og sætte mere ambitiøse mål for 2030,« sagde Martin Bøndergaard og anbefalede, at der fra 2020 årligt udbygges med 250 megawatt vindkraft på land samt laves tre udbudsrunder for havvind på hver 1.000 megawatt. Det kræver, at det første udbud afholdes i 2020 og illustrerer tidspresset på politikerne.

Skal biomassen ud?

Men vedvarende energi er ikke kun vindkraft. Det er også solenergi og biomasse. Og biomassen er kontroversiel.

»Den grønne omstilling er slet ikke nået så langt, som vi tror, når vi nævner den vedvarende energis procentandel,« sagde Christian Ibsen, direktør i den grønne tænketank Concito, med henvisning til biomassen, der ikke altid er bæredygtig.

Ifølge Energistyrelsen fyldte biomassen – halm, træ, affald – i 2016 næsten dobbelt så meget i energiproduktionen som vindkraften. Siden år 2000 er importen af biomasse eksploderet – målt i energi importerede Danmark i 2016 lige så meget træpiller og flis, som vi producerede el i hjemlige vindmøller. Mere end 90 pct. af den mængde træpiller, der blev fyret af i kraftværker og private fyr, blev importeret med Letland og Estland som vigtigste leverandører. I Estland betegnes en fjerdel af skovarealet som akut truet af intensiv hugst.

Biomassen er i modsætning til andre brændsler afgiftsfri, og derfor har den været billig og god til at fortrænge kul fra kraftværker, men i dag spærrer den for mere klimavenlige teknologier som varmepumper drevet af grøn el fra vind og sol.

Martin Lidegaard efterlyste på konferencen en udfasningsplan for biomassen som del af energiaftalen. SF’s tidligere folketingsmedlem Steen Gade, der var med til at forhandle aftalen fra 2012, kaldte biomassen »en overgangsløsning« og ærgrede sig over, at man i den gamle aftale ikke havde sat en udløbsdato.

»Men i 2012 var ingen om forhandlingsbordet i tvivl om, at vi i 2018 ville have fået en afgiftsreform,« sagde Steen Gade med henvisning til den reform af afgiftssystemet, som blev bebudet i aftalen, men som skiftende regeringer igen og igen har udskudt. En sådan reform, der bl.a. kan bringe et opgør med biomassens afgiftsfrihed, er en af de helt store, kontroversielle udfordringer, når forhandlingerne begynder.

Energibesparelser i fare

Den grønne omstilling handler ikke kun om, hvordan energien skaffes, men også om, hvor meget energi og el der bruges. Jo større elforbrug, desto flere vindmøller skal der f.eks. skaffes plads til.

I 2012-aftalen var energibesparelser en central del af planen. I dag er det i fare for at glide i baggrunden, fordi den vedvarende energi er blevet så billig og i princippet tilgængelig i grænseløse mængder. Dansk Energi, erhvervsorganisation for elselskaberne, argumenterer for »måske« at skrue ned for energieffektiviseringsindsatsen og for at fjerne den eksisterende elafgift for at fremme elbiler og varmepumper.

Energiforskerne ved Aalborg Universitet Henrik Lund, Brian Vad Mathiesen og Jakob Zinck Thellufsen kalder det hos Altinget »en kampagne for at nedprioritere energibesparelser«, motiveret af elselskabernes ambition om at sælge mere strøm.

»Jo billigere det bliver med vedvarende energi, desto sværere bliver det også at få investeret i energieffektivitet. Skal jeg være ærlig, er jeg ikke afklaret på det punkt. Jeg synes, det er et dilemma,« sagde Lars Chr. Lilleholt på konferencen for nylig.

For ham er en del af dilemmaet, at der er erhvervsinteresser at tage hensyn til på begge sider. På den ene side dem, der sælger el, vindmøller og solpaneler, på den anden side virksomheder, der producerer energibesparende teknologi: Rockwool, Grundfos, Danfoss, Velux ...

Biler og bønder

Energiforsyning og energiforbrug er én kompliceret udfordring, når forhandlingerne går i gang. Men hvis klimaet er omdrejningspunktet, er transport og landbrug nok så vigtige og mindst lige så kontroversielle.

Hver især står vejtrafik og landbrug for godt 20 pct. af de danske drivhusgasudledninger, og tilsammen belaster de klimaet lige så meget som energiforbruget.

Vejtrafikkens CO2-udledninger er steget de seneste tre år, fordi forbedret brændstoføkonomi i bilerne opvejes af, at bilparken og bilkørslen vokser.

For landbruget er udledningerne af drivhusgasser reduceret med fem pct. siden 2005, men ifølge Energiministeriet ventes de at stige en smule frem mod 2030, hvis ikke indsatsen skærpes.

Af EU er Danmark pålagt at reducere udledningerne fra sektorerne transport, landbrug og boliger med sammenlagt 39 pct. inden 2030, målt i forhold til 2005. Det kunne umiddelbart pege mod flere elbiler, begrænsning af vejtrafikken, mindre kødproduktion m.m.

Regeringen har imidlertid signaleret, at man vil benytte såkaldt ’fleksible mekanismer’ – af kritikere kaldet ’smuthuller’ – til at efterleve kravet. Det handler om køb af ledige CO2-kvoter og indregning af ændringer i arealanvendelse og skovbrug, den såkaldte LULUCF-mekanisme. Gør man det, kan man ifølge beregninger udført af Ingeniøren, NOAH og Greenpeace klare 80 pct. af EU-kravet »uden at røre en finger«, som NOAH’s klima- og energimedarbejder Jakob Sørensen formulerer det.

»Det vil gøre det nærmest umuligt for Danmark at leve op til Parisaftalens mål,« vurderer Tarjei Haaland, klima- og energirådgiver i Greenpeace.

Elbilerne med det skrantende salg kan blive et emne i energiforhandlingerne, men ellers er det uvist, om transportsektoren og dens klimabelastning inddrages.

»Og landbruget får vi nok ikke med i denne omgang,« sukkede Socialdemokratiets energi- og klimaordfører Jens Joel på Altingets og Klimarådets konference.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Randi Christiansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Trond Meiring
  • Nikolai Beier
Kurt Nielsen, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Nikolai Beier anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu