Læsetid: 3 min.

Juraprofessor: Forbyd rockere og bander direkte med ny lov

Regeringen går en lang, usikker vej ved at prøve at forbyde LTF med grundloven. I stedet bør Folketinget overveje at lave en ny lov rettet direkte mod rockere og bander med inspiration fra terrorlovgivningen, siger professor i strafferet Jørn Vestergaard
Medlemmer af gruppen Loyal To Familia (LTF) foran Københavns Byret på Nytorv i forbindelse med dom i sagen mod LFT-lederen Shuaib Khan. Folketinget bør ifølge professor i strafferet Jørn Vestergaard overveje at lave en ny lov rettet direkte mod rockere og bander med inspiration fra terrorlovgivningen.

Medlemmer af gruppen Loyal To Familia (LTF) foran Københavns Byret på Nytorv i forbindelse med dom i sagen mod LFT-lederen Shuaib Khan. Folketinget bør ifølge professor i strafferet Jørn Vestergaard overveje at lave en ny lov rettet direkte mod rockere og bander med inspiration fra terrorlovgivningen.

Ritzau Scanpix

20. januar 2018

Rockere og bander kan forbydes ved at gå direkte til sagen uden en langvarig grundlovssag.

Det vurderer professor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet. Folketingets Retsudvalg holdt torsdag en høring om emnet, hvor Jørn Vestergaard præsenterede et opsigtsvækkende forslag:

Folketingets flertal vil kunne vedtage en ny rocker- og bandelov, der ikke retter sig mod foreningen, men hvad enkeltpersoner foretager sig i tilknytning til en bandegruppering.

»Folketingets partier bør overveje at lovgive om et forbud mod at støtte nogen, hverve nogen eller lade sig hverve til at fremme, billige eller være medlem af en gruppe eller en sammenslutning, der virker ved vold eller anden alvorlig kriminalitet,« siger Jørn Vestergaard.

En konsulent i det tyske forbundsindenrigsministerium på området for bandekriminalitet samt lederen af Kriminalpolitiets enhed for rockerbekæmpelse i Slesvig-Holsten deltog i høringen og kunne fortælle, at et forbud mod rockere og bander i Tyskland har ført til opløsning af en række foreninger, øget tryghed i befolkningen og gjort det sværere at rekruttere til miljøet.

I Tyskland er forbuddet indført i henhold til forfatningen. 21. december forbød Holland rockerklubben Satadurah, som også er til stede i Danmark. Herhjemme har Rigsadvokaten taget det første skridt til at søge LTF opløst ved en domstol efter grundlovens bestemmelser.

Det er lang og usikker vej at gå, som regeringen og Rigsadvokaten af samme grund har været tilbageholdende med at betræde. Efter et eventuelt forbud mod LTF vil der skulle føres selvstændige sager mod andre rockere og bander. Flere var inde på, at LTF måske slet ikke eksisterer længere, når foreningen måtte kunne opløses ved dom.

Domstole holder fanen højt

Ifølge Jørn Vestergaard kan Folketinget opnå et forbud med et enklere middel. Professoren har hentet inspiration fra »noget så ubehageligt som terrorparagrafferne«, som han selv omtaler dem.

»Efter strafferetten er det ikke kun strafbart at begå egentlige terrorhandlinger, det er også strafbart at støtte terrorisme, at hverve nogen til det, at lade sig hverve. Det er også strafbart at fremme eller billige terrorisme.«

Terrorparagrafferne har ellers været kritiseret for at være vage og vidtgående.

»Jeg hører selv til den del af retssikkerhedens nidkære vogtere, der ikke forsømmer nogen anledning til at advare imod at anvende dem ukritisk, men imidlertid synes jeg, at man gennem årene med sindsro kan konstatere, at danske domstole har vist evne til at holde retssikkerhedens fane højt.«

Straffeloven taler ikke om foreninger, når det gælder terror, forklarer Jørn Vestergaard:

»I seks forskellige paragraffer tales der om en gruppe eller sammenslutning begår og har til hensigt at begå de her handlinger. Et begreb, der er videre end en forening, gør det nærliggende at forestille sig, at beviskravene er lempeligere end i en grundlovssag om en forening.«

Argumenterne imod et forbud er, at det ikke vil standse kriminaliteten i sig selv, samt at politiressourcer, der ellers kunne gå til målrettede efterforskninger, risikerer at blive brugt til en kamp mod trøjer, logoer og symboler. De tyske myndigheder nævnte selv på høringen, at et rocker- og bandeforbud ikke i sig selv førte til et fald i kriminaliteten.

»Jeg har ikke en blåøjet forestilling om, at den slags forbud løser ret mange problemer i sig selv. Men det gør et foreningsforbud næppe heller,« siger Jørn Vestergaard.

Politisk impotens

For 20 år siden indførte Folketinget faktisk en rockerlov efter den store nordiske rockerkrig. Loven var en tur omkring Højesteret, der slog fast, at frihedsrettighedernes betydning er »beskeden« for grupper, der gennem gensidigt væbnede opgør selv har gjort sig til angrebsmål. Praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ligger på samme linje.

Tidligere på ugen var et forslag fra Dansk Folkeparti om opløsning af en række bander og rockergrupper efter grundloven til førstebehandling. Et forslag, der ikke er flertal for i Folketinget.

Forsvarsadvokat Klaus Ewald står bag idéoplægget til en opløsning efter grundlovens bestemmelser og deltog også på retsudvalgets høring. Han er selv forsvarer for bandemedlemmer:

»Grundlovens fædre havde ikke til sigte at beskytte LTF. Med tanke på, hvor lidt der i retspraksis skal til, for at man kan dømmes for trusler om vold, forekommer det uforståeligt, at man ikke anser den blotte tilstedeværelse af klubhuse, logoer mv. som en trussel i grundlovens forstand. Når man så lægger til, hvad bandernes aktivitet vedrører, tegner der sig et klart trusselsbillede. Det er topmålet af politisk impotens, at man ikke reagerer på virkeligheden.«

Normalt er juristerne de forsigtige, mens politikerne er ivrige efter at vise handlekraft. Men på retsudvalgets høring om rockere og bander blev det forhold vendt på hovedet.

»Det har jeg aldrig oplevet før,« siger retsordfører Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Henrik Brøndum
  • Oluf Husted
David Zennaro, Henrik Brøndum og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

Godt at se juridisk ekspertise, der benyttes til at beskytte den almindelige Danske Borger. Reglen har ellers været at beskytte de kriminelles rettigheder.

Bettina Jensen

Hvis der kommer et forbud mod at støtte rockere o.lign., betyder dét så at ytringer til fordel for f.eks. rockeres almindelige civile rettigheder kan betragtes som kriminalitet? Inspiration fra terrorlovgivningen lyder bestemt ikke som en god kop mjød.

Robert Ørsted-Jensen, Alvin Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar