Interview
Læsetid: 5 min.

Enhedslistenprofil går efter plads i Europa-Parlamentet

For første gang nogensinde stiller Enhedslisten i 2019 op til et europaparlamentsvalg. Nu melder udenrigsordfører Nikolaj Villumsen sig ind i kampen om at blive partiets spidskandidat
34-årige Nikolaj Villumsen, der i øjeblikket besidder posterne som udenrigsordfører og fungerende politisk ordfører for Enhedslisten på Christiansborg, går efter at blive partiets spidskandidat til europaparlamentsvalget næste år.

34-årige Nikolaj Villumsen, der i øjeblikket besidder posterne som udenrigsordfører og fungerende politisk ordfører for Enhedslisten på Christiansborg, går efter at blive partiets spidskandidat til europaparlamentsvalget næste år.

Tine Sletting

Indland
16. januar 2018

Efter længere tids overvejelse melder et af Enhedslistens mest profilerede navne sig nu som den første ind i kampen om at blive partiets mand i Europa-Parlamentet.

34-årige Nikolaj Villumsen, der i øjeblikket besidder posterne som udenrigsordfører og fungerende politisk ordfører på Christiansborg, går efter at blive spidskandidat til europaparlamentsvalget næste år.

»Jeg mener, Enhedslisten har en ekstremt vigtig opgave i at forsvare vores velfærdssamfund og de ordnede forhold på arbejdsmarkedet, som vi oplever er under pres fra EU. Derfor har jeg valgt at stille mig til rådighed som spidskandidat til det kommende europaparlamentsvalg,« siger Nikolaj Villumsen til Information.

Det er første gang nogensinde, Enhedslisten stiller op ved et europaparlamentsvalg. Tidligere har partiet i stedet valgt at støtte det tværpolitiske Folkebevægelsen mod EU.

Torsdag er deadline for at melde sig som mulig spidskandidat. Herefter følger en vejledende urafstemning blandt medlemmerne i marts, inden Enhedslistens årsmøde i maj træffer den endelige afgørelse.

Hvem der løber med pladsen som nummer ét af partiets i alt fire spidskandidater, har stor betydning for chancerne for at blive valgt ind. For Enhedslisten benytter opstillingsformen partiliste, hvor stemmer på partiet som udgangspunkt tilfalder de kandidater, der står øverst på listen.

I en meningsmåling foretaget af Norstat for netmediet Altinget i februar-marts sidste år stod Enhedslisten til ét mandat. Nikolaj Villumsen håber, at partiet ved valget i 2019 vil få »mindst ét«.

Da Enhedslisten endnu ikke har vedtaget en valgplatform, ønsker han på nuværende tidspunkt ikke at udnævne sine mærkesager.

»Men der er ingen tvivl om, at forsvaret for den danske velfærdsmodel og de ordnede forhold på arbejdsmarkedet er helt centralt for Enhedslisten,« siger Nikolaj Villumsen. »Vi oplever kæmpestore problemer med social dumping, men også med mulighederne for at regulere markedet. Eksempelvis blokerer EU for, at vi kan forbyde hormonforstyrrende stoffer i skolesager til børn, fordi man sætter hensynet til virksomhederne over hensynet til mennesker og miljø.«

Grådige banker

– Hvad er forskellen på den måde, du vil arbejde i EU-parlamentet på, i forhold til den måde Folkebevægelsen mod EU gør det i dag?

»Jeg synes, Folkebevægelsen og Rina Ronja Kari har gjort det rigtig godt. Men deres dagsorden har været at repræsentere en tværpolitisk EU-modstand. Enhedslistens formål er at sætte en venstreorienteret EU-modstand på dagsordenen. Vi ønsker at styrke den europæiske venstrefløj for at imødegå det yderste højre og forsvare velfærd og sociale rettigheder.«

Det kunne for eksempel være ved at sætte fokus på »behovet for at gøre op med grådige banker« og at arbejde for en »EU-boykot af israelske bosættervarer«, siger Nikolaj Villumsen.

– I Enhedslistens EU-program fra 2016 skriver I, at »Enhedslistens parlamentariske princip om at arbejde for selv den mindste forbedring og imod enhver forringelse gælder også for EU­-Parlamentet. Dog kan vi aldrig støtte mere magt til EU – heller ikke i sager, som ellers kan lyde positive – da mere magt til EU altid vil medvirke til at styrke EU som institution.« Hvad betyder det i praksis?

»Det er helt konkret, at Enhedslisten ikke vil medvirke til at flytte mere magt væk fra Folketinget og til Bruxelles. Det vil vi altid modsætte os, fordi vi ønsker, at beslutningerne skal træffes tættest muligt på borgerne. Men der, hvor man kan se, at EU allerede har tiltaget sig magt, vil vi selvfølgelig kæmpe for at trække den politik, man fører fra EU’s side, i en grøn og solidarisk retning.«

– Hvad hvis EU-Kommissionen kommer med et forslag, som vil dæmme op for social dumping og værne om arbejdstagerrettigheder, men som samtidig vil flytte magt fra nationalstaterne til EU? Vil I så stemme for eller imod?

»Når vi eksempelvis diskuterer social dumping, er der nogle, der har foreslået en EU-mindsteløn. Det kunne måske dæmme op for noget af den sociale dumping. Men det ville fuldstændig undergrave hele den måde, vi i Danmark har indrettet vores arbejdsmarked på, og dermed markant svække fagbevægelsen. Det er et eksempel på noget, som måske på tegnebrættet er en lille forbedring, men som i virkelighedens verden vil undergrave det system og de muligheder, vi har for at sikre ordnede forhold i Danmark. Det vil vi selvfølgelig modsætte os.«

Blå spillebane

– Hvad vil du så gøre i stedet, hvis du bliver valgt til EU-Parlamentet?

»Helt konkret kæmper vi sammen med den europæiske venstrefløj og fagbevægelse for, at der skal laves en social protokol, som vil gøre det muligt at sætte hensyn til overenskomster og sociale rettigheder over hensynet til virksomheder, når det kommer til den frie bevægelighed. Når kolleger fra andre europæiske lande kommer til Danmark, skal det være en forudsætning, at de arbejder på danske løn- og arbejdsvilkår. Det har vi ikke mulighed for at kræve i dag, men det vil en social protokol gøre muligt.«

– Men hvordan får du det igennem fra parlamentet?

»Det er noget, vi vil sætte på dagsordenen. Det er klart, at det kræver en traktatændring, og derfor kræver det, at samtlige EU-medlemslande bliver enige om det. Så det er ikke let. Det er problemet med EU: Spillebanen er kridtet op til fordel for højrefløjen.«

– Hvad så hvis Kommissionen foreslår en fælles minimumsgrænse for selskabsskat for at forhindre et ræs mod bunden. Det begrænser jo nationalstaternes selvbestemmelse og styrker EU’s magt. Vil I være for eller imod det?

»Vi støtter varmt, at man samler sig internationalt og laver en mellemstatslig aftale om en minimumssats for selskabsskat. Det bør både gælde for EU-lande og lande uden for – for ellers vil EU-lande stå sig dårligere i konkurrencen. Der har vi brug for en kreds af villige lande, som har lyst til at gøre det. Hvis det foregår mellemstatsligt, er det en dybt fornuftig ting. Det, som er problematisk, er, hvis man lige pludselig overfører kompetencen for vores skattepolitik til EU, sådan at det ikke bliver muligt fra folketingsvalg til folketingsvalg at bestemme over skatten. Det vil vi selvfølgelig modsætte os.«

– Men hvis du har en mellemstatslig model i stedet for at lave det forpligtende i EU, er der vel ingen mulighed for at håndhæve aftalen, hvis eksempelvis et land som Luxembourg ikke lever op til den?

»Det vil man sagtens kunne gøre. I virkelighedens verden oplever vi, at EU på mange måder er blevet ufleksibelt i forhold til de problemer, vi står over for. Hvis vi eksempelvis tager skattely, så er det sådan, at der er fem skattelylande i EU, som har forhindret, at man har kunnet lave en effektiv sortlistning. Det er et eksempel på, at EU reelt kommer til at blokere for de tiltag, der er behov for. Det ville være langt mere effektivt, at de lande, som vil, samler sig og laver en mellemstatslig aftale om at sortliste skattely – og så tager konsekvensen ved at pålægge dem en straftold, hvis de fortsætter med at være skattely.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

"Enhedslistens formål er at sætte en venstreorienteret EU-modstand på dagsordenen" udtaler Nikolaj Villumsen her over.

Yeeeaaah right - så lad os da også få en venstreorienteret fagbevægelse som kan tale LO midt imod, for ikke at tale om en boligbevægelse der kan skabe små socialistiske øer, hvor solen altid skinner.

Enhedslisten har tabt sutten, og overser helt og aldeles hvad der skal til for at trække Danmark ud af EU - nemlig en bred folkeligt funderet bevægelse, som er alt andet end socialistisk.

Det er et fejlslagent politisk projekt der er sat igang, og med det, risikerer man så - at trække tæppet væk under den brede folkelige modstand.
Det er sgu trist.

Thomas Andersen

Sikke en omgang tågesnak fra Nikolaj Villumsens side...

Jeg synes, Folkebevægelsen og Rina Ronja Kari har gjort det rigtig godt. Men deres dagsorden har været at repræsentere en tværpolitisk EU-modstand. Enhedslistens formål er at sætte en venstreorienteret EU-modstand på dagsordenen.

Der er da intet tværpolitisk over Folkebevægelsen mod EU. Rina Ronja er medlem af Enhedslisten og bevægelsen har valgt at indgå i valgforbund med Enhedslisten.

Det kunne for eksempel være ved at sætte fokus på »behovet for at gøre op med grådige banker« og at arbejde for en »EU-boykot af israelske bosættervarer«, siger Nikolaj Villumsen.

Enhedslisten er da arge modstandere af den kommende finansunion som netop skal tøjle de såkaldte grådige banker, bl.a. ved et tværeuropæisk finanstilsyn som skal håndtere de multinationale banker og ved at bankerne fremover skal betale for egne fadæser. Nikolaj Villumsen burde også være bekændt med den enorme mængde af lovgivning som fra EU har ramt banker og forsikringsselskaber. Og EU boykot af israelske bosættervarer lyder besnærende, men Hr. Nikolaj Villumsen kunne vel ikke drømme om at fratage andre EU landes suveræne ret til at bestemme hvilke områder de vil boycotte???

Når vi eksempelvis diskuterer social dumping, er der nogle, der har foreslået en EU-mindsteløn. Det kunne måske dæmme op for noget af den sociale dumping. Men det ville fuldstændig undergrave hele den måde, vi i Danmark har indrettet vores arbejdsmarked på, og dermed markant svække fagbevægelsen...

Vi har da masser af lovgivning som sætter grænser for arbejdsgivernes og fagforeningernes aftalefrihed. F.eks. minimum 3 ugers sammenhængende sommerferie. Så selvfølgelig kunne vi i Danmark også ved lov fastsætte en anstændig mindsteløn. Og selvfølgelig vil et sådan tiltag dæmpe problemerne med social dumping gevaldigt. Men Enhedslisten vil hellere være gode venner med fagforeningerne end at kæmpe for den udsatte arbejdstagers rettigheder. Rendyrket hykleri.

Vi støtter varmt, at man samler sig internationalt og laver en mellemstatslig aftale om en minimumssats for selskabsskat.

Jamen Hr. Nikolaj Villumsen, mellemstatslige aftaler er jo netop ikke bindende. Lande kan jo blot træde ud igen og så er vi lige vidt. Dette spørger journalisten jo også indtil, og magen til latterligt udenomssvar skal man lede længe efter.

Lad os nu bare komme ud af EU det er og bliver ingen fed fidus for nogen anden den de rige svin der sidder og lukrere og spekulere i profit, luk nu denne "gateway" så vi kan få fred og ro her i danmark til at få rettet op på de ting som er gået galt de sidste 20 -30 år.